≡ Menu

1874

ndelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

I Præstegaarden[5] lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech[6] er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder[7] faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

Deres kjerligt hengivne Datter

Louise Christensen

 

Fra Ottos far til Louise

Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

Kjære Lovise!

De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb[8], og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården[9]. Christian kommer så hjem fra Tårnmark[10]. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

Deres

Ch. Skaarup.

 

Fra Louise

Høve den 6/11 74.

Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller[11] og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

Tillykke med den lille Datterdatter[12] og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem[13]. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst[14]. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

Din

Louise Christensen

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]


  1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
  2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
  3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
  4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
  5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
  6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
  7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
  8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
  9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
  10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
  11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
  12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
  13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
  14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.
Footnotes    (↵ returns to text)

  1. em>Fra Louise

    Høve den 1ste September 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup{{1}}. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia{{2}} hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg{{3}}. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard{{4}}, da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden{{5}} lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech{{6}} er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder{{7}} faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb{{8}}, og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården{{9}}. Christian kommer så hjem fra Tårnmark{{10}}. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

    <

  2. a Louise

    Høve den 1ste September 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia{{2}} hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg{{3}}. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard{{4}}, da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden{{5}} lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech{{6}} er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder{{7}} faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb{{8}}, og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården{{9}}. Christian kommer så hjem fra Tårnmark{{10}}. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

    <

  3. ise

    Høve den 1ste September 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg{{3}}. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard{{4}}, da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden{{5}} lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech{{6}} er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder{{7}} faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb{{8}}, og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården{{9}}. Christian kommer så hjem fra Tårnmark{{10}}. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

    <

  4. em>

    Høve den 1ste September 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard{{4}}, da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden{{5}} lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech{{6}} er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder{{7}} faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb{{8}}, og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården{{9}}. Christian kommer så hjem fra Tårnmark{{10}}. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

    <

  5. h4>
    Høve den 1ste September 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden{{5}} lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech{{6}} er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder{{7}} faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb{{8}}, og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården{{9}}. Christian kommer så hjem fra Tårnmark{{10}}. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

    <

  6. Høve den 1ste September 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden[5] lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech{{6}} er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder{{7}} faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb{{8}}, og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården{{9}}. Christian kommer så hjem fra Tårnmark{{10}}. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

    <

  7. den 1ste September 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden[5] lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech[6] er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder{{7}} faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb{{8}}, og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården{{9}}. Christian kommer så hjem fra Tårnmark{{10}}. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

    <

  8. 1ste September 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden[5] lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech[6] er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder[7] faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb{{8}}, og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården{{9}}. Christian kommer så hjem fra Tårnmark{{10}}. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

    <

  9. >ste September 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden[5] lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech[6] er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder[7] faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb[8], og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården{{9}}. Christian kommer så hjem fra Tårnmark{{10}}. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

    <

  10. sup> September 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden[5] lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech[6] er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder[7] faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb[8], og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården[9]. Christian kommer så hjem fra Tårnmark{{10}}. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

  11. eptember 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden[5] lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech[6] er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder[7] faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb[8], og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården[9]. Christian kommer så hjem fra Tårnmark[10]. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller{{11}} og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

  12. er 1874

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden[5] lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech[6] er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder[7] faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb[8], og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården[9]. Christian kommer så hjem fra Tårnmark[10]. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller[11] og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter{{12}} og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

  13. 4

    Endelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden[5] lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech[6] er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder[7] faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb[8], og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården[9]. Christian kommer så hjem fra Tårnmark[10]. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller[11] og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter[12] og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem{{13}}. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.

  14. ndelig kommer der da Brev fra Louise, udbryder De vistnok, kjære Moder! (maa jeg ikke nok kalde Dem saaledes, thi jeg veed ellers ikke hvorledes jeg skal nævne min Ottos Moder, da det lyder saa fremmed og koldt at skrive og sige Fru Skårup) naar De seer disse Linier. Ja, De har Ret, det er en lang altfor lang Tid der er gaaet, inden De hører fra mig. Jeg vil ikke prøve paa at undskylde mig, skønt jeg maaskee nok kunde undskylde mig en Deel, men blot bede Dem tilgive Deres lille Louise og tro at hun holder inderlig meget af Dem og meget ofte har tænkt kjerligt paa Dem og alle de Kjere paa Steffenstrup[1]. Tak inderlig Tak! for de dejlige Dage jeg var hos Dem og al den Kjerlighed De viste mig. –

