Jens Christensen (1813-92)
& Susanne Marie, født Brammer (1826-90)
og deres børn
Louises far hed Jens Christensen, han var født 25/11 1813 i Øster Brønderslev som søn af Christen Laursen (født 1780) og hustru Anne Jensdatter (født 1784). Den eneste af hans søskende der nævnes i brevene, er hans søster Dorthe, født ca. 1817 og gift med lærer Christen Kousgaard Christensen; iflg. brev af 1/9 1874 fra Louise til sin svigermoder havde hendes far da besøgt dem i Stilling skole ved Skanderborg; hendes mand er måske den “gamle Kousgaard” der i 1891 var “bunden til en Stol i en lille Stue” iflg. brev fra J.Chr. til Louise. J.Chr. tog lærereksamen i 1839 ved Snedsted seminarium med udmærkelse. Her må han have truffet Chr. P. Skaarup, som 1837-39 var huslærer hos sognepræst og seminarieforstander Brammer (den senere biskop); han efterfulgte ham i det hverv; han blev senere fadder for tre af Skaarups børn: Johanne i 1845, Cornelia i 1858 og Niels Henrik Høst i 1860.
J.Chr. var siden hjælpelærer i Ammendrup (Helsinge sogn, Frederiksborg amt) hos Johannes Frederik Christian Brammer (født 15/12 1798, død 7/2 1869, bror til den nævnte sognepræst og seminarieforstander i Snedsted), gift med Ane Lucie Knudsdatter (født 11/6 1797, død 30/4 1869). Han giftede sig 20/5 1845 med deres datter Susanne Marie Brammer (kaldt Susanne), der var født 5/2 1826 der i sognet.
J.Chr. var lærer i Hulby (Tårnborg sogn, ca. 5 km øst for Korsør), så i Kirke Stillinge (ca. 8 km nordvest for Slagelse)[1], sidst i Høve (3-4 km syd for Flakkebjerg) 1857-86.
Da han havde taget sin afsked i 1886, flyttede de til Valdemarsgade i København (3: 17/8-86). Tilsyneladende flyttede de ind til datteren Signe (3: 17/8-86), og blev boende i hendes lejlighed, da hun giftede sig igen 27/12-88 og flyttede ind til sin nye mand; i hvert fald boede de Valdemarsgade 43, stuen; breve fra J.Chr. 2: 2/2-89 og senere. Fra okt. 1889 Valdemarsgade 37 stuen (2: 9/10-89).
J.Chr.s hustru døde 28/11 1890, og han selv 16/2 1892.
Om J.C. i Høve skriver Johs. C. Jessen: V. og Ø. Flakkebjerg Herreders Skolehistorie (Slagelse 1938), s. 164f.:
1857-86. Jens Christensen, f. i Ø. Brønderslev 1813, Lærereksamen Snedsted 1839, Udmærk., Husl. hos Bisk. Brammer, Hj. i Amminderup, L. i Hulby, Stillinge, her, † i Kbh. 1892, g. 1845 Susanne Marie Brammer, Amminderup Sk., f. 1826, † i Kbh. 1890. Fra C.s Hjem fik de i Brudegave en Ko, som man trak fra Vendsyssel til Hulby Skole. Ægteparret fik 19 Børn, af hvilke 4 Døtre ægtede henholdsvis Lærer Lindholm, Kbh., Lærer Hoffmann, Viby (efter dennes Død Forfatteren Zak. Nielsen), Sognepræst Skaarup (fra Flakkebjerg), Terslev, og Forstander Møller, Landerupgaard (Søn af Møller, Flakkebjerg Institut). C. var en mild og venlig Mand, der fandt Hvile i sin Barnetro. Han havde digteriske Evner og skrev mange religiøse Digte, bl.a. et Bind Salmer (utrykt). Efterfølgende Vers (4-6 af et Digt paa 8 Vers) nedskrev han til sit yngste Barns Konfirmation i 1884:
Du ved, at under graanet Haar
mit Faderhjerte for dig slaar,
saa længe jeg kan sanse.
Men Hjertet i din Frelsers Bryst
slaar dog for dig med større Lyst,
og det kan aldrig standse.
Du ved, at i din Moders Bryst
en Lue brænder varmt og lyst,
til hun skal Øjne lukke,
dog er Gud Faders Kærlighed
langt større, som hans Børn kun ved,
og den kan ingen slukke.
