≡ Menu

Indberetning 1883-1884

[Forårsindberetning 1884]

Som sædvanligt tillader jeg mig underdanigst med første postlejlighed foreløbigt at indberette til det höje ministerium, hvorledes den forløbne vinter er gået.

Når det tages i betragtning, at denne sidste vinter har været ganske ualmindelig barsk, med vedholdende stræng frost og idelige nordenstorme med snefog, må de efterretninger, som kunne bringes herfra, kaldes såre gode: helbredstilstanden har blandt indfødte såvelsom europæere alle vegne været god, og intet steds, når måske undtages Igaliko, har der mere end almindeligt om vinteren været lidt mangel på levnetsmidler, nogle steder endog mindre f. ex. ved ĸagssimiut og narssaĸ. Hertil må jeg dog föje, at for Nanortaliks og omegns vedkommende er sidste efterretning fra medio december f. å. – Af dødsfald vedrørende missionen er èt indtruffet: kateket Benjamin ved ĸeĸertarssuâraĸ, en gammel mand, hvis virkekraft var begyndt betydeligt at svækkes. Forhåbentlig vil hans bortgang til sommer kunne erstattes af en anden fanger.

Da der nu er forløbet 2 år, siden den hertil ifjor ankomne Elias Enoksen blev ansat på prøve som kateket i Godthåbs missionariat, og da han efter min formening gör sig fortjent dertil, tillader jeg mig herved i overensstemmelse med ministeriets skrivelse af 12 juni 1882 at ansøge om, at hans lön fra 1ste april d. å. må forhöjes til 200 kroner i lighed med de andre kateketers.[1]

Den her ansatte ordinerede overkateket J. Chemnitz havde påtænkt ved slutningen af indeværende finantzår at indsætte sin i forløbne år opsparede lön i Sydgrönlands sparekasse, men colonibestyreren har meddelt ham, at han efter lovene må anse sig for uberettiget til at modtage indskud til sparekassen af Chemnitz, hvilket også stemmer med en mundtlig udtalelse af directeuren i sommer til denne. Jeg tillader mig herved at bringe denne sag frem for ministeriet med forespørgsel, om det ikke skulde finde foranledning til gennem handels-directoratet at søge udvirket, at også ordinerede overkateketer, som landets börn og sådanne, der kun her i landet kunne ernære sig, må få de samme rettigheder overfor sparekassen som deres landsmænd med omtrent samme lön f. ex. i udliggerstillinger. Begrundelsen, som gives for ej at optage dem som sparekasse-interessenter: „at de rangere med overbetjente”, synes mig næmlig på dette punct ej holdbar, da de jo dog i pecuniair henseende factisk langt fra stå i classe med „overbetjente” men derimod netop lige med „underbetjente” her i landet. Hvorfor de så, alene fordi de ere ordinerede, skulle fratages en ret, som deres fødsel, familieforhold, og efter analogien deres indtægter og deraf betingede levevis ellers give adgang til, indsès ikke. Det vil for en sparsommelig ordineret overkateket være en ikke ringe gene, om det omhandlede forbud skal stå fast, in casu for Chemnitz, der med tanken om i en nær fremtid måske at skulle bygge sit eget hus stræber at opspare penge dertil; og i det hele taget vil det dog være uheldigt således indirecte at opfordre til ikke at være husholderisk, idet en lejlighedsvis anbringelse af mindre summer i Danmark efter vedkommendes hele forhold både må ansès for temmelig vanskelig og mindre ønskelig. Skulde derfor det höje ministerium ville søge dette forhold ændret, vilde det, efter min anskuelse, være til megen gavn for de omhandlede personer.

Julianehåbs missionariat, 28 mars 1884.

Underdanigst

Otto Skårup.

Til

det höje ministerium

for

kirke- og undervisningsvæsenet!

[HFJørgensens bemærkninger til ovenstående forårsindberetning:]

I Anledning af foranstaaende foreløbige Beretning, skal jeg, idet jeg i det Hele kan slutte mig til Hr. Skaarups Bemærkninger desangaaende, meget anbefale, at der søges udvidet Adgang for de indfødte grønlandske ordinerede Overkateketer og eventuelt indfødte Præster til at gjøre Indskud i de grønlandske Sparekasser. Ønskeligheden deraf er i sig selv, som mig synes, i alle Maader indlysende. Og skjøndt jeg efter Omstændighederne nok kan forstaae vedkommende Kolonibestyrers Betænkelighed ved Sagen, eftersom han betragter sig selv som “indfødt” og dog uberettiget dertil, maa jeg dog formene, at der efter Ordlyden af Lovene (hvis Oversættelser jeg selv besørgede i 1867) intet er til Hinder derfor. Det hedder nemlig i § 1: “Til Bedste for de Indfødte og Handelens Underbetjente af grønlandsk Herkomst eller med grønlandsk Familie oprettes … en Sparekasse, til Grundfond for hvilken anvendes de Midler, som for nærværende Tid ejes af … Hjælpekassen.” Men ganske vist tænkte man sig den Gang rimeligvis Handelens Overbetjente, om der muligen skulde findes en enkelt Indfødt iblandt dem, udelukkede. Tanken om præsteviede Indfødte laa den Gang saa fjern, at den sikkert slet ikke kom i Betragtning. Og den Grund, man kunde have til at udelukke hine, vil ikke kunne gjøres gjældende med Hensyn til disse. Med Bemærkning, at jeg ikke mindes, at der senere skulde være gjort nogen Forandring i de oprindelige Love, skal jeg blot tilføje, at den grønlandske Oversættelses Ordlyd, om muligt, er nok saa meget til Gunst for de her Paagjældendes Sag. Hvorvidt en eventuel Correspondence om Sagen vilde være at indlede med Handels-Directoratet eller directe med Indenrigsministeriet, skal jeg ganske lade henstaae. Efter Lovenes § 2 bestaaer Kassens Bestyrelse af Inspecteuren med Bistand af Kolonibestyrerne.

Indstillingen om, at Kateket Elias Enoksens Løn fra 1ste April d.A. at regne forhøjes til 200 Kroner, skal jeg ikke indvende noget imod.

Grønlandske Missions Lectorat, 30te Juni 1884.

Underdanigst

HFJørgensen.


Indberetning

fra

Julianehåbs missionariat

for året 1883-1884.