    I Ottos Brev, som jeg fik i Aften, seer jeg at det paa Torsdag er Deres Fødselsdag. Modtag derfor, kjære Moder! mine kjerligste og bedste Ønsker om et rigtig godt og velsignet Aar. Hvor jeg vilde ønske, at jeg kunde være hos Dem imorgen, thi jeg haaber da, at De nok vilde se mig – saa kommer maaske Johanne, Magda og Emilie, ja og Cornelia[2] hjem, men jeg kan ikke og maae derfor nøies med at være hos Dem i Tankerne, og det maae De tro jeg vil være og det med mange kjerlige Tanker til dem Alle. –

    Fra Fader og Moder skal jeg bringe Dem en kjerlig Lykønskning og spørge om De ikke snart besøger os, vi skal nok være rigtig gode ved Dem.

    Min lille søde Dorthea! maae De give et Kys og en hjertelig Lykønskning. Havde jeg vist at det var hendes Fødselsdag skulde hun have havt et lille Brev fra mig, men jeg fik det først at vide idag. Sig til hende, at det er den slemme Ottos Skyld og at hun skal hjælpe mig med at skjende paa ham.

    Moder er ikke rask i disse Dage og har maattet holde Sengen, dog haaber jeg, at det snart skal gaa over, og vi igjen skal se hende rask og glad. Fader var da saa i Jylland, hvor han besøgte de 3 Børn paa Landerupgaard og sin Svoger og Søster i Stilling Skole ved Skanderborg[3]. Det var en rar Reise for Fader og han er saa glad over den. I Mandags reiste Møller med Anna Møller til Landerupgaard[4], da Anna skal være en Tid der, for at lære Husholdning af søster Anna og vel ogsaa for at faae et bedre Greb paa at holde Orden paa Pigerne og lære dem at behandle hende pænere, thi nu har de aldeles ingen Respekt for hende og behandler hende, som et Barn og det kan jo ikke gaae. –

    Hvorledes har De det, kjære Moder! jeg vil da haabe at De er rask, thi Otto har ikke omtalt at De var eller er syg. Min egen kjere Otto, som jeg længes saa uendelig efter. Sig mig, længes De ikke ogsaa efter ham? og kan De ikke godt forstaae, at jeg maa længes, thi han er saa inderlig elskelig og god, min kjere, kjere Otto! –

    I Præstegaarden[5] lever man vel og gaar sin vante Gang. Frederikke K[orn]bech[6] er reist til Kjøbenhavn for at komme under Lægebehandling der, da Lægen hernede ikke kunne hjælpe hende. Den Stakkel, det er nok en slem Tour og maaske langvarig og t[ilmed] kostbar. Fra Peder[7] faaer jeg engang imellem en venlig Hilsen, men han n[aar] nok aldrig at komme herud, vi vil dog saa gjerne se ham. Vil De bringe Hr Skårup en kjerlig Hilsen fra mig og takke for al den Venlighed han viste? Ogsaa Marie og Johanne, Emilie og Cornelia maae De hilse kjerligt fra mig. Jeg længes efter at se Dem Alle, men ved ikke naar det skal skee. De af Børnene der ikke kommer til Deres Fødselsdag maae De endelig, naar De skriver, [sende] en hjertelig Hilsen fra Louise. –

    Og nu lev vel og modtag endnu engang mine kjerligste Ønsker, kjere Moder! for det nye Aar. Kunde jeg flyve, da fløi jeg til Dem, hvor det skulde blive morsomt. Send en venlig Tanke til

    Deres kjerligt hengivne Datter

    Louise Christensen

     

    Fra Ottos far til Louise

    Holsteinsminde, 30te Oktober 1874.

    Kjære Lovise!

    De kommer ikke til mig med noget skriftligt – neppe nok med noget mundtligt –, derfor vil jeg komme til Dem, som Muhamed kom til Bjerget, da det ikke vilde flytte sig til ham. Det er dog ikke just så stor Edelmodighed af mig, at jeg prøver at tø Isen op imellem os, og jeg tænker heller ikke, det lykkes mig; thi jeg er en kold Person, eller rettere, da jeg ikke er det af Naturen, en forkølet Person. En Slags Forretningssag er Grunden til, at jeg skriver, hvilket det næsten altid må være, når jeg skal skrive Brev. Men kan De nu bevare en Hemmelighed? Sagen er denne:

    I Kjøbenhavn udgår et Søndagsblad, “Illustreret Folkeblad”, hvori findes berømte og fortjente Folks Levnet. Bladets Udgiver, Michael Gjørup, ønsker Forstander Møllers Levnetsløb[8], og til at frembringe dette ønsker man min Hjælp. Nu, det kan jeg gjøre, måske bedre end de fleste andre, og jeg gjør det gjerne, da jeg sætter Møller meget højt. Men Levnetsløbet ønskes ledsaget af hans Billede, og dertil vilde jeg bede Dem hjælpe. Er der i Høve et Fotografi af ham, som De på en fin Måde kan tage og sende mig? Det måtte jo helst være det nyeste, man har, og jeg vilde gjerne have det snart. Gjør nu hvad De kan; men det må ikke vides, hvorfra Levnetsløb og Billede kommer i Folkebladet; allermindst ønsker jeg Tak derfor.

