1875

[Til Louise]

Fuglebjerg, 7^de Marts 1875.

Kjære, lille Lovise!

Hermed sender jeg Dig, hvad Du vel længe har ventet, Møllers Billede, med Tak for Lån. Det er rigtignok blevet til et Uglebillede i ”Illustreret Folkeblad”, men det kan hverken Du eller jeg jo gjøre for. Bare der ikke er så meget at udsætte på hans Levnetsløb, som jeg sender Dig1. Efter Samråd med Otto blev det til i Julen, og det er taget Ord for Ord – kun har man skåret Begyndelsen og Midten bort, som var det hjerteligste, men derved er vel ikke gjort synderlige Ulykker i vor hjerteløse Tid; dog er den historiske Mangel derved kommen, at det ikke er omtalt, at Møller blev Dannebrogsmand 1846. Levnets­løbet er jo skrevet nu for al Verden, og der er altså intet at dølge; kun ønsker jeg ikke mig omtalt som Forfatter. Hvis Møller læser det, vil han nok kjende mig, og jeg kunde nok ønske, han læste det. Men èn Mand vilde jeg egentlig nødig skulde læse det, og det er Pastor Rønne2; thi det vilde måske stikke lidt i den gode, kjære Mand, hvad jeg har skrevet imod Pietismen. Nu vil jeg ønske, min kjære Lovise, at Livsbilledet må vinde Dit Bifald, om end ikke “Portraitet” vil; og lad mig vide, hvad man synes derom, og om Møller vèd noget deraf.

Du har nok havt dårlige Fingre eller hvad det er. Derom hører jeg vel også fra Dig. Jeg vilde gjerne have Dig og Otto og mine andre Børn, såmange som kunne, her hos os Skjærtorsdag og Langfredag, men derom skriver Otto nok til Dig. Jeg har skrevet ham til i Dag.

Om os her er kun lidet at sige. Familien befinder sig vel. Hele Vinteren har kun jeg lidt af Gigt især i den højre Arm, og i de sidste 14 Dage har jeg ligget her i Fuglebjerg med en dårlig Mave, en Lidelse, jeg aldrig plejer at kjende; thi min Mave har ellers været den flinkeste Del af min Person, da den aldrig lod høre fra sig, når den ellers blev tilbørlig stoppet et Par Gange daglig. Nu er jeg igen rask, men meget mat, dog vil jeg i Morgen begynde mit Arbejde på Holstejnsminde.

Lev nu vel, kjære Lovise! Alle hilser Dig – også

Din

Ch. Skaarup

[Fra Louise]

Høve den 14 Marts 1875

Min kjere Svigerfader!

Hjertelig Tak for Dit kjerlige Brev, det gjorde mig saa glad. Og tak for Billedet og Bladet3. Det sidste har det glædet os at læse og jeg er uvilkaarlig derved kommet til at tænke på de Ord „Gammel Kjerlighed rustner ikke”, thi jeg synes at Kjerligheden til Møller skinner igjennem det Hele og det endskjøndt det „Hjerteligste” er taget bort. Forleden talte Fader og jeg med Fru Matthisen4 og hun sagde, at Møller var blevet saa glad derved, men havde ikke gjættet paa Dig, derimod havde Fru M. strax kjendt Dig derigjennem. Ja Billedet er rigtignok blevet usselt i „Illustreret Folkeblad” men det gjør vel ikke saa meget, da Møllers Billeder vist ere saa vide omkring i Verden, at de der interesserer sig for ham, vel ved hvorledes han ser ud. – –

