≡ Menu

Otto Skårup (1851-1900)

En del af oplysningerne om O.S. indtil 1879 bygger på O.S.s fars omtale af ham i en stamtavle, dateret “Hindholm Højskole, 21de August 1882. Ch. Skårup.”

1851, 18/3: Han blev født i Flakkebjerg som det sjette af de seksten børn hans forældre fik, døbt i Høve kirke 23/3. Se nedenfor om hans forældre og søskende.

1864: Han kom på Tangs skole, Blaagaards Seminarium, oprettet i 1858 af J. T. A. Tang; til seminariet hørte også en realskole og et artiumskursus.

1867: Han tog første del af artium. – 9/7 1867 skrev hans far, Ch. Skårup, om ham i et brev, hvori han karakteriserer alle sine børn:

Otto Christoffer var den 18. Marts 16 Aar gammel. Han har nu i 3 Aar gaaet i Latinskole i Kjøbenhavn: har i disse Dage vel overstaaet 1ste Del af Studenter­eksamen, men bliver først rigtig Student om 2 Aar. Han bliver naturligvis meget understøttet af hans egne og mine gode Venner, da det var umuligt for os at holde ham. Nu kommer det an paa, om Understøttelsen bliver ved, da han jo har idetminste 5-6 Læreaar tilbage. Baade han og vi vilde nødig opgive det, da han er baade dygtig og har Lyst til at studere. I Søndags kom han hjem og gjorde et svært Spetakel med Johanne og de andre Søskende.

Den eksamen O.S. tog to år senere, blev dog ikke studentereksamen, men seminarist­eksamen. Men senere blev han både student og cand.theol.

1868: Familien flyttede fra Flakkebjerg til Fuglebjerg.

1869: Han tog seminaristeksamen med første karakter.

1869-70: Han var huslærer i Tikøb præstegård hos sognepræst Hans Gundorph Kaae. Dennes søn, Alfred Cameron Kaae (1848-1919), blev O.S.s ven, han blev kapellan hos sin far 1879-87.

1870-72: Han var huslærer hos skovrider Oppermann på Holsteinborg. Hans søster Marie var eller havde været husjomfru hos samme familie.

1872-73: Han var soldat i 1½ år.

1874: Det år traf han etatsrådinde Betzy Neergaard[1] iflg. 1.2: 23/2-82. – Han tog studentereksamen (haud). – 6/7 blev han trolovet med Lovise/Louise Marie Christensen (fællesbrevet 1879-80: 6/7-80); han kom 8/7 hjem til Staffenstrup med Louise som sin kæreste (iflg. 1.1: 9/7-78 og 1.2: 7/7-79; Louise skriver Steffenstrup 1.1: 1/9-74; se nedenfor om Staffenstrup).

1875: Han tog filosofikum (laud). Derefter genindkaldelse (1.1: 1/4-75). Han fik plads på Elers Collegium (1.1: 19/11-75).

1876: Han var soldat igen fra ?/9 (1.1: 5/9-76) til 8/10 (1.1: 5/10-76).

1877: Han besluttede at tage til Grønland (1.1: 22/10-77; 4: 22/10-77).

1878: Han blev alumne på det grønlandske seminarium (1.1: 27/1-78), fik kommunitets­stipendiet (1.1: 2/2-78). Bestod 19/6 teologisk embedseksamen (haud I grad.), sammen med sin ven Soren Nielsen; – 9/10 og 11/10 de praktiske prøver (prædike og katekisere, begge med laud); – 24/10 kaldet til embedet i Julianehåb; – 26/10 og 28/10 bispeeksamen (hos biskop Martensen); – 30/10 ordineret.

1878-79: Han var huslærer på Giesegård for greveparret Brockenhuus-Schacks to yngste sønner. 23/10 aflagde han sit første besøg på Giesegård; 2/11 det første af mange breve han skrev på Giesegård, det sidste 1.1: 17/1-79.

