≡ Menu

Dagbog 1881-1882

[Den dagbog der er afskrevet her, er skrevet af Otto Skårup og sendt til Kultusministeriet og opbevares på Rigsarkivet. Indholdet kan med fordel sammenlignes med O.S.81-82 Indberetning, O.S.80-82 Optegnelser (under OS.1880-81) og med  0.2 Grønland, mennesker og steder.]

Dagbog

for

Julianehåbs missionariat

i tiden fra

1 juli 1881 til ultimo juni 1882.

Otto Skårup.

1881.

Juli måned.

1. Fredag.      I dag endtes den i min sidst hjemsendte dagbog omtalte påbegyndte reparation af missionens slup „Emma”; den er nu sat så godt i stand, som det overhovedet er muligt, når den ikke helt skal fornyes, men den er og bliver meget mådelig. – Da min kones nedkomst er meget nær forestående, begiver jeg mig ikke gærne straks på den lange rejse til Frederikshåb, men har bestemt i morgen at benytte båden til den kortere tour til Igaliko og først efter min hjemkomst derfra at rejse nord på.

2. Lördag.      Ankom efter en hurtig og heldig rejse til Igaliko om eftermiddagen.

3. Söndag.      Da kateketen havde sit hus under ombygning, benyttede jeg en Grönlænders hus til gudstjeneste med altergang om formiddagen kl. 10; dette er det sted, hvor jeg har de færreste altergæster, denne gang kun 15. En syg kone modtog senere sacramentet i sit hjem; hun såvelsom nogle börn led af sting[1], medens flere andre, som havde lidt af samme sygdom, nu vare raske. – Om eftermiddagen holdt kateketen, Tobias Berthelsen, gudstjeneste; indholdet af hans tale var godt og tydeligt, men hans foredrag meget uskönt. Herefter publicerede jeg dåben for to börn. Da en kajakmand fra colonien kom og meldte mig, at min kones forventede nedkomst havde fundet sted den foregående nat, afholdt jeg endnu samme dag examen over skolebörnene for at kunne rejse hjem næste morgen. Det var mig en fornöjelse ved denne prøve at mærke, at læsningen siden foregående år havde bedret sig meget; mit tilhold til Tobias i fjor, da hans skole i det hele var dårlig, om ganske særligt at lægge vægt på læsning havde således båret sin frugt, og det er mit håb, at jeg adåre må få at se en lignende fremgang til det bedre for lærebogs[2] og bibelhistories vedkommende, med hvilke det endnu var temmelig dårligt bevendt. Tobias mangler ingenlunde evner til at undervise, og katekiserede han jævnligt i skoletiden sine börn således som han nu viste mig han kunde, da vilde han snart nå et bedre resultat. I det hele må jeg sige, at jeg var langt bedre fornöjet med ham nu end ifjor. – Om aftenen kaldte jeg den i min sidste dagbog omtalte Sören Egede til mig i teltet og talte med ham om hans fortsatte utilbörlige forhold til den kvinde, som dog nu var forflyttet til Narssaĸ, samt foreholdt ham, at hun under ingen omstændigheder måtte flytte til ham igen. Heri var han enig med mig, men jeg kunde ikke spore nogen følelse hos ham af det syndige i hans forhold; han lagde vægt på, om jeg personligt var „vred på ham” eller ikke, men at jeg ikke blot for min egen skyld tog mig den sag nær, kunde han ej ret fatte. –

4. Mandag.      For muligvis at komme lidt för til mit hjem end sluppen Emma i den nu ugunstige vind vilde kunne bringe mig, fik jeg en Grönlænder-båd til at ro mig hjem, hvor jeg, Gud ske lov, traf alt vel om eftermiddagen. Sluppen, som straks fulgte efter, ankom først til colonien næste formiddag.

5. Tirsdag.      Da båden kom, var det ene, forøvrigt mere end halvrådne, sejl aldeles sönderrevet af blæsten, hvorfor jeg måtte lade et nyt sy, og var da således beredt til at rejse nord på, hvilket dog først skete

9. Lördag   morgen tidligt, da en sydost-storm[3] den 7de og 8de hindrede rejsen. Fire-fem mil fra colonien mødte jeg den danske udligger fra ĸagssimiut med familie; han var på hjemrejse til Danmark, men vilde gærne, medens han endnu var her, have sin datter gift med den ved handelen ansatte smed.[4] Da det vilde blive for sent at vente hermed, til jeg kom hjem fra Frederikshåb, og da begge de pågældende vare tilstede, lagde vi til land, og de bleve viede i telt. – Det var min agt at rejse lige til Frederikshåb, hvis vejret var gunstigt, og først på hjemtouren besøge de forskellige steder i dette district.

12. Tirsdag nåede jeg Arsuk og aftalte med kateketen der, Josva Petersen, at han straks skulde begynde at læse med confirmanterne, for at disse på ny kunde have gennemgået deres bøger inden min tilbagekomst, så at jeg nogenlunde snart kunde stede dem til confirmationen. Helst havde jeg ønsket at tage börnene herfra med til Frederikshåb til confirmationsforberedelse der, dels fordi mit ophold på dette sted naturligt måtte blive længere end andetsteds, og dels fordi jeg anser et sådant besøg af börn fra udstederne i et par uger eller mere ved colonien for meget gavnligt og udviklende for disse, men af to grunde måtte jeg opgive denne tanke, først fordi både districtslægen her ved stedet og lægen ved Ivigtût anså det for meget misligt at føre börn fra Arsuk hen til nogetsomhelst andet sted, da dette så såre let vilde bringe den ondartede smitsomme sygdom[5] videre omkring, og dernæst fordi confirmanterne denne gang vare flere, end jeg kunde have plads til i båden, næmlig ti. – Disse sørgelige forhold ved Arsuk göre altså, at der fremtidigt, i al fald foreløbigt, må confirmeres særligt der. Når hertil kommer, at missionæren heller ikke med konebådsbesætning tør opholde sig flere gange på omhandlede sted, vil confirmationsafholdelsen her blive noget vanskeliggjort, indtil Frederikshåbs missions slup bliver sat i brugbar stand eller erstattet med en ny.

14. Torsdag ankom jeg til Tigssaluk, hvor jeg næste dag, da dårligt vejr forhindrede

15. Fredag rejsen, først holdt prædiken og altergang, 47 communicanter, og senere dåbsbekræftede et barn og ægteviede et par. Da bruden var den af missionen pensionerede enke Kirstine, vil altså dennes pension fra 1 avgust d. å. fremtidigt bortfalde. – Kateket Aron Lynge har 24 skolebörn, hvis kundskaber jeg om eftermiddagen prøvede. Udfaldet var temmelig dårligt, f. ex. kunde kun af alle börnene to (hvilke to som confirmanter fulgte med mig til Frederikshåb) læse rent, alle de andre stavede endnu i ABD; også religionskundskaben var mådelig. Trods dette mente jeg ej, at der var noget videre at bebrejde kateketen, som kun har arbejdet 1 år ved stedet. Aron er åbenbart både dygtig og meget flittig, men savner endnu øvelse og erfaring i at undervise. Han har den hos lærere sædvanlige ungdomsfejl at ville lære börnene alt, hvad han selv kan, hvoraf den nødvendige følge er, at det væsentlige ej får tid til at fæste sig hos dem. Uden al tvivl vil han med den samvittighedsfuldhed, han öjensynligt er i besiddelse af, med tiden komme til at stå i kateketernes første række. Han bor i den danske udliggers hus og får kost m. m. hos denne, men dette må nødvendigvis anses for uheldigt og farligt for det unge menneske, da han der kun kan lære det, som ikke godt er  – både er den nævnte udligger meget forfalden og også på anden måde lever et til forargelse usædeligt liv. – Jeg talte med Aron om at flytte herfra, få sig et eget hus, hvor han både kunde holde gudstjeneste og skole. Hertil var han også villig, men kunde ej af sin lön udrede hele den dertil nødvendige udgift. Derfor, da jeg måtte anse det for aldeles påtrængende nødvendigt, både for hans persons og hans gærnings skyld, at han snarest muligt kom bort fra sit nuværende opholdssted, gav jeg ham en bygningshjælp på 20 kroner, hvilken udgift jeg håber det höje ministerium vil billige. Han gjorde straks skridt til at få det omtalte hus opført endnu i dette efterår.

17. Söndag    Efter en heldig rejse den 16de ankom jeg söndag eftermiddag til Frederikshåb.

18. Mandag.   Holdt en foreløbig prøve over samtlige confirmanter, der, ifølge et tidligere brev fra mig til overkateketen, vare samlede ved Frederikshåb. De af Anders Petersen underviste börn udmærkede sig som de flinkeste, medens de fra Kvanøen, kateket Magnus Berthelsen, uden sammenligning vare de dårligste af alle.

19. Tirsdag      begyndte jeg om formiddagen confirmationsforberedelsen. Om eftermiddagen holdt jeg examen over skolebörnene ved Frederikshåb, og denne vidnede på ethvert punkt om en stadig og dygtig undervisning. Anders Petersen har også fra alle sider ord for at være en alvorlig og i sin gærning såre nidkær mand.