Det gjør mig inderlig ondt, at Du har været syg og endnu ikke er rigtig rask, dog vil jeg med Guds Hjælp haabe, at Du snart maa overvinde Sygdommen og dertil vil nok Foraaret og Sommeren bidrage. Jeg synes det er saa deiligt at gaa Sommeren imøde, man kan blive ganske glad stemt ved Tanken derom. Nu er jeg igjen frisk som en Fisk og glæder mig over at være det til Paasken5. Ja til Paasken, der bringer mig min Otto, hvilket jeg naturligvis glæder mig inderligt til. Tak fordi Du vil se mig i Fuglebjerg Skjærtorsdag og Langfredag; jeg har alt længe glædet mig til at se alle de Kjære i Fuglebjerg og haaber ogsaa at det kan ske. Men saa maa Du ogsaa, kjære Svigerfader se til at være rask at vi rigtig kan være glade Alle. Jeg længes efter at se de smaa Kjerestefolk fra Gyldenholm6, som Cornelius kalder dem. – – –

Cornelius kommer vel ogsaa hjem, han er min Øiesten og jeg vilde blive glad over at se ham. Jeg kunde da takke ham for hans venlige Brev, som jeg ikke inden Paaske kan faa Tid til at besvare. –

Vi venter at se Peter7 i Paasken, men hvilke Dage han kommer, har vi endnu ikke hørt. Skulde han nu komme Skjærtorsdag og Langfredag, kan jeg ikke komme hjemme fra, dels fordi jeg da ikke saa godt kan undværes og dels fordi jeg gjerne vil være sammen med Peter, som jeg ikke har seet siden forrige Aar. [I margen: Peter har ikke været hjemme siden Jul 1873.] Det var kjedeligt om det skulde træffe saa uheldigt, men nu vil jeg haabe det Bedste og ikke sørge for tidligt, men glæde mig til at Paasken nok vil blive glædelig og fornøielig for os. Signe der nu boer i Præstegaarden, har det godt og tænker at reise til Landerupgaard paa Lørdag. Hun har endnu ikke seet Andreas og Annas Hjem eiheller deres lille Datter saa hun glæder sig jo meget til den Tour. Nu maa jeg holde op da det er sent og Fader og Moder længes efter Ro. Vil Du hilse alle i det lille Hjem saa kjerligt fra mig. Venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Og Farvel for denne Gang, gid Du maa have det rigtig godt og vær hjertelig hilset fra

Din kjerlig hengivne Datter

Louise Christensen.

[Fra Louise]

Høve den 1^ste April 1875.

Min kjere lille Moder!

Ret inderlig Tak for de deilige Dage, jeg tilbragte hos Eder og for al den Kjerlighed der blev vist mig, som gjorde mig saa glad. Ogsaa Tak for Dit lille kjere Brev til os. Jeg tænkte paa at skrive Dagen efter vor Fuglebjergtour, men det blev ved Tanken, da Tiden var saa tilmaalt for min Otto og mig. Hvor gjorde det dog ondt da han reiste fra mig, den kjere, trofaste Ven, men Gudskelov, at vi ere saa glade i vor Kjerlighed og gjemmer et deiligt, lyst Haab om en velsignet Fremtid. Otto var glad og ved godt Mod da han reiste. Gud give han nu maa være heldig med sin Examen og ikke blive altfor anstrængt i den Tid. Saa kommer jo lige ovenpaa Examen, Leiertiden, og den er jeg meget bange for skal blive for stræng for ham, dog Otto mente jo, at han netop vilde have rigtig godt deraf.8 Vi havde den Glæde at have Peder her lidt, første og anden Paaskedag. Han lod til at have moret sig godt i Hyllested og var blevet mageløs venligt modtaget. Peder og jeg fik os en rigtig fornuftig Pasiar, medens Otto var i Holsteinborg Kirke og Johanne i Tjæreby. Med hver Gang jeg er sammen med Peder kommer jeg til at holde mere af ham, han er saa kjerlig og god og kommer man til at tale ene og roligt med ham, opdager man en Dybde og et Alvor, som man neppe skulde tro boede under det livlige Ydre. –

