Otto Skårup om børn født uden for ægteskab i Grønland
I alle de otte år Otto Skårup var på Grønland var der ét der bekymrede ham mere end noget andet i det grønlandske samfund, det var det store antal børn født uden for ægteskab og grønlændernes akcept af det. Ganske vist omtalte han det ikke i sine bevarede private breve til sin egen og sin hustrus familie i Danmark. Men han omtalte det i flere af de dagbøger og indberetninger han sendte til ministeriet, fra de første for 1879-80 til de sidste for 1886-87; disse omtaler kan man finde ved at søge under ægte (hvor man bl.a. får uægte og ægteskab) og sædelig (hvor man også får sædelighed, det ord han betegnede sagen med). Han omtalte det også i en særlig skrivelse til ministeriet af 24/8 1887 (umiddelbart før han forlod Grønland). Nedenfor her udgives denne skrivelse og de kommentarer til denne der blev afgivet af lektoren for Grønland, H. F. Jørgensen, og biskoppen for Sjælland (og Grønland), Bruun Juul Fog.
O.S.s bekymring skyldtes at det grønlandske samfunds seksualmoral var forskellig fra Den Danske Folkekirkes daværende seksualmoral, og at han utvivlsomt betragtede Folkekirkens lære, herunder dens seksualmoral, som den sande kristendom, som det ikke blot var hans embedspligt (han var jo “missionær”) men også hans personlige ønske at udbrede til det grønlandske samfund. Blandt andet delte han formodentlig Folkekirkens (og Luthers og andre trossamfunds) udvidelse af det 6. bud fra kun at gælde ægteskabsbrud, som det gør i 2. Mosebog 20,14, til at gælde ethvert seksuelt samkvem mellem to mennesker der ikke er gift med hinanden. Ganske vist er det påfaldende at mens H. F. Jørgensen gengiver O.S.s omtale af “en beklagelig slaphed i sædelig henseende” (i indberetningen for 1879-80) som “en beklagelig Slaphed i sædelig Henseende, særlig m. H. t. det sjette Bud”, påberåber O.S. sig hverken her eller andetsteds dette bud. Men han nævner det altså heller ikke hvor der virkelig er tale om ægteskabsbrud, og man må vel tro at han var enig i udvidelsen af budet.
O.S.s samtidige kollega i Godthåb, N. E. Balle, var også meget optaget af seksualmoralen, se Henrik Wilhjelm, De store opdragere (Kbh. 1997), kapitlet »Den store sjælefjende«, s. 229ff. Se også sammes De nye grønlændere (Kbh. 2008), det meget kloge kapitel »Seksualmoralen«, s. 191-205.
[Otto Skårups særlige skrivelse til ministeriet om sædeligheden, dateret 24/8-87]
Det er vel en almindelig klage fra alle egne i Grönland, at sædelighedstilstanden står lavt, og måske gælder dette i særlig grad de missionariater, Julianehåbs og Frederikshåbs, som jeg kender nærmere, og atter står formentlig af disse Julianehåb lavest. I alle mine embedsår har dette været genstand for min særlige bekymring og tanke, og det har været mig en sørgelig pligt jævnligt at måtte fremhæve det i mine indberetninger. Det öjensynlige bevis på tilstandens dårlighed afgive de mange fødsler udenfor ægteskab. Ved at eftertælle i kirkebogen har jeg fundet, at der her i missionariatet i de sidste 20 år (1867-86) ere fødte ialt 975 grönlandske börn, og af disse vare 187 fødte udenfor ægteskab, hvilket giver et procentantal uægte börn af lidt over 19. Jeg savner aldeles materiale til at sammenligne dette tal med danske forhold eller forholdene nogensomhelst andre steder; men 19 uægte börn af 100 synes mig dog at være et så stort tal, at der er anledning til at overveje, om der ikke skulde kunne göres et eller andet særligt for om muligt at bringe tallet ned. Utvivlsomt er det mig ialfald, at begreberne om synd og skam netop på dette område ere særligt slappe hos den del af befolkningen her i landet, som jeg har haft med at göre. Ti det føles virkeligt ikke, eller dog så godt som ikke, som nogen skam for en pige at få et barn eller for en mand at blive udlagt som barnefader, hverken af den pågældende selv eller omgivelser. Alt i nogle år har jeg om denne sag tænkt mig to skridt, som kunde forsøges, og som jeg underdanigst her skal tillade mig at fremdrage for ministeriet til velvillig overvejelse; om måske lignende forholdsregler have været foreslåede, vèd jeg ikke, og beder i så fald om undskyldning for, at jeg fremkommer med dem.
