Dagbog 1879-1880

yle=”text-align: center;”>Dagbog for Julianehåb missionariat fra sommeren 1879 til 30 juni 1880

Julianehåb, 30 juni 1880

Otto Skårup^[1]

Efter at være gåede fra København 16 april 1879 med briggen Peru så vi første gang Grönlands kyst 4 juni s. å.  13 juni søgte vi havn i Smallesund, hvor vi lå til 18 s. m.  Da stod vi ud og kom næste dag til Kajartalik. Her blev Peru liggende til 27 juli. En uge efter Peru kom Constance på tilbagerejse fra Frederikshåb og lagde sig i samme havn. Ombord på Constance var missionær Jensen, som nu ifølge ministeriets skrivelse vilde rejse til Julianehåb for så vidt muligt at berejse districtet sammen med mig. Da der ingensomhelst tegn blev gjort til en snarlig afrejse fra Kajartalik, og oven i købet nu storisen begyndte at vise sig langt borte – hidtil havde vi aldeles ikke set det mindste til den – skrev jeg i begyndelsen af juli til Julianehåb efter missionens konebåd. Denne kom til Kajartalik d. 10 juli, og pastor Jensen og jeg gjorde os rede til at følge med den. Det var ingen let sag for mig at forlade min kone ene på skibet og udsætte hende for at komme ene til Julianehåb med vort gods, men tiden gik hen, på fjerde uge lå vi nu i Kajartalik, og udsigterne til at komme derfra med Peru syntes kun ugunstigere, isen begyndte som sagt at komme, og desuden: missionær Jensen lå her uvirksom som jeg borte fra sin gærning og sit hjem. Jeg var heller ikke længe uvis om, hvad jeg burde göre. Lige fra skibet kom jeg således straks til at deltage i en af den art rejser, som skal være en hovedgærning for mig her.

For øvrigt skal jeg om mine rejser denne sommer her i min dagbog fatte mig meget kort, dels fordi jeg mener, at missionær Jensen, som udførte alle de kirkelige handlinger o.s.v., ene kan give en fyldestgörende beretning om disse, og dels fordi min opfattelse af alt, hvad jeg hørte og så, på grund af mit ukendskab til sproget væsentlig må støtte sig til indtryk og deraf dragne slutninger.

Den 12^te juli 1879^[2] forlod vi Kajartalik og ankom til ĸagssimiut d. 14^de. Mange folk vare allerede samlede her, da vi ventedes, og Jensen holdt en talrigt besøgt altergang samt forrettede de andre foreliggende kirkelige handlinger. Kateketen, Chr. Salomon, gjorde et såre godt indtryk på mig ved et stille, mildt, alvorligt væsen, og i hans hus, hvor jeg besøgte ham, var der overordentlig hyggeligt og rent. Det syntes mig et stort savn, at her intet locale var til gudstjenesten, men om et sådant særligt vilde være på sin plads her, derom tør jeg ingen selvstændig mening udtale endnu.

15 juli eftm. forlod vi ĸagssimiut og kom d. 16^de midd. til Julianehåb. Det var vor bestemmelse straks at gå syd på og opsætte forretningerne ved selve kolonien tilsidst, fordi jeg, om muligt, gærne vilde være tilstede ved skibenes ankomst. Imidlertid måtte vi på grund af sydostvind holde os stille d. 17 over.

18 juli roede vi da syd på, overnattede ved Sydprøven, og kom hele tiden begunstigede af det allerheldigste vejr, eftm. d. 19 til Nanortalik. Næste dag var en söndag, Jensen prædikede i den rummelige sal og med et par ord omtalte mig for menigheden. Derpå mange kirkelige handlinger söndag, mandag og tirsdag form.  Sidste dag, d. 22 juli, roede vi tilbage men ad en anden og nærmere vej til Sydprøven. På vejen standsede vi en timestid ved Brødremenighedens missionsplads Lichtenau. Ved Sydprøven, hvor altergang og dåbsbekendtgörelser samt brudevielser holdtes d. 23 juli, modtog jeg et dygtigt, energisk indtryk af kateketen Johannes Hansen, ganske modsat det, som Julius Motzfeldt ved Sârdloĸ indgød mig, da jeg d. 24^de var tilstede og så ham under gudstjenesten og i skolen. Sidstnævnte dags aften kom vi tilbage til Julianehåb efter en med hensyn til vejr o. l. så heldig rejse som vel tænkeligt. I dagene til d. 28 juli incl. forrettedes de kirkelige handlinger her. Sönd. d. 27 prædikede Jensen, og derefter bekendtgjorde jeg dåben for nogle börn, min første egentlige gærning på hele rejsen; jeg var ængstelig, men Jensen sagde, det gik tålelig godt alligevel. Om mand. tog jeg pastor Jensen til alters samt tog del i altertjenesten ved den grönlandske nadver.

Da Peru endnu tirsdag 29 juli ikke var ankommen hertil, fulgte jeg med Jensen nord på igen. Men allerede om eftermiddagen vare vi så heldige at møde skibet, hvorpå jeg gik ombord, medens missionens båd drog videre for at bringe Jensen til Arsuk. Den 30 juli morgen tidlig ankrede Peru her i havnen, og vi havde nået vort mål uden alle uheld i løbet af 15 uger. Det var en stor glæde for mig og min kone at forefinde en så rummelig og smuk bolig, om end den lige fra først af på grund af sin beliggenhed var noget vanskelig at komme til[3]. Den såvelsom alle missionens bygninger vare nytjærede og vel vedligeholdte.

Nu var jeg da ene til at varetage en præsts gærning her, og mit første og stadige mål i lang tid måtte være at lære landets sprog. Herpå begyndte jeg og fandt en villig og temmelig flink hjælper i Johan Dahl.

10 avgust, 9 sönd ef. trin., holdt jeg dansk gudstjeneste for de danske her ved kolonien samt søfolkene fra Peru og Constance.

11 avgust, mand.  I dag kom nogle tilrejsende fra omegnen af Narssaĸ og ønskede at gå til alters. Dette kunde jeg umuligt påtage mig för ialfald om nogle dage, men da jeg sagde dem, at jeg i september vilde komme til Narssaĸ og der holde altergang, vare de også tilfredse hermed. Derimod ønskede de dåben bekendtgjort for nogle små börn, som de havde med, i menighedens overværelse, dette kunde jeg og har gjort det i dag. Med sproget gik det mig lettere, men denne gang som ved de fleste andre handlinger af samme art, som jeg havde overværet, var det mig meget ubehageligt og forstyrrende ikke at kunne undgå at bemærke, i hvor höj grad de börn, der frembares til dåbsbekendtgörelse, gjorde sig urene under den gudstjenstlige handling, samt at se, hvorledes mødrenes tanke i deres iver for at fjærne sporene af börnenes urenhed droges bort fra det ene væsentlige. Dog mener jeg, at denne sag let lader sig ændre: kunne forældrene, som det viser sig, have nette og gode yderklæder til denne lejlighed til deres börn, så kunne de også, når de i alvor påmindes derom af kateketerne, sørge for, at börnenes underbeklædning er således, at en mulig urenhed fra disses side ikke bliver kendelig i kirken.[4]

To kateketer have i dag besøgt mig: Gabriel fra ĸarmat og Andreas fra ĸángue. De gjorde ikke indtryk af at vide ret meget, men de have også kun få börn at læse med, Gabriel således kun to.

13 avgust, onsd.  I aften holdt efter stedets sædvane Johan Dahl aftenbön i kirken; dette sker hver onsdag aften, og når jeg i det følgende ikke hver gang optegner det, er det kun for at undgå unødig gentagelse. Jeg overværede denne gudstjeneste, ligesom det er min agt at göre ved alle følgende. I de kommende dage skal jeg slutte mine skrivelser til ministeriet og øvrige breve til Danmark.

