≡ Menu

Fabrikbestyrer Binder

Bredgade 36, 2. sal til venstre, København. Binders var blandt dem der tog imod O. og L. da de kom til København efter brylluppet i jan. 1879, og de gav dem to yndige røde uldne tæpper i bryllupsgave. De to familier sås flere gange i månederne indtil afrejsen til Grønland. Mens O. og L. var i Grønland, besørgede Binder deres pengesager. Binders omtales i mange breve til O.S.s hjem og var blandt modtagerne af fællesbrevet 1879-80 og skulle også låne det næste fællesbrev, og O.S.s far besøgte Binders i 1882. – O.S. og L.S. havde således et nært forhold til ham og hans kone; det vides ikke hvordan de havde lært hinanden at kende. – Også O.S.s ven Theodor Knuhtsen kendte Binders og nævner dem flere gange i sine breve til O.S. – Ved folketællingen i 1880 var fabrikmester Johan L. Binder 44 år, født i Hørsholm sogn; hans kone, Martine Christiane Binder, var 32 år, født i Maribo sogn; de havde to sønner på 7 og 6 år og en tjenestepige.