Moder laa hele 1 Paaskedag og den næste Formiddag hvilket rigtignok var lidt trist for os Alle. Nu er hun Gudskelov igjen rask. Men hvorledes gik det Dig, kjere lille Moder! efter al den Støi vi gjorde? Jeg var bange for at det var for strængt baade for Dig og den kjere gamle Fader. Bring ham min kjerligste Hilsen og hjertelige Tak, for de Dage jeg var i det kjere lille Hjem. Jeg er saa bedrøvet over, at jeg glemte de Indretninger til en Strikketøis eller Syetøis Gjemmer. Jeg blev saa glad over at den var tiltænkt mig, thi det var mig et Bevis paa, at der var tænkt paa mig med Venlighed. Nu længes jeg meget efter at faa den og har tænkt paa om det ikke skulde kunne lade sig gjøre, at sende det med Ølkudsken der kommer hertil hver Uge. Min Kjoleophæfter er vist ogsaa i Fuglebjerg. Kan Du lille Moder, og vil Du da sende mig de Dele og jeg vil blive saa glad. Hvorledes er det med Cornelias Finger? Jeg har tænkt meget paa hende det lille Skind, blot det ikke skal blive en altfor langvarig Historie.

I Præstegaarden har man det godt, men hos Pastor Paludans9 er det reent galt. Pastor Paludan var så simpel10 hele Paasken over, at han næsten ikke kunde prædike. Og nu ligger Fru Paludan og har ligget i flere Dage, saa det er ret en Ynk med de stakkels Mennesker. Imorgen holder Pastor Rønne nok Gudstjenesten og confirmerer Børnene og det er da godt at Pastor Paludan saa dog kan faae en eneste Fridag. Han var her i Dag og kunde næsten ikke trække Veiret.

Søndag Morgen. Nu er det blevet Søndag og endnu har jeg ikke faaet Brevet afsted, skjøndt jeg begyndte paa det i Onsdags og har skrevet lidt hver Dag. Derfor er Brevet nok ogsaa noget Usammenhængende og jeg seer nu ved at gjennemlæse det, at jeg har glemt adskillige Ord. Dog jeg haaber, kjere lille Moder! at Du vil undskylde Din egen Louise, at det varer saalænge inden Brevet kommer og tillige at det er saa Mangelfuldt, ikke sandt.

Saasnart jeg kan faa Tid, vil jeg skrive til Emilie, min egen kjere gamle Veninde.11 Vi har dog holdt af hinanden i mange Aar og været glade ved at kunne meddele vore Tanker til hinanden. Jeg længes nu rigtig efter at kunne komme til at tale med hende som i gamle Dage, men det er desværre nu saa vanskeligt, at jeg ikke veed hvordan det vel skal ske. Fra min Otto har jeg havt Brev, han var glad og rask og igennem ham fik jeg en Hilsen fra Johanne der ogsaa har det godt og skal reise fra Kjøbenhavn om 14 Dage. –

Ja Marie læser vel disse Linier, og saa vil jeg bede Dig ikke være vred paa mig, fordi jeg ikke skriver til Dig denne Gang, thi jeg kan ikke overkomme det. Du veed jo nok kjerest Marie! at mine Tanker ligefuldt er kjerligt hos Dig og at det er mit inderlige Ønske, at du maa lære at holde lidt af din nye Søster Louise. Vil Du give min egen lille Dorthea et Kys fra mig, og sig hende at jeg længes efter at se hende og Moder her i Høve. Rigmor og de andre Børn længes efter hende.

Nu de kjerligste Hilsener til Enhver i hele Familien og saa Farvel. Fader og Moder hilser venligt. Vil Du hilse Magda og hendes Mand og takke dem meget for den rare Aften jeg tilbragte hos Dem. Lev vel, kjere lille Moder! Gud velsigne og bevare Dig.

Din egen lille Datter

Louise Christensen

[Til Louise]

Holsteinsminde, 2^den Septbr. 1875

Kjære Lovise!