17 avgust, sönd.  Jeg prædikede i dag atter for de danske, og efter den danske gudstjeneste bekjendtgjorde jeg dåben for fire börn. Den sædvanlige aftengudstjeneste om söndagen for Grönlænderne afholdt Johan Dahl kl. 6.

18 avgust, mandag.  I formiddags lettede Constance og stod udefter, medens Peru, der også var sejlklar, ikke endnu kom afsted. Med Peru følger mine skrivelse[r] til ministeriet. –

Jeg gennemarbejder i denne tid atter det grönl. ritual og har endt dåben, dåbsbekendtgörelse og nadveren, brudevielsen er nu det, som står først for. Det synes mig at gå godt, og jeg tyer til Johan Dahl i alle tvivlstilfælde. Han er også stadig en ret god hjælper, der let besvarer mig ethvert „hvorledes” såvel fra Grönlandsk til Dansk som omvendt, medens jeg sjældent får et ordentligt svar på, „hvorfor” det nu netop skal være således og ikke anderledes, hvorved en hurtig fremgang i tilegnelsen af sproget bliver mig noget vanskeliggjort, da jeg så ved egen hjælp må søge og finde mig enhver almindelig vejledende regel.

23 avgust, lördag.  I dag begravedes to Grönlændere, en ældre pige og et lille barn; da Johan Dahl talte ved gravene, forrettede han også jordspåkastelsen; næsten alle pladsens beboere vare tilstede.

24 avgust, söndag.  J. Dahl har holdt gudstjeneste både for- og eftermiddag.

25 avgust, mandag, døbte jeg districtslæge Schmedes^s datter.

26 avgust, tirsdag, afgik Peru. Nu skal altså det normale liv mellem os herværende Danske og Grönlændere begynde; måtte det blive fredeligt og godt!

31 avgust, söndag.  I dag holdt jeg dansk gudstjeneste for den lille menighed, som nu er her; af denne udeblev endog et par mennesker og gjorde den derved endnu mindre. Jeg havde fra hjemmet så meget glædet mig til nu og da at forkynde ordet i kirken også på mit modersmål, men det står for mig nu, som vil dette blive en tung side af min gærning her i landet; her er blandt de Danske ikke blot ingen mærkelig kristelig sans, men tilsyneladende er der flere, som ere bevidste modstandere end bevidste tilhængere af den kristelige lære. Denne vished er såre trykkende for den, som skal bære denne lære frem, og dette så meget mere som tallet af de Danske ej er större end ti.

7 sepbr. söndag.  J. Dahl holdt begge gudstjenesterne i dag, da jeg i hele den forløbne uge har været sysselsat med at berede mig til Narssaĸ- og Igalikorejsen, som jeg agter at begynde i morgen; J. Dahl tager med mig, jeg tör ikke endnu foretage kirkelige handlinger på Grönlandsk, uden at han eller en anden, som også kan Dansk, er tilstede. –

Stærkt regnvejr hindrede min rejse om mandagen, men tirsdag 9 septbr. ankom jeg i temmelig gunstigt vejr til udstedet Narssaĸ. Da jeg havde forud underrettet kateketen, Andreas Geraae, om, at jeg mente at komme dertil omtrent i de dage, var der allerede en hel del mennesker samlede, og resten kom i løbet af den følgende nat og næste morgen. Andreas Geraae gjorde et tiltalende indtryk på mig, og han har også det lov på sig, at han i virkeligheden er en god og samvittighedsfuld mand i sin gærning.  Onsdag 10 septbr. form. begyndte jeg da gudstjenesten, og da intet dertil særlig indrettet locale forefandtes, skete dette i kateketens hus som det bedste. En anden gang vil jeg dog, om muligt, hellere tale under åben himmel: stuen var lille, aldeles overfyldt af mennesker, dør og vinduer, som vare aftagne, tilstoppede af mennesker, så tilströmningen af frisk luft forhindredes, hvorfor jeg en gang under skriftemålet fik ondt og måtte standse lidt. Der var også mange altergæster at betjene i et fremmed sprog, næmlig 80. Om eftermiddagen bekendtgjorde jeg dåben for 4 börn, og ved aftenstid holdt kateketen på min opfordring aftenbøn for de mange mennesker. Fra de små bopladser i nærheden var der komne tre kateketer, af hvilke jeg tidligere kun havde set Andreas fra ĸángue.[5] De samledes med deres skolebörn næste dag i kateketens hus, hvor også börnene fra Narssaĸ selv vare. Skönt jeg på ingen måde mener at kunne bedömme disse börns kundskaber, var der for mig dog en öjensynlig forskel på de af Andr. Geraae og de af de andre tre kateketer underviste börn. Nogen egentlig prøve af börnene var jeg ej istand til at afholde, hvorfor jeg ingen dom om lærernes dygtighed og flid tør udtale. Samme dag 11 septbr., som jeg havde börnene og de tilstedeværende kateketer samlede, ægteviede jeg to par unge mennesker. Dermed havde jeg udrettet, hvad jeg kunde, og da vejret var godt, tog jeg afsted til Igaliko. Mit besøg i Narssaĸ efterlod kun venlige og gode minder hos mig. Til Igaliko nåede jeg sent om aftenen d. 11 septbr. Det var et smukt syn næste morgen at se denne boplads og dens omgivelser, de den danske natur mest lignende, jeg hidtil har set her i landet. Her bo kun få mennesker: altergængernes tal var 23. Til disse afgav kateketens hus et ganske godt gudstjeneste-locale. Tre börn fik deres dåb bekendtgjort for menigheden. Tobias Berthelsen, kateketen, ser meget ungdommelig ud, skönt han dog ej er så ung, lader også til at være ikke videre moden, og har vist ikke videre myndighed blandt Grönlænderne. Han har en let gærning, som synes uden vanskelighed at måtte kunne bære god frugt; hvilken forskel gör det f. ex. ikke, at han kun gennemsnitligt har 10 börn at undervise, medens kateketen her ved Julianehåb har fem gange så mange! Der var ved Igaliko ingen andre kirkelige handlinger at foretage for mig. Såvel af Andr. Geraae som af Tob. Berthelsen udbad jeg mig at få tilsendt de taler, som de på min anmodning havde holdt om aftenen på menighedens altergangsdag. – Lördag aften kom jeg igen her hjem; jeg ilede til slutningen med rejsen, da vejret så truende ud og også i mange følgende dage blev slet først med nordenvind, så med sydoststorm.

14 septbr. sönd.  holdt J. Dahl gudstjenesterne her ved colonien og

21 septbr.    –                   ligeså. Jeg har i disse dage noget extraarbejde med Foxposten[6], som om nogle få dage skal afgå.

26 septbr.  Igår afleveredes og idag afgik Fox-posten herfra.

Jeg har i denne uge som i de foregående et par gange besøgt skolen her; nogle af de större börn syntes flinke, og J. Dahl har vist gode læregaver.

28 septbr. sönd.  Idag holdt jeg dansk gudstjeneste om form., J. Dahl grönlandsk om efterm.; der var til denne sidste nogle flere mennesker end sædvanligt (ɔ: flere mænd), idet forstanderne fra udstederne ere komne hertil.

5 oktobr. sönd.  J. Dahl afholdt de grönl. gudstjenester. Det er min agt at være hans tilhører en lille tid endnu, foreløbig mangler jeg mod til at betræde prædikestolen for grönl. tilhørere, og uden selvbebrejdelse lader jeg det og være, dels var det lectors[7] råd til mig ej at være for hurtig til eller for hyppigt at prædike i min første tid her, og dels indser jeg selv, at jeg ikke i denne henseende bør træde i kateketens sted, för jeg evner at byde menigheden noget, som, når alt tages i betragtning, dog ikke er mindre skikket til dens opbyggelse og belæring end hans ord.