I min foreløbige, underdanigste indberetning til ministeriet af 28 marts d. å. omtalte jeg den strænge vinter, men tillige at den var bleven forholdsvis særdeles godt overstået af beboerne på de fleste steder. Den gang manglede efterretninger fra missionariatets sydlige del; da disse kom, løde de ikke gunstigt: ved Nanortalik, Tuapait og Sigssarigsoĸ har nøden været temmelig stor i vinter, og mange have lidt meget af sult og kulde. Forholdene i Frederikshåbs missionariat have været omtrent som her: den såre strænge vinter har trykket alle og gjort det til en knap tid for de fleste; heldigst stillet har Storøen været, hvor der altid har været fisk at erholde, mest har beboerne på en lille plads, Iluilârssuk, lidt, da de en tid vare helt blottede for levnetsmidler. Disse strænge dage ere nu for begge missionariaters vedkommende helt overvundne: her i Julianehåbs missionariat har der været en rig forårsfangst, og, så vidt vides, er der også fanget godt i Frederikshåb. Helbredstilstanden har alle vegne været god, og kirkebogen her udviser for året 1883 53 fødte mod 33 døde. For samme tidsrum er i dette missionariat ægteviede 23 par, dobbelt så mange som i foregående år. I timelig henseende må derfor året 1833 siges at være godt overstået, om end slutningen af det var stræng for mange.

I kirkelig henseende har årets hovedbegivenhed siden min års-indberetning ifjor været ordineret overkateket Chemnitzs ankomst hertil og ansættelse som hjælpepræst. Det nærmere herom vil min dagbog meddele, ligesom også, at han har deltaget omtrent lige med mig i al præstelig gærning så nær som confirmation. Han har selvfølgeligt forud for mig det store: at kunne tale ordet på sit modersmål, hvorved gærningen ej blot lettes men også har mere udsigt til at bære frugt. Med alvor og samvittighedsfuldhed har han varetaget sin gærning og gjort sig afholdt såvel af de indfødte som af Europæerne. I hans hermed følgende indberetning til ministeriet udtaler han i slutningen ønsket om at få en mere selvstændig virksomhed, med hensyn til hvilket ønske, som han har bedet mig anbefale, jeg kun kan sige, at det er min tro om ham, at han med flid og troskab efter evne vil røgte den gærning, der muligt måtte blive ham betroet. – Om kateketerne har jeg, foruden hvad dagbogen meddeler, intet særligt at tilföje; dog fremhæver jeg disse to ting, at Vittus Nielsen, som for et par år siden gav anledning til bekymring, nu synes på en tilfredsstillende måde at røgte sit hverv som kateket; og at Johannes Hansen fra Sydprøven, i overensstemmelse med ministeriets skrivelse af 7 marts d. å., i maj måned er afgået til østkysten sammen med premierlieutenant Holm og først kan ventes tilbage næste efterår. – Med hensyn til sædelighedstilstanden må jeg med bekymring atter melde, at de uægte börns antal er sørgeligt stort, nær 25 p. C. af alle fødte. Som sædvanligt er dette forhold værst i Nanortaliks district: på en befolkning her af 355 individer falder i 1883 8 uægte fødte börn mod kun 5 på missionariatets 860 indbyggere.[2] – Om berejsningen og den præstelige betjening af begge missionariater på alle steder ifjor har ministeriet allerede modtaget underdanigst meddelelse. I indeværende år, der for rejser har været noget vanskeligt på grund af storis, har jeg hidtil berejst dette missionariats sydlige del fra 8 april til 6 maj og holdt confirmation ved Nanortalik, ligesom jeg efter min hjemkomst fra slutningen af maj til 22 juni havde börn til confirmationsforberedelse her ved stedet. I denne måneds første dage agter jeg at begive mig til Frederikshåb, og Chemnitz følger mig til ĸagssimiut, hvor han, ligesom og senere i Narssaĸs district, besørger præstegærningen i min fraværelse.

Fra ministeriet er iår per „Fox” og per „Hvalfisken” modtaget skrivelser af 7, 15, 17 og to af 20 marts, samt to af 15 april tilligemed min afregning med missionen for året 1882-83.

Hermed tillader jeg mig at lade følge:

1) Julianehåbs missionariats regnskab for 1883-84 (med 5 bilag);

2) Generalmandtalsliste for Julianehåb;

3) Reqvisitionsliste over genstande til brug i Julianeh. missionariat;

4) Reqvisition        af        penge            do.               do                   ;

5) Udskrift af min afregning med missionen for 1882-83;

6) Dagbog for tiden 1 juli 1883 til 30 juni 1884;

7) Privat reqvisition.

8) Skoleberetning for Julianehåbs missionariat for 1883

9)            do                Frederikshåbs do               ;

10) En grönlands[k] prædiken og lejlighedstale med oversættelser;

11) Indberetning fra ordineret overkateket Chemnitz;

12) Privat reqvisition for samme.

Julianehåbs missionariat, 2 juli 1884.

Underdanigst

Otto Skårup.

Til

Det höje ministerium

for

kirke- og undervisningsvæsenet!


[OS: Brev om det grønlandske ritualsprog 30/9 1884]

Det har i lang tid været erkendt og oftere udtalt her fra landet, at det grönlandske ritual af 1819 på mange punkter trænger til ændringer og forbedringer, ligesom også denne sag har været genstand for ministeriets overvejelser, uden at den dog på grund af mange let forståelige vanskeligheder endnu er bleven sat igennem. Som følge af ritualets mangelfuldheder har, såvidt vides, i en række af år vel alle præster her i landet forholdt sig på en noget friere måde overfor dets brug end ønskeligt egentligt kunde være overfor et ritual, hvad dog formentligt efter forholdenes natur måtte anses for nødvendigt. På den anden side har der også sikkert, hvad også ministeriet har påmindet om, været anvendt varsomhed i afvigelserne og er blevet iagttaget, at ikke altfor store uoverensstemmelser kom i brug i de forskellige menigheder. Ved det påpegede forhold har der i årenes løb dannet sig en del afvigelser fra ritualet, som nu må siges at have fået hævd ved en almindelig brug i menighederne, medens der ere andre, som endnu ikke ere trængte igennem men bruges ved siden af ritualets ord, hvad der efter min erfaring ingen særlige vanskeligheder volder for gudstjenestens gode udførelse, om jeg end mangen gang har måttet ønske, at der var opnået större enhed, end endnu er tilfældet. Vanskeligheder af alvorligere natur have først vist sig for mig, hvor der blev tale om at indføre aldeles nye, for menigheden helt fremmede ting, idet jeg måtte anse mig for medansvarlig for følgerne af, hvad der således blev indført i de mig betroede missionariater. Disse vanskeligheder ere først komne frem her iår.