20. Onsdag      Læste om formiddagen – ligesom hver af de påfølgende dage af mit ophold ved Frederikshåb – med confirmanterne. Ved aftenbönnens tid om eftermiddagen prædikede jeg og derefter dåbsbekræftede syv börn.

21. Torsdag.   Jeg havde bestemt på denne dag at rejse til Avigait og begav mig også på vej, men blev af en påkommende nordenstorm nødsaget til at vende tilbage. Da den samme vind blev stående de to påfølgende dage, udsattes foreløbigt rejsen; foruden arbejdet med confirmanterne benyttede jeg tiden til at affatte Frederikshåbs missionariats regnskab for året 1880-1881.

24. Söndag.   Efter at jeg om formiddagen havde prædiket, ægteviede jeg fire par. På min opfordring afholdt kateket Magnus Berthelsen fra Kvanøen aftenbönnen; indholdet af hans tale var naturligt og upåklageligt, men han havde en – i al fald for mig som fremmed – meget stødende måde at udtale sproget på: han bestræbte sig öjensynligt, hvad jeg aldrig hos nogen havde hørt för, for at tale aldeles som han så ordene skrevne. Dog fandt jeg mig, netop i denne sag, ikke beföjet til at göre ham nogen forestillinger; da jeg senere spurgte Anders Petersen, hvorfor han vel gjorde dette, svarede han: han vidste ikke, hvorfra han havde fået den vane, men således gjorde han al tid. – Samme aften dåbsbekræftede jeg ni börn.

25. Mandag.   Altergang nærmest for beboerne fra Kvanøen, Storøen og Iluilârssuk, ialt 63. Da beboerne fra de tre nævnte steder opholdt sig ved colonien, anså jeg det for ubetimeligt at göre særlige rejser til deres bopladser, så meget mere som de sagde, at de vare vante til at søge præsten ved colonien.

Om eftermiddagen holdt jeg examen over börnene fra de samme udsteder. Der var en stor forskel på disse og dem, som Anders Petersen havde ladet mig høre. De fra Storøen vare bedst, vel omtrent så flinke, som de efter forholdene kunde ventes. Fra Iluilârssuk var der kun to, tarveligt underviste börn. Hvad skolebörnene fra Kvanøen angår, da havde kateketen, Magnus B., forsömt i rette tid at sige dem til til examen, så at han til den fastsatte time kun kunde møde med et mindretal af dem. Jeg kan ikke se rettere, end at den nævnte kateket i det hele er temmelig ligegyldig for sin gærning; de få af hans skolebörn, som jeg fik lejlighed til at prøve, vare slet underviste, og hans confirmanter så usle, at jeg nødvendigt måtte afvise tre. Her bør det dog billigvis tages i betragtning, at han kun har været på Kvanøen èt år, så at börnenes uvidenhed ikke tør tilskrives ham; dog taler på den anden side imod ham, at hans egen sön, over 16 år gammel, er den mest uvidende af alle de 17 confirmanter. – En art klage over ham forebragtes mig af to mænd fra Kvanøen, af hvilke ordføreren var den tidligere midlertidigt ansatte kateket ved stedet: Magnus passede ej sin skole, gik hver dag i kajak o.s.v., de ønskede en anden kateket, og da særligt vilde taleren selv nok være det igen. Da hele deres sag syntes mig at have sit tyngdepunkt i dette sidste, gjorde jeg intet videre ved den, men tilholdt kun, støttende mig til hvad jeg selv havde set, Magnus alvorligt at passe sin gærning bedre, så han til næste år kunde vise mere tilfredsstillende frugter af den.

26. Tirsdag.   Sammen med Anders Petersen afrejste jeg til Avigait, hvortil vi i heldigt vejr ankom. Her var 24 communicanter, 3 börn fremstilledes til dåbsbekendtgörelse, og èt par ægteviedes. – Det herværende, missionen tilhørende, capel var yderligt slet vedligeholdt: murene udskudte, nedsunkne og faldefærdige, man kunde indenfra se gennem dem lige ud på marken; omtrent en trediedel af gulvet var af fugtighed halvrådent, kan dog vel ligge en tid endnu; taget er (efter den forhenværende katekets, Magnus Berthelsens, udsagn) i flere år ikke efterset og tjæret, hvorfor det var meget utæt: det var netop regnvejr under mit ophold på øen, og det regnede stærkt igennem taget ned i localet. – Gennem handelen lader der sig næppe göre noget herved i år, men den constituerede kateket, Matthias, lovede efter evne at udbedre de på grönlandsk vis opførte mure, samt at tjære taget, af den missionen tilhørende beholdning ved Frederikshåb, af hvilken jeg foranstaltede ham en del tilsendt.

Ved examen over börnene fik jeg et ganske godt indtryk af Mathiass og læserinde Klaudias arbejde; der var vel meget at ønske anderledes, men dog også hos flere börn gode tegn på vejledning. Overkateket Anders Petersen og kateket Magnus Berthelsen anse begge den nævnte Mathias for den blandt de få (omtr. 50) beboere på Avigait mest skikkede til at være kateket, og han syntes også mig at tegne til at kunne blive brugbar. Han vedbliver derfor endnu et år på sin hidtidige lön (15 kron.), medens jeg tilstod ham, særligt med hensyn til capellets vedligeholdelse af de til kateketerne i præstevacancen anviste 400 kron. et lönningstillæg på 12 kron. Dernæst ansøger jeg ministeriet om, at han, hvis han til næste år viser sig at have røgtet sin gærning vel i vinter, må fra 1ste april 1882 få fast ansættelse som kateket og tilstås en årlig lön af 36 kroner.

Onsdag 27      Kom tilbage til Frederikshåb. – Seminarist Andreas Hansen, der i denne tid opholdt sig her, havde venligt, under min to dages fraværelse, på mine vegne læst med confirmanterne. Andreas er et stille, beskedent menneske, vist også med alvor.

Det var mig interessant ved siden af min daglige gærning med confirmanterne at aflægge jævnlige besøg i de grönlandske huse. Befolkningen ved Frederikshåb er i flere henseender forskellig fra den i Julianehåb, og, jeg kan ikke nægte det, jeg fik det indtryk, at den var mindre fordærvet, i lighed med hvad jeg holder for, at de såkaldte udsteds-Grönlændere her i districtet stå på et sundere åndeligt trin end coloni-Grönlænderne. Det er en gammel, ofte nok fremhævet erfaring, at de danskes tilstedeværelse her i landet ingenlunde al tid har været til gavn for befolkningen, og for mig har det bekræftet sig ved mine rejser her i missionariatet, at jo mindre samkvem med og lejlighed til privat handel med de danske en boplads har, des mere umiddelbar og modtagelig er dens befolkning; som regel taler jeg al tid, hvad enten det er i forsamlingen eller til den enkelte, med mere håb udenfor colonien end ved den. Noget af dette mere håb- og tillid-indgydende mente jeg at finde hos Frederikshåb’erne tilligemed lidt mere interesse for almindelige åndelige ting, end jeg var vant til at se. –

Fredag 29   afholdt jeg dansk altergang i Frederikshåb kirke; 2 communicanter.

Söndag 31.      Til denne dag havde jeg fastsat confirmationen, og 17 börn bekræftede deres dåbspagt, af hvilke mere end halvdelen havde særdeles tilfredsstillende både kundskaber og udvikling. Om eftermiddagen afholdt overkateketen gudstjenesten; jeg havde flere gange haft lejlighed til at høre ham forkynde ordet, og han gjorde dette, som al sin anden gærning jeg så, godt og glædeligt. – Kirkebøgerne, som nu ere betroede til hans førelse, vare behandlede med en mønsterværdig omhu, ligesom missionens bog-beholdning og dennes regnskab var i god orden. – De missionen her ved stedet tilhørende bygninger vare alle i god, vel vedligeholdt stand; men jeg mærkede her, som jeg tidligere på andre steder også har erfaret det, at der endnu hersker en del uklarhed over, hvem tilsynet med missionens bygninger og det dermed forbundne ansvar for deres rette brug tilkommer, den af missionen ansatte overordnede eller den af handelen ansatte på vedkommende sted. For mit personlige vedkommende har jeg ingen ulemper mærket i denne henseende, men på de steder, hvor der ingen præst er, synes ofte at herske uenighed om, hvem den egentlige herre er i vedkommende bygning, kateketen eller udstedsbestyreren. Det er min agt i en særlig skrivelse at drage denne sag frem for ministeriet.[6]

August 1881.

Mandag 1.      Om formiddagen afholdt jeg altergang, hvortil, confirmanterne iberegnede, 125 mennesker vare tilstede. Hvis jeg havde anet, at der tilnærmelsesvis vilde blive så mange communicanter, da havde jeg afholdt en altergang til för confirmationen, det synes mig næmlig af flere grunde mindre heldigt på èn gang at betjene så mange mennesker ved Herrens bord, når der ingen nødvendighed foreligger for, at det må ske på èn gang. –

Hermed var min gærning endt ved Frederikshåb, og jeg skulde forlade disse mennesker, blandt hvilke jeg havde befundet mig så vel. Til min hjemrejse benyttede jeg atter missionens slup, og da vejr og vind vare særdeles gunstige for denne, tog jeg afsted allerede mandag eftermiddag, medtagende de confirmerede börn fra Narssalik og Tigssaluk.

