Nedenstående dagbog for 1880-81 er sendt til Kultusministeriet og opbevares på Rigsarkivet. Indholdet kan med fordel sammenlignes med O.S.80-81 Fællesbrev, O.S.80-81 Indberetning og O.S.80-82 Optegnelser. Sidstnævnte ligger delvis til grund for de andre. Se også Grønland, mennesker og steder.
Dagbog for Julianehåbs missionariat i tiden fra 1ste juli 1880 til 30te juni 1881.
Otto Skårup.
Juli måned 1880.
4. Söndag. Jeg afholdt dansk gudstjeneste om formiddagen, kateketen grönlandsk om eftermiddagen.
5. Mandag. Om morgenen kl. 6 afrejste jeg til Narssaĸ i meget gunstigt vejr; nogen is her på fjorden ligesom i nærheden af Narssaĸ gjorde vejen lidt længere end ellers, dog ankom jeg til bestemmelsesstedet allerede tidligt om eftermiddagen. Undervejs mødte jeg missionær af Brødremenigheden Hilbig, der med sin familie var på rejse fra Godthåb til Frederiksdal. Gærne greb jeg lejligheden til at stifte lidt bekendtskab med ham, ligesom jeg også har søgt at lære at kende de andre her i districtet boende hernhuttiske missionærer, og dette ikke blot for vor fælles gærnings skyld, men også for bedre at vide, hvorledes jeg skal møde de navnlig fra mine landsmænds side ofte fremførte beskyldninger og rygter om nævnte missionærers virksomhed. – Senere, i nærheden af Narssaĸ, mødte jeg læser Boas fra Sigssardlugtoĸ, der tilligemed et par familier fra nævnte sted var under flytning til udøerne. Jeg spurgte ham, om han ikke havde hørt, at jeg vilde komme til Narssaĸ denne dag – jeg havde næmlig forud meldt det. Jo, han vidste det vel, men det var vanskeligt for ham, folkene vilde flytte ud nu og var ikke til sinds at opsætte det. Om han da ikke selv vilde følge med mig til Narssaĸ, jeg ønskede at tale med ham om hans gærning som lærer o.l. Også dette var vanskeligt, og efter flere temmelig tomme undskyldninger, og uden at ville indse, at han halvt var pligtig til at göre det, så meget mere som han også ifjor undlod at træffe sammen med mig, forlod han os, dog med løfte om senere at komme til colonien. – Fra Narssaĸ afsendte jeg straks bud til de omliggende bopladser. Om efterm. kl. 5 afholdt jeg prøve over de af Andreas Geraae ved selve pladsen underviste börn. I sin helhed syntes denne skole at være i ganske god stand. Hvad jeg alle vegne mener at måtte lægge ganske særlig vægt på er læsning, og denne var god her, skrivefærdigheden ligeledes, medens regning var så ussel som omtrent muligt. Religionskundskaben var god, ja endog meget god, så længe spørgsmålene vare indrettede således, at der kunde svares nöjagtigt med bogens ord. Men spurgtes frit, så der krævedes lidt selvstændig omtanke hos börnene, gave disse enten intet eller aldeles meningsløst svar; navnlig gælder dette om bibelhistorien, med katekismus og lærebog var det lidt bedre. Læreren, Andreas Geraae, har åbenbart mere af flid end af læreevner; jeg tror, at han i god tro kunde sige om sig selv, at han havde gjort, hvad han kunde; men alligevel venter jeg til næste år at finde hans börn bedre, navnlig i retning af at tænke lidt og svare lidt med egne ord, dette mente han også selv, nok vilde kunne opnås.
6. Tirsdag. Morgen kl. 8 holdt jeg skriftemål og altergang; 68 communicanter. Ifjor gjorde jeg dette i kateketens hus, men den altfor lille plads og den derved opstående hede gjorde handlingen såre vanskelig for mig og mindre hyggelig i flere henseender. Da vejret var så godt, foreslog jeg denne gang at blive ude i det fri; uden vanskelighed fik vi af konebådsårer og nogle stænger oprejst et stillads, som oventil blev dækket med skind; på denne måde kunde vi alle sidde i skygge og frisk luft. Det eneste, som da generede, var myggene, men dog vil jeg for fremtiden, når vejret tillader det, langt foretrække en lignende ordning fremfor en altfor stærk sammenstuvning i en lille stue. – Kl. 11 samme dag prøvede jeg de aftenen forud ankomne börn fra Niaĸornaĸ og Tugdlerúnat. De vare gennemgående meget dårlige; læse kunde selv de ældste og bedste ej andet, end hvad de kunde mindst halvt udenad; derfor måtte det undre mig, at de havde lært at fremsige så meget, som de kunde, ordret af deres bøger; men på den ringeste forståelse af det fremsagte skortede det aldeles. Til dommen herover må erindres, at de vedkommende lærere ej ere seminarister, og tilmed temmelig aldrende mænd. – At Boas fra Sigssardlugtoĸ ej kom til Narssaĸ er alt omtalt; også Andreas, kateket ved ĸángue, savnede jeg; beboerne derfra var allerede tidligere flyttede ud, men de vilde søge til præsten ved colonien. – Om efterm. kl. 5 holdt kateketen aftenbön; han har et kønt, naturligt foredrag til forskel fra Tobias Berthelsen ved Igaliko.