O, søde Barn! grib denne Trøst,
naar helt forstummet er min Røst
og standset Moders Hjerte;
thi saa vil Gud i Jesu Navn
dig aabne huldt sin Faderfavn
og tænde Glædens Kærte.
I brevene omtales 11 børn (incl. Louise), og der er bevaret et digt af J.Chr. til et barn til. Af disse 12 blev de 6 første født i Hulby (Tårnborg sogn), de 6 sidste i Høve. Derudover fik de 7 børn der døde som små; disse nævnes ikke i det følgende:
1. Anna Susanne Juliane, kaldt Anna[2], født 6/4 1846. Gift i Høve 15/3 1872 med Andreas Møller (fulde navn: Andreas Christian Kjærulf Møller, født 2/9 1846), forstander på Landerupgård (se om brylluppet 4: 13/3-82). De blev kaldt “A og A”. Gården ligger i Vilstrup sogn, mellem Kolding og Fredericia; den var en filial af opdragelsesanstalten Flakkebjerg, hvis forstander, Chr. Møller (1810-90), var far til Andreas. Om Chr. Møller har Ch. Skårup skrevet i Illustreret Folkeblad (udg. Michael Gjørup), nr. 333, 17/1 1875, se 1.1: 6/11-74, 14/3-75; 2: 30/11-74, 7/3-75; se også 2: 24/3-81 og 8/4-81 (om sønnen Gustav) og 4: 13/3-82 og 22-23/9-90 og Dansk biografisk leksikon. Andreas’ søster, der også hed Anna, var hos dem på Landerupgård fra 7/9 1874, 1.1: 1/9-74, 19/11-75. Børn af Anna og Andreas:
1. Charlotte Sophia Møller, kaldt Charlotte, født 25/8 1873. Hun er sikkert den lille datter der er nævnt 1.1: 14/3-75; i hvert fald den lille Charlotte der nævnes 1.1: 19/11-75. Har med sin mor været nogle dage i Høve (1.1: 29/8-77). Tog imod sin mors forældre og sin fætter Holger på Fredericia banegård (4: 2/8-89). Skal være i 3 måneder hos sin moster Signe og dygtiggøre sig i sang og musik (4: 5/4-90). Skal giftes 15/3-92 efter et års forlovelse (4: 27/3-91, 18/8-91). Hun blev gift med Emil Bloch, født 17/7 1865, ejer af Fovsletgård, Ødis sogn syd for Kolding.
2. Anna Henriette, født 16/5 1876 (1.1: 26/5-76, 5/9-76). Hun døde 2/11 1880 (3: 3/5-81).
3. Maria Susanne Møller, født 25/4 1880 (3: 29/8-80). Hun skal have lærerinde (4: 5/4-90).
2. Henrikke Nielsigne, kaldt Signe eller Signelil, født 10/1 1848 (måske opkaldt efter bispinde Brammer ligesom O.S.s lillebror?). Hun havde været på Frederikskilde syd for Sorø (1.1: 18/11-78). Hun blev gift 1878 med Vilhelm Hoffmann, lærer i Viby Sjælland. Han var født 4/3 1833 og døde 5/4 1879 (1.1: 5/4-79). Hun fik en søn, som fik sin afdøde fars navn Vilhelm, men hun mistede også ham (8.2: 15/3-80, fællesbrevet 1879-80: 15/6-80, 3: 30/6-80). Ved folketællingen 1/2 1880 boede hun hos sine forældre i Høve. Hun skiftede hjem (3: 3/5-81); det var sikkert til København, hvor hun i hvert fald boede senere (3: 16/8-86). Dér boede allerede hendes bror Emil, og også hendes afdøde mands søster, Egerta Johanne Hoffmann, født 1841, der var gift med forfatteren Zakarias Nielsen (1844-1922). Hun tog sin lillebror Martin til sig en tid (3: 11/8-82). Senere flyttede også deres bror Peter og dennes familie til Kbh. Ligeså deres forældre i eftersommeren 1886, da faderen var gået af som lærer i Høve; de flyttede tilsyneladende ind til hende, jf. ovenfor. Svigerinden Egerta døde 31/3 1887; enkemanden og Signe giftede sig 27/12 1888, og hun flyttede til ham. De flyttede til en villa i Charlottenlund i marts 1889. Z.N. havde med sin første kone to døtre, en der skulle giftes 13/4 1889 (4: 2/2-89; Herstedøster skole, 4: 24/9-91), og en anden, Johanne (4: 19/8-89); Signe blev så deres stedmoder. Selv fødte hun en datter,