12 og 19 oktobr. grönl. gudstjeneste som sædvanligt.

26 oktobr. sönd.  Jeg holdt idag gudstjeneste for de Danske. – Vejret har været slet i denne tid, men for kirken har dette den fordel, at færre mænd ere ude på erhverv og flere i kirke.

2 novbr. sönd.  I dag døde den herværende danske smeds grönlandske kone, som længe havde været svag og var gammel. Hun skal begraves iovermorgen.   J. Dahl afholdt de grönl. gudstjenester i november måneds første del, medens mit arbejde ved siden af den almindelige læsen grönlandsk bestod i at forberede mig til en grönl. altergang her ved colonien.

23 novbr. sönd.  holdt jeg gudstjeneste for de Danske.

25    –      tirsd.   døbte jeg min d. 30 oktober fødte lille sön.

30 novbr. sönd.  communicerede 51 Grönlændere her fra stedet. Med hensyn til sproget syntes det mig at gå en hel del bedre, og man påstod, at jeg helt blev forstået.

8 december, mandag.  I den sidste uge har jeg været syg og uskikket til noget arbejde, men er dog nu bedre. Kateketen har begyndt om aftenen i skole at samle ungdommen her fra pladsen for at indøve en del julesange.

21 decbr. ægteviede jeg to par Grönlændere. I disse dage er ankommet post fra de fleste udsteder; kateketernes breve bringe kun gode efterretninger endnu, når undtages, at der fortælles om begyndende nød ved Sagdlît. Med disse poster lader jeg anvise störstedelen af de 37 kr. 50 øre, som fra ministeriet, og de 50 kr., som fra missionsselskabet er at uddele til kateketerne.

24 december.  I formiddags kl. 11 samledes alle skolebörnene i kirken (i alt 52) samt næsten alle voksne fra colonien. Börnene, som sad på bænke midt i kirken, oplæste ledede af kateketen evangelierne, der ere knyttede til julefesten. Det var mig en stor glæde at høre herpå, ti næppe skal der findes ret mange skoler i Danmark, hvis börn kunne så godt göre rede for den hellige skrifts beretninger om julen som disse börn her: alle fra omtrent 9 års alder kunde fremsige 1^ste juledags evangelium fra ende til anden, de mindste börn kan dele af det, medens ikke få at de större også kunde lectien til anden juledag og evangel. til sönd. efter jul. At dette ene factum i og for sig ikke siger meget om börnenes kristendomskunskab i det hele end sige da andre kundskaber, indser jeg fuldtvel, men det måtte dog alligevel glæde mig særdeles. Efterat J. Dahl havde talt et par ord til börnene og bedet en lille bön, blev en salme afsunget, og dette for mig og öjensynligt for flere meget opbyggelige møde i Guds hus var endt. – Lidt senere, kl. 12, samledes alle skolebörnene i skolen, hvor de efter sædvane bleve bespiste med risgrød på missionens regning. Kateketens kone havde kogt denne, og hun hjalp kateketen og mig at gå de små tilhånde under måltidet. Efter dette sang vi en lille julesalme, og til den mad, som de små ej kunde overkomme, lod jeg hidkalde nogle enker og fattige kvinder, som ellers næppe havde fået varm mad den dag. – Kl. 4 var den egentlige juleaftens-gudstjeneste, hvor alle, for hvem det kun var muligt, vare tilstede. Kirken var fuldt oplyst, og den kraftige og almindelige deltagelse i sangen var meget tiltalende.

25 december, julemorgen kl. 5 vækkedes jeg ved ungdommens sang udenfor mine vinduer. Kl. 7 holdt jeg gudstjeneste og betrådte første gang prædikestolen for grönl. tilhørere. Det gik mig ganske godt, og min pige samt kateketen forsikrede mig, at man kunde forstå alt, hvad jeg havde sagt. Kl. 10 holdt jeg dansk gudstjeneste.

26 december, anden juledag, holdt J. Dahl grönl. gudstjeneste, og ligeså

28 december, sönd. mell. jul og nytår. Nytårsaften holdt han aftenbön kl. 4.

1 januar 1880. Kl. 7 i morges prædikede jeg for Grönlænderne, af hvilke de unge ligesom julemorgen havde gået omkring og sunget ved alle huse. Jeg havde bekendtgjort dansk gudstjeneste til kl. 10, men forinden kom der bud fra de Danske, at de på grund af den stærke kulde (÷ 20 gr. C.) helst ville lade være at gå i kirke.

4 og 11 januar forrettede J. Dahl tjenesten i kirken. – Det er en stræng frost, vi har haft indtil nu, som med vedholdende nordenvind har været temmelig følelig her i huset, der ligger så udsat for alle vinde.

18 januar, sönd.  Jeg holdt idag grönl. gudstjeneste, men skönt jeg mente at være fuldt så godt forberedt som nogensinde før, gik dog en del af talen mindre godt; så jeg følte mig en del nedtrykt efter tjenesten.

25 januar, sönd.  Gudstjeneste for de Danske, hvorefter jeg døbte et lille grönl. barn. – Vedkommende barn var født udenfor ægteskab, som desværre så umådelig mange her.

Jeg vèd ikke ret, hvorledes tilstanden i denne henseende er i den øvrige del af Grönland, men det synes mig i hvert fald at være et beklageligt forhold, at Julianehåb^s kirkebog udviser, at hvert fjerde af de i 1879 fødte börn vare fødte udenfor ægteskab. En lille trøst drager jeg af den tanke, at dette dog måske ikke vilde have været fuldt så galt, hvis her hele tiden havde været en præst, så at bryllup til enhver tid havde været muligt.

1 februar, sönd.  J. Dahl holdt gudstj. i formiddags men på grund af en byld på sin ene fod ikke i eftermiddag, derimod 8 februar, fastelavnssöndag, prædikede jeg for Grönlænderne; imod sædvane vare mange kvinder, navnlig de som have små börn, ikke i kirke. Kulden afholdt dem, den er næmlig i disse dage meget stræng, ofte ÷ 30 gr. C., jeg har også set ÷ 31 gr. Et par familier blandt Grönlænderne føle især det strænge ved denne kulde. Et hus, hvori der kun bor èn mand[8] og kone med deres börn, står det jammerligt til i. Manden er ung, rask og en dygtig fanger, men han ødelægges af sin kone, siger man. De havde ikke truffet de aller simpleste forberedelser til vinteren, konen skal være i en ganske overordentlig grad doven. I lang tid have de levet af tiggeri hos deres landsmænd og de Danske. Forleden morgen blev jeg kaldt ud, fordi omtalte kone vilde tale med mig. Men hvilket syn! hun stod bogstavelig talt aldeles blottet til bæltestedet; således var hun gået her hen i mere end 25 gr^s kulde. Hun forklarede, at hendes mand havde jaget hende ud samt tilintetgjort hendes anorak, og nu vilde hun, at jeg skulde hjælpe hende. Jeg bad hende vente og gik med kateketen til hendes hus. Der gik manden og syslede med kogningen af et eller andet, og alle börnene vare der også. På spørgsmålet om konens anorak udleverede han den straks i sædvanlig stand; konen havde selv lagt den der, hvor han nu tog den, forklarede han. Jeg bad J. Dahl gemme anoraken hos sig, og vi gik nu til konen, der uden at vide, hvor vi havde været, havde søgt ind i et grönl. hus. Her spurgte J. Dahl hende i min og flere grönl. kvinders overværelse, hvorfor hun var kommet nøgen til mig for en lille tid siden. Hun gav atter samme forklaring som för: manden havde tilintetgjort anoraken o.s.v.  I det samme trak J. Dahl det omtalte klædningsstykke frem og viste hende, at det var helt som ellers. Trods dette var hun dog ej villig til at erkende det lögnagtige i sin fremgangsmåde. Hun er vist en meget dårlig kvinde; for nogle år siden begik hun og blev straffet for tyveri.

