1877

[Fra Louise]

Nybro 29/8 77.

Min kære svigermoder!

Til lykke og Guds fred i det nye år! Gjerne vilde jeg have været hos Dig på søndag, men det hører jo til umulighederne, så jeg får nøies med at sende Dig en rigtig kærlig tanke, og det må Du tro, jeg gjør. Jeg tænker I holder et lille gilde på søndag, svigerfader kommer da hjem, hils ham så kærligt fra mig – og flere af børnene måske Peer, der ikke har været hjemme så længe, ham må Du så også hilse rigtig venligt fra mig og sig ham at det gjorde mig ondt at jeg ikke fik ham at se i sommerferien.

Ja, den sommerferie, det var en deilig tid, men den løb altfor hurtig og det var så trist og tomt at komme her tilbage og sidde stille inden døre fra morgen til aften hos den gamle tante. Og dog vilde jeg ikke have bleven tilbage, ti jeg havde jo min Otto, det bedste jeg ejer i verden med mig; derfor er jeg så glad og sèr tillidsfuldt vinteren imøde, den vil nok gå godt, de lyse dage skal bøde på de mørke. Vi tænker at reise ind til byen en af de første dage i næste uge, her bliver altfor koldt for tante og hun kan ikke lide de mørke aftener herude, tilmed da vi ingen lampe har med os. –

For nogle dage siden havde jeg brev hjemmefra, de havde det godt alle og havde havt Anna og lille Charlotte hjemme i nogle dage, men af den grund kom fader og moder især moder meget tidligere hjem end bestemmelsen var.

Kære lille svigermoder! der følger en æske med disse linier, men du må ikke tro det er nogen fødselsdagsgave, Du vèd jo at jeg ikke er overlæsset med penge, det der er i æsken er blot et ganske lille „Ønske” som Johanne tilfældig kom til at nævne en dag hun vadskede op, og som jeg bed fast i hukommelsen, da jeg synes det var morsomt om jeg kunde opfylde det lille ønske. Men vær forsigtig, „ønsket” er meget skørt.

Nu en kærlig hilsen til hver især i hele familien og så farvel med ønsket om en rigtig velsignet, glad dag på søndag.

Din kærlige datter

Louise

[Fra Otto]

Kbhv. 22/10 77.

Mine kære forældre!