Da næmlig ordineret overkateket Chemnitz kom hertil ifjor, vilde han, som rimeligt, qva seminarieforstander Balles elev, gærne i sin præstegærning bruge nogle af denne brugte ritualændringer, af hvilke enkelte vare helt nye og fremmede for menighedens bevidsthed hernede, og af hvilke jeg her særligt kun skal nævne èt, fordi alt det følgende i det væsentlige kom til at dreje sig herom: et nyt ord for „Djævel”.[3] Om dette nye ord og dets brug i nogle egne nord på havde vi rygtevis hørt hernede, og ved samtaler med kateketerne her i missionariatet havde jeg erfaret, at det mødte modstand hos dem alle og især hos dem, hvis mening måtte tillægges nogen vægt, medens det var fuldstændig ukendt af hele menigheden. Jeg søgte straks ved Chemnitzs ankomst en samtale med ham om disse ting, i hvilken jeg fremhævede det ønskelige i, at han og jeg, der skulde arbejde blandt de samme mennesker, ja i samme kirke, ikke afvege for meget fra hinanden også i vor ydre læreform, samt betonede den pligt, vi begge havde til at tage fuldt hensyn til, hvad der var gængs i menigheden og til dennes naturlige repræsentanters, kateketernes, meninger. På alt dette gik Chemnitz straks beredvilligt ind: vi enedes om, at han ikke vilde afvige fra det, som i min tid havde været sæd i missionariatet i ritualsagen på puncter, som vare helt nye og fremmede for menigheden, medens han, hvor flere ting jævnsides havde været eller vare i brug og således almindeligt kendte, havde sit fuldt frie valg uden hensyn til mig; det var da her særligt det nye ord for djævel, han ikke vilde benytte. Med denne samtale var sagen for så vidt endt, og Chemnitz begyndte sin præstegærning i overensstemmelse med, hvad vi havde talt. Kort herefter rejste jeg til Frederikshåb, hvor de samme spørgsmål practisk vare opkomne ved to nye kateketers ankomst fra Godthåb. Jeg gik her frem aldeles på samme måde – hvorom der er talt i min iår hjemsendte dagbog –; kun måtte jeg overfor Andreas Hansen (der var ansat som hjælper for Anders Petersen ved Frederikshåb for et år), da han nødigt vilde afstå fra det omtalte nye ord, erklære, at jeg ikke vilde tillade indførelsen af det, för denne kunde ske med ialfald en tilnærmelsesvis almindelighed i menigheden, og in casu ikke, fordi han kun ganske midlertidigt skulde være en hjælper for Anders Petersen, der var imod ordet. Fra denne tid tænkte jeg ikke mere end tidligere på disse spørgsmål; kun ved en enkelt lejlighed her ved Julianehåb kom sagen påny et öjeblik frem. Chemnitz havde overtaget religionsundervisningen i skolens øverste classe og havde der begyndt brugen af det omstridte ord; i den anledning kom kateketen her ved stedet til mig og erklærede, at skulde dette blive ved, da vilde han selv udenfor skolen undervise sine börn i religion. Dog blev sagen straks udjævnet, da jeg talte med Chemnitz og tilbød ham, om han helst ønskede det, at fritage ham for denne undervisning; dette ønskede han ikke men vilde gærne bruge det ord, som börnene hidtil havde brugt og ene kendte. Den hele kommende vinter vare disse ritualspørgsmål kun lejlighedsvis på tale mellem os; i vor præstegærning gik vi frem efter vor aftale, og ingen vanskeligheder af nogen art eller misforståelser opkom, tværtimod, tør jeg sige, var gærningen og samarbejdet os begge til glæde, indtil nu i foråret, da posten ankom. Med foregående års sidste post havde Chemnitz og Andreas Hansen fra Frederikshåb tilskrevet pastor Balle i Danmark om min optræden i de her omtalte sager, og nu kom der svar fra Balle til Chemnitz. I nogle dage efter postens ankomst mærkede jeg en underlig mørk og tung stemning hos Chemnitz, og jeg gik da til ham og spurgte ham, om der var noget, som trykkede ham, og hvori jeg muligt kunde hjælpe ham. Som følge af dette spørgsmål sagde han mig, at han havde opgjort med sig selv, at han ikke turde forsvare længere at bruge det gamle ord for djævel men måtte straks begynde og fastholde brugen af det nye. Jeg undrede mig over dette pludselige omslag hos ham, da han hidtil havde givet mig ret i, hvad jeg havde fremført for foreløbigt ikke at göre det; og ved hyppige samtaler derom i mange dage og som følge af alvorlige overvejelser måtte jeg erklære ham: at jeg ikke kunde eller turde tillade brugen af dette nye ord, om hvilket jeg vidste, at det hos kateketerne vilde møde en stærk modstand, i disse missionariater, för det enten var blevet tilkendegivet mig fra ministeriet, at der burde arbejdes på dets indførelse, eller der var en sikker udsigt til, at det ad frivillighedens vej vilde vinde almindelig indgang; jeg måtte næmlig mene, at optog Chemnitz dette ord i sin forkyndelse og sin udførelse af de kirkelige handlinger, da måtte jeg også göre det og helst kateketerne med; men om nu disse nødigt vilde det (hvad jeg vidste, tilfældet var), om de på egne og menighedens vegne påberåbte sig deres ret til at bevare det gamle ord, som de ene kendte og hidtil havde brugt, og som de ene fandt overalt i deres nye testamente, psalmebog og skolebøger; om f. ex. ved flere börns dåb på èn gang eller ved confirmation nogle forældre ønskede det ene ord brugt og andre det andet, hvorledes skulde disse vanskeligheder løses, såat enhvers ret blev lige respecteret, og såat alt kunde ske sömmeligt og med orden? Det var mig meget pinligt at måtte give Chemnitz sådan erklæring, men jeg turde ej handle anderledes. Sagen fik også så vidt en god udgang, som Chemnitz nogen tid efter kom til mig og sagde, at han dog nu alligevel mente at kunne forsvare at udføre ministerielle handlinger på samme måde som i sit første præstår her, og at han under min fraværelse på en forestående rejse til Frederikshåb gærne overtog et par embedsrejser her i districtet samt vilde udføre al forefaldende gærning som hidtil. Dette har han gjort og er for tiden, efter eget ønske, på en embedsrejse til udstederne syd på, og udfører alt sit arbejde med glæde.

Jeg har så udførligt fremstillet det foregående for det höje ministerium, fordi jeg underdanigst ønsker mig ministeriets bedömmelse af min optræden i bemeldte sag, dels for min egen skyld, dels for at jeg, om muligt, kunde fjærne fra min kære medarbejder Chemnitz den følelse, som han sikkert har af en utilbørlig eller dog utidig brug af den myndighed, som min stilling giver mig. Og i det tilfælde, at jeg af ministeriet skulde anses for at have optrådt på en fejlagtig måde, må jeg underdanigst, for fremtidige, kanske nære, lignende spørgsmåls skyld, udbede mig en tilkendegivelse af, hvorledes jeg bør møde dem. Fuldt vel indser jeg, at det er en såre vanskelig sag for ministeriet at skride afgörende ind i, fordi disse forhold i tidens løb ere blevne så løse og vaklende her i landet; men på den anden side, må der end på grund af de særlige omstændigheder tages mange hensyn og göres mange indrömmelser til det enkelte personlige skön i ritualspørgsmålene, så kunne dog formentligt disse umuligt gå så vidt, at vedkommende missionær factisk er løst fra ansvar for, hvad der bringes i brug i den ham betroede virkekreds, og for de mulige følger heraf. – Sluttelig skal jeg kun underdanigst tilföje, at jeg efter min overbevisning føler mig forpligtet til at fastholde mit i denne skrivelse betegnede standpunkt i de omhandlede spørgsmål, indtil jeg får tilhold om andet fra det höje ministerium.