14 febr. sönd.  Kateketen besørgede gudstj., hvorefter jeg jordfæstede et lille barn.

18 febr. onsd.  Kateketen begyndte i dag ved den sædvanlige onsdags-gudstjeneste at tale over lidelseshistorien.

22 febr. sönd.  prædikede jeg for de herværende Danske.

29 febr. sönd.  var det så stærk nordenstorm med snefog, at al gudstjeneste i kirken måtte opgives; kastning af sneen var på grund af stormen umulig: jeg måtte endog gentagne gange i dag gå ud gennem vinduet, sneen var føget således for yderdören, at denne ikke var til at drive op indefra.

1 marts, mandag, talte J. Dahl over forudgående söndags evangelium.

7 marts, sönd., holdt jeg gudstjeneste for Grönlænderne, hvilken var mig en hel del lettere og, som mig syntes, mere vellykket fra sprogets side end de forudgående.

14 og 21 marts, sönd. besørgede kateketen gudstjenesten i kirken. Foruden forberedelserne til påske har den snart afgående post i denne måned lagt en del beslag på min tid.

25 marts, skærtorsdag, grönl. gudstjeneste med altergang; der var færre altergæster (36), end jeg havde ventet; adskillige foretrak at vente til efter den forestående confirmation.

26 marts, langfredag, dansk gudstj. med altergang; 5 altergæster. Var dette end kun få, så var jeg dog glad derved: da jeg i efteråret indbød til altergang, vilde slet ingen deltage deri. – Om eftermiddagen talte J. Dahl over Jesu syv ord på korset.

28 marts, påskedag. I morges kl. 7 holdt jeg grönlandsk og derefter kl. 10 dansk gudstjeneste. J. Dahl holdt aftenbön, ligesom han

29 marts, anden påskedag, besørgede kirketjenesten.

4 april, sönd., gudstjeneste som sædvanlig. Imorges afgik herfra posten til Ivigtût med brevene til Fox.

7 april, onsd.  I formiddags fandtes død i sit hus, siddende ved vinduet, dansk smed F. Andersen. Han var og havde al tid været, siger man, en underlig tilbagetrukken natur; han kom aldrig selv til nogen, og måtte han meddele sig, da skrev han. Han var helst fri for, at nogen kom til ham; jeg var i hans hus 3-4 gange, men han viste mig tydeligt, jeg helst måtte blive borte. Næsten fuldstændigt eremitliv levede han siden sin kones død i efteråret, for lukkede döre uden at vise sig for nogen. Hvorledes hans indre liv var – derom tør jeg ej have nogen mening; med kirken eller med mig vilde han intet have at skaffe, dette lod han mig ved kateketen melde, da jeg ved første danske gudstjeneste her sendte bud til ham som til de andre Danske. Der er i hans bo fundet kristelige andagtsbøger, som han muligvis har benyttet.

10 april, lördag, begravede jeg smed Andersen.

11 april, sönd., holdt jeg om form. gudstjeneste for Grönlænderne, kateketen om eftermiddagen aftenbön.

18 april, sönd., forrettede J. Dahl kirketjenesten.

23 april, store bededag, holdt jeg dansk gudstjeneste om form., om efterm. talte J. Dahl over dagens lectie.

25 april, sönd., afholdt kateketen gudstjenesten for Grönlænderne.

2 maj, sönd., prædikede jeg om eftermiddagen over epistelen for Grönlænderne; jeg valgte denne gang eftermiddagen, fordi, når vejret er godt, så mange af for ej at sige alle voksne mænd ere ude om formiddagen. Over evangeliet talte kateketen om form., hvorefter jeg døbte en lille dreng.

6 maj, Kristi himmelfartsdag, besørgede J. Dahl kirketjenesten.

7 maj, fredag, afholdtes forstanderskabsmøde, ved hvilket jeg allerede nu på grund af kolonibestyrerens nære hjemrejse overtog formandsposten. Beretningerne fra udstederne vare kun for Sagdlîts vedkommende ualmindelig sørgelige; dèr har hersket stor nød i vinter. Kateketen dèr, Poul Egede, har i den anledning udvist en höjst urigtig adfærd: da han ikke mente, at stedets pârssissoĸ[9] tildelte ham og flere tilstrækkelig megen fattigunderstøttelse, sammenkaldte han på egen hånd et møde, hvor man på hans opfordring afsatte den gamle og valgte en ny forstander. Selvfølgelig fik disse skridt ikke anden betydning, end at jeg i et brev alvorligt tilholdt Poul Egede ikke at lade sligt oftere høre om sig, da han så umuligt kunde beholde sin tjeneste som kateket, der netop forpligtede ham til af al magt at forebygge slige skridt som dem, han nu selv havde fået iværksat. Han er uden tvivl, både efter min og andres mening, en af de tarveligste her i districtet som kateketer antagne Grönlændere. Alene dette synes mig höjst uheldigt og meget misligt i alle måder, at en kateket skal modtage fattighjælp; tilmed klages fra udliggeren, at Poul Egede er en af dem, der om vinteren volder mest besvær med overhæng om lån o. l.

9 maj, söndag, kateketen afholdt gudstjenesten; jeg begravede en lille dreng. Det er mange småbörn, der rives bort; navnlig blandt de uægte fødte, og i sammenhæng dermed som oftest dårligst stillede börn, er dødsfaldenes antal stort.

11 maj, tirsdag. Idag kom kateketen til mig og fortalte, at nogle af de i handelens tjeneste værende Grönlændere overfor ham havde besværet sig lidt eller udtalt deres misbilligelse af, at jeg i min tale i kirken om eftermiddagen d. 2 maj havde berørt mændenes sjældne kirkebesøg i sammenligning med kvindernes. Med velberåd hu havde jeg draget dette forhold frem for menigheden, da som oftest kun et par eller ganske få mænd komme til gudstjenesterne på de almindelige kirkedage, flere gange kun èn voksen mand, ja endog slet ingen. De omtalte mænd i handelens tjeneste mente nu, at denne min omtale af mændenes sjældne kirkegang ikke kunde vedrøre dem, da – dette var begrundelsen – de om onsdagen arbejdede til kl. 6 efterm., medens gudstjenesten allerede holdtes kl. 5, så de altså umuligt kunde komme til den. At der holdes gudstjeneste to gange om söndagen, en gang kl. 10, hvortil de aldrig komme, en anden kl. 5, hvortil en enkelt af dem kun kommer nu og da, når vejret er mindre godt – dette omtalte de slet ikke. Skönt således de nævnte mænds misfornöjelse med mine udtalelser den sag vedrørende kun var mig et tegn på, at disse vare sande og betimelige, besluttede jeg dog for at undgå selv en skinhindring på vejen til Guds hus, for fremtiden om sommeren at afholde onsdags-aftenbönnen kl. 7 i stedet for kl. 5, og således vil det nu ske. Tiden: kl. 5 havde jeg fået fra kateketen som den tidligere almindelige, og hvis ikke dette, ville jeg have anset det som en fejl af mig ikke også uden påmindelse at have taget hensyn til de i handelens tjeneste værende arbejdere overfor onsdags-gudstjenesten. Nu bebrejder jeg mig intet i denne sag, fordi det på grund af de omtalte mænds forhold til söndags-tjenesterne er öjensynligt, at deres anke over den forkerte tid om onsdagen kun eller dog væsentligst er spilfægteri, og også fordi alle handelens arbejdsfolk i den årstid, her kan være tale om, lige så meget ere borte fra kolonien ombord på handelens fartöjer, som de ere her hjemme.