1. Ester Egertha Zakarias Nielsen, kaldt Ester, født 22/5 1890 (4: 22/5-90, 22/9-90, 6/4-91, 13/6-91).
På hendes fødselsdag 1902 gav Z.N. hende digtet Til min Hustru (trykt i samlingen Klokkespil, Kbh. 1902, 151ff.). Hun døde i Charlottenlund 27/2 1928. Se Dansk biografisk leksikon under Nielsen, Zakarias.
3. Lovise Marie, kaldt Lovise eller Louise, født 25/9 1849. Trolovet med O.S. 6/7 1874. Boede først hjemme i Høve. Fra 18/11 1876 (1.1: 5/10-76, 1.1: 17/11-77) til slutningen af 1878 (kort før sit bryllup) var hun hos sin kære gamle tante, der boede Wesselsgade nr. 17 1.sal, Nørrebro (1.1: 25/12-76), om sommeren i Nybro (ved Lyngby) (1.1: 29/8-77, 24/5-78, 1.1: 28/5-78). Denne “tante” var Elisabeth Louise Lerche, født Arctander (1798-1886), enke efter kammerherre, toldforvalter G. F. Henrik Lerche (1799-1871); hendes mor, Agnete Birgitte Brammer, 1767-1845, gift med amtmand over Frederiksborg amt H. N. Arctander, var faster til Louises morfar (og til biskop Brammer); Louises “tante” var således hendes morfars kusine; hun var den kammerherreinde der optræder flere gange i brevene. Louises efterfølger hos hende var Stine, der også optræder flere gange i brevene, og som Louise og Otto forgæves prøvede at få op til sig i Julianehåb.[3] – Louise blev gift med O.S. 19/1 1879. Louises tante og mange fætre modtog dem i Kbh., 1.1: 20/1-79. Se videre ovenfor under ham.
4. Johannes Frederik, kaldt Johannes, født 4/1 1851. Forlovet 25/9 1876 med Julie Rønne (1.1: 5/10-76); hun var født 23/7 1857 som datter af Ludvig Theodor Emil Rønne (1817-79), sognepræst i Ulsted ved Ålborg fra 1856 til sin død. Hun var i familie med præsterne i Magleby (ved Skelskør) og Høve, se nedenfor om familien Rønne. De blev gift 14/5 1878, han blev lærer i Kindertofte. Børn:
1. Ellen Emilie, født 18/12 1879.
2. Helga Sigrid, født 6/8 1883.
De to små piger omtales 4: 2/9-90. – De havde hans lillebror Axel hos sig; han var formentlig dér da han blev konfirmeret i 1881. De flyttede i 1884 til Lerchenborg skole i Melby, Årby sogn ved Kalundborg (3: 29/9-84). De boede øjensynlig på Årbygård, i hvert fald i 1888: her skrev hans (og L.S.s) far et digt 5/8 1888, og her blev L.S.s og O.S.s datter Margrethe født 9/10 1888. Han supplerede lærerlønnen med betalende sommergæster og med plejedrenge (4: 2/8-89, 5/4-90). I september 1891 havde hendes søster og svoger besøgt dem, og hendes onkel, sprogmanden Rønne, skulle besøge dem (4: 24/9-91).
5. Emil Theodor, kaldt Emil, født 30/1 1852. Har forretning i København (1.2: 21/8-80); adressen er Saxogade 33, iflg. brev fra ham af 28/1 1884 om navnet på den unge pige som O.S. ønskede skulle få rejse til Grønland, nemlig Julie Schröder. Gift 22/6 1881 med Anna Katrine Munch, født 26/2 1850 (3: 3/5-81, 4: 13/3-82). Hun var vist fra Bornholm (4: 18/8-91). Børn:
1. Jens Holger Munch Christensen, kaldt Holger, født 2/4 1882. Han rejste med til Landerupgård (4: 2/8-89), hjem igen 16/8 1889 for at begynde skolen igen (4: 19/8-89); han må så være kommet i skole 1888 eller måske før. Ferie på Landerupgård (4: 18/8-91).