Julianehåbs missionariat, 30 september 1884.

Underdanigst

Otto Skårup.

Til

ministeriet

for

kirke- og undervisningsvæsenet!

[Jens Chemnitz: Beretning dateret 4/7 1884]

Efter Ministeriets Anmodning i Skrivelse af d. 15 April vil jeg sende det høje Ministerium en lille Beretning om min Ankomst i Fjor til Julianehaabs Missionariat og om min Deltagelse i Gjerningen som ordineret Overkateket.

I Fjor, da jeg ankom til Godthaab, meddelte jeg Ministeriet om min lykkelige Ankomst til mit Fødeland. Mit Ophold ved Godthaab – da jeg ventede paa Lejlighed herned til – varede fra d. 5 – 21 Juni. Under mit Ophold ved Godthaab blev jeg viet til Maria Holm, med hvem jeg havde været forlovet i 5 Aar; hun er Datter af en dansk Underassistent J. Holm.

Den 22 Juni forlod jeg Godthaab med Skibet „Ceres” og ankom til Kagssimiut i Julianehaab Missionariat d. 28 s.M. To Dage derefter kom Pastor Skaarup til Kagssimiut for at hente mig og for at tage mig med sig paa sin Embedsrejse sydpaa. Paa denne Rejse begyndte jeg min præstelige Gjerning ved at hjælpe Pastor Skaarup med Daabsbekræftelser og Brudevielser; paa Udstedet Sârdloĸ examinerede jeg ogsaa Skolebørnene, hvilke Børn jeg fandt at være flinke. Paa denne Rejse traf jeg flere af mine gamle Bekjendte fra min Barndom, som glædede mig ved deres Udtalelser af deres Glæde over min Ankomst til dem som Præst. Fra denne Rejse ankom jeg d. 14 Juli til Colonien Julianehaab, hvor jeg skulde bosætte mig.

Saa snart jeg kom til Colonien Julianehaab paabegyndtes Istandsættelen af den gamle Præste-Bolig, som Pastor Skaarup anviste mig til at bo i. Der blev tapetseret, samt Loft og Døre malede. Ved denne Istandsættelse har jeg faaet hele den gamle Missionær-Bolig, med undtagelse af et Rum som nu benyttes til Skole, til min Raadighed; jeg har kun to Stuer, en større og en lille.

Den 22 Juli paa 9de Søndag efter Trinitatis indsatte Pastor Skaarup mig som Præst, og jeg prædikede første Gang i Julianehaabs Kirke og havde Dagens Epistel 1 Kor. 10, 6‑13 til Tekst.

Under Pastor Skaarups Fraværelse paa Embedsrejse til Frederikshaab blev jeg her i Colonien, i hvilken Tid jeg tilligemed Kateketen besørgede Gudstjenesterne.

Efter Pastor Skaarups Ankomst fra Frederikshaab rejste jeg til Igaliko, hvor jeg holdt Altergang og Gudstjeneste og prøvede Skolebørnene. Ved Overhøringen af Skolebørnene vare nogle af Forældrene til Stede for at høre paa deres Børn, om de kunde deres Ting. Dette glædede mig at sè, at Forældrene havde Interesse for deres Børns Skolegang. Samme Dag, som jeg ankom til Stedet, holdt Kateketen efter min Opfordring en Aftenbøn, hvori han talte godt om, hvorledes man gaar til Herrens Bord paa en ret Maade. Paa denne Rejse var jeg borte 3 Dage (fra 12-14 Sept.).

Hver Søndag hele Aaret igjennem prædikede vi skiftevis; naar den ene prædiker om Formiddagen, prædiker den anden om Eftermiddagen. Foruden de almindelige Prædikener har jeg holdt to Skrift-Taler, et par Brudevielses-Taler og Grav-Taler i Aarets Løb. Hver Skoledag har jeg ogsaa undervist 1 Time i Skolen i Lærebog og Bibelhistorie.

Under Pastor Skaarups Fraværelse i Foraaret (fra 8 April til 6 Maj) paa Embedsrejse ned til Nanortalik, blev jeg her i Colonien og besørgede med Kateketen Gudstjenester og en Altergang paa Skærtorsdag.

Med Hensyn til hvordan jeg befinder mig hernede, siger jeg, at jeg, Gud være lovet, har havt det godt hele Tiden, siden jeg kom herned.

Med Hensyn til min Stilling og Gjerning som Præst for mine Landsmænd, da har den været mig kjær og til Glæde, dog kunde jeg ønske, saaledes som Ministeriet har stillet i Udsigt, snart at komme i en noget selvstændigere Stilling, hvor der mere vilde blive lagt Beslag paa mine Kræfter, f. ex. som Præst ved Frederikshaab, dog ønskende – overensstemmende med det, som Ministeriet har foreskrevet mig angaaende min fremtidige Stilling – at være under en dansk Præsts Tilsyn.

Fra Ministeriet har jeg i Aarets Løb modtaget to Skrivelser, af 17 Marts og 15 April d. Aar.

Julianehaab d. 4 Juli 1884

Underdanigst

Jens Chemnitz

ord. Overkateket.

Til

Ministeriet

for

Kirke- og Undervisningsvæsenet.

Til

Ministeriet

for

Kirke og Undervisningsvæsenet.

Denne Gang har jeg to Embedsrejser, som Pastor Skaarup betrode mig at gjøre i Aar, at berette Ministeriet om.

Den første Rejse var til Kagssimiut, liggende 10 Mil nordenfor Kolonien. Den 8 Juli rejste vi, Pastor Skaarup, som begyndte sin Frederikshaabs Rejse, og jeg sammen, og kom samme Dags Aften til Kagssimiut. Der blev jeg, da Pastor Skaarup fortsatte sin Rejse næste Dag med den Baad, vi kom med fra Kolonien. Medens jeg ventede paa Baaden, som bragte Pastor Skaarup op til Ivigtût, besørgede jeg de præstelige Gjerninger ved Kagssimiut, som blev mig overdraget at besørge.