I aften for otte dage siden var jeg sammen med jer, og mine tanker har været det næsten lige siden. Det var mig i mange henseender en glædelig lille hjemrejse: jeg fik jo klart at se, hvor stor pris I sætter på at have mig i nærheden. Jeg kan derfor ikke andet end bringe Jer alle, hver især, min hjærteligste tak for, hvad jeg hörte og så de to dage! Jeg har opsat indtil nu at skrive, fordi jeg ikke har kunnet skrive væsentligt andet, end hvad jeg sagde. Og dog har jeg hele tiden længtes efter atter at udveksle tankerne med jer, har fölt trang til, at I skulde se lidt mildere på, hvad der fylder mit sind.1 Men hvorledes skal jeg opnå dette? Jeg formår ikke at fremföre bedre grunde for mit forehavende end dem, vi alt har omtalt, og de er jo ingenlunde overbevisende, som vi så. I en sag som denne, der hel og holden tilhörer fremtiden, kan den ene mening være lige så berettiget som den anden og tvinges ej tilbage. Naturligvis var jeg, da jeg tog hjem til eder, intet öjeblik i tvivl om, at I jo med meget blandede fölelser vilde höre på mig, og jeg kunde ikke önske det anderledes. Men jeg håbede også, at fölelserne vilde blive „blandede”, sorg og glæde i hinanden. Dette håb så jeg ikke rigtig opfyldt hos Dig, kære fader! jeg så slet ingen glæde. Det gjorde mig ondt, og det undrede mig. Vel sandt, sagen kom uventet over Dig, og tiden var kort til at sunde sig på den, men jeg syntes dog, den måtte være lang nok til at se, at det ikke var en utidig gnavenhed over forholdene her hjemme eller, som Du ytrede, en ukærlig lyst til at frigöre sig for alle slægtsbånd, der havde fremkaldt i mig tanken om at gå så langt bort. (Jeg takker Dig for resten hjærteligt, fordi Du så mildt og så åbent udtalte Dig for mig tirsdag aften.) Vi må dog huske, det er ingen lystrejse, og at det må stå klart for mig, at jeg dèr vil föle mange savn, som jeg her kunde undgå, samt at et meget besværligt arbejde venter mig. Det være langt fra mig at stille dette op som nogen stor gærning, som om jeg bragte et offer eller lignende – tværtimod jeg venter mig jo des större glæde af mit arbejde, tror i det hele i al fald nogle år at kunne leve et lykkeligere liv der end her, ja derfor er det jo, jeg vil derop. Altså i den forstand er det ingen byrde jeg påtager mig, jeg opofrer mig ingenlunde for Grönlænderne; jeg går kun det sted hen, hvor jeg venter mest velsignelse af at virke og altså mest glæde af at leve, og dette sted er hos de stakkels Grönlændere, som så få vil gå til, og som derfor bedre vil kunne lade sig nöje med, hvad jeg bringer dem end forhörte ören2 her hjemme. Men trods dette, at jeg venter mig glæde deroppe, er det dog ingen lystrejse. Et menneske siger ikke farvel til sin hele slægt og alle sine venner og påtager sig et fremmed lands savn og sprogs vanskeligheder for en fortrædelig grilles skyld, og navnlig förer han ikke uden alvorlig grund det menneske, som han har kærest af alle, med sig til alt dette. Det synes mig snart må indrömmes, at der er alvor i sagen, og det en alvor, som må respecteres, enten den så grunder sig på et fejlsyn eller ikke. Vilde jeg atter fremstille for mig selv de grunde, der drager mig did op, da er det jo disse to navnlig: håbet om at kunne virke mere til velsignelse og lettere at kunne få en tilfredsstillende frugt af mit arbejde at se dèr end her, samt fölelsen af det ansvar, den danske kirke har overfor disse mennesker, der endnu ikke har nået udvikling nok til at sörge for sig selv i åndelig henseende. Hvis nu disse to grunde er sande, da mener jeg også, de er tilstrækkelig gyldige. Og de er sande, jeg har ikke den personlige begavelse og modenhed, som kræves for at hævde sig en plads i nuværende danske forhold, det daglige politiske vrövl og conveniensens utallige fordringer vil röve mig så meget af min ro og mit håb under arbejdet, at jeg enten, som de fleste præster, bliver slöv, lader fem være lige og mener at præsten har gjort sin gærning for ugen, når han går ned ad prædikestolen om söndagen, eller bliver fristet til at löbe fra den gærning og söge en anden friere stilling. Var jeg en Skat Rördam eller havde spirer i mig, der kunde blive som han, da var sagen en anden, han rager op over sin omgivelse og kan tage de uredte töjler i sin hånd og lede i al fald en del af mængden. Men nu er jeg ikke det, jeg bliver borte blandt mængden her, vil jeg derfor i nogen sag være lærer og leder, da må jeg gå til de små, overfor hvem jeg vil kunne have mere myndighed, og sådanne små er Grönlænderne. – Med hensyn til den anden grund, vor forpligtelse til at hjælpe der oppe, mener jeg ikke der kan være tvivl; landet står under vor regering, vi nyder frugterne af det, selvfölgelig bör vi også dele vort gode med dem.

At det vil blive mig en svær afsked – ja sværere for mig, der rejser og skal sige farvel til så mange, end for nogen enkelt tilbageblivende – og at jeg vil komme til at græde mine modige tårer ved for så lang tid at rive mig lös fra min slægt, fra alt hvad der hidtil har glædet mig, ja fra mit födeland – det tænker jeg godt på, men dog hellere gribe en håbefuld gærning an i et fremmed land end blive en kludrer i sit eget. Og dertil kommer, at det er min tro, at hvis Vorherre ser, vi har godt af at mödes igen her i livet, da vil han på begge sider lade os leve, og om han nu i sin nåde mager det så, da vil vi sikkerlig til den tid erkende, at også adskillelsen har bragt sin velsignelse. – Men jeg vil ikke tale mere herom, jeg beder Gud, hvis han har udset mig til et redskab der i det fremmede land, at han da ikke vil göre mig vejen sværere end jeg kan evne at gå den, og navnlig da ikke göre mig den sværere ved, at jeg skal gå uden mine forældres og söskendes fulde bifald. Ja Gud velsigne os alle og böje vore hjærter i sin hånd, så de kan blive skikkede boliger for hans helligånd!

Gör mig nu den glæde, kære fader! rigtig snart at skrive til mig, jeg trænger dertil og længes derefter. Hils dem hjærteligt hjemme alle og bed også dem skrive. Louise beder mig hilse kærligt, hun fik igår et langt brev fra sin fader. Sören og Knuht3 hilser også. Lev nu vel og glæd mig med at skrive!