7. Onsdag. Formidd. kl. 8 holdt jeg grönlandsk prædiken, hvorefter 6 börn blev frembårne til dåbsbekendtgörelse. – Hermed var jeg for så vidt færdig, da der ingen vielser var at foretage, og ingen syge, jeg måtte besøge; men da flere Grönlændere bad mig ikke rejse straks, tog jeg først bort henad eftermiddagen. Det var også morsomt for mig i denne mellemtid at se på Grönlændernes fornöjelser og tale med dem. To fangere, hvis börn havde været fremstillede til dåbsbekendtgörelse, morede sig selv og alle andre ved fra et hustag at kaste i grams allehånde sager: brød, kaffe, sukker, tobak, svovlstikker, tørklæder, anorakker, skjorter, kamikker o.a.m. For at gribe disse ting brødes alle fra den yngste til den ældste til stor fornöjelse for enhver. Straks herefter henledtes alles opmærksomhed på en gammel kone, der med mange sære fagter dansede på en stor flad sten; det var moderen til en af de ovennævnte fangere, og da jeg spurgte hende, hvorfor hun gjorde således, svarede hun: fordi jeg er så glad. Hvorfor er du da så glad? Fordi det var min sönnesön[1], som du døbte i dag. – Begge gange, jeg har været ved Narssaĸ, har jeg befundet mig så vel derinde: befolkningen synes mig mere naturlig og på en god måde barnlig end de fleste andre steder. Dette tilskriver jeg for en del, at handelsbestyreren her er en ren Grönlænder[2]. – Benyttende det gode vejr rejste jeg hjem om natten og kom hertil torsdag morgen d. 8de.
11. Söndag. Da jeg efter min hjemkomst ikke kunde blive færdig med min forberedelse, holdt Joh. Dahl denne dag begge grönl. gudstjenester. Derimod
18. Söndag prædikede jeg Grönlandsk kl. 10, Joh. Dahl kl. 5.
20. Tirsdag. Idag per kajak modtaget fra Peru de fra ministeriet sendte skrivelser af 16de og 17de marts samt to af d. 3die april. Peru ligger endnu i Kajartalik, Hvalfisken – efter sigende – i Smallesund. Det er min agt i begyndelsen af næste uge at rejse til ĸagssimiut, hvortil jeg nu forbereder mig.
25. Söndag. Kateketen prædikede.
26. Mandag. I meget gunstigt vejr nåede jeg efter 12 timers roning ĸagssimiut, og afsendte samme aften post til udøerne.
27. Tirsdag. I løbet af natten og tidligt om morgenen ankom en del Grönlændere, dog ikke alle de ventede. Af denne grund vilde jeg ikke gærne holde altergang straks, derimod prædikede jeg kl. 10 og bekendtgjorde derefter dåben for nogle börn. – Af kateketerne fra de mindre bopladser vare ankomne Saul Gideon fra Nunarssuit og Benjamin fra ĸeĸertarssuâraĸ; Gabriel fra ĸarmat meldte, at han af en eller anden grund ej kunde komme. Om eftermiddagen prøvede jeg skolebörnene; de af Salomon underviste börn havde samme fortrin og samme mangler som börnene i Narssaĸ; da jeg også vilde prøve dem lidt i regning, erklærede Salomon straks åbent, at det kunde ej nytte, „han kunde selv ikke regne”.[3] Jeg viste ham, at han dog kunde göre lidt mere i den retning, f.ex. lære alle börnene at tælle ordentligt. – Börnene fra Nunarssuit vare mig over forventning flinke, navnligt læste de godt. For en stor del hidrører denne færdighed, der er så sjælden hos de af ikke-seminarister underviste börn, sikkert af, at foruden kateketen er der på Nunarssuit ansat en læserinde, Concordia, så at börnene, selv om kateketen ikke er ved hjemmet i længere tid, ej behøve at være helt uden undervisning. Benjamin fra ĸeĸertarssuâraĸ havde kun èt skolebarn, der i det hele var temmelig tarveligt, måske noget på grund af stærk tunghørighed.
28. Onsdag. Der var endnu ikke kommet flere mennesker; man mente, at en netop i disse dage indtrådt god fangst var skyld heri. Da vejret var slet med stærk regn, fik jeg lov til at holde altergang i den danske udliggers hus; der var 41 communicanter. Heller ikke her var nogen brudevielser. Om eftermidd. holdt kateketen Salomon gudstjeneste i sit hus. Han talte frit, uden papir. Dette havde jeg aldrig för hørt her i landet ved en almindelig gudstjeneste. Særligt i begyndelsen af mit ophold her var jeg ofte ked af at se den fuldstændige afhængighed af papiret, som flere kateketer viste; men jeg var meget varsom med at udtale mig derimod, da jeg befrygtede, at en og anden mindre samvittighedsfuld kateket fra den stadige brug af papiret kunde slå over til slet ikke at skrive sine prædikener og således fristes til at møde mere eller mindre uforberedt til gudstjenesterne, eller i al fald let, uden selv at vide det, komme til væsentligt at byde sine tilhørere det samme meget ofte. – Nu hørte jeg Salomon tale frit, og jeg så det store fortrin, som talen har fremfor oplæsningen: det var åbenbart, at såvel den talende som tilhørerne her vare bedre med end de andre steder, jeg havde hørt grönl. prædikanter. Men jeg så også straks efter, at grunden til min ovenanførte varsomhed ej var betydningsløs: for bedre at kunne vurdere den hørte tale ønskede jeg at læse den, og bad efter endt gudstjeneste Salomon om at låne den, men fik til svar, at han skrev aldrig sine taler. Jeg sagde ham, at jeg var glad over at se ham tale frit og syntes også godt om, hvad han havde sagt, men vilde have været endnu mere tilfreds, om han bagefter kunde have vist mig den nys holdte tale skreven. Dog bør jeg, for ej at misforstås, hertil föje, at jeg ingensomhelst grund har til at anse Salomon for, som jeg ovenfor udtrykte mig, en mindre samvittighedsfuld mand i sin gærning, tværtimod har jeg såre gode tanker om ham. Den danske udligger ved ĸagssimiut[4], en ældre mand, hvis ord jeg har al grund til at lide på, og hvis grönlandsk opdragne börn gå til gudstjeneste hos Salomon, giver denne det bedste vidnesbyrd i alle måder. I det hele er der et såre smukt forhold mellem nævnte udligger og Grönlænderne der på pladsen, hvilket jeg så mange beviser på de to næstfølgende dage, da stærk regn og blæst hindrede min afrejse; ja næppe har jeg her i landet truffet nogen dansk mand i handelens tjeneste, der besidder större virkelig godhed for beboerne, udvist på en fornuftig måde.