Den første Dag prøvede jeg Kateket Salomon Kristians Skolebørn. Han havde 22 Skolebørn, hvoraf der var to over 14 Aar gamle, som kun kunde læse meget daarlig; de havde ogsaa lille Katekismus og Bibelhistorien til deres Skolefag, de kunde dem endnu mindre; de kunde heller ikke Addition i Regningen; men kjende Tallene kunde de lidt; skrive paa Papir kunde de slet ikke. – 13 Børn vare af 10-14 Aars Alder; 7 af dem læste nogenlunde godt; de samme havde også Lærebog og Bibelhistorie og kunde lidt af dem uden ad; men nogle af dem forstod ikke, hvad de læste om; det saa jeg deraf, naar jeg med andre Ord spurgte dem om det samme, som de læste om, saa kunde de ikke svare mig. Resten af de 13 Børn af 10-14 Aars Alder stave endnu i A.B.D.Bogen, men de stave meget daarlig. Kun to af de 13 Børn kunde regne i Addition og skrive paa Papir; de øvrige kunde ikke andet end læse Tallene. Endelig var der 7 Børn under 10 Aar gamle, de kunde deres A.B.D.Bog bedre i Sammenligning med de ovenfor omtalte ældre Børn. Efter den grundige Prøve mener jeg, at Børnene ere forsømte i Undervisningen, især i Øvelsen af Indenadslæsning; derfor bad jeg Kateketen om, at han maa først lægge Vægt paa i sin Undervisning at øve Børnene i Læsningen; hvis de kunne den, saa kunne de først lære deres andre Leksier. Om hans Skolebørns Fremgang eller Tilbagegang fra i Fjor, kan jeg intet sige, da det var første Gang, jeg prøvede hans Skolebørn; dog kan Kateketen kanske undskyldes noget, da Børnene i et Par Maaneder havde været bortrejste fra Stedet. – Den samme Dag døbte jeg et Barn og bekræftede Daaben af et andet Barn. Om Aftenen holdt Kateketen efter min Opfordring en Aftenbøn; hans Tale tiltalte mig ikke videre; den holdt han uden at have skrevet den iforvejen, derfor er det vist, at han gjentog saa meget i sin Tale. Den anden Dags Eftermiddag, da Fangerne vare komne hjem fra Fangsten, prædikede jeg over Luk. 14, v. 16-24. Saa vidt jeg kunde sè, saa var der mange, der mødte til Gudstjenesten. – Den tredie Dag holdt jeg Altergang og havde 35 Altergjæster. – Da Baaden kom tilbage den fjerde Dag, rejste jeg næste Dag og kom i Middagstid til en Sommerplads paa en Ø, hvor Beboerne af Karmat har deres Fangstplads om Sommeren. Den samme Dag om Eftermiddagen holdt jeg Altergang i mit Telt, fordi de vare beredte til Gudstjenesten, da de havde ventet mig hver Dag. Der var 4 Telte paa den Ø, og der kom 14 til Alters. Efter at jeg havde holdt Altergang, prøvede jeg Kateket Markus’ Skolebørn; der var 6 Børn. To af dem vare af 10-14 Aars Alder. Den ene af de to var udmærket i alle sine Skolefag: i Læsning, Lærebog, Bibelhistorie, Salmebog og Skrivning; i Regning var han ikke saa fremmelig endnu, han havde Addition, som han kunde nogenlunde godt. Den anden af samme Alder kunde læse nogenlunde godt, men i Lærebogen og Bibelhistorien var hun adskilligt mere tilbage end den første; og Kateketen gjorde den Bemærkning om hende, at hun var meget tungnem til at lære, navnlig Udenadslæsning; hun kunde dog smukt læse Troesartiklerne, Fadervor og Budene. 4 Børn vare under 10 Aar; to af dem kunde læse, saa havde den ene ogsaa Lærebog og Bibelhistorie til sine Fag, dem kunde hun ogsaa godt efter sin Alder. De andre to vare Begyndere, de vare endnu ved første Side af A.B.D.en. Disse Skolebørn har været mig til Glæde ved at examenère dem. Næste Dag holdt jeg Gudstjeneste; under den samme Gudstjeneste bekræftedes et Barns Daab; til Slutningen holdt Kateketen en lille opbyggelig Tale, hvori han opfordrede sine Tilhørere til at takke Herren, fordi han besøger dem igjen ved sin Tjener og beredte sit Bord for dem. Den samme Dag rejste jeg og kom hjem. Paa denne Embedsrejse var jeg borte hele syv Dage.

Efter Hjemkomsten og under Pastor Skaarups Fraværelse paa Frederikshaabs Rejse indtil d. 21 August besørgede jeg med Kateketen alle Gudstjenester her paa Kolonien.

Den anden Embedsrejse, der betrodes mig, var til Udstedet Narssaĸ, den skete d. 9 Sept. Den samme Dag, som jeg ankom til Stedet, prøvede jeg Kateket Tobias Berthelsens Skolebørn. Han havde 12 Skolebørn – men èn, som er regnet med, var bortrejst – hvoraf syv vare af 10-14 Aars Alder, som kunde læse allesammen godt, men derimod èn af dem havde A.B.D.Bogen til sin Skolefag endnu og stavede i den. Fem Børn af den Alder havde Lærebogen og kunde den temmelig godt, nogle af dem kunde ogsaa svare mig rask, naar jeg spurgte dem om et og andet, som stod i Lærebogen. To af den Alder, som ikke havde Lærebogen, havde lille Katekismus, i den kunde de ikke meget. Kun to af den Alder havde Bibelhistorie, den kunde de mindre godt end deres andre Bøger. Da jeg spurgte, hvorfor der var kun to, der læste Bibelhistorie, sagde Kateketen: fordi de øvrige har nye Testament i Stedet for Bibelhistorie. Der var kun tre, der kunde regne nogenlunde godt i Addition, de øvrige kunde kun læse Tallene. Ligesaa var der kun tre, der skrev temmelig godt paa Papir, de øvrige paa Tavler. Af under 10 Aars Børn var der 4 af hans Skolebørn, som havde A.B.D.Bogen, den kunde de ogsaa forholdsvis. – Det er første Aar i Aar, at T. Berthelsen har havt disse Skolebørn. Da det ligesaa er første Gang, at jeg prøvede disse Børn, kunne jeg ikke sige noget om deres Fremgang eller Tilbagegang; men jeg er tilfreds med disse Skolebørn, og efter min Angivelse om deres Kundskab, mener Pastor Skaarup, at der er sket Fremgang hos T. Berthelsens Skolebørn fra i Fjor. En Ting er der ogsaa at sige om T. Berthelsens Skolebørn: de vare renlige og mødte vasket og redt paa Haaret. – Andre Skolebørn jeg overhørte ved Narssaĸ vare Kateket Timotheus Esaiass ved Niaĸornaĸ og Læserinde Henrikkes ved Tugdlerungnat. Den første havde i det hele 4 Børn, allesammen under 10 Aar gamle; de havde ikke andre Skolebøger end A.B.D.Bogen, den kunde de ikke meget af. Derimod havde Læserinde Henrikke 6 Børn, 4 af dem af 10-14 Aars Alder. Deres Læsning inden ad var nogenlunde god, kun 2 af dem havde lille Katekismus og Bibelhistorie, men de kunde dem ikke meget; de kunde nok læse uden ad af dem, men næsten ikke forstaa, hvad de læste om. 2 af hendes Skolebørn vare under 10 Aar; de kunde kun lidt deres A.B.D. – Skolebørn ved Sigssardlugtoĸ blev ikke overhørte, da deres Lærer Andreas med nogle Skolebørn var bortrejst. – Næste Dag holdt jeg Altergang og havde 69 Altergjæster. Om Eftermiddagen holdt jeg en almindelig Gudstjeneste og døbte ved den samme Gudstjeneste et Barn og bekræftede 5 Børns Daab. Den følgende Dags Formiddag viede jeg et Par, Brudgommen fra Udstedet Kagssimiut, Bruden fra Narssaĸ selv. Den samme Dag rejste jeg hjem; men undervejs gjorde jeg efter Pastor Skaarups Opfordring en halv Times Ophold ved Sigssardlugtoĸ for at besøge Kateket Andreass Hus, men som ovenfor er sagt, Kateketen var bortrejst; der var kun et Par Mennesker hjemme, da de andre vare komne til Narssaĸ for at gaa til Alters. Paa denne Rejse var jeg borte 3 Dage.