1879, 19/1: Han blev gift i Høve kirke med Louise (som han kaldte Tuk; se nedenfor om hende og hendes forældre og søskende). De bosatte sig Lille Strandstræde 20, 4. sal til højre, i København.

1879-87: Han var missionær i Julianehåb.

1879, 14/4 (anden påskedag) tog de afsked med deres forældre; 15/4 gik de om bord på briggen Peru; 16/4 om morgenen afsejlede de fra København mod Julianehåb. Hertil ankom de ikke førend i juli (se nærmere fællesbrevet 1879-80 og dagbogen 1879-80).

1887, 5/9 om aftenen gik de om bord på briggen Tjalfe for med den at hjemgå til Danmark; de ankom 28/9. Han sendte breve til ministeriet (om løn og ventepenge) fra Fuglebjerg (hvor hans mor boede) 6/10 1887 og fra København 13/12 1887 (hans mor var død 24/11 1887). Da datteren Margrethe blev født 9/10 1888 (4: 9/10-89) og hjemmedøbt 30/10, var de hos L.S.s bror Johannes på Årbygård i Årby sogn ved Kalundborg.

1888-93: Han var sognepræst i Ulsted, Ålborg stift, Ålborg amt, beskikket 17/10 1888. Han sendte 3/11 1888 et brev til sin hustru med beskrivelse af Ulsted præstegård, som de snart efter flyttede til.

1893-1900: Han var sognepræst i Terslev-Ørslev, Roskilde stift, Sorø amt, Ringsted herred, udnævnt 26/4 1893 (forgængeren var død 10/2 1893). Den nuværende præstegård blev bygget i hans tid; det siges i et vers over dens indgangsdør.

1900, 8/4: Han døde af sukkersyge, en diagnose han havde fået 30/11 1898 (iflg. brev til hans søster Johanne 1.3: 15/12-98). Louise Skårup og de hjemmeværende børn flyttede til Roskilde.

1921, 28/7: Louise Skårup døde.

Deres fælles gravsted på Terslev kirkegård, lige ved lågen til præstegården, er bevaret.

Nogle dage efter hans død gjorde sognepræsten i Høve-Flakkebjerg to udskrifter af kirkebogen:

Daabsattest

Otto Christoffer Skaarup, Søn af Skolelærer C. Skaarup og Hustru Cornelia født Skousbo af Flakkebjerg, er født dersteds den 18 Marts 1851 (atten – femti en) og døbt den 23 Marts samme Aar.

Saaledes efter Kirkebogen

Høve Prstgd. den 11 April 1900

Lerche

Sognepræst

og:

Vielsesattest

Aar 1879 den 19 Januar ægteviedes i Høve Kirke Ungkarl, ordineret Præst Otto Christopher Skaarup, 27 Aar gammel, af Kjøbenhavn og Pige Lovise Marie Christensen, 29 Aar gammel, af Høve.

Saaledes efter Kirkebogen

Høve Prstgd. den 11 April 1900

Lerche

Sognepræst

 

Footnotes    (↵ returns to text)

  1. Hun var født Mourier, født 1801 på hovedgården Hindemade på Fyn, siden 1850 enke efter etatsråd Carl Neergaard til Gunderslevholm, barnløs; hun døde på Frederiksberg 11/9 1883; et fotografi af hende er gengivet i Danmarks Adels Aarbog LXXXIV, 1968-69. Hun havde, i hvert fald i 1879 og ved folketællingen i 1880, en plejedatter, Johanne Sofie Kirstine Neergaard, født 1/2 1860 på Torsted Nygård (Årestrup sogn, Ålborg amt) som datter af Jacob Neergaard (1822-83), jf. breve til O.S.s familie fra O.S. 1/2-79, Anders Kløvborg 16/4-79 og Betsy Neergaard 12/9-79; Danmarks Adels Aarbog XXXII (1915) 376 og XL (1923) 311. – Den etatsrådinde O.S. havde forbindelse med, var ikke Betzy Isidore Neergaard (1813-96), født Østergaard, siden 1872 enke efter P. Johansen Neergaard til Førslevgård.