2. Svend Olaf Munch Christensen, kaldt Svend, født 21/8 1883. J.Chr. læste med ham, og han blev optaget i Sneekloths Skole i anden klasse i 1890.
3. Aage Herman Munch Christensen, kaldt Aage, født 27/12 1884. Han skulle begynde i skolen efter sommerferien 1891, og J. Chr. læste med ham, sammen med Peters Olga.
4. Karen Elisabet Munch Christensen, kaldt Karen, født 5/10 1886 (4: 2/8-89, 2/9-90).
5. Oskar Emil Munch Christensen, kaldt Oscar, født 22/1 1889 (4: 15/2-90).
7. Gerhard Peter Brammer, kaldt Peter, født 5/12 1853 (opkaldt efter biskoppen). Er forlovet (3: 9/8-79, 3: 25/9-80). Har åbnet forretning, stedet nævnes ikke (3: 3/5-81), men det må være i Kalundborg. I hvert fald var han købmand i Kalundborg da han blev gift 4/8 1882 med Antoinette Bernhardine de Leschky; hun var født i Kalundborg 1/12 1859 som datter af en sadelmager og hans kone, hun var guddatter af Madam Dahl i Kalundborg (4: 17/12-89). De bor i nærheden af Lerchenborg skole (3: 29/9-84). Børn:
1. Hjalmar de Leschky Christensen, født 12/9 1883 (jf. at der ventes storkebesøg i Kalundborg iflg. 3: 2/8-83). Han døde af difteritis i aug. eller sept. 1889 (4: 19/9-89).
2. Olga Christensen, født 7/5 1885. Hun skulle begynde i skolen efter sommerferien 1891, og J.Chr. læste med hende, sammen med Emils Aage.
3. Viggo Christian de Leschky Christensen, født 1/11 1886. Olga og Viggo omtales 4: 9/10-89.
4. Et barn, født 10/10 1888 (4: 9/10-89). Måske det barn der døde, hvorefter moderen blev mere elskværdig (4: 2/2-89).
5. Emil Gustav de Leschky Christensen, født 12/9 1890. Omtales 4: 22/9-90.
6. Alfred Gerhard de Leschky Christensen, født 27/7 1893 (efter J.Chr.s død).
De er tyet til København (3: 17/8-86). Antoinette har været syg; Peter får ny butik (4: 14/5-89).
Som sagt er de foregående født i Hulby, de følgende i Høve.
11. Helga Eleonora, født 15/3 1859, død allerede 6/3 1867. Hun er den Helga Nora, som hendes far har skrevet et lille digt til, se 4a.
14. Rigmor Theodora, kaldt Rigmor, født 12/2 1865. Konfirmeret 20/4 1879 (3: 15/4-79, 24/4-79). Får gave (3: 10/8-81). Hos søsteren Anna på Landerupgård (3: 2/10-83). Hun blev gift 14/7 1886 med lærer Peter William Lindholm, Kbh., der var født 22/5 1856 (3: 17/8-86, 4: 22/5-90). Allerede i 1884 skulle han læse et brev (3: 28/2-84). Børn:
1. Oskar Lindholm, født 15/12 1887 (4: 14/5-89, 5/7-89, 17/12-89, 20/9-89, 2/9-90, 6/4-91).
2. Helga Athalie Lindholm, kaldt Helga, født 28/1 1890, døbt skærtorsdag 1890 (4: 5/4-90, 6/4-91).
De boede Amagerbrogade 60, 3.sal (4: 21/12-91).
16. Axel Herluf, kaldt Axel, født 13/6 1867. Var hos sin bror Johannes og dennes kone Julie (3: 23/6-79, 5/7-79, 30/3-81; 4: 13/3-82). Dér var han sikkert da han blev konfirmeret i 1881. Han får konfirmationsgave (3: 10/8-81). Har skiftende pladser. Tænker på at rejse til Amerika i februar 1892 (4: 21/1-92); han ses dog ikke på Udvandrerarkivet.