Eders sön

Otto.

Høve Skole 22 Octbr 1877.

Kjære Lovise!

Hvad jeg denne Gang skal skrive til Dig, mit søde Barn, veed jeg ikke; thi Ottos Ønske om at reise til Grønland som sagt kom mig i høieste Grad uventet.

At forlade Fader og Moder, Søster og Broder, Slægt og Venner for Jesu Skyld er virkelig et Guds Barns Pligt, naar Herren kalder, og derfor tør jeg heller ikke sige til Otto og Dig: bliv endelig hjemme, kjære Børn, og forlad ikke eders gamle Forældre og kjærlige Søskende! Og dog kunde jeg fristes til at sige saaledes; thi der er kun liden Sandsynlighed for at vi fire Gamle nogensinde fik eder at see mere her paa denne Jord. Der er desuden ogsaa andet, som taler mod Reisen, og da især din Helbreds­stand. Det er en lang og besværlig Reise op til Grønland, og der er Klimaet, om end ikke usundt saa dog meget koldt; men det er et Spørgsmaal, om Du kan taale en saadan stræng Kulde. Et andet Spørgsmaal er, om Du ikke vil komme til at længes alt for meget. Otto vil jo komme til at gjøre lange Reiser, fulde af Farer og Besværlig­heder. Naar Du saa sad hjemme – og det vilde Du af letforklarlige Grunde som oftest komme til – vilde Du vistnok komme til at ængste Dig saare meget for Din Otto, komme til at tænke med dobbelt Længsel paa dem, Du havde forladt, og saa komme til at sige: gid vi dog vare blevne nede i vort kjære Danmark hos dem, der have os saa inderlig kjær! Sygdom kan gjæste Folk i Grønland saavelsom i Danmark; men hist staaer man da gjerne mellem Fremmede, her kan man da undertiden have sine Egne om sig. – Og nu Otto! Er han stærk nok til at udholde milelange Reiser i den stærkeste Kulde, og er han ikke bange for at blive træt, inden han faaer lært det grønlandske Sprog, som vist er meget svært? – Der kunde være mange flere Ting at skrive imod Sagen; men med det Anførte vil jeg denne Gang lade det være nok. Jeg vil derimod se Sagen fra en anden Side. Det vilde blive en stor Glæde for Otto, om han ved Guds Naade maatte vinde de stakkels Grønlændere for Guds Rige, bringe noget Lys ind i deres Mørke og Varme i deres Kulde. At det ogsaa vilde glæde Dig saare meget, om Du ved Guds Naade kunde blive ham en trofast Støtte under Gjerningen, er jeg aldeles vis paa. Jeg veed desuden, at Guds Himmel hvælver sig over Grønland saa vel som over Danmark, at hans Engle stige ned over hans Børn der som her, at Naadens Dør der som her skal oplades for dem, som ville gaa ind ad den, og den Tjener som vor Herre vil bruge til at pege paa den, ikke tør sige: jeg vil intet have dermed at gjøre. – Der kunde endnu være overmaade meget at skrive, naar jeg skulde komme med alt, hvad jeg kunde have at sige om denne Sag; men med det Anførte maa det nu være nok, i det mindste for denne Gang.

Føler Otto nu en uimodstaaelig Drift til at være grønlandsk Præst, og voxer denne Drift istedetfor at aftage, saa tør jeg ikke være med iblandt dem, som ville holde ham tilbage, hvor meget det end vilde smerte mig at see eder forlade os, til hvis Hjerter I ere knyttede med de stærkeste Baand. Men dersom den vaagnede Lyst skulde kjølnes, da vilde jeg raade til at blive herhjemme; thi føler man sig ikke ligefrem kaldet til at betræde de fremmede tornefulde Stier, saa skal man ikke vove sig dertil. Tornene vilde ellers stikke alt for haardt.

Det eneste bestemte Raad, jeg tør give, bliver ifølge det, jeg har skrevet, kun dette: see Tiden an lidt endnu! lad Otto endnu i nogen Tid prøve sig under Bøn og Paakaldelse for Guds Aasyn! Hermed være begge I kjære Børn anbefalede Guds Barmhjertighed. Hans Engle ledsage eder og hans Aand fylde eders Hjerter! Tusind Hilsener til eder fra os alle.

Din Fader.

[Fra Otto]

Ehl^s coll. 5/11 77.

Mine kære forældre!