15 maj, lördag. Endelig kom i dag Foxposten hertil efter omtr. 6 ugers forløb; is og ondt vejr havde hindret dens rejse. Fra ministeriet modtog jeg en skrivelse betræffende de årlige mandtalslister. I anledning af postens ankomst fik jeg i aften anmodning fra de Danske om at opsætte den til i morgen bestemte danske gudstjeneste til en anden helligdag. Det var mig en skuffelse ej at skulle prædike på mit modersmål pintsedag.

16 maj, pintsedag. Altså ingen dansk gudstjeneste, men kl. 10 prædikede jeg for Grönlænderne; der var også mange mænd, sagtens for en stor del på grund af stærk sydost-blæst. Da jeg lejlighedsvis har berørt, at mændene af den herværende grönl. menighed langt fra kunne kaldes flittige kirkegængere, så bør jeg tilföje, at kvinderne derimod med fuld ret have krav på denne betegnelse, og om alle, som her ere i kirke hver enkelt gang, har jeg den mening, at de ikke blot legemligt ere til stede men også tage del i den fælles andagt. Særligt har det under hele mit ophold her glædet mig at høre salmesangen; sammenlignet med danske landsbykirker er antallet af dem, der synge med, langt större, og ligeså vel mænd som kvinder, medens på landet hjemme salmesangen væsenligst er overdraget kvinderne.

17 maj, 2^den pintsedag, forrettede kateketen kirketjenesten. –

Jeg har modtaget en anmeldelse fra kateketen ved Sydprøven om, at den derværende assistent Lunds datter havde født et barn og udlagt som barnefader sin svoger dansk udligger Nielsen ved Sârdloĸ. På kateketens brev kunde jeg mærke, at hans følelse på grund af det nævnte svogerskab var mere såret end over en anden fødsel udenfor ægteskab. Og dette jo med fuld ret, ti skönt vel sagen mildnes lidt for udliggerens vedkommende derved, at omskrevne uægte barn blev født 29 marts 1880, medens hans bryllup med søsteren til barnets moder først fandt sted den 23 juli 1879, så at hans nuværende svigerinde, der har født det omhandlede barn, rimeligvis er blevet besvangret ved ham för hans bryllup, da hun var tjenerinde hos ham – så bliver dette, at han, i det længste, höjst en måned för sit giftermål har plejet omgang med sin bruds søster, jo ligefuldt forargeligt.

19 maj, onsdag, begravede jeg en lille dreng. –

Vi have nu fået mildt forårsvejr, og den megen sne fra i vinter mindskes stærkt. – På et extraordinært forstanderskabsmøde, som i vinter afholdtes her ved colonien i anledningen af trangen ved Sagdlît, blev det anmeldt, at den af mig under 8 februar omtalte familie havde nedrevet alt i huset værende træmateriale og brugt det som brændsel, så at huset ved første indtrædende tøvejr måtte styrte sammen til fare for beboernes liv. Skönt ganske vist den strænge kulde havde måttet kræve megen brændsel, så var dog den omtalte fremgangsmåde ligefuldt uforsvarlig, da vedkommende kone, ung, rask og rørig, lige så godt som de andre koner her på stedet, kunde have gået ud at samle lyng til brændsel, hvad hun aldrig havde gjort, eller i det mindste kunde de dog have begæret brændselshjælp fra forstanderen för at brænde huset. Det blev derfor på mødet foreslået, foreløbig at leje omhandlede familie i hus hos en herboende enke for til sommeren at flytte den bort fra kolonien til en af de fjærnere bopladser, alt på fattigkassens regning. Dette forslag blev ènstemmigt vedtaget både af Danske og Grönlændere; også jeg gav det min stemme, idet jeg mener, at når familien bliver mere henvist til at stole på sig selv, navnligt bliver betaget fortrøstningen om, at de danske beboere, hvis rigdom på føde og klæder som oftest i Grönlænderens öjne er uendelig, i ethvert fald ville hjælpe, når det kniber, [18] og den dernæst bliver forflyttet til en god fiskeplads, så er dette den eneste måde, om der gives nogen, hvorpå her i landet familien kan bringes på fode igen. – Det kan måske synes hårdt og lade lidt hjærteløst således at fjærne disse besværlige naboer, men man huske, at såvel manden som konen ere raske og stærke mennesker med ligeså god mulighed til at ernære sig selv, om de vilde, som enhver anden grönlandsk familie, så vil det indrömmes, at, selv om vedkommende, på grund af forsömmelighed i sommer, i vintertiden vil komme til at lide mere mangel end her, idet den da ene er henvist til at søge hjælp hos fattigforstanderen, at ikke blot fra et kristeligt synspunkt (II Thes. 3,₁₀: den, som ikke vil arbejde, bör ej heller have føde.) men også fra et rent humant må krav på hjælp til livets ophold frakendes den, som ikke vil arbejde. – Det burde måske tilföjes, at manden for et par år siden blev skænket en jagtriffel o. l. fra forstanderskabet, så at han er i besiddelse af de til fangst nødvendigste redskaber.

23 maj, söndag, holdt jeg om formiddagen gudstjeneste for de Danske, Johan Dahl om eftermiddagen for Grönlænderne.

24 maj, mandag. Idag afrejste den ovenfor omtalte familie til Narssaĸ district. Manden blev forsynet med træmateriale til opførelsen af et hus. Han såvelsom alle hans syntes meget vel tilfredse med flytningen, måtte denne nu virke efter vort ønske og dens hensigt! – Da den almindelige confirmationstid her for stedet (juni måned) nu nærmer sig, har jeg tilskrevet kateketerne ved Kangermiutsiait, Sârdloĸ og Sydprøven samt Igaliko om såvidt muligt i denne uge at lade confirmanterne komme hertil. Kateketerne fortælle mig, hvad også pastor Jensen ifjor gjorde mig opmærksom på, at det er almindelig skik her, at missionen afholder udgifterne ved börnenes befordring hertil. Dette synes mig ikke at være ganske heldigt, eller dog at det var [19] ønskeligere, ikke blot med hensyn til den udgift for missionen, som denne skik medfører, som dog vel kun vil være ringe, men også og særligt af hensyn til Grönlændernes syn på sagen, at forældre og værger selv sørgede for börnenes befordring til confirmationsstedet, skulde dette endog være forbunden med en liden  opofrelse fra deres side, idet jeg næmlig må formene, også på grund af min ringe erfaring fra mit korte ophold her i landet, at der ad alle veje bør stræbes hen til at göre det klart for den almindelige bevidsthed hos Grönlænderne, at ikke alene confirmationen men enhver handling, som missionen lader foretage, og selve dennes opretholdelse her i landet er et gode, som ydes Grönlænderne, og som af disse bør skattes og modtages som sådant, for at den mulige og, for mig i det mindste, sandsynlige misforståelse hos ikke så ganske få kan blive fjærnet, at en confirmation o. l. lige så meget sker for missionens skyld som for vedkommende confirmants. I henhold hertil vil jeg tillade mig, indtil jeg får andet tilhold af ministeriet, så vidt muligt at fjærne denne sædvane; dog venter jeg ikke, at det helt vil lade sig göre iår, hvis f. ex. nogen, der ikke selv har börn eller pårørende, der skulle confirmeres, i håb om betaling for rejsen bringer andres börn hertil. – Med båden som i dag afgik til Narssaĸ har jeg foreslået börnene derfra at komme hertil.  J. Dahl bad mig, om han måtte göre denne lille rejse til Narssaĸ med, og jeg tillod ham det, idet jeg tillige pålagde ham korteligt at prøve de børns kundskaber, som ønskede at confirmeres, för han tog dem med hertil, for at forebygge at nogen fra disse bopladser skulde komme, som det vilde være umuligt at fremstille til confirmation. – Hvad jeg ovenfor fremførte om godtgörelse for confirmanternes [20] befordring hertil, er det ikke min mening også skulde gælde om deres forplejning, medens de ere her ved stedet, ti gaves der ikke en lille daglig hjælp til börnenes kost, da vilde det være at pålægge de huse, i hvilke de optages under confirmationsforberedelsen, en indirecte årlig skat, som, da confirmationsstederne jo som regel hvert år ere de samme, ikke synes mig ganske billig; derfor lader jeg som hidtil uddele til hver ankommen confirmand ½ pund skibsbrød dagligt.