Hermed sender jeg Dig nu det sålænge ventede Billede. Jeg synes godt om det, men det er kjedeligt, at 3 af Familien mangle. Otto ser så vigtig ud, men det kommer vel af, at han sidder ligeover for Dig. Det gjør mig ondt at høre, at Du er dårlig, dog har jeg det Håb, at Du nu er oppe igjen.

Hils Din Familie og Dig selv fra Fuglebjerg og

Din egen Svigerfader

Ch. Skårup

[Fra Louise]

Høve den 20 September 1875.

Min kjere Svigerfader!

Hjertelig Tak for det tilsendte Billed, som jeg er meget glad over. Det er ikke pænt af mig, at jeg ikke før har takket for det og og Dit lille venlige Brev, men jeg haaber at Du ikke er vred paa Din lille Louise derover, da Du veed, at hendes Tid er temmelig optaget, især i denne Tid med at ordne mit Tøi til den forestaaende Reise. Ja, det veed Du maaske ikke engang, at jeg reiser med Pastor Paludan til Jylland for at hjælpe fru Paludan med at ordne sit Hus. Den Reise kom aldeles bag paa mig og er ogsaa nylig blevet bestemt. Naar jeg skal være ærlig er jeg hellerikke rigtig glad over den Tour, da den netop falder i en Maaned hvor jeg ikke saa godt kan undværes fra Hjemmet og i hvilken jeg kunde have Haab om at se Otto. Der er lidt Tale om at Otto maaske kommer her til min Fødselsdag; nu imorgen venter jeg et bestemt Svar om han kommer eller ikke. Bestemmelsen er, at jeg skal blive hos Paludans henved en Maanedstid og saa har vi tænkt, da jeg reiser saa tæt forbi Landerup12, at jeg skal gjøre en Afstikker dertil og det glæder jeg mig naturligvis meget til. Johannes er da ogsaa kommen hjem fra Kjøbenhavn og er glad ved sit Ophold der, han har flere smukke Arbeider med sig Hjem, som han har lavet. Igaar fik pastor Paludan en smuk Vogn af Beboerne i Høve, Oreby og Flakkebjerg, han blev aldeles overrasket og mageløs glad, da han netop havde sørget over, at han ikke i de første Aar kunde faa Raad til at kjøbe sig en Vogn, og at der var al Rimelighed for, at hans tilkommende Forpagter ingen Fjedervogn ejer og det vilde jo være et stort Savn. Vi reiser, om alt gaar vel, den første October, blot det ikke skal blive altfor koldt i den Tid jeg [er] borte. Otto er saa bange for at jeg ikke skal pakke mig godt nok ind, da han siger Blæsten er meget koldere i Jylland end her. Nu er jeg Gudskelov rask igjen, men bruger dog endnu Piller for at jage det nervende [?] helt paa Porten. Jeg haaber at du og alle de Kjere i Fuglebjerg ere raske. Hils nu saa kjerligt fra mig baade i Hjemmet og dem udenfor Hjemmet. Venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe. Endnu engang, min kjere Svigerfader, tak for Billedet og Brevet. Lev vel.

Din egen Svigerdatter

Louise Christensen

[Fra Louise]

Idom Præstegaard d 11/9 75.

[fejl for 11/10]

Min egen kjere Svigermoder!

Endelig seer Du dog igjen Brev fra mig, der er ogsaa gaaet altfor lang Tid hen inden jeg har ladet høre fra mig, men jeg troer nok jeg har været undskyldt, da Du let kan forstaa hvor lidt Tid jeg nu i lang Tid har havt til at skrive. Jeg kan ikke sige dig, kjere lille Svigermoder hvor inderlig ondt det gjør mig, at jeg ikke kunde huske din Fødselsdag, som jeg dog saalænge iforveien havde tænkt paa og talt om. Da Otto fortalte mig, at du saa sikkert troede, at du havde faaet et Brev fra mig og saa var blevet skuffet da Du lukkede Pakken op, blev jeg rigtignok meget bedrøvet og vilde saa gjerne have skrevet til Dig strax, men saa kunde jeg ingen Tid faa og heller ikke senere har havt et Øieblik tilovers og har knapt nok Tid endnu, derfor er det at Du har maattet ventet saa længe. Vær nu ikke vred paa Din lille Louise, men modtag endnu hendes kjerligste Ønsker om et godt og velsignet Nytaar med Fred og Glæde fra Vorherre. Ja, kjere lille Svigermoder jeg ønsker dig alt hvad der er godt og deri indbefattet, at Du maa bestandig have megen Glæde af Dine kjere Børn og det er vist noget af det der glæder Dig og min kjere Svigerfader meest.