Tirsdag 2   ankom jeg ved middagstid til Narssalik. – Om eftermiddagen afholdt jeg examen over den herværende katekets Kristian Chemnitzs skolebörn, der gennemgående vare flinke. – Beboerne fra Neria vare komne hertil og blandt dem den gamle kateket Cornelius og de af ham underviste börn, der alle stode meget langt tilbage at ønske. Cornelius er for gammel nu, og kateketarbejdet overstiger hans kræfter, da befolkningen ved Neria på grund af tilflytning fra andre bopladser tager meget til. Det synes ønskeligt, om der ved næste dimission fra seminariet kunde blive ansat en uddannet kateket her. – Efter examen bleve 3 börn fremstillede til dåbsbekræftelse.

Onsdag 3   afholdt jeg altergang (71 communicanter), og senere ægteviede jeg 3 par, og iblandt disse kateketen Kristian Chemnitz og den danske udligger Hansens datter. Chemnitz gör både som menneske og som kateket et overmåde godt indtryk, blot ikke hans giftermål, der synes mig mindre lovende, skal få en dårlig indflydelse på ham. – Det til et capel ved Narssalik ifjor fra missionen udsendte materiale så jeg ligge opstablet på marken, tildækket med bræder og således bevaret så godt mod beskadigelse af vejrliget, som forholdene tillode; imidlertid må dog nødvendigvis materialerne tage ikke liden skade af at ligge således hen i længere tid, hvorfor det er meget beklaget, at bygningen ikke allerede har kunnet blive opført; så sent på året, som det nu er, kan det næppe ventes at ske i sommer heller, dog vèd jeg intet herom; jeg kunde i denne sag, som jeg stod helt udenfor, ikke göre andet, end for colonibestyreren i Frederikshåb at fremhæve det ønskelige i, at den omtalte bygning snarest muligt blev opført.

Denne dags eftermiddag og påfølgende nat oplevede jeg at se det her i landet så sjældne: et såre heftigt og vedholdende uvejr med voldsomme hyppige lyn og rystende tordenskrald. De ældste Grönlændere på pladsen erklære, at de ingensinde have oplevet et lignende vejr hverken med hensyn til heftighed eller varighed.

Torsdag 4.      Det var min agt på denne dag at rejse videre, men syd-vest vind med regn umuliggjorde det.

Fredag 3.      Afrejse til Kangârssuk, som jeg nåede om eftermiddagen, således at jeg endnu samme dag kunde holde altergang (7 communicanter) og dåbsbekræfte 2 börn. Det er ingen ringe omvej fra Narssalik til Tigssaluk at lægge vejen om ad Kangârssuk, og da der er så få mennesker ved det sidstnævnte sted (kun beboerne af èt hus) vil jeg, om jeg oftere skulde komme til at berejse denne egn, kalde disse til Tigssaluk og betjene dem der. – Kateketen ved Kangârssuk, Berthel, havde kun èt skolebarn, en 8-årig pige, der imidlertid endnu ikke var nået til at kende bogstaver.

Lördag 6   morgen, meget tidlig, i det gunstigste vejr, rejse til Tigssaluk; på dette sted havde jeg vel opholdt mig under min rejse nord på og besørget de foreliggende arbejder, men der var en gammel, svagelig kone, som nu ønskede at modtage sacramentet i sit hjem; hende betjente jeg, og sammen med hende communicerede to fangere, der under mit tidligere ophold ved stedet havde været bortrejste.

Aron Lynge havde allerede begyndt på opførelsen af det tidligere omtalte hus. – Da vejret var så særdeles gunstigt for en rejse syd på, fortsatte jeg samme dag touren til Arsuk; og efter at have stanset lidt her og aftalt med kateketen, at jeg vilde komme igen næste morgen, tog jeg ind til Ivigtût for at proviantere. Men jeg kom til at fortryde, at jeg ikke lod besætningen på båden alene göre denne tour, ti derved spildte jeg en dag af mit påtænkte ophold ved Arsuk, idet vejret den næste dag, söndag, blev ugunstigt, så at hele denne dag medgik til rejsen fra Ivigtùt til Arsuk,

Mandag 8.   hvorhen jeg først ankom mandag morgen kl. 5. – Som allerede omtalt havde jeg pålagt kateketen, Josva Petersen, under mit ophold i Frederikshåb dagligt at læse med confirmanterne, så at mit arbejde med disse för confirmationen væsenligt kunde indskrænke sig til grundigt at overbevise mig om, at de havde de fornødne kundskaber. Denne ordning havde jeg truffet, da jeg ikke for tidens skyld af hensyn til mine kommende rejser i Julianehåb missionariat turde opholde mig på dette sted i mange dage. – Min første gærning i Arsuk var at overhøre de ti confirmanter. Jeg må tilstå, at jeg havde ventet mig noget langt bedre af börn, der skulde forlade Josva Petersens skole, ti, når undtages to flinke piger, vare alle disse temmelig middelmådige, og især havde de ældste börn meget mådelige kundskaber. Samme eftermiddag havde jeg atter, ligesom den følgende dag to gange, confirmanterne samlede hos mig, og jeg besluttede mig til efter megen overvejelse at lade dem alle komme frem til confirmationen dagen efter, men jeg må indrömme, at for et pars vedkommende gjorde deres höje alder udslaget, idet jeg, skönt de vel kunde det aller nødvendigste, om de havde været yngre, ikke havde betænkt mig på at henvise dem til skolen en tid endnu. – Fire börn bleve fremstillede til dåbsbekendtgörelse, af hvilke de to vare uægte börn med udlagte fædre fra Ivigtût.

Tirsdag 9.      Examen over skolebörnene, hvis udfald også var mådeligt. Jeg talte i alvor med Josva om min skuffelse med hensyn til de af ham underviste börn; han mente i begyndelsen, at det kunde ikke let være stort anderledes, og da særligt, at skylden ej lå hos ham, men da jeg fastholdt, at jeg ikke kunne skönne andet, end at han i al fald havde en væsenlig skyld, og at jeg under alle omstændigheder måtte holde mig til de dårlige frugter af hans undervisning, som jeg havde set, gjorde han ingen flere undskyldningsforsøg men lovede mig simpelt hen, at han til næste år skulde have flinkere elever at fremvise.

Onsdag 10.      Om formiddagen confirmation, 5 drenge og 5 piger. Det var et stort held, at vejret var så særdeles godt, at denne gudstjeneste kunde holdes under åben himmel, ti Josvas forøvrigt gode, lille hus vilde langfra have kunnet rumme så mange mennesker, som her var tilstede. Om eftermiddagen holdt kateketen bön ligeledes på fri mark.

Torsdag 11.   Altergang, ved hvilken, confirmanterne iberegnede, 57 mennesker communicerede. – Josva Petersen, der har en datter gift ved Julianehåb, bad mig, om han måtte følge med i båden for at besøge hende, og dette gav jeg ham tilladelse til; nu skulde han foreløbig følge med til Ivigtût for at at assistere ved gudstjenesterne der. – Med gunstig vind ankom jeg til Ivigtût midt om eftermiddagen, så at jeg samme dags aften kunde holde altergang for de ved brudet værende Grönlændere (4).

Fredag 12.      På opfordring af bestyreren af Kryolithbrudet holdt jeg denne dag dansk gudstjeneste med altergang, i hvilken sidste af de mange mennesker desværre kun 6 deltoge. Senere kastede jeg jord på en den foregående vinter afdød arbejder ved brudet.

Hermed måtte jeg anse det mig af ministeriet pålagte hverv iår at berejse Frederikshåbs missionariat for endt, og jeg kunde tiltræde hjemrejsen; skönt jeg ved en lejligheds-post havde fået den glædelige efterretning, at min hustru lykkeligt var kommet op fra sin barselseng, samt at alt stod vel til ved Julianehåb, længtes jeg dog meget did, hvorfor jeg også straks

Lördag 13    tiltrådte rejsen syd på. Denne blev lidt forsinket, idet vi i en stærk tåge söndag morgen fore vild og benyttede hele den øvrige del af denne dag til at finde den rette vej igen, så at jeg først

Tirsdag 16   om morgenen nåede ĸagssimiut.