Her må jeg meddele, at jeg i foråret per Fox skrev til Danmark for at formå en kvindelig slægtning til at rejse herop for at være min hustru behjælpelig, samtidig med at jeg gjorde skridt til, at hun kunde gå herop med Fox, anden rejse. For at afhente hende, der imidlertid ej kom, tillod jeg mig privat at benytte missionens konebåd til en rejse til Ivigtût, som desværre på grund af slet vejr og Foxs lidt senere ankomst end almindeligt medtog dagene fra d. 31 juli til d. 9 avgust. Det er mit håb, at ministeriet ej vil tage mig denne frihed ilde op, da jeg ikke på den tid kunde indhente tilladelse forud. Desværre påførte jeg mig selv, som sagt, til ingen nytte udgifterne til denne rejse.
August.
10. Tirsdag. På tilbagerejsen fra Ivigtût døbte jeg i ĸagssimiut et par tvillingbörn, der i mellemtiden vare fødte.[5]
11. Onsdag. Jeg afrejste fra ĸagssimiut, men nåede på grund af regn og blæst først Julianehåb næste dags eftermiddag. Intet særligt var under min fraværelse forefaldet ved colonien.
15. Söndag. Døbte jeg to börn; Joh. Dahl prædikede.
17. Tirsdag. Peru ankom. Jeg modtog alle til missionen udsendte sager rigtigt.
22. Söndag. Dansk gudstjeneste, senere grönl. brudevielse. Kateketen aftenbön.
24. Tirsdag. Hvalfisken ankom.
27. Fredag. Enkelte beboere fra Sigssardlugtoĸ ankom i konebåd; et barns dåb blev bekræftet; læser Boas, som havde lovet mig også at komme, var ej med. – Afsendte den årlige indberetning m.m. til ministeriet. – Modtog i dag budskab om, at den i min dagbog ifjor omtalte fanger Peter Simon, der i foråret efter forstanderskabets beslutning blev flyttet med sin familie her fra colonien til Narssaĸ district, tilligemed sin kone og to börn for et par dage siden ere døde efter nydelsen af forrådnet sælhundekød. Det var ingenlunde af trang, de havde spist dette kød: Peter Simon havde selv fanget sælhunden, og med villie havde de ladet den rådne. En mærkelig lyst at sætte mest pris på kødet i den stand, og mærkeligt at de ofte, også i de senere år, gentagne beviser på følgerne af at fortære sligt kød, ikke kunne være tilstrækkelig advarsel til at undlade det; det er ikke længere siden end i foråret 1879, at flere personer ved Igaliko på denne måde hidførte sig døden. – Den her omtalte var en stakkels elendig familie, der, om jeg så må sige, i alle måder var kommen så underlig på kant med verden, at det næppe kunde ventes, at den nogensinde vilde komme til at finde sig helt til rette i den igen. Tre efterladte börn ere blevne tagne i huset af to fangere, som derfor få lov at dele de i foråret af forstanderskabet til Peter Simon givne bygningsmaterialier o.l.[6]
28. Lördag. Jeg begyndte sydrejsen, men nåede først på grund af nordenstorm næste morgen tidlig til Sârdloĸ; ellers göres den rejse på 5-6 timer
29. Söndag. Formiddag kl. 9 talte kateketen over dagens evangelium, hvorefter 3 börn fremstilledes til dåbsbekendtgörelse. Kl. 2 holdt jeg skriftemål med altergang; her var 41 altergæster. Den missionen tilhørende bygning, som tilsyneladende var vel vedligeholdt, afgiver et godt locale til gudstjeneste, om det end er temmelig indskrænket, når ved præstens komme der er flere mennesker end sædvanligt. – Her var et par, som bleve ægteviede. – Det var mig en stor fornöjelse at holde prøve over skolebörnene her, ti de vare gennemgående de flinkeste, jeg endnu har set her; særligt var læsningen påfaldende bedre end andre steder; jeg fik også noget friere og frejdigere svar af börnene, end jeg var vant til. Dette gode resultat glædede og overraskede mig så meget mere, som jeg egentlig kun havde temmelig ringe forventninger om kateketen her, Julius Motzfeldt. Men medens denne således udfylder sin stilling som börnelærer meget godt, var hans forhold ved gudstjenesten underlig kejtet og næsten lidt skødesløst; f.ex. læste han evangeliet ganske jammerligt op, de halve af hans skolebörn viste, at de kunde göre det langt bedre. – Efter endt examen tillod jeg mig at uddele nogle få pund skonrog til de flinke börn. Jeg forblev ved Sârdloĸ til
31. Tirsdag morgen, da jeg afrejste så tidligt, at jeg ankom til Sydprøven omtrent kl. 9. Blandt de herboende til den danske menighed hørende få mennesker var ikke meget arbejde: kun 17 altergæster; til dåbsbekendtgörelse fremstilledes 3 börn. Ved prøven over de få skolebörn blev jeg i grunden lidt skuffet; ikke at de vare ringere end börn på andre steder, men jeg havde ventet mig, at de gennemgående skulde være bedre, da kateketen her, Johannes Hansen, både er flittig og særligt begavet. Blandt börnene vare to, som skulde confirmeres og derfor fulgte med mig til Nanortalik, og disse to fyldestgjorde enhver fordring og forventning fra min side. Missionens bygning var i god, smuk stand og omhyggelig renholdt. Særdeles glad blev kateketen, da jeg kunde fortælle ham, at den ønskede kirkeklokke var ankommen til ham. Også ved dette besøg måtte det glæde mig at se, hvilken myndighed kateketens ord har blandt befolkningen; i det hele måtte jeg skönne, at Joh. Hansen, når alt tages i betragtning, måske er den blandt mine indfødte medarbejdere, som besidder de bedste betingelser for at udføre en katekets gærning på fyldestgörende måde.
September 1880.