Nu længes Du vist efter at høre lidt om hvorledes Reisen hertil Idom er gaaet for os. Vi tog den første October til Viborg og havde et deiligt Veier til Reisen. I Viborg blev vi til Mandag Morgen hos en Broder af Pastor Paludan og de Dage var jeg glad over, da det var en venlig og rar Familie. Jeg saa Domkirken og var omkring i Byen, men det var dog ikke meget, da det regnede en Deel af Tiden. I Holstebro bleve vi hentede af Kudsken herfra Præstegaarden i Pastor Paludans nye Vogn. Du maa tro her var øde da vi kom og det er langt fra vi er færdige endnu, skjøndt det nu har hjulpet godt. Det har været nogle strænge Dage og jeg er glad over at De ere overstaaede. Paa Søndag kommer Provsten for at indsætte Pastor Paludan, saa skal han spise til Middag, men med den Middag faar Fru Paludan og jeg ikke meget at bestille, da den gamle Jomfru er her endnu og har lovet at overtage hele Husholdningen til hun reiser Tirsdag Morgen.

Nu er der igjen gaaet flere Dage hen uden at jeg har faaet skrevet et eneste Ord til Dig, kjere lille Moder, men jeg haaber Du kan forstaa at jeg har havt fuldt op at bestille og endnu er langt fra færdig med Travlheden. Søndagen gik godt og vi havde en deilig Gudstjeneste. Kirken var propfuld og man skulde undres over at her kunde samles saamange Mennesker hvor Huse og Gaarde ligge saa spredte paa store Strækninger. Alle Mennesker komme Pastor Paludans saa kjerligt imøde og der [er] stor Glæde over den nye Præst og hans Frue, da den forrige Præst var ugift. Præstegaarden er en stor Gaard, den ligner mere en Herregaard med de mange Bygninger. Jorden er kun simpel, dog er der en del af den bedre end man havde ventet.

Nu har vi da saa temmelig faaet ordnet Huset og her er virkelig meget hyggeligt; især er Dagligstuen og Sovekammeret gode Værelser, derimod er Salen og Gjæstekammeret og en Deel andre smaa Værelser mindre gode, men de blive nok forandrede og saa [vil] det Hele blive rigtig godt. Jeg er rask og har det godt, men jeg længes dog saa meget efter mit lille kjere Hjem og efter Alle mine gode Venner derhjemme og efter mine Kjere i Fuglebjerg. Jeg haaber da at I er raske, min lille Dorthea var jo ikke rask da Otto var i Fuglebjerg, men nu haaber jeg hun er vel igjen, hils hende kjerligt fra mig, ligesaa Alle Dine andre Børn, som jeg ikke i denne Tid kan faae Tid at skrive til. Hils saa ogsaa min kjere Svigerfader saa kjerligt fra mig, jeg haaber da at han ogsaa er rask.

Og saa Farvel for denne Gang, jeg skal sørge for Middagsmaden. Lev nu vel kjere lille Svigermoder, send en venlig Tanke til

Din egen lille Svigerdatter

Louise Christensen

Paa Fredag skal vi til et meget stort Bryllup og idag skulde vi om Veiret bliver godt til en Nabopræst.

Undskyld mit jaskede Brev.

[Fra Louise]

Høve d. 19 November 1875.

Min kjere Svigermoder!