Hvis man med hensyn til de udenfor ægteskab fødte börns antal sammenligner grönlandske med f. ex. danske forhold, forekommer det mig, at uligheden i lejlighed til at kunne indgå et ret ægteskab vel må tages i betragtning: i Danmark kunne en mand og en kvinde få deres ønske om at leve sammen som rette ægtefolk opfyldt nårsomhelst hele året om, medens i Grönland en lignende lejlighed for dem, der ville indgå sådan forbindelse med hinanden, kun gives en enkelt eller nogle enkelte dage hvert år. (Her udelades af betragtningen det mindretal af befolkningen, der bor ved stedet, hvor præsten har vinterophold.[1]). Når så hertil kommer, at præsten på grund af vej- og vejr-forhold m. m. ikke kan nogenlunde betids forud melde sit komme en bestemt dag til et sted, hvorved det ofte hændes, i overensstemmelse med grönlandsk sommer-levevis, at den ene af et par, der ellers vilde have været ægteviet af ham, netop ikke er tilstede der under hans korte ophold, og det måske er vanskeligt for de vedkommende at søge præsten snart et andet sted, da synes der at være ikke lidet, som taler undskyldende for, at et samliv som mand og hustru nu og da begyndes inden vielsen; og at et sådant begyndt samliv, om end vel i nogle dog i de fleste tilfælde ikke nogensinde kommer til vielsen, behøver ej at siges. Jeg kan ikke andet end tro, at, hvis der blev givet Grönlænderne mere almindelig lejlighed til at indgå ægteskab, da vilde de uægte börns antal blive færre, og dette atter virke til, at skammen for dem, der dog fik sådanne, vilde blive större. Og her har jeg da tænkt mig, at det muligt kunde lade sig göre, at lade kateketerne – dog vel kun de höjere lönnede, ialfald at begynde med – få myndighed til nårsomhelst i menighedens forsamling at slutte en gyldig ægtepagt for hvem, der ønskede det, i lighed med den myndighed han har til at forrette dåb, hvorefter så de af ham ægteviede, atter i lighed med de af ham døbte börn, senere kunde få deres ægteskab bekræftet af præsten. Der synes næmlig ikke at kunne være noget betænkeligt ved at give den, hvem det er betroet at forrette et af sacramenterne og ikke blot i enkelte nødstilfælde men helt almindeligt, myndighed til også at forrette vielse i de forholdsvis langt sjældnere tilfælde, hvor dette vilde forekomme. Der vil vist som regel være allermindst 4 gange så mange börn at døbe som par at ægtevie – skulde den, hvem det betroes at døbe 4 börn, ikke også kunne betroes at ægtevie 1 par? – Jeg kan imod dette forslag formode to betænkeligheder fremførte. Man kunde være i tvivl, om det kunde overlades kateketen at iagttage og overholde betingelserne for indgåelse af ægteskab med hensyn til alder, slægtskab o. a. m. Spørgsmålet om alderen synes dog let løst, og med hensyn til de andre mulige spørgsmål må det bemærkes, at som forholdene ere nu, da er præsten ved udstederne, hvor han ej kan kende alle enkelte personlige forholde, dog henvist til at gå efter kateketernes erklæringer. Det kunde vel også pålægges kateketen i ethvert tvivlsomt tilfælde først at indhente præstens anvisning. – Den anden formodede betænkelighed er den, at det kunde befrygtes, at der ved foreslåede ordning vilde blive indgået for mange letsindige ægteskaber. Hertil vil jeg sige, at der visselig med den nuværende praxis også indgåes mange meget pludseligt påtænkte og tilsyneladende ikke velovervejede ægteskaber, og dernæst kunde det jo sættes som pligt för hver vielse, at der skulde være lyst til ægteskab for de vedkommende på tre foregående söndage – kunde de pågældende der vilde vies, i denne tid, altså mindst tre uger, bevare villien dertil, da var herved afgjort nået en större garanti for en velbetænkt forbindelse, end der nu haves ved vielse af præsten uden foregående lysning.