17. Cornelia, kaldt Corna, født 27/1 1869, tvilling med Martin. Får grønlandsk dukke (3: 10/8-81). Må afbryde undervisning (3: 11/8-82). Blev konfirmeret i Høve 20/4 1884, jf. 3: 5/9-84. Var hos sine forældre (3: 29/9-84). Tog højere handelseksamen og kom på kontor. Forlovet 22/10 1889 med en lærer Møller (4: 29/10-89), men forlovelsen gik snart over styr (4: 15/2-90). Hun blev gift 17/5 1896 med P. A. Kruuse; ægteskabet senere opløst. Et af deres børn var litteraten Jens Kruuse, se dennes bog Min lykkelige barndom. Hun døde i 1962. Hun var jo min fars moster; jeg husker hende som “bedstemoster”.
18. Martin, født 27/1 1869, tvilling med Cornelia. Blev plejesøn hos sin morbror, boghandler Frederik Christian Brammer, og dennes hustru, Signe Petrine, født Avernak, i Holbæk (se nedenfor om dem); de kaldes “Onkel og Tante” (3: 21/7-79, 30/3-81; 4: 13/3-82); dér var han ved folketællingen i 1880. Flyttede til sin søster Signe, blev optaget i skole (4: 13/3-82; 3: 11/8-82). Dér var han sikkert da han blev konfirmeret, formodentlig i 1883 eller 1884. Han tog præliminæreksamen 1885 (1.3: 10/3-85). Var hos apoteker Mygdal i Søthorup (pr. Haslev station, 3: 24/3-87, ca. 3 km sydøst for Haslev, nu skrives Sø Torup), blev forlovet med en af husets døtre, Mariane (4: 22/5-90, 22/9-90, 27/3-91). Exam.pharm. i juni 1890. Kom derefter til Kalundborg Apotek (4: 22/5-90, 3/9-90), men til Kbh. 2/1-91 (4: 3/1+4/2-91). Holdt jul i Søthorup (4: 21/12-91). Onklen og tanten i Holbæk betalte for hans bøger, manuduktioner og eksamensudgifter (4: 3/1-91). Cand.pharm. i juli 1892. Cornelias søn Jens Kruuse beskriver ham som “den rare onkel i Svendborg, som vi elskede” (Min lykkelige barndom, s. 57). Han døde 8/2 1960.
19. Oluf Harald (eller Harald Oluf), kaldt Harald, født 6/3 1871. Får gave (3: 10/8-81). Hans konfirmation er ikke fundet i Høves kirkebog; var han i pleje andetsteds? Iflg. kommentaren til sangen ovenfor, blev han konfirmeret i 1884; det er ikke sandsynligt (er det forkert at han blev konfirmeret i 1884, eller at sangen er til det yngste barn?). Forlovet (4: 21/1-92). Gift 2/9 1894 med Martha Mariane Agnete Sønderup. Han var manufakturhandler i København.
- I Stillinge var hans senere svigersøn Zakarias Nielsen blandt hans elever. Dennes biograf, Karl Christensen (som ikke er i familie med Jens Christensen), skriver: “Da I. O. Storm døde, fik han til Eftermand, Lærer Jens Christensen, der var noget af en Digter, et fint, drømmende Gemyt, stærkt paavirket af Grundtvig, som her for første Gang traadte Zakarias Nielsen i Møde. En af de første Handlinger, Lærer Christensen foretog sig i sin nye Virksomhed, var at ombytte Balles frygtindgydende Lærebog med Balslevs, hvad der paa den lille Smedesøn virkede som en sjælelig Befrielse; han havde følt sig saa kuet af de lange, ørkesløse Ramser, at Befrielsen gav hans Barneaand Spillerum og Glæde.” Karl Christensen, Zakarias Nielsen, Linier til et Portræt, Kbh. 1915, s. 19. – At afskaffe Balles Lærebog havde han nok lært på seminariet, jf. 2: 24/3-81.↵
- Anna hedder også broderen Emils kone.↵
- Hvis hun var den tjenestepige der var hos kammerherreinden ved folketællingen i 1880, hed hun Petrea Severine Christine Larsdatter/Larsen og var født 17/4 1839 som datter af hjulmand (senere købmand) Lars Olsen og hustru i Buddinge, Gladsakse sogn. Om tanten og Stine, se L.S. 17/8-80 (her omtales tanten mere kritisk).↵