Nu er det saa længe siden jeg har hørt lidt fra Fuglebjerg, at jeg næsten maa frygte for, at I har glemt, at Eders Otto har en Kjereste der altid bliver saa glad over et lille Brev fra hendes Kjere i Fuglebjerg. Jeg længes allermest efter at se Eder; jeg synes det er saa længe siden nu, men jeg seer desværre ingen Udsigt til at komme nogen Steder for det første, da vi har en grulig Masse forskjellige Arbeider der skulde tilside inden Jul. –

Hvor er det dog deiligt, kjere lille Svigermoder, at min Otto fik Plads paa Ehlers Collegium, jeg er så inderlig glad derover, og haaber at han nu kan lade nogle af de Timer fare, han underviser i og saa faa lidt mere Tid tilovers til sig selv. Det er ogsaa godt at han dog endelig engang kan slaa sig tilro og ikke skal flytte fra det ene Sted til det andet inden han rigtig har faaet Tid til at blive hjemme. Emilie er jo nu i Kjøbenhavn, det lykkelige Pigebarn, der kan se min Otto hver Dag. Otto er saa glad over at have hende derinde og jeg glæder mig over at de kan være lidt sammen.

Du skulde da høre lidt om min Jyllandstour. Den gik meget godt skjøndt det jo var en uheldig Aarstid at reise i. Vi reiste herfra tidlig om Morgenen den første October og var ikke i Viborg før om Aftenen Klk 8½. Det var en anstrængende Tour og vi vare meget trætte. I Viborg var vi til Mandag Morgen og toge saa til Holstebro hvor der saa var Vogne til at tage Godset paa og Karl og Heste til at bringe os til Idom. Pastor Paludan fik en Vogn af Beboerne inden han reiste og den kjørte vi i. I Idom bleve vi mageløs hjertelig modtagne af Beboerne. Det var en travl Tid inden vi fik Huset bragt i Orden, men saa havde vi ogsaa den Glæde at det blev rigtig hyggeligt og pænt. Pastor Paludan var ualmindelig rask medens jeg var derovre, jeg tænker det hjalp godt paa ham, at han nu var meget gladere og nu sin egen Herre. Fru Paludan og lille Daniella havde det ogsaa godt da jeg reiste og senere har jeg havt Brev, at de alle ere raske og glade. Jeg var nogle Dage paa Landerupgaard, hvor jeg naturligvis havde det udmærket godt. Anna, Andreas, Anna Møller og lille Charlotte havde det rigtig godt. Moder har det ikke rigtig godt i disse Dage og maa holde Sengen idag, det er Kulden der trykker hende. Den kjere lille Moder, hun kan intet taale. Men hvordan har du det kjere Svigermoder? jeg længes meget efter at høre lidt derom, ja om hvorledes I har det allesammen. Vil Du bringe Svigerfader en kjerlig Hilsen fra mig. Otto skrev engang noget om at han vilde skrive lidt til mig, men jeg har intet Brev seet. I Præstegaarden er det ikke godt. Pastor Rønne er kun meget svag. Han lider af Nervegigt og det skal være meget smertefuldt. Pastor Rønne kan ikke reise sig fra Stolen uden Hjælp eller sætte sig ned og maa gaa ved Hjælp af to Stokke. Det er bedrøveligt at se paa, men han er saa mild og kjærlig som altid og det er jo yndigt. Pastor Rønnes Medhjælp, en Candidat Elmqvist13, er et rigtig rart Menneske og hvad det bedste er, at han taler godt og er et fromt og kristeligt Menneske. Hils nu Alle mine Svigerinder og Svogre kjerligt fra mig og giv lille Dorthea et Kys fra mig, jeg længes efter hende. Venlig Hilsen fra Fader, Moder og Signe til Eder alle. Og saa Farvel for denne Gang og vær kjerlig hilset fra

Din kjerlige Svigerdatter

Louise Christensen

Gud velsigne dig, min egen kjere lille Svigermoder.

---