25 maj, tirsdag. Idag endtes istandsættelsen og betrækningen af missionens konebåd. Ikke lidet af træværket måtte erstattes af nyt, og man siger, at båden næppe vil kunne repareres mere. Grönlænderne sige, at der fra begyndelsen er begået en fejl med den ved at slå træskelettet sammen med söm, der hurtigt ruste og ødelægge de spinkle træmmer o. a., i stedet for kun at anvende surring med remme. Også så jeg, at næsten enhver skade, som i år måtte udbedres, hidrørte fra forrustede söm. – Siden det for isforholdenes skyld har været muligt at træffe bestemmelse om confirmationen, har jeg ventet på lejlighed til at sende kateketen ved ĸagssimiut et brev derom, men en sådan er ikke kommet, hvorfor jeg i dag måtte leje en mand til at gå dertil; jeg turde ikke vente længere, da jeg gærne mandag eller tirsdag vilde have börnene samlede for at begynde deres forberedelse.

26 maj, onsdag. I dag kom J. Dahl tilbage medhavende 3 confirmanter fra Narssaĸ district.

28 fredag. Kateket Salomon fra ĸagssimiut ankom hertil i morges med 5 confirmanter. Han havde befordret dem i sin konebåd og lejet roersker, skönt i al fald to af börnenes forældre ejede konebåde. Lönnen til de lejede roersker fandt jeg mig forpligtet til at godtgöre ham; han mente forøvrigt som jeg, at det vilde være en let og rimelig sag for forældrene hvert år at befordre deres börn til confirmationsstedet. Salomon syntes mig fremdeles at være en af de bedste herværende kateketer. – Endnu ere ingen börn komne fra Kangermiutsiait, Sârdloĸ og Sydprøven, skönt kateketen fra det første [21] sted mundtligt blev underrettet om den forestående confirmation, og de andre to ligeledes skriftligt for 14 dage siden.

30 maj, søndag afholdt kateketen gudstjenesten.

Ankom i dag en dreng fra Nanortalik og en fra Sârdloĸ for at confirmeres.

31 maj, mandag. I formiddags begyndte jeg at læse med confirmanterne. Jeg har ordnet det således, at jeg læser med dem om formiddagen og J. Dahl en time om eftermiddagen, således hver dag, idet jeg ikke ene tør overtage den hele forberedelsesgærning. – Idag kom lejlighedsvis en confirmant fra Kangermiutsiait.

I efteråret fik jeg fra herværende dansk fartöjsfører Andersen anmodning om at antage hans börn til religionsundervisning og om muligt at confirmere den ældste datter i tilstundende sommer.[10] Siden november har jeg da læst med dem to gange ugentlig, og i den senere tid med confirmanten 4 gange. Hun var flink, og jeg så intet til hinder for hendes confirmation. Forleden dag bad jeg hende bringe mig sin dåbsattest – hun kom for få år siden fra Læssø hertil. Hun bragte mig imidlertid kun sin kokoppeindpodningsattest samt et bevis fra en lærerinde, at hun havde gået i skole et årstid, dåbsattest havde hun ikke, sagde hun. Dette bekræftes af hendes forældre, hvem jeg i den anledning gik til, og da jeg så sagde, at jeg så ikke kunde confirmere hende, vakte det stor forundring og tillige nogen misfornöjelse med mig, da jeg ikke kunde overtales.

Imidlertid har sagen i mine öjne ingen vigtighed: pigen er efter sigende kun et par måneder over 14 år og skal blive i sit hjem, så synes det af mindre vægt, om hun confirmeres nu eller først til næste forår, når en dåbsattest kan være tilvejebragt fra hendes fødested.

6 juni, söndag, afholdt jeg grönl. gudstjeneste om formiddagen, kateketen om eftermiddagen. – Confirmanterne synes mig ved den daglige undervisning temmelig flinke, kun et par piger og en [22] dreng lade en hel del tilbage at ønske: de kunne kun mådeligt læse indenad og af den grund ikke lære de daglige pensa. Imidlertid kunne de en del af det nødvendigste, hvorfor jeg, tilmed da de ere af de ældste blandt börnene, dog håber, at de skulle komme så vidt, at de kunne stedes til confirmation. Ni af de 22 confirmanter ejede ingen lærebog[11], hvorfor jeg har overladt dem af missionens bogbeholdning til låns. Jeg vilde hellere have givet dem disse bøger til eje, men vidste ikke ret, om jeg burde göre det. Ti göres dette med lærebogen, hvad da med bibelhistorie og salmebog? Ønskeligst vilde det jo være, om hver confirmand ejede alle nævnte tre bøger, og om det måtte tillades mig af missionens beholdning for fremtiden at forsyne dem af börnene, som ingen have, vilde det være mig særdeles kært; men i så fald mener jeg, at dette skulde ske året forud for confirmationen, når jeg på mine rejser ser og prøver de börn, som formenes at kunne confirmeres det kommende år, for at de i vinterens løb kunde drage nytte af bøgerne.

13 juni, söndag, forrettede kateketen tjenesterne i kirken.

Det er nu i den sidste uge før confirmationen, som er fastsat til d. 20 ds.  Kun èn pige, fra ĸagssimiut, har jeg set mig nødsaget til at nægte at blive confirmeret; hun havde meget mådelige kundskaber, var heller ikke flittig, dertil meget ung: kun lige 14 år, og da hendes forhold ere sådanne, at hun intetsomhelst forsömmer ved at gå i skole endnu et år, lod jeg hende rejse tilbage til sit hjem med et af handelens fartöjer.

15 juni ankom den her til districtet udsendte expedition i konebåd fra Peru, som lå i Kajartalik. En del breve o. l. bragtes med men ingen embedsbreve, så at jeg endnu ingen skrivelser har modtaget fra ministeriet, efter hvilke jeg længes meget.

19 juni. Flere konebåde og adskillige kajakker ere ankomne med forældre og slægtninge til de börn, som skulle confirmeres i morgen, så at her nu er flere mennesker ved colonien [23] end jeg nogensinde før har set.