Mit andet forslag, som jeg underdanigst ønskede at fremkomme med, har til hensigt at bidrage et lidet til at udvikle skamfølelsen over de uægte börn, men mod dette ville betænkelighederne måske blive större eller af mere alvorlig art end mod det første. Det er i Brødremenigheden her i landet skik, at, når et barn fødes udenfor ægteskab, da bliver dette ikke som de ægtefødte börn døbt straks i meget spæd alder, men først senere; hvor længe senere, et eller flere år, afhænger, såvidt vides, af moderen, af hvem der, för barnet stedes til dåb, kræves en særlig og frivillig henvendelse derom til missionæren, der da ved bestemmelsen af dåbstiden tager særligt hensyn til moderens vandel efter fødselen. Jeg skal ikke, skönt jeg ingenlunde tør fordömme en sådan praxis, der søger sin berettigelse i bestræbelsen for at skaffe det døbte barn en kristelig opdragelse, foreslå en lignende fremgangsmåde indført i den danske mission her i landet, men jeg henstiller til velvillig overvejelse, om det ikke skulde kunne ansès for tjenligt, at den bestemmelse blev tagen, at et uægte født barn – der som hidtil døbes straks som alle andre börn af kateketen – først f. ex. efter sit fyldte andet år må stedes til dåbsbekræftelse af præsten. Dette synes mig at være en mild måde, der ikke kommer til at røre ved större ting, practisk at holde forældrene for öje på, at menigheden ikke kan se med samme öje derpå, om et barn fødes i eller udenfor ret ægteskab; og samtidigt tror jeg, at en sådan fremgangsmåde, hvorved en ugift kvinde med sit barn èn eller to gange kom til at holde sig tilbage, medens andres jævnaldrende börn bleve dåbsbekræftede, vilde bidrage ikke lidet til at vise, at der dog er en forskel, og til at vække skamfølelsen hos hende såvelsom hos andre. At den hele bestemmelse straks skulde falde bort ved ægteskabs indgåelse mellem barnets forældre, ansès som en selvfølge. En mangel ved dette forslag er den almindelige og efter sagens natur temmelig nødvendige: at herved væsentlig kun moderen, den ene skyldige part, vil rammes i den almindelige bevidsthed; men herom, om faderen, vèd jeg intet særligt at sige eller forslag at göre; det må formentlig blive et spørgsmål, som præsten efter forholdene og personligt skön må tage under overvejelse f. ex. overfor altergang ved forudgående samtale ell. lign.
Jeg har anset det som min pligt ikke at tilbageholde ovenstående forslag, selv om de ved kyndigere prøvelse ikke skulde findes brugbare, og beder herved underdanigst det höje ministerium at skænke dem den opmærksomhed, som de måtte findes værd.
Julianehåbs missionariat, 24 august 1887.
Underdanigst
Otto Skårup.
Til
ministeriet
for
kirke- og undervisnings-væsenet!
[H. F. Jørgensen: kommentar til Otto Skårups brev om sædelighed]
Grønlandske Missions
Lektorat.
d. 28de Febr. 1888.