Om eftermiddagen forrettede jeg her fire brudevielser samt holdt examen over skolebörnene ved ĸagssimiut og ĸiĸertarssuâraĸ[7]. De af Christen Salomon underviste 24 börn stode på et almindeligt, jævnt godt standpunkt, og også Saul. Gideons ene barn var ganske flink. – Beboerne på nunarssuit havde indtil to dage i forvejen ligget på fangst umiddelbart ved ĸagssimiut og vare ved en lejlighedspost af mig underrettede om, at jeg vilde komme til det nævnte sted en af de første dage. Alligevel vare de ved min ankomst allerede flyttede tilbage til deres vinterplads. Vejret var ikke godt, og søgangen temmelig stærk, hvorfor kun en eneste, en døvstum mand, var at formå til at gå bud til dem; han nåede dem dog ikke, idet han efter nogle timers forløb vendte tilbage i en meget forkommen tilstand: han var kæntret med kajakken dog i nærheden af land, så at han reddede sig, men havde derved tabt modet til at gå videre. Da man tilmed sagde, at nunarssuit’erne i den stærke søgang næppe vilde kunne rejse, måtte jeg opgive at samles med dem denne sommer.

Onsdag 17.      Altergang (54 communicanter) og barnedåb.

Torsdag 18.   Da vejret henad middagstid bedrede sig, begav jeg mig igen på rejsen, og var det min agt at besøge den lille boplads ĸarmat. Dette såvelsom rejsen i det hele blev mig imidlertid umuliggjort, da der atter rejste sig storm, så vi måtte søge land og såvel denne som den følgende dag ikke kunde rejse videre. Først om natten til den 20de lagde sydostvinden sig,

Lördag 20. og vi begave os straks afsted, og da det op ad dagen blev en for os såre gunstig nordenvind, nåede jeg på denne dag lige til Julianehåb, hvor jeg, Gud ske lov! traf alt og alle vel. Der var under min fraværelse intet særligt hændet, uden det at begge skibene fra Danmark havde været her og vare gåede igen. Med et af dem modtog jeg rigtigt de i ministeriets skrivelse af 25 marts d. å. til missionens brug udsendte genstande. – Jeg havde, som allerede omtalt, til hele Frederikshåbs-rejsen benyttet sluppen Emma med besætning fra Frederikshåb, der altså nu skulde vende tilbage med båden; jeg så næmlig ingen udvej til at få besætningen tilbage og beholde båden her, som jeg havde ønsket og det höje ministerium gunstigst tilladt, og desuden var båden efterhånden bleven så slet, så utæt og skrøbelig på alle punkter, at den nødvendigt måtte anses for ubrugbar til næste år. Under rejsen havde jeg betalt besætningen dagvis, men om tilbagetouren gjorde jeg accord med den, da en lönning dagvis let kunde blive misbrugt.

Söndag 21.      Da der ingen lejlighed havde været, til at jeg kunde forberede mig til at prædike denne dag, afholdt Johan Dahl gudstjenesten om formiddagen, og Josva Petersen, der, som omtalt, var fulgt med hertil, på min opfordring om eftermiddagen.

Mandag 22.   Barnedåb.

Under min fraværelse på nordrejsen var der omsider kommet skind til konebådsbetræk til colonien, og den missionen tilhørende konebåd, hvis træværk var blevet underkastet en hovedreparation, blev nu betrukket for at kunne bruges til sydrejsen.

Söndag 28.      Jeg holdt grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, Johan Dahl om eftermiddagen. Jeg kan mærke, at jeg med hensyn til sproget har haft gavn af min lange rejse, idet jeg på denne mere udelukkende har levet blandt Grönlændere end det er tilfældet her hjemme. Men trods dette, at jeg således mærker fremgang med mig selv, må jeg dog stadigt endnu føle, at Grönlandsk er et såre svært sprog for en Europæer at tilegne sig ret, hvorfor jeg også stadig bliver fastere i den overbevisning, at en tilnærmelse til en fuldkommen forkyndelse, for så vidt der kan være tale om en sådan, af Kristi evangelium her i landet, først med rette vil kunne ventes, når landets egne börn stå på prædikestolen. –

Jeg har bestemt at begynde min sydrejse på torsdag, den 1ste i n. m., og bereder mig nu dertil.


September 1881.

Torsdag 1.      Ankom i det heldigste vejr allerede kl. 11 formiddag til Sârdloĸ. Ved den om eftermiddagen afholdt examen viste Julius Motzfeldts skolebörn sig lige så flinke som ifjor, og atter denne gang var det læsningen, som særlig var at rose. Det må efter min mening være en sjælden, udholdende flid hos kateketen, der holder denne skole i en så god stand, da han sikkert på ingen måde har bedre evner end de fleste andre kateketer. Han, der hidtil har beboet det mindste af de to i missionens bygning værende rum, har nu bygget sig et eget grönlandsk hus, og benytter så sin hidtidige stue til undervisningslocale og det andet större værelse til gudstjenesterne. Denne forandring, der har været ham temmelig bekostelig, er vist meget hensigtsmæssig, da et grönlandsk hus vil fordre mindre brændsel, og da han nu kan opnå mere ro i undervisningstiden. For mit personlige vedkommende er det også heldigt, at han har skiftet bopæl, da jeg nu ved mine ophold ved Sârdloĸ kan bo i missionshusets lille værelse, i stedet for at være henvist til teltet eller udliggerens loftsrum.

Fredag 2.      Jeg afholdt gudstjeneste med altergang (32 communicanter), samt bekræftede dåben for et barn. – Da vejr og vind vare særdeles gunstige rejste jeg samme dags eftermiddag til Sydprøven; et ringe ildebefindende, som jeg i flere dage havde følt, var imidlertid taget til, så jeg ankom temmelig dårlig til det nævnte sted.

Lördag 3.      De gudstjenestelige handlinger, som jeg her udførte, var altergang (27 communicanter), en brudevielse samt dåbsbekræftelse af to börn. – Da jeg fremdeles befandt mig meget ilde, opgav jeg at holde examen på dette sted, som jeg havde berammet til om eftermiddagen. Om aftenen holdt den solide, dygtige kateket Johannes Hansen aftenbön.

Söndag 4.      Det var mig en stor glæde i løbet af denne dag, som jeg benyttede til at rejse videre syd på, aldeles at blive fri for mit ildebefindende, så at jeg ved aftenstid fuldkommen vel ankom til Nanortalik. – Fra dansk udligger Rassow ved Ilua var jeg blevet anmodet om, hvis det var mig muligt, at rejse til ham for at dåbsbekræfte hans to börn, af hvilke det ene allerede var flere år gammelt; for at efterkomme dette ønske samt for de derboende til den danske mission hørende få Grönlænderes skyld, besluttede jeg allerede den følgende dag at rejse til Ilua, efterat jeg forinden havde afsendt post til Sagdlît for at kalde beboerne herfra til Nanortalik.

Mandag 5.      Jeg nåede denne dag kun til brødremenighedens plads Frederiksdal, men næste formiddag kl. 8½ til Ilua. Den ene grönlandske familie, som hører

Tirsdag 6.   til den danske mission, var desværre bortrejst, så at der intet andet var for mig at udrette end bekræfte dåben for udliggerens to börn, hvilket skete. Hvis jeg havde vidst dette, at jeg slet ingen Grönlændere vilde træffe, havde jeg ikke rejst den lange vej, da de omhandlede danske börn dog vare døbte. – Da der således ingen arbejder forelå ved Ilua, forlod jeg stedet samme dag og nåede

Onsdag 7.   næste dags middag igen Nanortalik. Hertil havde i mellemtiden beboerne fra Sagdlît, Sigsarigsoĸ og Tuapait samlet sig, så at alle, hvem jeg skulde søge at træffe, vare til stede.

Om eftermiddagen fremstilles 6 börn til dåbsbekræftelse.

Torsdag 8.      Om formiddagen altergang, i hvilken deltoge 106 communicanter, samt senere dåbsbekræftelse af 7 börn; om eftermiddagen ægteviede jeg tre par. – Der ankom til mig denne dag en post, som var sendt af min hustru, der meddelte mig, at kort efter min afrejse fra hjemmet var vor lille sön blevet syg, og sygdommen – efter lægens udsagn en art blodgang[8] – stadig taget til, samt bad mig så snart som muligt at vende hjem. At jeg, efter at have modtaget denne efterretning, stræbte at udføre de mig påhvilende arbejder i så få dage som muligt, håber jeg, det höje ministerium gunstigst vil undskylde.