21 juni, mand.  Igår, 4^de sönd. eft. trin., 20 juni, afholdtes confirmation her i kirken. Confirmanternes tal var 22; 9 drenge og 13 piger. Kirken var aldeles fuld af mennesker, og straks ved gudstjenestens begyndelse måtte jeg, i lighed med hvad jeg alt tidligere har berørt, glædes ved den gode salmesang. Jeg prædikede over dagens evangelium. Katekisationen derimod lod jeg kateketen besørge, jeg turde ikke endnu i sommer selv göre det; vel mener jeg med behørig forberedelse at have kunnet danne og stille spørgsmålene til börnene på tilfredsstillende måde, men jeg var ikke vis på, at jeg vilde være i stand til at forstå ethvert muligt svar, og jeg vilde ikke i kirken for hele menigheden udsætte hverken mig selv eller börnene for de mulige følger af misforståelse under overhøringen. Derfor, som sagt, overtog J. Dahl denne, og han gjorde det godt og aflagde atter bevis på fortrinlige læregaver. Efter endt katekisation holdt jeg en lille tale til börnene om confirmations-løftets betydning, hvorefter dette aflagdes. Atter henvendte jeg mig til confirmanterne med en tale, hvormed de for confirmations-gudstjenesten særlige handlinger vare tilende. –

Det var en rar dag i Guds hus for mig, og, er det mit inderlige håb, også for börnene. En virkelig fornöjelse var det mig en halv times tid efter kirketjenesten at have alle de nyconfirmerede, nette börn samlede i mit hus for at drikke kaffe. – Kl. 5 om efterm. vare atter næsten alle herværende Grönlændere i kirke, hvor kateketen talte over epistelen. – Idag har jeg for sidste gang haft confirmanterne samlede, nærmest med hensyn til deres første altergang i morgen. Det var min tanke ikke at holde altergang för onsdag, men da adskillige forældre og slægtninge vente på börnene for at tage dem med hjem, besluttede jeg mig på opfordring til allerede at afholde den i morgen, tirsdag.

[24] 22 juni, tirsdag. I formiddags afholdtes den omskrevne altergang; i alt 41 altergæster. – Således er nu foreløbigt min gærning med disse unge mennesker, confirmanterne, endt. Jeg er halvt ked deraf, så gærne havde jeg beholdt börnene noget længere her, og jeg vil komme til at savne de daglige timer sammen med dem; indtil nu har denne confirmation og alt, hvad med den står i forbindelse, været min kæreste gærning som præst. Forunderligt er jeg bleven dragen til disse gode börn, skönt de gensidige meddelelsesevner have været ufuldkomne. – Allerede i dag ere flere börn afrejste fra colonien.

Da vej- og vejrforholdene nu synes gunstige at rejse i, er det min agt i næste uge at rejse enten til Igaliko eller Narssaĸ. Ifjor besøgte jeg begge disse steder på èn rejse, idet jeg for at komme til Igaliko gik i land fra Narssaĸ-siden, fra hvilken der på et sted kun er 40 minuters gang til Igaliko. Dette kunde således vel lade sig göre, men beboerne af sidstnævnte sted vare ikke ganske fornöjede med, at præsten ikke kom og boede i telt ved selve deres boplads; de syntes ikke om, at jeg om aftenen skulde gå tilbage til landingsstedet og komme til dem næste morgen igen, og derfor bade de mig næste år at rejse særligt til Igaliko, hvilket nok også er det almindelige for præsterne her, og som jeg mener at göre iår. –

Da vejret fremdeles var udmærket godt, og jeg blev tilrådet at benytte det, rejste jeg om lördagen

26 juni til Igaliko. Vejen var længere, end jeg havde tænkt mig, den medtog 10½ time, så jeg først kl. 4½ var ved målet. Alle beboere vare hjemme på nogle få nær, som ankom i konebåd ved aftenstid. Kl. 6 samme dag lod jeg börnene samles i skolen og holdt en lille prøve over dem. Udfaldet af denne var temmelig tarveligt, altfor tarveligt efter min mening, da kateketen Tobias Berthelsen, der som seminarist ikke kan mangle kundskaber, kun har 9 börn at læse med. Religionskundskaben var det, som det stod sig bedst med, uden at jeg [25] dog kan kalde den god, idet de ældste börn vel kunde svare en del, når jeg spurgte nöjagtigt med de i lærebog og katekismus[12] anførte spørgsmål, men svarede temmelig vildt på de simpleste frie spørgsmål. Og dette var ikke min eller mit sprogs skyld, ti da jeg lod kateketen forelægge börnene mine spørgsmål, gik det ej bedre. En pige, f. ex., i confirmationsalder kunde ej göre rede for, hvorfor vi holde jul, påske og pintse, kunde ej sige, hvorledes det var gået til, at Kristus, der – som han selv fortalte – en gang var død på korset, nu levende sad ved faderens höjre, og dette på samme tid som hun virkelig kunde sin lærebog temmelig godt. Læsningen var ganske god, skrivning mindre god, og om regning var der så godt som ikke tale. – Jeg fremhævede for kateketen det utilfredsstillende udfald af denne prøve, som jeg hovedsagelig må tilskrive mangel på flid hos ham, samt gjorde opmærksom på, at det ingenlunde er nok, at barnet kan ramse sin lærebog op udenad, men at læreren må bestræbe sig for, at det også tilegner sig så meget som muligt af det lærte, og pålagde ham tillige at tage ganske anderledes fat på regning. Det er nu mit håb, næste år at finde denne skole i bedre stand.

– Til den følgende dag 27 juni, söndag, form. kl. 9, fastsatte jeg gudstjeneste med altergang. Om morgenen kom kateketen til mig med communicantlisten. Særligt så jeg på denne efter, om en mand, Sören Egede, fandtes på den, men hans navn var der ikke. Af kateketerne var det næmlig blevet mig fortalt, at han havde avlet 3 börn uden for sit ægteskab, det sidste født 1874[13], og at han af denne grund af min formand var forment adgang til sacramentet. Tillige vidste jeg, at han i 1878, da pastor Jensen var her, havde anmodet denne om at stedes til alters men var blevet det nægtet. Nu havde nævnte mand været syg og tildels sengeliggende den hele vinter, havde samtidig mistet to af sine börn, en ældre, som omkom i kajak, og en mindre, og syntes af disse grunde, da jeg havde talt med ham, en del nedtrykt. [26] Jeg havde håbet, at han af sig selv skulde komme og begære at stedes til alters, men han havde ikke været hos mig og, som sagt, heller ikke meldt sig til kateketen. Da jeg tænkte herover, forekom det mig muligt, at han ikke anden gang vilde udsætte sig for et afslag på en begæring af den art, og jeg mente, at om han virkeligt endnu begærede at nyde sacramentet, da skulde hans uægte börn, det sidste som anført født for 6 år siden, ikke længere hindre ham deri, og jeg ønskede at tilkendegive ham dette. For at imidlertid denne tilkendegivelse ikke af ham skulde opfattes som en opfordring til at gå til alters, som han måske vilde følge uden indre drift, hvilket let vilde hænde, når jeg personligt søgte ham i den anledning, bad jeg kateketen sige ham min mening og betyde ham, at han ikke atter vilde blive nægtet adgang til nadveren, hvis han ønskede at nyde den. – Imidlertid kom hverken han eller hans kone til alters, derimod vel til den øvrige del af gudstjenesten. Sören havde svaret kateketen, at han „vilde ikke denne gang”; uagtet således intet öjeblikkeligt opnåedes ved min henvendelse til ham, mener jeg dog at have gjort rigtigt med denne, og har den omtalte mand nu for fremtiden sin frihed til at komme eller afholde sig, som han vil. – Der var i alt 18 altergæster. Blandt disse få mennesker på dette sted var ingen dåbsbekræftelser eller brudevielser i år at forrette. Söndag eftm. kl. 5 afholdt kateketen aftenbön, til hvilken jeg og alle fra om formiddagen vare tilstede. Da her således intet mere var for mig at göre, rejste jeg næste dag, 28 juni, tilbage hertil. En slem plage på denne tour var de mange myg; bedst fred for disse var der i de grönlandske huse, af hvilke jeg besøgte flere. Husene ved Igaliko ere större og bedre opførte end nogen andre steder, som jeg har set. Alle beboere vare for tiden raske, ligesom de med undtagelse af ovenomtalte Sören have været dette hele vinteren. Henad aften om mandagen ankom jeg her til colonien. –

