1887-92: Edvard Ægidius Lützen (1857-1936), søn af førstelærer A. C. Lützen i Tórshavn. Han var missionær i Godthåb 1883-84, i Frederikshåb 1884-87 (efter O.S.), i Julianehåb 1887-92 (også efter O.S.), sognepræst i Lyngby-Albøge (Djursland) 1893-1924. O.S. har i et brev til grevinden omtalt ham rosende, bl.a. for hans færdighed i grønlandsk sprog, jf. 7: 11/3-86.
Det fremgår af O.S.s fællesbrev 1879-80 under september 1880, at de brugte den have som hørte til den gamle missionærbolig og lå længere nede ad skråningen end deres egen bolig, og det fremgår af 3: 25/3-84, at de brugte den stald og det kulrum som hørte til den gamle missionærbolig (se fotografier i Schultz-Lorentzen & Vadstrup, s. 36 og 55), og som O.S. havde fået lavet i stand i efteråret 1881 (1.2: 29/1-82). De havde altså endnu ikke fået en stald oppe ved deres egen bolig. Dette synes dog at modsiges af Andreas Kornerups akvarel fra 1876, gengivet i Schultz-Lorentzen & Vadstrup, s. 58. Men stalden og udhuset ses ikke på et fotografi fra mellem 1892 og 1895, gengivet i Schultz-Lorentzen & Vadstrup, s. 53. I 1980-erne blev skråningen skåret over til anlæggelse af Ny Vestervej dér hvor den gamle missionærbolig og dens have og dens stald havde ligget.
Boligen blev ombygget i 1881 (beskrevet i 1.2 og 3, med ny plantegning). Schultz-Lorentzen & Vadstrup, s. 53, skriver: “Omkring århundredeskiftet blev præsteboligen, som næsten alle andre institutionsbygninger, beklædt med spåner og der blev opført en lille udbygning på sydgavlen. Vinduerne fik ved samme lejlighed skodder.” Det var dog allerede i 1881 at bislaget på syd(øst)gavlen blev opført. I 1888 skulle iflg. brev fra ministeriet til pastor Lützen “Tagene paa Missionærboligen med Bislag og Skur samt paa den dertilhørende Stald blive beklædte med Tagspaan”. På det ovennævnte fotografi taget mellem 1892 og 1895 ses både tagspånerne og vinduesskodderne. Missionærboligen i Julianehåb beskrives således i Grønland i Tohundredaaret…, II, 1921, s. 507: “Præstebolig (opf. 1872), 11,3 x 7,9 m, af Stokværk og med 4 Værelser, lukket Veranda, Køkken og 2 Loftsværelser, samt Stald og Udhus.”
Kirken var indviet 29/9 1832; dens halvtredsindstyvende årsdag blev fejret 17/9 1882, se O.S.s Dagbog 1882-83 og L.S.s brev til sine forældre.