1. Onsdag. Rejste fra Sydprøven og ankom, efter et ganske kort ophold ved Igdlorpait hos missionær Gericke, til Nanortalik om aftenen. Her opholdt jeg mig nu til d. 14de september. Jeg sendte straks bud til Sagdlît og de omliggende pladser for at hidkalde confirmanterne, med hvilke jeg begyndte at læse, idet jeg bar mig ad som om foråret her ved colonien, at jeg læste med börnene hver dag om formiddagen, kateketen om eftermiddagen. I mellemtiden udførte jeg så de foreliggende kirkelige handlinger, samt tilså skolen.
3. Fredag holdt jeg examen over börnene ved Nanortalik. Udfaldet af denne var i det hele rigtig godt; med regning, om den end var tarvelig, stod det bedre end ved de andre udsteder; måske vare börnene ej fuldt så ferme i at ræmse op udenad efter bøgerne som enkelte andre steder, men så kunde de til gengæld lidt bedre anvende deres tanke på det læste. Missionens bygning var vel holdt; gudstjenestelocalet er på sin vis temmelig rummeligt, men der er altfor lavt til loftet, så luften öjeblikkelig, når der er mange mennesker, fordærves.
5. Söndag holdt jeg om formidd. grönl. prædiken samt bekendtgjorde dåben for 9 börn. Eftermidd. kl. 5 holdt kateketen, Isak Lund, aftenbön. I ham hørte jeg den anden, der talte uden papir; han talte naturligt og godt, men med altfor svag røst, så han umuligt kunde høres af alle. Hans bryst er ikke stærkt, hvorfor den slette luft generede ham betydeligt.
7. Tirsdag. Jeg ægteviede 7 par unge mennesker, blandt disse den ifjor til kateket antagne Eller Dorph. Just i de samme dage havde han vundet en ung piges ja, hvorover han var meget lykkelig; men i sin lykke var han ængstelig for, at hans brud kunde ombestemme sig, hvorfor han begærede, at brylluppet måtte blive snart; da jeg spurgte, hvorfor han hastede så stærkt, svarede han åbent: „jeg er bange, hun skal sige nej igen.” Dette tyder vel ikke på nogen dybere følelse af ægteskabets betydning enten hos ham eller hende, dog tør man ikke dömme herom efter analogi med danske forhold.
8. Onsdag. Ægteviede to par. Prøve af skolebörnene fra småpladserne i omegnen. De fra Sigssarigsoĸ, af Timotheus underviste, vare flinkest, Poul Egedes fra Sagdlît dårligst, medens Eller Dorphs fra Tuapait vare omtrent som almindeligt for börn under lige kår; med Timotheuss arbejde havde jeg således grund til at være tilfreds, mindre med Poul Egedes, og af Eller Dorphs börn venter jeg mig adskilligt mere efter den dygtighed, jeg mener ham i besiddelse af, når han i længere tid får arbejdet med dem. – Eftermidd. kl. 5 holdt Eller Dorph aftenbön; han gjorde det godt, efter papir, men for langt; jeg fik hans skrevne tale med mig.
9. Torsdag. 6 börn fik deres dåb bekendtgjort, senere jordfæstede jeg en lille pige. De fleste af confirmanterne vise sig ved den daglige undervisning temmelig flinke; også fremgår det allerede af disse få dage, at det ingenlunde vil være så meget vanskeligt for kateketerne at bringe de grönlandske börn til også med erkendelsen i al fald delvis at tilegne sig det, som nu hovedsagelig overlades hukommelsen, når der kun stadigt arbejdes hen derpå. – To börn har jeg set mig nødsaget til på grund af altfor stor uvidenhed at vise tilbage til næste års confirmation.
12. Söndag. Idag afholdt jeg confirmationen; confirmanterne vare 11 drenge og 7 piger. Efterat jeg havde prædiket, lod jeg, som i foråret her ved Julianehåb, kateketen katekisere, hvilket han gjorde ganske godt men vilde have gjort bedre, om han ikke havde generet sig så meget. Senere talte jeg, såvel för som efter selve confirmationen. – Om eftermiddagen lod jeg de nyconfirmerede tractere med kaffe og brød. Kl. 5 holdt Isak Lund aftenbön.
13. Mandag. Allerede i dag, morges kl. 9, holdt jeg af hensyn til de mange tilrejste, der ønskede det, skriftemål og altergang; der var 86 altergæster. Denne dags eftermiddag holdt kateket Timotheus aftenbön i capellet. Han, der er en midaldrende grönl. fanger, havde heller ikke sin tale skreven; med hans stille væsen, besindige, tydelige tale var det overordentlig tiltalende at høre ham. – I anledning af sin söns confirmation opholdt kateket Joh. Hansen fra Sydprøven sig ved Nanortalik i disse dage. Med ham og de tre til Nanortals district hørende kateketer havde jeg en længere samtale denne dag. Blandt andet talte vi om Sagdlît og om kateketen der, Poul Egede, af hvem jeg havde fået et så ugunstigt indtryk, og hvis börn vare overmåde slet underviste. Herom sagde Joh. Hansen, at vel mente også han, at Poul Egede var en simpel kateket, men dels var der ingen grönlandsk mand på Sagdlît, der bedre kunde eller vilde røgte den gærning end han, dels, mente han, var den derværende befolkning særlig vanskelig at arbejde imellem, idet den ligefrem modarbejdede kateketens bestræbelser for at holde börnene i skole, hvorfor man formentlig måtte dömme lidt mildere om Poul Egede; der var således efter hans, som og Isak Lunds, anskuelse intet særligt, der i denne retning kunde göres for öjeblikket. Hvad Joh. Hansen i denne sag fremførte var til stor ære såvel for hans klare dömmekraft som for hans gode hjærte. – Fra Isak Lund, Timotheus og Eller Dorph kunde jeg tage afsked med tak for det, jeg i disse dage havde set af deres gærning, samt med den glade bevidsthed, at missionens sag hos dem var i så gode hænder, som det under de bestående forhold kunde ventes. – Da de herværende få Danske ingen altergang ell. lign. ønskede, var hermed mit arbejde endt i Nanortalik, og jeg kunde begive mig hjem. – Kun skal jeg endnu tilföje, at sundhedstilstanden her, som alle andre steder, var fortrinlig. –