[27] Der bor her ved colonien et fruentimmer[14], som har ord for at leve et temmelig ryggesløst liv og søge omgang med hvilkesomhelst mænd, medens hun intet vil bestille og om vinteren lever næsten udelukkende af tiggeri. Hun fødte for 5‑6 år siden en sön og udlagde som barnefader en herværende colonist[15], som også vedgik at have plejet omgang med hende og derfor betalte det almindelige alimentationsbidrag af 72 kroner. Nu i april fødte hun atter et barn og udlagde samme mand, som forøvrigt er gift, som fader. Han nægter imidlertid vedholdende at have haft med hende at göre. Forleden dag havde jeg begge parter for mig; kateketen var til stede. Men resultatet var det samme: hans nægtelse stod mod hendes påstand. Da jeg så spurgte hende, når han da havde haft omgang med hende, svarede hun, „efter at fanger Enok[16] ifjor var kommet hjem fra sin sommerfangst” – hun havde næmlig været med ham bortrejst. Men nu formenes det (Enok er næmlig selv ej hjemme nu og kan heller næppe angive en bestemt tid for sin hjemkomst ifjor), at nævnte mand og hans familie først kom hertil i september, og da det omtvistede barn fødtes 22 april og efter indhentet erklæring var fuldbårent, vil hendes opgivelse af tiden næppe stemme. Således henstår sagen endnu uafgjort. Hvorvidt vedkommende kvinde aldeles uden grund udlægger nævnte colonist som fader til sit barn – hvad han påstår –, derom tør jeg ej have nogen mening, hans optræden under disse forhandlinger synes mig ikke at tyde på det bedste for ham, men på den anden side kan der også være tanke om, at de 72 kroner, som colonisterne i slige tilfælde til forskel fra andre Grönlændere betale, kan have fristet moderen til også denne gang at få en colonist til fader for sit barn. Det er i det hele vist stor opmærksomhed værd, at ved de steder, hvor handelen har fast ansatte folk, et uforholdsmæssigt antal af de uægte börn, der fødes, tillægges disse. [28] Vel kan hertil siges, at ingen colonist uskyldig går ind på at betale den nævnte sum, men den påstand, som jeg har hørt, at løsagtige fruentimmere, når de føle sig besvangrede, ligefrem lægge an på handelens folk for at kunne opgive disse som fædre, synes mig meget rimelig. Når hertil kommer, at moderen, ved barnets selv nok så tidlige død, arver den hele sum straks, ligger heri en ny fristelse for slette mødre, og alle de vedkommende ere jo på forhånd ej de bedste. Hermed være ikke sagt, at jeg sigter nogen bestemt moder for forsætligt at fremskynde sit barns død, men fristelsen ligger der, og der gives også exempler på så slet pleje af barnet, at dets tidlige død med sandsynlighed tilskrives denne. Meget vilde jeg ønske, at denne bestemmelse, at moderen arver sit uægte fødte barn, i hvor ung en alder end dette dør f. ex. för barnets 12-14 år, ikke var, samt at den moder, som udlægger en colonist til barnefader, men kan overbevises om også at have plejet omgang med andre mænd, mistede sin ret til at få hjælp af den første til sit barns ernæring.

30 juni, onsdag. Idag afholdt jeg examen her i skolen, og det er mig en stor glæde at kunne fremføre, at som mine forventninger i Igaliko bleve skuffede, bleve de her overtrufne. På intet fag fandt jeg i sin helhed noget at udsætte, og min opfattelse fra mine skolebesøg i vinterens løb af Joh. Dahl^s evner som lærer stadfæstedes. Navnligt stod læsningen og religionskundskaben på en god fod; adskillige af börnene gave flinkt forstandige svar på frie spørgsmål. Også kunde börnene regne noget, hvad vist ellers i det hele taget er den svage side hos Grönlænderne; medens det f. ex. ikke er sjældent at træffe börn her oppe, der skrive lige så godt som almindeligt i en landsbyskole hjemme, så har jeg kun truffet såre få, der i regning kunne måle sig med de allertarveligste jævnaldrende i Danmark. –

[29] Da jeg efter at have holdt dansk gudstjeneste her i kirken på søndag agter mandag 5 juli at rejse til Narssaĸ, og da skibene, med hvilke mine indberetninger til ministeriet skulle hjemsendes, dog vel må komme i den nærmeste fremtid, være hermed, ɔ: med juni måneds udgang, min dagbog for 1879/80 sluttet! –

[[2]] Den 23/3 1888 [!] skrev ministeriet flg. til missionens regnskabsfører (OO417):

Minist[eriet] skal […] anmode Dem om ved Udarbeidelsen af Regnskabet for den grønlandske Mission for Aaret 1886-87 at ville iagttage følgende:

1. at der tillægges Missionær Skaarup Løn for Tiden fra 12 Juli – 31 Juli 1879, som Missionær i Grønland, da der i det paagl. Regnskab kun er tillagt ham Løn fra 1 August 1879, uagtet han den 12 Juli 1879 overtog sit Embede i Grønland. Hans Løn for det angivne Tidsrum udgør 114 Kr 52 Øre og bliver at føre til Udgift på Konto 1.

¹

[3] Hendes graviditet har ikke gjort det nemmere: hun nedkom tre måneder senere, 30. oktober.

[4] I fællesbrevet har OS tilføjet i juli 80: “Denne sag er forlængst ændret.”

[5] Iflg. fællesbrevet var de to andre Benjamin fra Tugdlerúnat og Timotheus Esajas fra Sigssardlugtoĸ (det sidste sikkert fejl for Niaĸornaĸ); Boas fra Sigssardlugtoĸ var ikke kommet.

[6] Foxposten er post der sejles mellem Ivigtut og Danmark med Kryolitselskabets skib Fox (og mellem Julianehåb og Ivigtut med kajak).

[7] H. F. Jørgensen, jf. fodnote 1 her og Grønland, mennesker og steder.

[8] Peter Simon, se Grønland, mennesker og steder.

[9] Medlem af forstanderskabet.

[10] Han hed Mads Dam Andersen, var født 1831 i Vesterø sogn på Læsø. Hans “ældste datter”, Eline Marie Madsen, født 1/1 1866 i samme sogn, havde to ældre søskende, født ca. 1860 og 1862. Men den ældste var ikke med på Grønland, og den næste var konfirmeret i Julianehåb før O.S.s tid.

[11] Lærebogen er en grønlandsk oversættelse af Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed (1737). Oversættelsen kom i tre udgaver, 1756, 1790 og 1849, sidstnævnte i tre oplag, foruden 1849 også 1866 og 1874. 3. udg.s titel betyder Lærebog [Ajokærsoutit] om Gud og hans bud til de troende udarbejdet på grundlag af Luthers lille katekismus, en vejledning for de døbte og dem der vil døbes, for at de kan blive salige. Denne oplysning er venligst meddelt af Henrik Wilhjelm efter en artikel af Inge Kleivan: “Undervisningsbøger fremstillet til den grønlandske skole og til Ilinniarfissuaq frem til midten af det 20. århundrede” i Ilinniarfissuaq ukiuni 150-ini, Nuuk 1995. Jf. Wilhjelm, De nye grønlændere (2008), s. 127.

[12] Luthers lille katekismus er indeholdt i lærebogen, se om denne tidligere note.

[13] Sic, men de var født 1870, 1874 og 1877.

[14] Augusta, født 18/9 1846. Søn: David, født 4/9 1874. Datter: Juliane, født 22/4 1880.

[15] En colonist var en grønlænder der var ansat ved handelen. Den her omtaltes identitet fremgår ikke af designationerne.

[16] Fangeren var sikkert den Enok der var født 19/5 1847.