Hoslagt tilbagesendes Missionær Skaarups Skrivelse af 24de August f. A., hvori han, navnlig i Anledning af Hyppigheden af uægte Fødsler i Grønland, foreslaaer:
1) at der gives højere lønnede Kateketer Bemyndigelse til at ægtevie, og 2) at uægte Børns Daabsbekræftelse af Præsten udsættes f. Ex. til deres to Aars Alder.
Af disse Forslag har det første været fremsat før fra anden Haand (formentlig afgangne Missionær Nissens[2]); men der blev da fundet overvejende Betænkelighed derved, og jeg kan nu lige saa lidt som den Gang tiltræde det. Det skal villig indrømmes, at den præstelige Betjening baade i Almindelighed og særlig i den sidste Aarrække er altfor sparsom i de grønlandske Menigheder; men jeg maa bestemt fastholde, at der ikke bør overdrages de grønlandske Kateketer mere, end det alt er skeet, af den særlige Præstegjerning, med mindre man tillige vil give dem Indvielsen dertil; uden den vil baade den fornødne Myndighed og det personlige Ansvar komme til at mangle; og iblandt de ældre Kateketer er der flere, som jeg med stor Glæde skulde gaae med til at ordinere, idet jeg holder mig forvisset om, at de hverken i Kundskaber eller christelig Modenhed staae under de hidtil ordinerede Grønlændere, men vel i christelig Livserfaring over dem; og kunde det for disses Vedkommende skee uden foregaaende Ophold og Forberedelse i Danmark, da vilde det efter min Overbevisning være baade dem selv og Menighederne tjenligst, saaledes som jeg alt for mange Aar siden har tilladt mig nærmere at udvikle det. Ordinationen synes derhos at være det eneste passende og sikkre Skjel imellem Kateketer med udvidet Bemyndigelse til præstelige Handlinger og dem uden en saadan. At lade det af en Kateket indviede “fuldgyldige Ægteskab”, saaledes som Skaarup har tænkt sig det, senere bekræfte af Præsten, vilde formentlig kun kunne ansees passende, hvis det var et borgerligt Ægteskab; men i saa Fald maatte det vist hellere være indgaaet uden “Menigheds Forsamling” og for en anden end Kateketen; medens iøvrigt Indførelsen af borgerligt Ægteskab sikkerlig ikke er ønskelig i Grønland. Paralelliseringen med Daabsbekræftelsen maa ansees for i alt Fald noget haltende; medens der fremdeles klæber den Mislighed derved, at de Paagjældende mulig i Mellemtiden havde betænkt sig og slet ikke vilde have deres Ægteskab bekræftet, men maaske tværtimod ophævet. – Iøvrigt er der jo nu heldigvis Udsigt til i en nær Fremtid at skaffe Landet en noget rigeligere Forsyning med Præster, end det har været muligt i en længere Aarrække; og det nye Ritual forbeholder ogsaa udtrykkelig Ægtevielseshandlingen for Ordinerede, ligesom det derhos giver nærmere Regel for Ægteskabstillysning, der alt i mange Aar har været almindelig i de fleste Missionariater.
Det andet Forslag mener Skaarup selv at skulle møde større Betænkelighed ved, og han paapeger desuden en væsentlig Mangel derved. Jeg for min Part kunde ikke desto mindre snarere gaae med til dette end til det første, men mener dog ikke at burde anbefale det til Stadfæstelse som almengyldig Bestemmelse. Som Forholdene ere i Grønland, kunde en Præst vel i enkelte Tilfælde, hvor han fandt det tjenligt som Kirketugt, paa egen Haand handle i Overensstemmelse dermed (cfr. Lützens[3] Dagbog for 1887, 16 Januar, S. 5); men som almindelig Regel vilde det næppe faae den tilsigtede Virkning. Og det turde derfor være raadeligt, at Præsten i Almindelighed stiller sig lige overfor Moderen til et uægte Barn ganske paa samme Maade som overfor Faderen til det, og lader det, hvad der rettest bør gjøres i den omhandlede Henseende, i hvert enkelt Tilfælde blive, som Skaarup udtrykker sig, “et Spørgsmaal, som han efter Forholdene og personligt Skjøn maa tage under Overveielse f. Ex. overfor Altergang ved forudgående Samtale ell. lignende”.