14. Tirsdag. Afrejste fra Nanortalik i godt vejr, men måtte for storm lægge op og overnatte på en ø. Næste dag stille, så vi atter begav os på rejsen; midt på Lichtenausfjorden anfaldtes vi af stærk nordenvind med regnbyger, samt senere en umådelig tæt tåge. Vi arbejdede en tid imod vejret, så fortæller pludselig styreren mig, at vi måtte være drevne ud af coursen, samt at hverken han eller kajakmanden vidste, hvor vi var. Da stormen yderligere tog til, var det en stor glæde for os alle, lige i nærheden nu at öjne land. På grund af skær og brændingen var det et slet landingssted, men styreren turde ej længere holde båden i søen og erklærede, vi måtte forsøge at komme i land her. Jeg var ikke så lidt ængstelig for skærene, men des större var min glæde over, at en sø netop på det passende tidspunkt kom og løftede os over skæret, og at alle roerskerne i samme öjeblik, alle som en, sprang ud i vandet og greb båden, at den samme sø ikke skulde drage den tilbage igen. Stedet, hvor vi landede, viste sig at ligge ganske nær Lichtenau, hvorhen vi senere, da stormen sagtnede lidt, begave os. Af de derværende missionærer traf jeg kun Gysin, som jeg kendte fra overrejsen med Peru. Også den påfølgende dag stormede det stærkt af norden, så at jeg først den
17. Fredag kunde rejse hjem, og nåede jeg da hertil samme eftermiddag. – Almindelig taxt for konebådsbesætning herfra til Nanortalik er for mændene 4 og for kvinderne 3 kroner, men da rejsen havde varet så længe betalte jeg henholdsvis 5 og 4 kroner. – Alt stod vel til ved colonien. –
19. Söndag afholdt Joh. Dahl gudstjenesterne. Jeg beredede mig til en brudevielse, der på grund af vedkommendes afrejse fra colonien gærne skulde holdes dagen efter.
20. Mandag. Ægteviede kolonist Abraham med en datter af kateket Josva ved Arssuk.
Under mit ophold ved Nanortalik var den hidtidige kolonibestyrer Hansen afrejst, og den nye, Carl Lytzen, ankommen. En her i landet ansat kolonibestyrers hele forhold dels i hans stilling som den, der factisk i sit district har overmyndigheden på de allerfleste ja næsten alle områder, dels i hans private liv har al tid nogen og kan have en overordentlig stor indflydelse både i hæmmende og fremmende retning på missionsgærningen i det hele og på missionærens kår, derfor er dette kolonibestyrerskifte såvel for min gærnings skyld som med hensyn til mit private liv af stor betydning.
21. Tirsdag. Denne dag besøgte jeg Kangermiutsiait, hvor Vittus Nielsen er kateket, og udførte de der foreliggende kirkelige handlinger, dåb og altergang. Ved den afholdte prøve over skolebörnene så jeg den usleste undervisning jeg har truffet her i landet, når der tages hensyn til, at læreren er seminarist og lönnet således, at arbejdet i skolen og ved gudstjenesterne bör være hans hovedbeskæftigelse. Af alle börnene, af hvilke 6 endog vare over 14 år, kunde kun 3 læse nogenlunde rent. Religionskundskaben var yderlig mådelig; vel kunde nogle af de ældre ramse en del af lærebogen op, men i den grad uden forståelse, at ikke alene jeg ikke men selv deres egen lærer ikke kunde få svar af nogen på spørgsmål om vor frelsers navn, om hvem der har skabt verden o.l. – Ved min samtale med Vittus om dette slette resultat, vilde han forsvare sig med at börnene ved Kangermiutsiait var så dårligt begavede, at han kunde intet bringe ud af dem. Jeg formanede ham alvorligt til fremtidig at passe sin skole meget bedre.
26. Söndag. Jeg holdt dansk gudstjeneste om formiddagen, Johan Dahl grönlandsk om eftermiddagen.
Oktober.
2. Lördag. Bekendtgjorde dåben for börn fra ĸángue og Sigssardlugtoĸ. Boas, som er læser på det sidstnævnte sted, holdt ej det løfte, som han gav i sommer, da jeg på vejen til Narssaĸ mødte ham, næmlig at komme her til colonien. Derimod var kateket Andreas fra ĸángue her, sammen med de tilrejsende. På min forespørgsel, om de ikke også vilde til alters, svarede de nej. – Kateket Andreas kom til mig og bad mig om lov til at flytte til Sigssardlugtoĸ. Denne flytning syntes ham meget magtpåliggende, og samtidig ønskede han at blive ved at være kateket. Da der ikke forekom mig at være megen grund til at holde på Boas ved Sigssardlugtoĸ, gav jeg Andreas lov til at flytte derhen og overtage kateketgærningen her. Så hører Boas op at stå i missionens tjeneste, men da hans lön er så ringe (8 kron. årl.) tillod jeg ham at have den til finantsårets udgang. Ved ĸángue, som altså bliver uden kateket, er der en pige, som skal være særlig vel undervist, hende vil jeg søge at få til at læse med de få börn der på stedet, og så måske fra det nye års begyndelse anvende læser Boass tidligere lön til hende. Nogen endelig bestemmelse herom, samt om gudstjenesters afholdelse o.l. ved ĸángue, kan jeg ikke tage för ved mit næste besøg derinde.