Arbejdet paa disse Rejser har været mig til Glæde, ligesom jeg ogsaa har været heldig med Hensyn til Vejret, og der var ingen Sygdom paa disse Steder, hvor jeg har været.

I denne Sommer har jeg ogsaa sendt Ministeriet igjennem Pastor Skaarup min lille Beretning om min Gjerning fra i Fjor og lidt fra i Aar, dat. 3 Juli 1884.

Julianehaab d. 24 Sept. 1884.

Underdanigst

J. Chemnitz

ord. Overkateket.

[OS: Efterårsindberetning 1884:]

Foruden hvad jeg tidligere iår har hjemsendt til det höje ministerium, næmlig med „Lucinde” den almindelige års-indberetning samt alle Julianehåbs missionariats papirer og med „Nordlyset” alle papirer Frederikshåb vedkommende, tillader jeg mig herved underdanigst at give en kort, foreløbig meddelelse særligt om min rejse i sommer i sidstnævnte missionariat.

Den 8de juli tog jeg herfra og berejste på sædvanlig måde hele Frederikshåbs district, hvorfra jeg kom tilbage den 21de avgust. Under mit ophold ved Arsuk var det mig en særdeles stor glæde at mærke, hvorledes Josva Petersen har taget sig sammen i det forløbne år, siden han fik ministeriets påmindelse. Han havde öjensynligt i alvor arbejdet på börnenes undervisning, i hvilken der på alle punkter var god fremgang at spore; hans skole, som ifjor var den ringeste, er, som naturligt, endnu ej af de bedste, men bliver han 1 à 2 vintre ved som i denne sidste, vil den blive dette. Han kommer også nu, siges der, langt sjældnere til Ivigtût. – Aron Lynge ved Tigssaluk bringer derimod intet ud af sine börn; jeg begynder at tabe min tro til ham og er tvivlrådig om, hvad der er at göre; jeg tror næmlig ikke, at han egentlig forsömmer sin skole, men hvorledes han underviser börnene de mange opgivne skoledage og dog så godt som aldeles intet får lært dem, forstår jeg ikke. – Ved Narssalik røgter Kristian Chemnitz sin gærning godt fremdeles; med capellets opførelse er det gået så vidt fremad, at man håber, det skulde komme under tag i dette efterår. – Anders Petersen ved Frederikshåb, hvor jeg holdt confirmation og havde börnene til forberedelse fra 21 juli til 10 avgust, er som sædvanligt en trofast arbejder i al sin gærning. Andreas Hansen var ved min afrejse fra Frederikshåb efter ministeriets bestemmelse i begreb med at afgå til Godthåb. Om de andre kateketer er intet særligt at sige; kun om Magnus Berthelsen ved Kvanøen, der de foregående år vakte bekymring og ifjor fik ministeriets påmindelse, skal siges, at hans börn vel havde gjort en lille fremgang fra ifjor, men rigtignok en altfor lille.

Medens jeg var i Frederikshåb, ankom dertil pastor Lützen fra Godthåb, hvorom ministeriet forlængst vil have modtaget underretning fra ham selv. Min sag bliver det kun at indberette, at jeg, efter som sædvanligt at have udført præstegærningen i hele missionariatet, overdrog til ham, der nu tog bolig ved Frederikshåb, den præstelige omsorg for dette missionariat fra min afrejse, til nærmere høres fra ministeriet. Skönt dette hverv var pålagt mig, håber jeg, der vil erkendes, at jeg under de indtrufne omstændigheder ikke kunde eller burde handle anderledes. Da jeg forlod Frederikshåb iår, underrettede jeg alle kateketerne om, at de fremtidigt, indtil anden bestemmelse blev truffen, havde at henholde sig til Lützen som deres præst, i overensstemmelse med hvilket jeg også selv forholder mig og tillader mig at forvente ministeriets anordninger i denne sag.

Under min fraværelse her fra stedet varetog overkateket Chemnitz hele præstegærningen her, ligesom han også i sommer på egen hånd har berejst ĸagssimiuts og narssaĸs districter, hvorom hans egne beretninger hermed følger.

Julianehåbs missionariat, 25 september 1884.

Underdanigst

Otto Skårup.

Til

ministeriet

for

kirke- og undervisningsvæsenet!

[HFJørgensens bemærkninger:]

Grønlandske Missions

Lectorat.

d. 23de Febr. 1885.

Hermed tilbagesendes de i afvigte Efteraar fra Julianehaabs Missionariat indkomne Beretninger m.v., nemlig:

1. Hr. Skaarup’s Beretning af 2den Juli f.A.

2. Sammes Skrivelse af 30te Septbr. f.A. angaaende Ritual-Forvirringens Udbredelse nu ogsaa til de to sydlige Missionariater.

3. Tvende Beretninger resp. af 4de Juli og 24 Septbr. fra ordin. Overkateket J. Chemnitz.

4. Hr. Skaarup’s Dagbog fra 1 Juli 1883 til 30 Juni 1884.

5. Skematisk Skoleberetning for 1883.

6. General-Mandtalsliste for 1883.

7. En grønlandsk Prædiken og do Skriftetale af Hr. Skaarup, begge med tilhørende dansk Oversættelse.

Alt er i fortrinlig Orden og intet mangler. Beretningen melder om streng Vinter og en Del Nød men god Helbredstilstand, tilfredsstillende Vidnesbyrd om den nye ordinerede Overkateket, Meddelelse at den i sin Kateketgjerning tidligere forsømmelige Vittus Nielsen har rettet sig efter Ministeriets Paamindelse, og at Kateket Johannes Hansen i Overensstemmelse med Min. Skr. 7/3 f.A. er afgaaet med Expeditionen til Østkysten. Antallet af uægte Fødsler var beklagelig stort. – Alt vidner om, at Gjerningen i Kirke og Skole i det Hele har været røgtet tilbørlig, for flere af de ældre Kateketers Vedkommende (særlig glædeligt for mig, da de samtlige ere mine gamle Elever) endog med særdeles Omsigt, Dygtighed og Troskab, og det fejler ikke, at ogsaa Missionæren selv fortjener lignende Vidnesbyrd. Hans Dagbog er overmaade vel ført, oplysende, klar og indeholder saa meget læseværdigt, at det formentlig vilde blive for vidtløftigt at paapege Enkeltheder, men jeg har tilladt mig at mærke saadanne med Blyantsstreger i Manuskriptet.