Fredag 9.      Afholdt om formiddagen examen over börnene ved Nanortalik, Tuapait, Sigssarigsoĸ og Sagdlît. Isak Lunds börn vare gennemgående godt underviste, ligesom han i det hele stadigt gör indtrykket af at være en dygtig og nidkær lærer; Eller Dorphs börn vare også flinke, og han, der endnu er så ung i sin gærning, giver udmærket håb om fremtiden; Timotheuss skole var vel mindre god end de foregående, men må dog efter forholdene kaldes upåklagelig, medens derimod Poul Egede fra Sagdlît ligesom ifjor gav mig anledning til bekymring, skönt jeg dog synes at spore en lille fremgang til det bedre. – En gammel, syg kone modtog sacramentet i sit hjem. – Samme dags eftermiddag begav jeg mig på hjemrejsen, som jeg forcerede så meget som muligt, for overensstemmende med min hustrus brev snart at nå hjemmet.[9]

Lördag 10.      Da jeg den påfølgende dag omtrent ved middagstid nåede Sydprøven, indtraf hertil samtidigt med mig en af min kone atter afsendt post: vor lille söns sygdom havde fremdeles forværret sig, og der var fare for hans liv. Det var mig en stor glæde, da jeg meddelte dette til bådsbesætningen, der allerede denne dag havde været i arbejde otte timer, fra alles side at høre beredvillighed til at rejse uafbrudt ad colonien til, så længe vejret tillod det, og jeg måtte i sandhed beundre den udholdenhed, hvormed de bleve ved at ro, time efter time, så at de kunde landsætte mig ved mit hjem ved nattens frembrud. De ængstelser og den i det hele urolige tid, ved nat som ved dag, i de følgende 14 dage, som min hustru og jeg måtte gennemgå för sygdommens aftagen, er det ej her stedet at beskrive, uden for i dem at søge en undskyldning for, at jeg opfordrede kateket Johannes Hansen fra Sydprøven, der netop var ved colonien, til

Söndag 18. at afholde den gudstjeneste, som jeg skulde have besørget. To dage herefter var jeg så uheldig, at en sten faldt ned og slog min ene fod, så at en negl gik af, og jeg i de første dage var ude af stand til at bære fodtöj, hvorfor jeg desværre heller ikke den næste söndag kunde göre min gærning i kirken.

Tirsdag 27.      Til denne dag var det almindelige efterårs-forstanderskabsmøde fastsat, og støttet af en anden mand kom jeg ned at deltage i det. Der forefaldt på dette møde intetsomhelst usædvanligt; med undtagelse af at pârssissut[10] bleve gjorte foreløbigt bekendte med de forandrede lovbestemmelser for deres virksomhed.

I disse dage blive de forandringer ved missionsboligen, hvorom jeg i foråret underdanigst ansøgte det höje ministerium, og som i skrivelse af 18 juni d. å. gunstigst bleve tilladte, udførte.

Har modtaget underretning om, at kateket Benjamin ved Tugdlerúnat i Narssaĸ district er død. Da der er sikker udsigt til, at der ad åre vil blive ansat en seminarist ved nævnte og et par andre småpladser, vil jeg ikke for vinterens skyld søge anbragt nogen særlig kateket i den afdødes sted, da en sådan gærning dog vilde blive temmelig betydningsløs, men ved nabokateketens og Andreas Geraaes hjælp søge at få hans arbejde udført.

Oktober 1881.

Söndag 2.      Johan Dahl afholdt gudstjenesten om formiddagen, jeg om eftermiddagen.

Mandag 3.      Afleverede posten til hjemgang med Fox[11]; foruden en kort indberetning til ministeriet afsendte jeg Frederikshåbs missionariats regnskab for året 1880/81.

Lördag 8.      Tidligt om morgenen tiltrådte jeg min sidste rejse i år: til Narssaĸ, som jeg i heldigt vejr nåede midt om eftermiddagen. Jeg sendte straks post til udstederne, hvis beboere også i løbet af dagen og næste morgen ankom, det vil sige mændene, ti kun såre få kvinder og börn vare med, idet tyndisen gjorde rejser i konebåd vanskelige. Af denne grund som også af hensyn til den allerede stærke kulde om natten, mod hvilken jeg ikke helt kunde beskytte mig, lovede jeg mig selv, om muligt, aldrig at rejse ud så sent på året mere. Det var også uheldigt, at jeg nu ikke havde andre börn at holde prøve over end de af Andreas Geraae underviste.

Söndag 9.      Om formiddagen gudstjeneste med altergang; af den ovenfor anførte grund var communicanternes antal mindre end ellers, næmlig 42. – Ved examen i Andreas Geraaes skole var det mig en fornöjelse at bemærke, at börnene læste meget bedre end ifjor, men på den anden side måtte jeg atter finde deres religionskundskaber meget mådelige. Her bør dog billigvis tages i betragtning, at det var den aller uheldigste tid på året for læreren at præsentere sine börn på: lige efter sommeren, hvor börnene i en tid af 3-4 måneder slet ikke gå i skole.

Om eftermiddagen kl. 5 ægteviede jeg 1 par.

Andreas Geraae og Timotheus Esaias ved Niaĸornaĸ lovede begge efter evne at tage sig af befolkningen ved Tugdlerúnat, hvis kateket, som forhen omtalt, var død, indtil efter bestemmelsen til sommer en særlig, seminaristisk dannet, kateket kan blive ansat ved det nævnte og flere steder.

Mandag 10.   Hjemrejse.

Da nu mine sommerrejser vare endte, skulde jeg optage læsningen påny med Henrik, kateketlærlingen, men han har været syg hele sommeren og er det endnu, så det kan ej ske, i det hele er han nok svagelig. Af denne grund samt – og væsenligst – fordi han ikke viser nogen ret drift til at lære eller lyst til at være kateketen behjælpelig med de små börns undervisning, har jeg næsten helt opgivet tanken om at få ham sendt til seminariet, da jeg ikke tror, det vil føre til noget ønskeligt resultat, men kanske kan han en gang, når han bliver noget ældre, ansættes som kateket ved en af de mindste bopladser.

Söndag 16.      Jeg holdt grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, Johan Dahl om eftermiddagen.

Onsdag 19.      Begravelse, en lille pige fra colonien.

Söndag 23.      Dansk gudstjeneste med confirmation; det var den danske fartöjsførers datter, med hvem jeg havde læst begge de foregående vintre, som blev confirmeret.[12] – Kateketen holdt grönl. gudstjeneste om eftermiddagen.

Tirsdag 25.      Altergang for de Danske efter confirmationen, 5 communicanter.

Fredag 28.      Idag blev en kone her ved stedet, som var død pludseligt uden foregående sygdom, begravet.

Söndag 30.      Jeg grönlandsk prædiken om formiddagen, Johan Dahl om eftermiddagen. – Kl. 1 dansk barnedåb.

Oktober måned, der havde begyndt med stræng kulde og sne, var mod sin slutning noget mildere. Man siger, at der kommer storis nu, og derover glæde Grönlænderne sig, da isen giver god fangst. Forøvrigt tror jeg, at det hengemte forråd til vinterbrug alle vegne er större iår end de foregående år, så det er at håbe, at der ingen nød vil blive. Det vilde i sandhed også være en skam for befolkningen, om der i vinter skulde blive mangel på føde, efter en sommer, der har ydet så rigelige mængder, især af fisk, at en stor del af disse kun ere blevne bragte på land for at ligge der og rådne. Alle Grönlændere, med hvem jeg har talt herom, mene hver for sit vedkommende at være rigelig forsynet til at møde endog den strængeste vinter, men dette er kun en ringe garanti for, at det virkelig er så: så snart en Grönlænder har, har han glemt, hvad det er, ikke at have, og han gör ikke forskel på at have meget eller lidt, idet han aldeles ikke tænker på, at det kan og må slippe op, för han forgæves rækker hånden ud for at tage der, hvor han för havde noget. Derfor samler han ej al tid tilstrækkeligt forråd, og især forstår han ej at spare i tide. – Selvfølgeligt gives der adskillige brave undtagelser herfra, men langt for de fleste gælder det anførte. –

November 1881.

Söndag 6.      Johan Dahl afholdt gudstjenesten om formiddagen, jeg om eftermiddagen.

Nys omtalte Henrik, der var i god bedring, kom nu til skade og brækkede sin höjre arm, så at han fremdeles forløbigt ikke kan bestille noget.

Tirsdag 8.      Der kom idag post fra Narssaĸ med brev fra Andreas Geraae; der er en del syge der i districtet, dog ikke mange, men atter har tre mennesker sat livet til ved at nyde rådent sælhundekød. Det er så godt som hvert år, at denne lyst til sligt kød kræver ofre; både fra lægevæsenets og forstanderskabets side er der gjort, hvad der kan göres, for at forhindre det, men hidtil uden frugt.

Onsdag 9.      Begravelse, en lille pige og en gammel, i den senere tid sindssvag, kone. – Adskillige personer her ved stedet gå og skrante, og det er, som om en sygdom var i frembrud.

Söndag 13.      Om formiddagen holdt jeg grönlandsk gudstjeneste og barnedåb; kateketen prædikede om eftermiddagen, medens

Söndag 20. kateketen besørgede formiddagstjenesten, og jeg den om eftermiddagen.

Det er stærk kulde nu med såre vedholdende nordenvinde, og hyppigt snefog.

Söndag 27.      Grönlandsk altergang, kun 24 communicanter. Dette ringe tal tilskriver jeg for en del kulden i forbindelse med den almindelige sygelighed her ved stedet; af coloniens godt 200 mennesker ere for tiden ikke færre end 20 under lægebehandling. Det er efter lægens sigende en art gastrisk feber[13], og om den end endnu ikke har medført døden for nogen her, så er den dog temmelig hårdnakket, idet den i ganske få dage aldeles afkræfter og afmagrer et menneske; og med de midler, som står til en Grönlænders rådighed, vil det sikkert for alle blive en meget langvarig reconvalescens.