Jeg vèd, at vore tanker har mödtes mange gange i denne tid, og da også i den uge, siden jeg fik brev hjemme fra. Dette brev takker jeg meget for, kære moder og Johanne! det måtte ved sin kærlighed glæde mig, om der end også var det, som jeg ikke lige frem kunde blive glad over. Angående min sag4, som naturligvis er det, der sysselsætter mine tanker såvel som eders, når de er hos mig, da kan jeg intet nyt sige. Tanken vokser mere og mere sammen med mig selv, og det vilde ikke være godt for mig at slippe den. Jeg har skrevet til ministeriet derom men endnu ikke fået svar. Altså er jeg endnu i dette öjeblik ikke ved noget ydre bånd bundet til min bestemmelse, men des stærkere derimod ved bånd af en anden art, som jeg ikke med frelst samvittighed evner at bryde. Jeg havde håbet at få et brev fra fader, det er endnu ikke kommet, men jeg har heller ikke endnu opgivet håbet. Det var min agt at tale mere om denne sag i mit brev i aften, men jeg vil det ikke; jeg overlader til Vorherre at före min sag, hvis den tillige er hans, således, at den bliver til glæde for mig og alle mine, og i modsat fald at hindre den. Ja han velsigne os alle!

Fra Louise skal jeg hilse mange gange, hun er rask og har i denne tid travlt med at sy skjorter til mig. Ligeledes bad Sören mig hilse. Jeg har nu begyndt at læse Tydsk med Valdemar Skaarup5, han er et flinkt ungt menneske, som det er rart at have med at göre. Naturligvis bevæger han sig lidt tungt i Tydsken, men det går dog bedre, end jeg straks ventede. Vi læser to eller tre gange om ugen, som hans tid er til.

På lördag er jeg buden til Ludvig Barfods bryllup6. Egentligt var jeg helst fri for et sådant selskab, men da jeg holder så meget af ham, og der kommer mange, som jeg sætter pris på, har jeg besluttet ikke at blive gnaven over brudetoiletterne, og meldt, at jeg kommer.

Idag hos fru Neergaard så jeg Mine7. Hun så overordentlig glad ud og smilede hver gang, jeg så på hende. Man syntes også godt om hende der ude. –

Til Höve har jeg endnu ikke skrevet, siden jeg var derude, det er en skam, og jeg må snart have det gjort, de tog dog så venligt mod mig den dag!

Fru Withusen8 er nu flyttet herind, jeg var hos hende igår til frokost. Hun talte da også med mig om mine planer og sagde blandt andet: „Jeg tror, det vil være godt for Dem at komme derop og leve ene med Deres hustru, og navnligt vil De have godt af at komme til at savne omgang med flere mennesker en tid, for så vil De, når De kommer her ned igen, omfatte Deres medmennesker med större kærlighed, end De nu gör.” Har hun ret, at jeg har for lidt kærlighed til mennesker i almindelighed?

Nu nærmer julen sig allerede, og, skönt jeg synes, jeg bruger min tid godt, når jeg næppe at få læst så meget, som jeg havde foresat mig. Men når får man vel fuldfört helt sine forsætter? Det får jeg i al fald sjældent, jeg må al tid slå en del af på den ene eller den anden måde. – Nu kommer Knuht, og vi skal læse kirkehistorie; derfor god nat og Guds fred med jer alle!

Eders Otto.

[Fra Otto]

Ehlers coll. 17/11 77.

Kære forældre!

Hjærtelig tak for de breve, jeg igen har fået fra hjemmet! Endnu er der ingen endelig bestemmelse sket med mig; forleden talte jeg med departementschefen, som har den sag i sin hånd, og han sagde mig, at han ikke kunde svare mig för den sidste i denne måned. Sålænge altså må sagerne stå i samme stilling som nu. Jeg har ellers haft megen glæde hidtil af min plan: foruden de gentagne breve hjemme fra har jeg også fået et prægtigt lille brev fra Kornelia, som glædede mig meget. Hvis jeg kan nå det i aften, skriver jeg også lidt til hende. Fra Louise skal jeg hilse og takke for de mange hilsener til hende. Imorgen er det et år, siden hun kom her ind, og det har været et godt år for os i mange henseender. Hun er, Gud ske lov! stadig rask, så rask, som jeg i fjor vinter ikke turde vente, hun skulde blive i år. Det går hende med skriveriet til Fuglebjerg som mig overfor Höve: jeg har endnu ikke skrevet dertil. Men nu gör jeg det snart, antager jeg, ti jeg tænker noget på at prædike en af juledagene i Höve og Flakkebjerg, og bestemmer jeg mig til det, må jeg jo da i al fald skrive til pastor Carlsen. – Sören Nielsen er hjemme9 i disse dage, fader i det mindste træffer ham nok. –