3. Söndag. Grönlandsk prædiken om formiddagen; J. Dahl ligeledes om eftermiddagen.
6 og 9 oktober afholdtes forstanderskabets almindelige efterårsmøde. Det var nyvalgte forstandere, der mødte, af hvilke de fleste viste sig værdige til den tillid, deres landsmænd havde vist dem, medens det for enkeltes vedkommende var vanskeligt at se grunden til, at netop de skulde være deres landsmænds fortalere. – På mødet bleve nogle drenge og unge mennesker ved Nanortalik anklagede for nogle små-tyverier, som dog syntes af såre ringe betydning. Det vedtoges at skaffe nærmere oplysninger om disse, når et af forstanderskabets faste medlemmer tilligemed assistenten og forstanderen ved Nanortalik kunde samles der på stedet og holde forhør over de anklagede. – Meningerne om hele forstanderskabsindretningen i Grönland ere yderst forskellige, så at man kan høre de mest muligt ulige domme derom. For mit vedkommende må jeg formene, at efter de hidtil trufne foranstaltninger vil det vare såre længe, inden den i forstanderskabets love udtrykte idè nogenlunde kommer sin virkeliggörelse nær.
10. Söndag afholdt kateketen gudstjenesterne.
13. Onsdag. Aftenbönnen, som skulde have været holdt i aften, opsattes på grund af stærk regn og mørke til i morgen.
17. Söndag. Til den grönlandske gudstjeneste, som jeg om formiddagen afholdt, var ikke en eneste mand i kirke; det er det almindelige, når vejret er godt om söndagen, at alle mænd gå ud på erhverv, dels på fangst i kajak, dels på landjagt, derfor kan det som i dag hænde, at der til formiddagsgudstjenesten kun kommer kvinder, medens der om eftermiddagen dog i regelen også kommer en del mænd i kirke. Af hensyn hertil har jeg med kateketen truffet den bestemmelse, at vi skiftevis prædike formiddag og eftermiddag. – Forøvrigt mener jeg, at der intet videre er at sige til, at Grönlænderne ikke strængere helligholde hviledagen, end at de på den såvelsom på andre dage i gunstigt vejr gå ud på erhverv, især hvis det er på en temmelig knap årstid, eller blot de nærmest foregående dage på grund af vejrliget ikke har været skikkede til fangst. Sikkerlig bör der med hensyn til overholdelsen af hviledagen og besøget i kirkerne på den, vel skælnes mellem et af jagt levende og et agerdyrkende eller industridrivende folk.
20. Onsdag. Besøg af kateket Johannes Hansen fra Sydprøven. Han udtalte sin store glæde over den af ministeriet udsendte kirkeklokke. – I anledning af foregående præsters forskellige mening derom spurgte han mig, om han efter gudstjenesten söndag formiddag måtte bruge „Herrens velsignelse” (4 Mos. 6,24-26) eller han kun turde bruge „den apostoliske velsignelse” (II Kor. 13,13). Jeg mente og svarede, at han söndag formiddag vel turde anvende „Herrens velsignelse”, da forholdene her i landet dog ere særlige, idet på de fleste steder en præst èn eller höjst to gange om året bliver hørt.[7] – Det er mig al tid en glæde at tale med Johannes Hansen; han har en sund og klar dömmekraft og siger sin mening uforbeholdent samt begrunder den, uden först at føle sig for, hvorledes præstens mening er. Dette sidste hører ellers, selv hos de bedste kateketer, til sjældenhederne; i al fald lade næsten alle, om de en enkelt gang fremsætte en anskuelse, som præsten ikke nærer, sig så kedeligt hurtigt bevæge til at sige ja til dennes opfattelse af sagen, så at det ofte er vanskeligt at skönne, om de egentlig göre det af overbevisning eller kun fordi præsten er deres foresatte, eller måske endog kun fordi præsten er dansk og som sådan må have den rigtigste opfattelse. Denne yderliggående seen-op til de danske og alt, hvad der stammer fra dem, har den end sine gode sider endnu og særlig i fortiden har været af uberegnelig værdi også for missionen, så har den visselig også sine skæve sider og bringer langt fra al tid gavn. I det hele tyder det jo kun på temmelig ringe udvikling at bedömme nogensomhelst sag efter dens udspring og ikke efter den[s] eget værd.
24. Söndag. Joh. Dahl holdt grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, jeg om eftermiddagen, og da var der temmelig mange mænd i kirke. Kl. 2 samme dag dansk barnedåb.
26. Tirsdag. Brudevielse.
Besøg af Vittus Nielsen fra Kangermiutsiait, der end ikke efter prøven over hans skolebörn og min derpå følgende samtale med ham undså sig for i dag at bede om opmuntringspenge, hvorved han kun påny gav mig lejlighed til at tale med ham om hans skolegærning. Han roses heller ingenlunde for sin flid af sine landsmænd.
31. Söndag. Dansk gudstjeneste; Joh. Dahl grönlandsk om eftermiddagen.
November.
1. Mandag. Efter nogen tids overvejelse og rådslagning med kateketen har jeg begyndt at læse med en dreng, Henrik, her fra colonien, i håb om, at han en gang kunde blive skikket til at uddannes på seminariet til kateket. Han er i sit 15de år og blev confirmeret nu i foråret. Han var den gang et af de börn, som havde de bedste kundskaber, og han har et særdeles godt lov på sig fra sin lærer såvel for sin opførsel som for sine evner. Også Joh. Dahl begynder nu at undervise ham særligt; tillige har jeg anmodet ham, Henrik, om at være tilstede i skolen i yngste classes undervisningstid og hjælpe læreren med, hvad denne sætter ham til. – Til et par nødvendige klædningsstykker til ham har jeg tilladt mig at anvende omtr. 3 kroner. For så vidt han kan det, har jeg tilladt Joh. Dahls elleveårige sön[8] at dele undervisning med Henrik. – Ligeledes har jeg, som i fjor vinter, begyndt at læse religion med dansk fartöjsfører Andersens tre börn, hvoraf det ældste skulde confirmeres til foråret. – Det første forbud på vinterens komme have vi haft i nat, idet en del sne er falden.
7. Söndag. Jeg holdt grönl. gudstjeneste om formiddagen, Joh. Dahl om eftermiddagen, og
14. Söndag omvendt.
21. Söndag. Barnedåb, først af et grönl. barn, senere af et dansk.
I ugen mellem d. 21de og 28de blev den sædvanlige aftenbön om onsdagen opsat til fredag, da Joh. Dahl i begyndelsen af ugen måtte holde sig inde på grund af nogle bylder.