Mandag 28.   Ankom post syd fra med beretninger fra alle udstederne, der lyde tilfredsstillende: sundhedstilstanden er god, og jævnligt fanges der nogle sælhunde.

December 1881.

Fredag 2.   En post fra Sârdloĸ melder i dag, at den derværende danske udligger Nielsen, som d. 30 foreg. m. var gået ud på jagt i kajak, ikke senere var vendt tilbage, hvorfor det måtte formodes, at han var forulykket; der haves dog ingen sikkerhed herfor, da hverken hans lig eller noget andet ham tilhørende hidtil er fundet.

Söndag 4.      Dansk gudstjeneste om formiddagen, kateketen grönlandsk om eftermiddagen.

Den för omtalte sygelighed her ved stedet griber stadigt om sig; det er kun ganske få huse, hvor der ikke findes en eller flere syge.

Mandag 5.      Tobias Berthelsen fra Igaliko ankom; også hos ham er der nogen sygdom aldeles af samme art som den her.

Söndag 11.      Jeg grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, Johan Dahl om eftermiddagen. – Modtog idag atter breve fra kateketerne ved Sydpladserne, fra hvem alle beretninger lyde gunstigt: ingen videre sygdom og god fangst.

Lördag 17.      Post fra ĸagssimiut; dette er om vinteren det mest isolerede sted, hvorfra der så såre sjældent kommer efterretninger, derfor er det dobbelt kært som idag at høre, at alt står vel til deroppe: ingen sygdom og temmelig god fangst. Kun den foreløbigt ansatte kateket Markus ved ĸarmat har været syg, temmelig længe endog, men er dog nu i bedring. – Kulden er stadigt stræng, i disse dage ÷ 20 gr. C., og vedholdende nordenvinde gör den dobbelt følelig. Takket være den gode indsamling af sild i sommer er der endnu ikke tale om nød nogen steder.

Söndag 18.      Johan Dahl gudstjeneste om formiddagen, jeg om eftermiddagen. Dels på grund af kulden, dels vel og på grund af sygdommen, vare de færreste i kirke om formiddagen, jeg nogensinde har set her, f. ex. kun 7 voksne kvinder og slet ingen mænd.

Lördag 24.      Som sædvanligt på juleaftens-dag samledes skolebörnene i kirken kl. 11 og fremsagde juleevangeliet. Kl. 12 bleve de bespiste i skolen. – Om aftenen kl. 4 holdt jeg gudstjeneste i den helt opfyldte kirke.

Söndag 25.   Juledag. Jeg holdt gudstjeneste for Grönlænderne om morgenen kl. 7, og for de Danske kl. 10; Kateketen atter grönlandsk om eftermiddagen.

Mandag 26.   Anden juledag. Kateketen afholdt gudstjenesten.

Lördag 31.      Begravelse; denne afdøde synes at være det første umiddelbare offer for den herskende gastriske sygdom.

1882.

Januar

Söndag 1.    Nytårsdag. Om morgenen kl. 7 afholdt jeg grönlandsk gudstjeneste, men denne dag ingen dansk, da tre danske kvinder vare syge. Johan Dahl grönlandsk prædiken om eftermiddagen.

Tirsdag 3.   Brudevielse.

Söndag 8.   Jeg grönlandsk gudstjeneste om formidddagen, Johan Dahl om eftermiddagen. Det er stadigt en stærk kulde, idag ÷ 25 gr. C.

Torsdag 19.   Siden fornævnte söndag har jeg været syg og har for störstedelen måttet holde sengen, hvorfor jeg söndagen den 15de ikke kunde komme i kirken; jeg frygtede straks, at jeg ved mine besøg i Grönlændernes huse skulde have pådraget mig smitte af den gængse gastriske sygdom, hvoraf mange fremdeles lide her ved stedet, ligesom der også går rygter om sygdom syd på, men da jeg allerede nu er rask igen, har det formodentlig kun været forkølelse.

Söndag 22.      Dansk gudstjeneste, Joh. Dahl grönlandsk om eftermiddagen. – Stærk nordenvind med snefog.

I meget lang tid er der aldeles intet hørt fra Narssaĸ district (vejene ere ufremkommelige på grund af tyndis); jeg længes meget efter efterretninger der inde fra.

Söndag 29.    Jeg grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, Johan Dahl om eftermiddagen.

Februar 1882.

Torsdag 2.      Det er en glæde at se, hvorledes sygdommen her ved stedet mindsker sig nu; det er fortiden forholdsvis kun få mennesker, der er sengeliggende af den.

Fredag 3.      Post fra alle sydstederne. Fra de tydske pladser meldes, at den samme gastriske sygdom nu er begyndt der, og at enkelte mennesker ere døde af den. Ved de til den danske mission hørende steder er helbredstilstanden god. Fangsten derimod er temmelig dårlig alle vegne på grund af de idelige storme, dog hersker der endnu ingen nød.

Söndag 5.      Johan Dahl gudstjeneste om formiddagen; jeg skulde have prædiket om eftermiddagen, men sydost storm med snefog næsten umuliggjorde al færdsel ude, hvorfor jeg i stedet derfor

Mandag 6.   om aftenen prædikede over söndagens epistel.

Med de sydostlige vinde er vejret nu mildere.

Onsdag 8.      Andreas Geraae fra Narssaĸ ankom. Som districtets forstander kom han denne gang for at rådspørge sig[14], hvorledes han havde at forholde sig, der var næmlig både megen nød og megen sygdom derinde: i november-december måneder vare ikke mindre end 11 mennesker døde, men først nu var det for vejenes skyld blevet muligt at komme til colonien; der var mange syge endnu, men Andreas mente, at dette mere var af sult end af egentlig sygdom. I anledning af disse meddelelser afholdtes

Torsdag 9. et extraordinært forstanderskabsmøde, ved hvilket det blev vedtaget – da al adgang til Narssaĸ for en Europæer for tiden er umulig – at give Andreas Geraae, der er en såre fornuftig pârssissoĸ, frie hænder til på forstanderskabets og lægevæsenets regning at hjælpe de fattige og syge efter bedste skön. – Denne dag ankom også post fra ĸagssimiut, hvor alt står vel til, men rygtevis fortælles der om nød på det fjærne, isolerede sted Nunarssuit.

Söndag 12.      Jeg grönlandsk gudstjeneste formiddag, Johan Dahl eftermiddag. – Vejret er fremdeles mildere, sydlige vinde.

Söndag 19.      Dansk gudstjeneste kl. 10, kateketen grönlandsk kl. 5.

Fredag 24.      Det er nu igen blevet koldere, hele fjorden er dækket af tyndis, al kajakroning umulig.

Söndag 26.      Johan Dahl gudstjeneste om formidd., jeg om eftermiddagen.

Marts 1882.

Fredag 3.      Begravelse, en ung kone, som i længere tid havde lidt af brystsyge.

Söndag 5.      Jeg grönlandsk gudstjeneste om formiddagen; derefter jordfæstede jeg en afdød, ældre pige; heller ikke hun døde af den ofte omtalte grasserende syge men af gammel svagelighed, der formodentlig har taget til på grund af den stærke kulde. Johan Dahl prædikede om aftenen.

Alle farvande ere nu tillagte; beboerne fra Kangermiutsiait komme hertil over isen. Det begynder at blive knap tid for Grönlænderne med føde: den, forøvrigt rigelige, indsamling af forråd fra sommeren er ved at slippe op, og vejrliget umuliggör næsten alt erhverv.

Söndag 12.      Johan Dahl formiddagstjenesten, jeg om eftermiddagen.

Söndag 19.      Jeg havde anmeldt dansk gudstjeneste, men blev på grund af kulden og snestorm anmodet om at opsætte den til næste söndag. Johan Dahl grönlandsk gudstjeneste.

Söndag 26.      Jeg afholdt både dansk og grönlandsk gudstjeneste.

Mandag 27.   Post fra sydstederne; alle vegne optræder nu den för omtalte gastriske sygdom, værst på Sagdlît, hvor den er så meget føleligere, som befolkningen lider mangel på levnetsmidler; dog meldes der, som sædvanligt ved denne sygdom, kun om få dødsfald.

Tirsdag 28.      Post fra Narssaĸ, med efterretninger også fra Igaliko. På sidstnævnte sted har af de 42 mennesker endog 26 ligget syge på èn gang; af disse er 1 død, medens de andre alle ere i bedring. I Narssaĸ er tilstanden også bedre nu, de fleste syge snart raske; men alle vegne sukkes efter forår for brændsels og fødemidlers skyld. Der er især en boplads i Narssaĸ district, Sigssardlugtoĸ, hvor befolkningen for tiden er dårligt stillet, manglende næsten alt til livets ophold. Denne plads ligesom det nys nævnte Sagdlît komme næsten hver vinter i nød, skönt få eller ingen steder her i districtet ere gunstigere stillede om sommeren til indsamling af vinterforråd end netop disse to. Man kan ikke lade være at undre sig over, at end ikke den dybeste, årligt tilbagevendende nød kan bibringe disse mennesker en lille smule omtanke og husholderiskhed i den rige tid, som hvert år i overflødighed skænker dem til livets ophold.