Idag otte dage var jeg altså til Ludvig Barfods bryllup, og jeg var meget glad ved det. Med de gamle Barfods10 fik jeg næsten ikke talt; de var glade, de brave gamle, skönt de vist mangen gang måtte mindes sidste gang, de var til et barns bryllup, og skönt nu reden der hjemme er helt tom. Pastor Prip11 fra Svendborg forrettede vielsen, det var en kærnekarl af en præst at höre på; han har også været så venlig mod Ludvig under hele hans ophold i Svendborg. De unge tog ind på et hotel for næste morgen derfra at afgå med toget. Kl. 10¾ kom jeg her hjem og var rigtig glad, fordi jeg havde været der, langt gladere end jeg havde ventet at blive.

Valdemar Skaarup gik fra mig for en times tid siden, han kommer nok til Fuglebjerg i julen, mente han; han får 14 dages ferie. Min ferie bliver derimod kun kort, nu er der kun et halvt år til examen. Hvis jeg skal prædike, har jeg tænkt, da præsterne jo helst vil have det anden helligdag, at blive her og först tage ud juledag og så holde ferie til anden eller tredie nyårsdag. Men der er jo mere end en måned til, så det er for tidligt at tage bestemmelser. –

Fra Mine skal jeg hilse, hun ler fremdeles over hele ansigtet og siger, hun befinder sig vel derude.

Så farvel for i aften, kære forældre! gid dette brev i morgen må træffe jer alle samlede og glade i det kære hjem i Fuglebjerg!

Eders sön

Otto Skårup

[Fra Otto]

Ehl^s coll. 2/12 77.

Kære forældre!

I længes, kan jeg tænke, efter at höre om ministeriets svar. Jeg husker ikke, om jeg tidligere har fortalt om indholdet af min skrivelse til ministriet. På Jonquières^s råd12 indgav jeg en forespörgsel, i hvilken jeg æskede svar på, om ministeriet vilde love mig ansættelse i Sydgrönland i et af de ledigværende embeder, og om i så fald communitets­stipendiet straks vilde blive mig tilstået, idet jeg samtidig tilkendegav, at jeg under de to betingelser vilde söge ansættelse ved den grönlandske mission, hvorimod jeg ellers, i det mindste ikke för min examen, vilde göre det. Jeg mente nu, at, da der står to ansættelser ledige i Sydgrl., ministeriet hellere end at lade dem henstå ubesatte vilde gå ind på dette, men jeg fik igår, da jeg talte med Jonquières, det svar, at det var imod al praxis; ministeriet plejede at sende sine missionærer, hvorhen det vilde, og forflytte dem, som det vilde, så han kunde i det mindste nu intet love mig, men han skulde göre for mig, hvad han kunde, de vilde så nödigt gå glip af mig o.s.v., og hvis sagen ændredes fra ministeriets side, skulde jeg få det at vide. –

Således er der forlöbig fra den side, jeg mindst ventede det, kommet en slæde i vejen; om det bliver anderledes, når de ser, at jeg fastholder min bestemmelse, kan jeg ingen mening have om, det må tiden vise. Men det gör mig ondt, at jeg ikke kan få sagen klaret nu, jeg har været så glad ved den tanke, siden den opkom hos mig. Og det vil blive mig vanskeligt helt at opgive den, hvis det bliver nödvendigt – dog er der jo al tid den udvej at overgive sig på nåde og unåde – men bliver det nödvendigt, så fortryder jeg dog ikke, at jeg har tænkt derpå, ti jeg har haft så megen glæde og gavn deraf, og så må andre bære ansvaret for, at det ikke sker. Nu: jeg tror, sagen kom fra Vorherre, jeg anbefaler den til ham og beder ham bringe en god ende på den; kanske han ser, jeg ikke er god nok eller ikke skikket nok til den gærning.

Det er nu bestemt, at jeg skal prædike i Höve og Flakkebj. anden juledag. Måske kommer jeg dog inden julen – om söndagen f. ex. – da jeg foretrækker det fremfor at være hjemme ved nyår, ti kommer jeg för, tager jeg nok her tilbage lige för nyår. –

Kærlig hilsen fra Louise og

Otto.

Jeg finder en gammel convolut, den bruger jeg.