28. Söndag. Grönlandsk gudstjeneste med altergang; kun 24 communicanter, færre end i fjor, hvilket jeg formener for en del kan komme af, at der iår, efter confirmationen, er holdt en altergang mere end ifjor.
December.
1. Onsdag. Besøg af kateket Tob. Berthelsen ved Igaliko. Alle raske derinde, men kateketen meddeler, at den aldrende gifte mand Sören Egede nu venter sit fjerde barn udenfor sit ægteskab med en pige, som han stadig holder sig til og lever med som sin anden kone. Med sin hustru har han flere börn, har netop fået et i disse dage. Dette höjst forargelige forhold må åbenbart hindres, hvilket kateketen udtrykte ved at sige, at hvis ikke enten omtalte pige eller Sören blev flyttet fra stedet, vilde han bede om anden ansættelse. Der har, efter Johan Dahls sigende, tidligere været tale om at flytte pigen til en anden boplads, hvilket kun blev opgivet på grund af Sörens modstand og trusler mod dem, som vilde iværksætte flytningen. Jeg udtalte som min mening, at hun nu skulde bort, og vilde Sören Egede ikke på min og kateketens opfordring godvilligt lade hende rejse, da vilde jeg gennem forstanderskabet sørge for, at han blev tvunget dertil. Det glædede mig samtidigt af en mand der fra stedet at høre, at han og – som han sagde – alle de andre mænd derinde også miskendte det omhandlede forhold og ønskede pigens fjærnelse. Jeg håber, at ministeriet vil billige min beslutning, om fornødent göres, hvad jeg dog ej antager, at søge udvej gennem forstanderskabet til iværksættelsen af pigens flytning. Det vil måske erindres, at jeg i min dagbog for ifjor meddelte, hvorledes jeg med kateketens samstemning bød omtalte Sören Egede at gå til alters efter flere års udelukkelse derfra, hvilket han dog ej vilde. At kateketen den gang ikkun havde godt at melde om Sören og hans forhold i bevidste henseende, men nu derimod udtrykker sig om ham, at han „stadigt” lever sammen med denne pige, var jeg for kateketens skyld ikke ganske tilfreds med, derimod er jeg glad for, at den påtænkte altergang den gang ikke kom i stand.
4. Lördag. Ankom post syd fra. Helbreden er alle vegne god, men fangsten er ringe; der klages endnu, som hele sommeren og efteråret, over, at der ingen storis er. Dog er der næppe nogen mangel nogetsteds på grund af den i det milde vejrlig, som vi have, lette adgang til fuglevildt og fisk. Atter, ligesom ved forstanderskabets efterårsmøde, klages der over spæk- og kød-tyverier ved Nanortalik.
5. Söndag. Dansk gudstjeneste, altergang, 6 altergæster. Joh. Dahl grönlandsk gudstjeneste om aftenen.
12. Söndag. Jeg holdt grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, kateketen om eftermiddagen.
Først i forrige uge begyndte en lidt hårdere frost, og nogen sne faldt. Som bevis på efterårets mildhed kan tjene, at gederne til disse dage have ernæret sig selv på marken og først nu begynde at vinterfodres.
17. Fredag kom efterretning om, at forstanderen ved Sârdloĸ, en ung særdeles flink mand, er omkommen i kajak; 13 mennesker vare henviste til ham som eneste forsørger. – Modtaget breve fra Narssaĸ, Igaliko, Sârdloĸ, Sydprøven og Sagdlît, alle med kun gode efterretninger.
19. Söndag besørgede kateketen gudstjenesternes afholdelse, da jeg havde måttet anvende min tid til forberedelse til de forestående juledage.
24. Fredag, juleaftens dag. Som sædvanligt samledes skolebörnene i kirken om formiddagen kl. 11 for at fremsige evangelisternes juleberetninger. Jeg sætter megen pris på denne skik: ikke på mig ene, men også på forældrene gör det et godt indtryk at høre deres små forkynde julens glade budskab. – Kl. 12 bleve alle skolebörnene bespiste med risengrød, og flere fattige fornöjedes med disses levninger. – Aften kl. 4 afholdt jeg grönlandsk gudstjeneste; til denne juleaftens – samt julemorgens – gudstjeneste er kirkebesøget mere fuldtalligt end måske på nogen anden dag i kirkeåret.
25. Juledag. Om morgenen kl. 7 prædikede jeg for Grönlænderne, kl. 10 for de Danske. Joh. Dahl holdt aftenbön kl. 5.
26. Anden juledag. Joh. Dahl formiddagsgudstjeneste kl. 10.
28. Tirsdag. Tobias Berthelsen kom hertil, vel nærmest for at göre indkøb til nytår.
31. Fredag. Heftigt uvejr, stærk storm med snefog; jeg tør ikke, skönt det er nytårs-aften, holde gudstjeneste i aften i dette vejr. Tobias har for vejrets skyld endnu ikke kunnet vende hjem.
1881.
Januar.
1. Lördag, nytårsdag, holdt jeg grönlandsk gudstjeneste om morgenen kl. 7, og jordfæstede et lille barn kl. 12. Da den aldeles overvejende del af den mandlige befolkning havde fejret det nye års indgang ved at beruse sig, så den var fuldstændig uskikket til kirkegang, og da jeg vidste, at de fleste dog vilde indfinde sig, lod jeg ikke kateketen afholde aftenbönnen.
2. Söndag, anden nytårsdag. Dansk gudstjeneste; kateketen grönlandsk både formiddag og eftermiddag.
3. Mandag. Barnedåb.
9. Söndag. Jeg afholdt tjenesten om formiddagen, kateketen om eftermiddagen.
12. Onsdag. Post fra Sydprøven og Nanortalik; ved sidste sted vare to småbörn døde, ellers sundhedstilstanden udmærket; som bevis på, at ingen nød er tilstede, meldes, at hidtil er der i vinter ingen fattighjælp uddelt; der skal være en overordentlig rigdom af søfugle alle vegne syd på. – Fanger Boass kone her ved stedet er meget brystsyg og har næppe lang tid tilbage. Jeg har været hos hende flere gange, hun bliver stadigt dårligere. Hende og hendes mand anser jeg for at være et par af de mest levende og bevidste menighedsmedlemmer; sorgen over to gange at have mistet deres eneste kære lille barn synes at have bragt dem stor velsignelse.