April 1882.

Lördag 1.      Post fra Sagdlît, hvor der er megen sygdom og stor fattigdom; et extraordinært forstanderskabsmøde til at træffe bestemmelse om forskellige sager dette vedrørende har jeg fastsat til på mandag.

Söndag 2.      Johan Dahl talte over epistelen, jeg over evangeliet.

Idag ankom post fra ĸagssimiut med gode efterretninger: kun meget lidt sygdom og ikke stor nød. Ligeledes idag afgik herfra posten til „Fox”, med hvilken jeg sendte to skrivelser til ministeriet.

Mandag 3.      Extraordinært forstanderskabsmøde om Sagdlîterne. – Atter iår kommer der klager over kateket Poul Egede, der er en meget dårlig forsørger for sin husstand og derfor hver vinter kommer i stor nød, så han må leve af tiggeri hos sine landsmænd og den danske udligger, overfor hvem han skal være yderlig påtrængende dels med at forlange fødemidler af ham dels med at fordre sin lön som kateket udbetalt urimelig langt forud. Da jeg tidligere har forhandlet med Poul Egede om det særligt for en kateket usömmelige i et sådant forhold, og da jeg om ikke lang tid agter at rejse syd på, har jeg nu tilskrevet ham, at han, indtil jeg har talt med ham, ikke kan hæve yderligere af sin lön. – Jeg er i det hele bekymret for de på Sagdlît boende til den danske mission hørende Grönlændere: de ere for få – kun omtrent 20 mennesker ialt – til at der kan ansættes en dygtig, uddannet kateket iblandt dem, hvad de mere end nogen andre kunde tiltrænge; dernæst ligge de på et så afsondret og vanskeligt sted, at missionæren for is og søgang ofte ikke kan komme til dem på sine rejser. Jeg har talt med overkateketen herom og vil ved yderligere samråd med Sagdlîts nærmeste kateketer søge en forandring heri.

Torsdag 6.      Som sædvanligt på skærtorsdag afholdt jeg idag altergang for Grönlænderne, 45 altergæster, kateketen aftenbön.

Fredag 7.      Langfredag. Dansk altergang om formiddagen, 5 communicanter; kateketen grönlandsk gudstjeneste om eftermiddagen.

Söndag 9.      Påskedag. Jeg afholdt om morgenen kl. 7 grönlandsk og kl. 10 dansk gudstjeneste, Johan Dahl aftenbön.

Mandag 10.   Anden Påskedag. Johan Dahl formiddagstjeneste.

Fredag 14.      Idag ankom den første post fra Danmark, per Fox, hertil; ingen breve fra ministeriet.

Söndag 16.      Kateketen afholdt formiddagstjenesten, jeg den om eftermiddagen.

Mandag 17.   Denne og næstfølgende dag holdt jeg examen i den herværende skole, og gennemgående havde jeg grund til at være tilfreds med denne; som jeg tidligere har iagttaget, er Johan Dahl noget tilböjelig til at tage sig af de flinke og begavede börns fremgang på de mindre flinkes bekostning, hvorved han opnår at kunne fremvise enkelte elever, som ubetinget ere de dygtigste her i districtet, men på den anden side også at have elever, som ikke komme over det almindelige jævnmål.

Söndag 23.      Jeg gudstjeneste om formiddagen, Johan Dahl om eftermiddagen. – Da jeg har hørt, at vejene syd på skulle være farbare, har jeg bestemt at rejse til Nanortalik og holde confirmation der i slutningen af denne uge.

Tirsdag 25.      Denne og følgende dag afholdtes det almindelige forårsmøde af forstanderskabet, ved hvilket enkelte små tyverier, vist væsenligt begåede af trang i den hårde vinter, bleve påtalte.

Fredag 28.      Begyndte min sydrejse og nåede om aftenen til Sydprøven.

Lördag 29.      Ankom temmelig sent om aftenen til Nanortalik, hvor den hele befolkning endnu var samlet, inden dens udflytning til sommerfangepladserne.

Söndag 30.      På grund af min sene ankomst om aftenen iforvejen kunde jeg ej godt holde gudstjeneste om formiddagen, hvad da kateketen, Isak Lund, gjorde, medens jeg prædikede om eftermiddagen for så mange mennesker, som cappellet kunde rumme.

Maj 1882.

Mandag 1.      Om formiddagen examen over Isak Lunds börn. For de ældre af disses vedkommende var resultatet jævnt godt og måtte kaldes tilfredsstillende; de mindre börn derimod, væsenligt underviste af læserinden, enken Augusta, syntes ringere iår end tidligere. Da jeg påtalte dette, erfarede jeg, at hun havde ladet sig engagere som tjenerinde i et dansk hus ved stedet, hvor hun tilbragte sin meste tid. Jeg forestillede hende, at hendes tjenesteforhold ikke måtte røve hendes tid fra undervisningen, hvis hun vilde vedblive med denne, og at hun gjorde bedst i at sige sig fri for sin tjeneste, hvad hun også erklærede at ville göre med næste måneds begyndelse.[15] – Om eftermiddagen bleve 6 börn dåbsbekræftede.

Tirsdag 2.      Da nogle familier vilde flytte ud til fangepladserne, holdt jeg for disses skyld idag altergang; 21 communicanter. Om eftermiddagen begyndte jeg forberedelsen af confirmanterne. – Idag ankom Poul Egede, kateketen fra Sagdlît, hertil sammen med en confirmant, begge i kajak, da vejen på grund af is er ufremkommelig for både. Jeg havde på gennemrejsen talt med Joh. Hansen og her med Isak Lund om Sagdlîterne og Poul Egede, hvad der vel kunde og burde göres ved eller for dem. Begge mente for det første, at Poul Egede var gået tilbage i sin gærning, og at han næppe kunde siges at røgte den forsvarligt, så at der intet håb kunde næres om fremgang for missionens interesser, sålænge de vare i hans hånd. Og dernæst mente de, hvad jeg måtte billige, at, da der nu måtte ske forandring med kateketen, og ingen anden tilstrækkelig qvalificeret mand var at få i hans sted, at den naturligste og i alle måder bedste ordning af sagerne vilde være, om de få mennesker, som talen var om, omtr. 20, kunde få sind til at flytte hen til en eller anden af den danske missions pladser fra det så aldeles overvejende tydske Sagdlît. Herom talte jeg nu med Poul Egede og bad ham forhandle med sine landsmænd, idet jeg tydeligt gentagende lod ham forstå, at de kun af egen drift, efter egen fri overvejelse måtte bestemme sig til en flytning, som jeg kun bragte på tale for dem, fordi jeg måtte anse den for gavnlig for dem. Han erklærede at forstå dette, at her ikke var nogen tale om befaling eller lignende, og nu skal jeg på min hjemrejse til Sagdlît og høre, hvorledes man vil.

Onsdag 3.      Denne som hver følgende formiddag læste jeg med confirmanterne. – Om eftermiddagen holdt jeg examen over börnene fra Sigsarigsoĸ og Tuapait; de første vare som sædvanligt jævnt flinke, de sidste vare i kendelig fremgang.

Fredag 5.      Store bededag. Da jeg beredte mig til den nævmest påfølgende söndag at holde gudstjeneste og altergang, forrettede kateketerne Isak Lund og Eller Dorph tjenesterne idag. Begge deres taler fik jeg til senere gennemlæsning. Det var mig en glæde at høre disse to mænd forkynde ordet, og jeg kunde kun skönne, at det var et meget tilfredsstillende indhold; derimod måtte jeg mene, at de i deres måder at tale på begge kunde göre noget mere for at lette deres tilhørere forståelsen: Isak Lund ved at tale langsommere og tydeligere, og Eller Dorph ved at tale meget langsommere. De lovede mig at have deres opmærksomhed henvendt herpå. – Om eftermiddagen bekræftede jeg dåben for 4 börn.

Söndag 7.      Jeg prædiken samt altergang om formiddagen, 18 communicanter. Ved middagstid en barnedåb. Aftenbönnen holdtes af kateket Timotheus, hvis tale ikke havde et så omfattende et indhold men til gengæld var jævnere og tydeligere end de to ovenfor omtalte. Ved sidstnævnte gudstjeneste ægteviede jeg et par.

Mandag 8.      Skönt jeg intet arbejde havde der ved stedet at udrette, da alle dets beboere havde været eller var ved Nanortalik, aflagde jeg denne eftermiddag et besøg ved Sigsarigsoĸ. Grönlænderne sætte så megen pris på, at man besøger dem, at det, trods de ubehageligheder hvormed det stundom er forbunden, er en fornöjelse at göre det.

Onsdag 10.      Efter aftenbönnen døbte jeg et barn; hvor det nogenlunde ved udstederne kan lade sig göre, at et barn bliver døbt af missionæren, stræbe forældrene gærne at dette kan ske, selv om barnet derved bliver lidt ældre end almindeligt ved dåben; som formentlig bekendt døbes de grönlandske börn i regelen kun 8 dage gamle. – Confirmanterne vise sig ved den daglige undervisning temmelig flinke, kun et par af de ældste, den ene fra Sagdlît, ere en hel del tilbage at ønske.