Chemnitz’s tvende Beretninger om hans Deltagelse i Gjerningen ville formentlig befindes tilfredsstillende. De ere temmelig udførlige; hans Vidnesbyrd om Kateketen ved ĸagssimiut er lidt afvigende fra Skaarup’s i Skoleberetningen, men dette er ogsaa af en ikke saa lidt ældre Datum. Chemnitz yttrer iøvrigt Ønske om en lidt mere betroet og selvstændigere Virksomhed, og Skaarup mener ogsaa at kunne anbefale dette hans Ønske; men nærmere nedenfor.

Grønlandsken i Hr. Skaarup’s Taler er tilvisse meget antagelig; men det synes næsten som om hans første ualmindelig gode og store Fremskridt i Sproget have lovet lidt mere, end Tiden vil opfylde.

Af Indstillinger foreligger ingen for dette Missionariats Vedkommende; men Skrivelsen af 30te Septbr. f. A. angaaende Ritual-Dissentsen fortjener formentlig særlig Opmærksomhed. Jeg maa i alt væsentligt i dette Punkt erklære mig enig med Hr. Skaarup og skjønner ikke rettere, end at hans Optræden i denne Sag i det Hele har været correct og vil være at billige. Om Sagen selv har jeg flere Gange paa dens tidligere Stadier havt Leilighed til nogenlunde udførlige Udtalelser, og det er vedblivende min Overbevisning, som stadig befæstes mere og mere, at de Herrer, som med mere Iver end Besindighed have fremkaldt og fremmet Forvirringen, derved kun have gjort den grønlandske Menighed en slet Tjeneste, og derhos at Sagen i sig selv ingenlunde har saa stor Betydning, som navnlig Hr. Balle vil give den. Det vil nemlig sees, at det kun er hans fornyede Indvirkning paa Chemnitz, der har bragt Sagen til Spænding imellem ham og Skaarup (samt Menigheden paa Skaarups Side). Da imidlertid Uoverensstemmelserne har faaet Lov at brede sig saa længe og saa vidt, bør der vistnok ikke for det Første træffes Afgjørelse ved Magtsprog til nogen af Siderne; men kun sørges for dels at Menighederne ikke forarges derved, og dels at der sættes en passende Grændse for hvad de enkelte Præster og Kateketer i saa Henseende kunne tillade sig, idet kun saadanne tilstedes, som enten kunne siges at have vundet et vist Hævd i visse Kredse indtil Datum, eller saadanne som i Fremtiden maatte blive officielt erkjendte og tilstedte som Forbedringer. Specielt tillader jeg mig at foreslå: 1) at der søges udarbeidet en ny Udgave af Ritualet til Udsendelse med Skibene næste Foraar, hvori de indtil videre tilstedelige Uoverensstemmelser ere anførte som Varianter (hvorved dog forudsættes, at hver især paa sit Sted tager tilbørligt Hensyn til den paagjældende Menigheds almindelige Standpunkt i Sagen). 2) At allerede iaar den nu udkommende nye Katechismus-Udgave, hvorom jeg har confereret baade med Balle og Rasmussen[4] og derefter taget muligst Hensyn til begge eller alle Sider, tages som en Slags Rettesnor ogsaa i det Rituelle. Der er deri anført Varianter baade med Hensyn til Benævnelsen paa “Djævelen” og “Helligaanden”, og paa “Nedfarten til Helvede” i 2den Troesartikel og paa 5te Bøn i Fadervor. 3) At Kateketerne (de uordinerede), naar den nye under Trykken værende Udgave af Psalmebogen udkommer (muligvis allerede iaar med de sidste Skibe) ufravigelig rette sig i deres Tjeneste efter det deri indførte, for dem bestemte qvasi-Ritual, hvori selvfølgelig ogsaa de ovenanførte forsaavidt tilstedelige Varianter blive anførte.

Og nu med særligt Hensyn til Forholdet imellem Skaarup og Chemnitz og Sidstnævntes af Skaarup anbefalede Ønske om Forflyttelse til en noget mere selvstændig og omfattende Virksomhed, da troer jeg, at det i alle Maader vil være rettest at opfylde saadant Ønske; men det nærmere ved Spørgsmaalet bør vistnok overveies i Forbindelse med Spørgsmaalet om Missionariaternes Besættelse i det Hele dette Aar. Chemnitz peger i sit Ønske nærmest paa Frederikshaab, og saadant var ogsaa tidligere min Tanke og laa i sig selv nærmest; men efter at Lützen jo nu, om end lovlig egenmægtig, har overtaget Frederikshaab, skjønt han ifjor ønskede Holsteinborg, saa turde det nu ogsaa af andre Grunde, Hensynet til Ivigtût, Uoverensstemmelsen i Ritualspørgsmaalet mellem Chemnitz og ikke alene Skaarup men også Størsteparten af Frederikshaabs Kateketer og Menighed, samt Ønskeligheden af at faae saa faa Forflyttelser som muligt, være heldigst, at besætte Missionariaterne i det Hele saaledes: Skaarup: Julianehåb. Lützen: Frederikshaab med Forpligtelse til at bereise Fiskenæsset; Balle: Godthaab med Chemnitz som ordineret Overkateket under sig, stationeret enten ved Sukkertoppen (hvor jeg for min Del vilde ansèe for ønskeligst dels af Hensyn til Pladsens for Grønland ualmindelig talrige Befolkning og for at spare den ene af de derværende Kateketer, og dels af Hensyn til det eventuelle Forhold til den nu ældre og meget dygtige Kateket Samuel Olsen ved Holsteinborg) eller ved Holsteinborg, hvor der haves Bolig, som mangler ved Sukkertoppen, og saaledes at Balle blev Missionær for Godthaab, Sukkertoppen og Holsteinborg med Chemnitz som Hjælpepræst for de to sidstes Vedkommende; Tob. Mørch: Egedesminde (med Station der) men underordnet Rasmussen ved Jakobshavn, der saa ogsaa paa lignende Maade skulde have Lars Berthelsen under sig som ordineret Overkateket for Ũmánaĸ. Upernivik maatte Kristensen fyldigst muligt have betjent inden sin Hjemreise, hvorefter da Elias Petersen maatte overtage Betjeningen deraf mod et passende midlertidigt Lønningstillæg, forsaavidt han som uordineret kan gjøre det, indtil forhaabentlig næste Aar en ny Missionær maatte kunne udsendes dertil. Dette bliver ganske vist ingen fyldestgjørende Betjening; men med de for Haanden værende Kræfter og under de foreliggende Omstændigheder lader den sig næppe ordne bedre, og paa den Maade tør man dog haabe, at Forflyttelserne ville lade sig realisere og med mindst Vanskelighed og Bekostning.