    Nyheden fra Haldager, at jeg den 27de blev Bedstefader, og De altså en Slags Moster, til 9¾ Pund Pigebarn, har De vel hørt? Magda har været meget syg, men vor Herre nænnede dog ikke at tage hende fra os denne Gang; hun var, da jeg sidst hørte derfra, “efter Omstændighederne” ret vel. På Søndag rejser min kjære Johanne fra Førsløv. Gid hun må få det bedre på Vedbygård, end hun i Sommer har haft det hos den vanvittige Neergård! Kornelia er kommen fra Herlufmagle og flytter på Søndag til Præstegården[9]. Christian kommer så hjem fra Tårnmark[10]. De vèd måske, at han skal være hos mig i Vinter og gå på Skolen. På Mandag skal han hjælpe Marie at flytte til Fuglebjerg. Moder er i Haldager. Disse ere mine ubetydelige Nyheder, som måske slet ikke ere nye for Dem.

    Hils Deres Forældre og andre i Høve! Hils også Otto, når De skriver! I længere Tid har jeg hver Dag tænkt på at skrive til ham, men det sker måske ikke, før der kommer en ydre Anledning.

    Mine Døtre, eller nogle af dem eller måske kun èn, forundrede eller forargede sig over, at jeg ikke sagde “Du” til Dem, da vi forleden vare på Staffenstrup. Jeg ved såmænd ikke, hvad jeg sagde, det var da det, der var mig naturligst; men ønsker De, at jeg siger “Du”, vil jeg gjerne, dog på to Betingelser: den første er, at De ikke må tage det ilde op, når jeg tager fejl, da jeg er så helt af Vane med at sige “Du”, at jeg endog er udsat for at sige “De” til Løjtnantens Hund Tommy (en Følge af Forkølelsen). Den anden Betingelse er, at De også vil sige “Du” til

    Deres

    Ch. Skaarup.

     

    Fra Louise

    Høve den 6/11 74.

    Længe har jeg ønsket at skrive til Dem men jeg kan lige saa godt sige det strax – jeg har ikke turdet. Og hvorfor ikke, ja fordi jeg var bange for at jeg ikke kunde skrive et saadan Brev til Dem, som De vilde synes om, og De kan jo let forstaa at jeg saa inderlig ønsker at min Ottos Fader skulde kunne holde af mig. –

    Nu har De selv, som De skriver „prøvet” paa at bryde Isen – jeg har rigtignok ikke følt mig saa kold overfor Dem, og jeg griber med begge Hænder efter den Planke De rækker mig. Og som en Begyndelse vil jeg ret meget takke Dem fordi De skrev til mig, thi jeg burde jo have skrevet til Dem for længe siden. Dernæst maa jeg sige Dem at jeg er saa glad over at De vil sige „Du” til mig, da jeg haaber, at det mere fortrolige „Du” vil hjælpe til at bryde Isen. allermindst kunde det falde mig ind at tage fortrydeligt op om De tog Feil og sagde „De” istedenfor „Du”, thi jeg vil sikkert ogsaa mange Gange begaa samme Feil. Altsaa maa jeg nu sige „Du” og jeg vil med det samme fortælle min kjere Svigerfader, for det er Du jo, ikke sandt? At jeg langtfra har seet nogen Ismand i Dig, men godt har følt, at der under den haarde Skal gjemmes en blød rig Kjerne, der kun venter paa, at Skallen skal sprænges, for at den kan vise sig i sin hele Varme og Fylde. Kunde jeg blot udtrykke mig som jeg saa gjerne vilde, saa at Du rigtig maa kunne se, at jeg er saa inderlig glad over, at Du vil prøve paa at holde af mig og jeg skal ret gjøre mig Flid for at vinde Din faderlige Kjerlighed.