Söndag 14.      Confirmation, 7 drenge og 8 piger. Denne gang examinerede jeg selv börnene og var glad for, at jeg vovede mig til det; det gik efter mit eget skön ganske godt, og kateketerne erklærede også, at jeg både blev forstået og forstod börnenes svar rigtigt, hvilket sidste er det ulige vanskeligste. – Isak Lund holdt aftenbön.

Tirsdag 16.      Ved altergangen idag vare med de nyconfirmerede iberegnede communicanterne 75. – Ingen af de herboende danske ønskede at komme til alters.

Onsdag 17.      Sygecommunion, en af forrige års confirmanter.

Jeg var nu færdig med mit arbejde ved Nanortalik og havde, som sædvanligt, et såre godt indtryk af de herværende tre kateketers gærning at medtage; da det denne dag var stærk nordenstorm, så der næppe var udsigt til at rejse den følgende, som tilmed var helligdag, beredte jeg mig til at holde gudstjeneste endnu en gang her ved stedet.

Torsdag 18.   Kristi himmelfartsdag. Om formiddagen prædikede jeg samt forrettede en brudevielse, til hvilken brudgommen først aftenen forud var kommen tilbage fra en rejse. Aftenbönnen afholdt Isak Lund.

Fredag 19.      Afrejste fra Nanortalik og vilde gå til Sagdlît, men kunde ej for is; endogså en kajakmand, som jeg sendte dertil, måtte vende tilbage med uforrettet sag. Derfor rejste jeg til Sydprøven, hvorhen jeg ankom

Lördag 20. om formiddagen. Om eftermiddagen dåbsbekræftede jeg to börn samt holdt examen over Johannes Hansens skolebörn, som vel vare så flinke, at der egentlig intet var at udsætte, men som jeg dog syntes, efter lærerens evner, kunde have været dygtigere.

Söndag 21.      Altergang. Det er altid et hyggeligt sted at holde gudstjeneste her i det nette, stedse godt vedligeholdte capel. – Om eftermiddagen rejste jeg i det heldigste vejr til Sârdloĸ, hvor jeg hørte Julius Motzfeldt holde aftenbönnen. Han syntes at göre dette bedre, det er: på en bedre og værdigere måde, end sidst jeg hørte ham, ligesom hans skole vedblivende hævder sin plads blandt de allerbedste.

Mandag 22.   Da man meddelte mig, at de store ismasser udefra satte på land og truede med at spærre vejen, og da jeg dog i hvert fald gærne skulde være hjemme inden pintsen, udførte jeg alle de kirkelige handlinger her ved stedet: altergang, 1 brudevielse og 1 dåbsbekræftelse, hvorefter jeg samme aften søgte og nåede hjem, hvor alt stod godt til og intet særligt var forefaldet under min fraværelse.

Ondag 24.      Post fra Godthåb med brev fra seminarieforstander Balle om Eliass fejltrin[16], som muligen gör, at han ikke som påtænkt kommer hertil iår, hvad jeg ret skulde beklage.

Söndag 28.      Pintsedag. Jeg grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, Joh. Dahl om eftermiddagen.

Mandag 29.   Anden Pintsedag. Dansk gudstjeneste, og Joh. Dahl grönlandsk.

Tirsdag 30.      Der er kommet bud nu, at angmassat’erne[17] ere komne, hvorfor næsten alle, som ikke allerede ere ude på fangepladserne, nu rejse herfra. Johan Dahl har bedet mig om at måtte gå med til sildepladsen[18] iår, og medens han er der holde gudstjeneste for Grönlænderne på det sted, samt komme hertil om söndagen for den herværende gudstjenestes skyld. Jeg giver ham lov dertil, da der her ingen börn ere hjemme at læse med, og han også må samle føde til vinteren.

Juni 1882.

Torsdag 1.      Idag er en stor del af befolkningen og deriblandt Johan Dahl afrejst, så der er såre få Grönlændere her på pladsen nu.

Lördag 3.      Begravelse, et lille barn.

Söndag 4.      Jeg afholdt grönlandsk gudstjeneste.

Mandag 5.      Iaftes sent ankom en båd hertil med den forhenværende kateket Peter Christian fra Kangermiutsiait. Han var meget syg, og der var intet håb om, at lægen kunde hjælpe ham, men da han selv havde forlangt at komme til Julianehåb at dø og begraves ved siden af sin broder, havde hans slægt bragt ham hertil. Jeg gik til ham straks idag, da jeg hørte, at han var kommen, men han var tilsyneladende halvt døende, i hvert fald aldeles uden bevidsthed.

Tirsdag 6.      I morges kom fornævnte Peter Christians sön til mig og meldte, at hans fader foregående aften var død.

Onsdag 7.      Begravelse.

Söndag 11.      Jeg grönlandsk gudstjeneste. Da Johan Dahl på grund af dårligt vejr ej var kommen, fik jeg til denne gudstjeneste en herboende ung fanger Boas, i sin tid kateketlærling, til at spille orgelet, hvilket han gjorde rigtig godt, men for at læse i korsdøren[19] ind- og udgangsbönnen generede han sig, hvad jeg da selv gjorde.

Söndag 18.      Idag afholdt Johan Dahl gudstjenesten, hvorefter jeg havde en brudevielse[20].

Söndag 25.      Jeg dansk, Johan Dahl grönlandsk gudstjeneste.

Mandag 26.   Der er nu kommet underretning til mig om, at Sagdlîterne straks vare tilböjelige til at flytte, og at de allerede have iværksat dette, dels til Nanortalik dels til Tuapait.[21] Herover er jeg meget glad: både slipper jeg nu på en lempelig måde en kateket, der, selv om han tidligere har været dygtig og nidkær, dog næppe vilde blive dette igen, og nogle mennesker, som både i legemlig og åndelig henseende vare uheldigt stillede, komme i bedre omgivelser.

Torsdag 29.   I dag ankom post fra Peru, der siden den 23 maj ligger i Torssukatak for is, og med denne ministeriets skrivelser fra marts d. å.  Af disse ser jeg, at jeg, som jeg formodede, skal berejse Frederikshåb missionariat atter iår. Straks kan der ingen tale være om at begynde denne rejse, da alle veje nord på ere spærrede af is i den grad, at endog kajakker i disse dage have måttet vende tilbage på vejen til Ivigtût. Da det altså muligvis kan trække i langdrag med min nordrejse, har jeg besluttet at besørge så meget som muligt her i districtet først, hvorfor jeg först i næste måned vil rejse til Narssaĸ, om dette ellers er muligt for isens skyld.

––––––––––––––––––––––––––––––


[1] Sting betyder lungebetændelse, iflg. Henrik Wilhjelm, De store opdragere (Kbh. 1997), s. 373.

[2] Om lærebogen, se note i Dagbog 1879-80.

[3] Fællesbrevet for 1880-81 siger: n. ø. storm.

[4] Udliggeren hed Thaarup, hans datter Amalie, og smeden Peter Bileam Gerhardt, se Grønland, mennesker og steder.

[5] Syfilis.

[6] Denne skrivelse, dateret 31/3-82, er bevaret i Rigsarkivet og afskrevet sammen med Indberetning 1881-82.

[7] Sic, fejl for ĸeĸertarssuâraĸ (8 km nord for ĸagssimiut).

[8] Dysenteri.

[9] Isak Lund fungerede som styrmand og kom først hjem 2. okt. iflg. sin dagbog, citeret Wilhjelm, De nye grønlændere (2008), s. 170.

[10] Medlemmerne af forstanderskabet.

[11] Skib der besejlede Ivigtût.

[12] Iflg. kirkebogen, skrevet af O.S., hed hun Eline Marie Madsen og var født i Vesterø sogn på Læsø 1/1 1866 som datter af M. D. Andersen og hustru Ingeborg Johnsdatter. Hun rejste til Danmark i 1882 for at være tjenestepige. Om familien, se Grønland, mennesker og steder.

[13] Tyfus.

[14] Sikkert fejl for: mig.

[15] Det gjorde hun ikke, se Grønland, mennesker og steder.

[16] Den Elias Enoksen, født 18/8 1859, der senere blev kateket i Igaliko.

[17] Den lille laksefisk der på dansk hedder lodde.

[18] Jeg ved ikke hvor Julianehåb-fangernes sildeplads (eller angmassat-plads) var. Den og/eller angmassat-fangsten nævner O.S. også i andre dagbøger.

[19] Om kirken, se Helge Schultz-Lorentzen og Søren Vadstrup, Julianes=Haab, Qaqortoq’s bebyggelseshistorie 1775-1950 (Atuakkiorfik, Nuuk 1993), s. 28ff. Her ses ingen korsdør (= kordør).

[20] Den just nævnte Boas.

[21] Se Grønland, mennesker og steder, under Sagdlît.