Underdanigst

HFJørgensen.

Til

Ministeriet

for Kirke- og Undervisningsvæsenet!

[Lützen: Efterårsindberetning for Frederikshåb]

Til

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsnet!

Ifølge min sidste Skrivelse til Ministeriet var det min Agt af de Grunde, som jeg dengang angav, at rejse til Frederikshaab for at virke der, indtil nærmere Ordre indtraf fra Ministeriet. Jeg er nu ankommen hertil og har begyndt min Virksomhed her. Ved den særdeles dygtige Overkateket, Anders Petersens Hjælp er det mig muligt paa Grund af hans gode Kundskaber i Dansk at prædike Grønlandsk hver Søndag. Skolen har gjenoptaget sit Arbejde i Begyndelsen af September og Børnene ere ret flinke og vise Læselyst.

Den 25de August tiltraadte jeg herfra min Rejse til Fiskenæsset for at besørge Tjenesten der, hvilket Ministeriet i Foraaret tilskrev mig Ønskeligheden af, under Forudsætning af Seminarieforstander, Missionær Balles sildige Ankomst til Landet; efter fire Dages Ophold ved Fiskenæsset vendte jeg tilbage hertil den 4de Septbr., efter paa Vejen at have indsat Adolf Lund til Kateket ved Storøen, saaledes som Ministeriet havde bifaldet i Skriv. af 15de April d. A.[5]

I indeværende Sommer har Dødeligheden været meget stor i Frederikshaabs District, idet c. 30 Personer ere afgaaede ved Døden fra Midten af Juli til Begyndelsen af September Maaned af den sædvanlige Stingepidemi, hvortil vel den ringe Sommervarme væsentlig har bidraget. Nu synes den imidlertid at være standset.

Da der her i Frederikshaabs District viser sig stor Mangel paa Psalmebøger, tillader jeg mig herved at forespørge, om der ikke paa en eller anden Maade burde gjøres Udveje for at faa denne Trang nogenlunde afhjulpen.

Frederikshaab den 1ste October 1884.

Ærbødigst

Edv. Lützen

Til

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsnet!

[HFJørgensens bemærkninger vedr. Frederikshåb:]

Grønlandske Missions

Lectorat

d. 23de Februar 1885.

Hermed tilbagesendes de i afvigte Efteraar for Fredrikshaabs Missionariat indkomne Beretninger m. v., nemlig:

1. Hr. Skaarups Beretning af 25de Septbr. f. A.

2. Hr. Lützen’s do af 1ste Octbr. f. A.

3. Skematisk Skoleberetning for 1883.

4. Tvende General-Mandtalslister, visse for 1882 (udeblevne ifjor) og for 1883.

At Skaarup, som Sagerne stode, har overladt dette Missionariat foreløbig til Lützen, kan vistnok ikke misbilliges; men snarere at denne uden videre af sig selv er reist dertil og har begjæret det sig overdraget; han burde utvivlsomt, naar han ikke saae sig i Stand til at efterkomme Ministeriets Ordre om at gaae til Jakobshavn, i alt Fald være forbleven ved Godthaab indtil Balles Ankomst dertil, og allerhelst oppebiet Ministeriets nærmere Bestemmelse iaar; nu vil det muligen, som andensteds[6] nærmere omhandlet, være rettest at lade ham blive, hvor han er, men med en lempelig Tilrettevisning, da der vel maa holdes hans Ungdom og rimeligvis gode Mening noget til Gode.

Skaarup har bereist og betjent Missionariatet, inden han afleverede det. Overkateket Anders Petersen faaer som sædvanlig fortrinligt Vidnesbyrd; mon han ikke burde beholde sit midlertidige Lønningstillæg som fast? Ogsaa Kristian Chemnitz faaer godt Vidnesbyrd, og Josva Petersen har taget sig godt op og Magnus Berthelsen noget efter efter Ministeriets Paamindelse, men det er beklageligt, at Aron Lynge (en yngre Seminarist) trods sin tilsyneladende Flid og gode Villie gjør saa daarlig Fyldest. Ogsaa Lützen fremhæver Anders Petersens Dygtighed og gode Hjælp. Lützen har efter Ministeriets Ordre betjent Fiskenæsset. Dødeligheden i Missionariatet har været beklagelig stor sidste Sommer. Lützen beklager Mangelen paa Psalmebøger i Missionariatet; den vil forhaabentlig kunne blive afhjulpen inden Efteraaret, i alt Fald næste Foraar.

Iøvrigt har jeg i Anledning af disse Beretninger intet særligt fundet at bemærke.

Underdanigst

HFJørgensen.

P.S.

Mandtalslisterne mangle Underskrift, de synes forfattede af Anders Petersen, og saa har vel Skaarup glemt at forsyne dem dermed.

HFJørgensen

Til

Ministeriet

for Kirke- og Undervisningsvæsenet!


[1] Elias Enoksen var blevet kateket i Igaliko. Han var blevet fader i utide og var derfor ansat ”på prøve og med reduceret løn »for Forargelsens Skyld«” (Henrik Wilhjelm, De store opdragere (1999), s. 232f.; det sidste udtryk er Balles; jf. Wilhjelm, De nye grønlændere (2008), s. 65.

[2] Sic.

[3] Det var Balle, lederen af seminariet i Godthåb, der bl.a. ville erstatte anerneq med anersâq ‘ånd’ og Tornârssuk med Dîvile ‘Djævelen’. Denne “ritualstrid” omtales af Henrik Wilhjelm, De store opdragere, 1997, 211-219, på s. 218 specielt om Jens Chemnitz, der ville bruge Balles ord, mod Johan Dahl, overkateket i Julianehåb, der ikke ville, og Skårup, der ønskede en fælles sprogbrug i missionariatet, der så kun kunne gå imod Balle og Chemnitz. Se også Inge Kleivan: “Studier af ordforrådet i grønlandske bibeloversættelser”, i Eskimosprogenes vilkår i dag, red. Bjarne Basse & Kirsten Jensen (Århus 1979) 173-186. O.S. vender tilbage til sagen i sin dagbog under oktober 1886.

[4] Chr. Rasmussen (1846-1918), præst i Jakobshavn, kyndig i det grønlandske sprog (Henrik Wilhjelm, »af tilbøielighed er jeg grønlandsk«. Om Samuel Kleinschmidts liv og værk, Kbh. 2001, s. 399 og passim).

[5] Adolf Lund var begyndt ved Storøen i august 1883.

[6] I Jørgensens samtidige skrivelse om Julianehåb.