    Først i Dag har jeg været saa heldig at faa fat i et Billed af Forstander Møller[11] og jeg iler med at sende det, da der vel alt er hengaaet for mange Dage. Fotografiet har jeg laant og maa derfor bede Dig sende mig det tilbage, dersom det er Dig Muligt, men det haster ikke, da Eierinden – en Bondepige – ikke reiser herfra Egnen i Vinter. Det er desværre ikke noget fiint udført Billed, men det ligner dog godt. Muligvis kunde der faaes et bedre Billed hos Fotograf Grundtvig, hvor dette nok er taget.

    Tillykke med den lille Datterdatter[12] og Gudskelov at Magda dog nu er raskere. Jeg har skrevet til hende og til min Svigermoder. Nu er altsaa Johanne og Cornelia reiste til Deres nye Hjem, gid De nu maa blive glade og tilfredse, saa glade som De kan være det blandt Fremmede. Det maa være en slem Forandring for Johanne at komme saa langt fra Hjemmet, før kunde hun dog saa hurtig svippe dertil, nu vil det vel falde Besværligt endogsaa kun en sjælden Gang at komme til sit Hjem[13]. Og Marie og Christian har holdt Flyttedag, gid de nu Alle maa blive glade og lykkelige i det nye Hjem. Fra Otto havde jeg Brev i Tirsdags, han har det rigtig godt og er rask og glad. Her i mit kjere Hjem har vi det godt og glæder os over at have Signe her og jævnligt at kunne se Johannes. Signe skulde bringe Dig og Familien en venlig Hilsen fra Frøken Buchholst{{14}}. Og nu til Slutningen en venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Lev vel og send en venlig Tanke til

    Din

    Louise Christensen

    [1]

    [2]

    [3]

    [4]

    [5]

    [6]

    [7]

    [8]

    [9]

    [10]

    [11]

    [12]

    [13]

    [14]


    1. Hun og Otto havde trolovet sig 6/7 1874, og de havde sammen besøgt Ottos forældre derefter. Steffenstrup er fejl for Staffenstrup (i Fuglebjerg)
    2. Svigerforældrenes ikke hjemmeværende døtre, Ottos søstre. Den ældste, Marie, var flyttet hjem; den yngste, Dotte, var endnu hjemme.
    3. Søsteren var Dorthe, født ca. 1817 i Øster Brønderslev. Hendes mand var lærer Christen Kousgaard Christensen, født ca. 1818. Han er måske den “gamle Kousgaard” som i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise.
    4. På Landerupgård boede Louises ældste søster, Anna, gift med Andreas Møller. Hvem er de 3 børn? Måske Anna og Andreas og deres lille datter Charlotte? Møller og Anna Møller er Andreas’ far og søster.
    5. Sognepræst i Høve og Flakkebjerg var Christian Frederik Rønne.
    6. Frederikke Kornbech, datterdatter af pastor Rønne i Høve, var født 30/8 1852 i Hemmeshøj (Sorø amt). Ved folketællingen i 1870 boede hun i Høve præstegård. Hun blev senere gift Mortensen.
    7. Svigerforældrenes søn, Ottos bror. Jeg ved ikke hvor han var i 1874.
    8. Chr. Møller (1810-90), forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg. Hans søn var gift med Louises søster Anna. Det levnedsløb Ch.S. skrev, blev trykt i Illustreret Folkeblad, nr. 333, søndag den 17. jan. 1875, uden forfatternavn, jf. det næste brev af 7.3.1875. Det nævnes ikke i Dansk biografisk Leksikons artikel om Møller.
    9. Ch.S. skriver 23/3-81: “Cornelia fik sin Udvikling i Herlufmagle Præstegård, og der var man bange for alt åndeligt Livsrøre, der ikke var meget pænt og fornemt.” Når hun her er kommet hjem fra Herlufmagle, er det måske fra præstegården. Den præstegård hun skal til søndag den 1/11, er så en anden, formodentlig Fuglebjerg.
    10. Tornemark, i Fyrendal sogn, Øster-Flakkebjerg herred.
    11. Chr. Møller, forstander på opdragelsesanstalten Flakkebjerg, var Louises søster Annas svigerfar.
    12. Magdas datter Hanne, født 27/10 1874.
    13. Dette brev fra Louise til Ch.S. er svar på hans brev til hende af 30/10-74, hvori han skriver at Johanne skulle flytte til Vedbygård. Den ligger ved Ruds Vedby, som Louise øjensynlig mener er langt fra Fuglebjerg. Eller har hun taget fejl af gårdens placering?
    14. Måske en søster til pastor Buchholtz i Vallensved, der havde været fadder for O.S.s ældste søster, Marie, i 1843. Denne identifikation er kun et gæt.