Underdanigst
HFJørgensen
Til
Ministeriet
for Kirke- og Undervisningsvæsenet!
[Biskop Bruun Juul Fog: Kommentar til Otto Skårups brev om sædelighed]
Det ærede Ministerium har begjert mine Yttringer om en Skrivelse fra hidtilværende Missionær i Grønland, Skaarup, med vedlagt Erklæring fra Lector i det grønlandske Sprog, Sognepræst Jørgensen, om mulige Midler til Sædelighedstilstandens Forbedring i Grønland.
Idet jeg maa beklage at mit Kjendskab til de grønlandske Forhold ikke er fuldstændigere, maa jeg væsentlig henholde mig til Sognepræst Jørgensens Erklæring. Pastor Skaarup har neppe seet rigtigt ved Sammenstillingen af den Katecheterne betroede Daabshandling med Virksomheden ved Ægteskabsstiftelsen. Ved den sidste er der Hensyn at tage, som Katecheterne i Almindelighed næppe ville være egnede til ret at kunne skjønne om. Ogsaa kunde det befrygtes, naar Ægteskabet dog senere skulde indvies af Præsten, at Stiftelsen ved Katecheten blev betragtet som noget, der ikke havde fuld bindende Kraft – det kunde dermed let skee, at den foreslaaede Foranstaltning snarere vilde føre til yderligere Slappelse af Sædelighedstilstanden end til en Bedring af denne, idet Mand og Kvinde ledes til at tænke, at de havde en vis Berettigelse til at hengive sig til hinanden, naar de lade sig vie af Katecheten, uden dog dermed at overtage Forpligtelsen til et livsvarigt Samliv i ægteskabelig Troskab.
Hvad det andet Forslag angaaer om at nægte nygifte Kvinders Barnedaab for en kortere eller længere Tid, da maa en saadan Nægtelse af de uskyldige Børns Daab anvendt som en Kirketugt ligeoverfor Moderen ansees lidet stemmende med Daabens Væsen og Betydning. Naar dog Daaben skulde foretages i Børnealderen, da vilde det oftere blive Tilfældet, at Daaben blev foretaget paa en Tid, da Moderen yderligere havde viist, at hun i det mindste i sædelig Henseende ikke kunde være Barnets Vejleder med sit Exempel. I Grønland som herhjemme maa Fortrøstningen til Udviklingen af Daabens Naadegaver i mangfoldige Tilfælde mere hvile paa Tilliden til Indflydelsen fra det christelige Samfund, i hvilket Børnene ved Daaben føres ind, end paa Forældrenes Opdragelse.
Jeg kan saaledes ikke anbefale de foreslaaede Midler til Sædelighedstilstandens Forbedring i Grønland.
Sjællands Stifts Bispekontor, Kjøbenhavn, d. 4 Maj 1888.
Til
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet.
[1] Sml. at O.S. i brevets indledning har sagt at sædelighedstilstanden formentlig stod lavest netop i Julianehåb, hvor præsten havde vinterophold.
[2] Peter Nissen (1819-83) havde i 1872, som missionær og seminarieforstander i Ilulissat (Jakobshavn), sendt indstilling til kultusministeriet om at give to mangeårigt uddannede og meget dygtige kateketer tilladelse til at foretage vielse og holde altergang, men den blev afvist, iflg. Henrik Wilhjelm, De nye grønlændere, 2008, s. 475. H. F. Jørgensen var grønlandsk lektor og ministeriets konsulent 1869-1904 og altså medvirkende til afvisningen.
[3] Edvard Ægidius Lützen var missionær i Frederikshåb og blev OSs efterfølger i Julianehåb.