Boas, fanger
Breve 26/8-79, 12+17+20/1-81. Formodentlig den Boas der var født 15/8 1854 og gift i 1876 med Kirsten, født 22/4 1855. De mistede børn i 1878 og 1879 (iflg. fællesbrevet under 26/8-79), og fik ikke flere. Hun var brystsyg og døde natten mellem 17. og 18. jan. 1881 og blev begravet 20/1 1881. Han var måske den fanger der havde været kateketlærling, og som i Johan Dahls sted spillede orgel ved gudstjenesten 11/6 1882. Han giftede sig igen ugedagen efter, 18/6 1882, med Benigne, født 21/9 1845, som i 1880 havde boet i samme hus som Boas og hans kone. I 1886 var han fanger og forstander, og de havde en søn, Hans Johannes Johan, født 16/4 1884.
Cathrine, roerske
Fællesbrevet 1879-80: 28/8-79. Hun var måske født 9/1 1859 og tjenerinde i 1880. Eller født ?/10 1840, enke i 1880.
Rahab Judithe Elisabeth og Peter Simon, fanger
Fællesbrevet 1879-80: 1/2-80. Rahab født 9/5 1844. Peter Simon, fanger, født 19/1 1841. Rahab og Peter var gift 22/8 1864 og boede vest for elven, altså ikke langt fra præsteboligen. I vinteren 79-80 levede de af tiggeri. Bl.a. opsøgte hun O.S. 5/2 1880 uden sin anorak, som hun sagde hendes mand havde tilintetgjort, men det var løgn. Senere den vinter rev de alt i huset værende træmateriale ned og brugte det som brændsel. Forstanderskabet flyttede derfor familien 24/5 1880 til Narssaĸ distrikt, forsynet med træmateriale til opførelsen af et hus. Forældrene og to af deres fem børn døde af forrådnet sælhundekød i slutningen af august 1880, optegnelserne 1880-82: 27/8-80. De to børn der døde var en datter, født 22/10 1865, og en søn, født 29/7 1871. De tre overlevende blev plejebørn i to fangerfamilier i Narssaĸ distrikt: Karoline, født 20/5 1868, kom til Igdlumiut, og Talitha, født 13/5 1874, og Jørgen, født 22/8 1877, til Niaĸornaĸ.
Augusta
Født 18/9 1846, som har ord for at leve et temmelig ryggesløst liv, har fået to børn, David, født 4/9 1874, og Juliane, født 22/4 1880. Som barnefader til det første udlagde hun enkemand, kolonist Iver Saul Therkild (Kleist, født 20/11 1845). Som barnefader til det andet udlagde hun den samme kolonist, men denne gang nægtede han, og kirkebogens optegnelse herom er slettet (han havde giftet sig anden gang 1/11 1874). – Hun havde i sommeren 1879 været på sommerfangst med fangeren Enok (som ikke udlægges som barnefader); han var sikkert den Enok der var født 19/5 1847. O.S. omtaler sagen i Dagbog 1879-80.
Denne Enok var sikkert ham der døde 17/12 1884 og blev jordfæstet 20/12, “en af de bedste og mest afholdte fangere her ved stedet”, iflg. O.S.s Dagbog.
Abraham
Blev gift 20/9 1880 med en datter af kateketen Josva Petersen i Arsuk, optegnelserne 1880-82: 19+20/9-80. Han var født 20/3 1845, var kolonist. Hun hed Jakobine og var født 22/3 1859.
Andr. H.
Fik lidt klæder på missionens regning, optegnelserne 1880-82: 1/11-80. Ikke identificeret. Er hun den Marie Andrea Susanne Gjertrud Hagen, enke, født 11/9 1844, der anføres sammen med sin datter på designationen 1876, men ikke 1880 eller 1886?
Markus, fanger
Født 5/10 1845, blev i 1881 kateket på ĸarmat.
Benjamin
Var 23/1 1881 begyndt at arbejde på missionens konebåd. Han var måske den gamle fanger der var født 6/1 1817.
Levi
Roede 3/7 1881 til Igaliko, hvor O.S. var, og meldte ham datteren Elses fødsel, fællesbrevet 1880-81: 2/7-81. Han var sikkert født 13/3 1849, fanger, bror til den Adolf der tjente hos O.S. som gededreng, senere kok.
Konkordia
Død 29/1 1881, 22 år, og begravet 2/2 (optegnelserne 1880-82). Fulde navn: Juliane Konkordia Bibia Ingeborg. Født 2/12 1858.
Cecilie
Død 27/2 1882, 24 år, og begravet 3/3 (optegnelserne 1880-82). Fulde navn: Nikoline Cecilie Kathrine. Født 5/9 1857, gift 26/10 1880 med fiskeren Thor Frederik Jens.
Ane Marie
Død 2/3 1882, 41 år, og begravet 5/3 (optegnelserne 1880-82). Fulde navn: Else Ulrikka Ane Marie. Født 8/3 1841.