16. Söndag. Joh. Dahl formiddagstjenesten, jeg den om eftermiddagen.
18. Tirsdag. Inat døde för omtalte Boass kone. Jeg spurgte hende i lördags, om hun havde lyst til at modtage sacramentet, og det havde hun nok, sagde hun, men hun turde ikke, da hun ej mente, hun kunde synke det mindste ikke-flydende. Der var ingen videre forandring at se på hende, da jeg om mandagen sidste gang besøgte hende.
20. Torsdag. Begravelse. – Det er endnu stadigt et udmærket mildt vejr.
23. Söndag. Da jeg i formiddags holdt grönlandsk gudstjeneste var der ikke en eneste voksen mand i kirke, en, som tidligere omtalt, sædvanlig følge af det gode, milde vejr. – Joh. Dahl aftenbön kl. 5.
24. Mandag. Idag afholdtes et extraordinært forstanderskabsmøde her ved colonien, idet forstanderen fra Sydprøven var ankommen for at søge om hjælp til nogle fangere i sit district, hvis kajakker og fangstredskaber vare gåede tabte eller blevne ødelagte af storm og sø i uvejret den 31 december f.å.
25. Tirsdag. Til stor glæde for befolkningen, der venter sig en bedre sælfangst, er nu storisen omsider kommen og ligger her udenfor fjorden.
29. Lördag. Post fra ĸagssimiut, det af udstederne, hvorfra der især om vinteren sjældnest høres. Nu er tilstanden temmelig god, men der har i vintertiden hersket ikke så lidt sygdom, der dog kun har bortrevet èn mand; alle siges nu at være i god bedring. Også her har fangsten hidtil været temmelig dårlig, og da navnlig edderfuglene er langt færre her end ved de sydlige udsteder, vilde nøden have været nærmere, om det ikke på den anden side havde været en fordel for disse beboere, at de ere om vinteren i så höj grad afskårne navnlig fra colonien, og således vanskeligere kunne få afsat deres vildt for at købe kaffe o.l.
30. Söndag. Dansk gudstjeneste. Joh. Dahl grönlandsk kl. 5.
31. Mandag. Post fra Narssaĸ. Kateketen der, Andreas Geraae, er atter temmelig svagelig; han har i vinter flere gange haft blodspytning, og hans kræfter ere kun få, så at han f.ex. ikke kan gå i kajak. Dog, skriver han, har han kunnet passe skolen og også besørge gudstjenesterne. Andreas, som tillige er forstander, melder, at kun en enkelt mand har fået hjælp af forstanderskabet, og dette „fordi han var altfor påtrængende”. – Desuden meddeler han til min tilfredsstillelse, at den under 1ste december f.å. omtalte pige ved Igaliko, som stod i forargeligt forhold til derboende Sören Egede, nu på sidstnævntes egen foranstaltning er flyttet til Narssaĸ for fremtidigt at bo der. Jeg har kun herimod, at Narssaĸ er det ved Igaliko nærmest liggende sted og af alle står i hyppigst forbindelse med dette. Imidlertid mener jeg ikke, i alt fald foreløbigt, at burde søge omtalte fruentimmer yderligere fjærnet fra hendes hidtidige boplads, så meget mere som jeg må ønske, at faderen til hendes börn fremdeles må anse det som sin pligt væsenligt at underholde disse.
Februar 1881.
2. Onsdag. Begravelse. Det var atter brystsyge, som bortrev denne pige, i det hele kræver den særdeles mange ofre her i landet.
6. Söndag. Joh. Dahl prædikede om formiddagen, jeg om eftermiddagen.
Den flinke, unge kateket Gabriel fra ĸarmat har besøgt mig; han var godt fornöjet, og alt stod vel til, sagde han, ved de to små bopladser, ĸarmat og Avatarmiut, som han tager sig af. Han bad om at købe et Nyt-Testamente, og da jeg spurgte, om det var til brug ved gudstjenesterne, svarede han nej, dertil havde han et fra missionen, men han vilde selv eje et. Da hans lön kun er 30 kroner årligt, lod jeg ham få det til nedsat pris.
13. Söndag. Jeg grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, Joh. Dahl om eftermiddagen.
Breve fra kateketerne ved Sigssardlugtoĸ og Niaĸornaĸ; alt står vel til hos dem, kun klage de sig begge for penge og vilde gærne have nogle fra missionen. – En stærk østen storm bortrev i dag den ene side af missionens haves stakit.
20. Söndag. Joh. Dahl grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, jeg om eftermiddagen.
24. Torsdag. Der er ny begyndt på hovedreparationen af missionens konebåd; jeg syntes, det var noget tidligt at tage fat derpå, men den mand, som er mest skikket til at udføre dette arbejde, og som jeg havde truffet aftale med om at göre det, vilde helst begynde nu, at han kan være færdig i god tid inden forårsudflytningen til øerne.
27. Söndag. Fastelavn. Dansk gudstjeneste om formiddagen, kateketen grönlandsk om eftermiddagen.
Marts. 1881.
2. Onsdag. Idag kom fanger David fra Avatarmiut og meldte, at kateket Gabriel ved ĸarmat efter al rimelighed var omkommen i kajak, han var den 22de februar gået ud på erhverv og ej senere vendt tilbage. Dette er et forholdsvis temmelig stort tab for missionen, Gabriel var af de ikke særligt uddannede kateketer ubetinget en af de dygtigste, og det vil være vanskeligt at finde en eftermand til ham, der vil udfylde pladsen lige så godt.
3. Torsdag. Post fra Sydprøven og Nanortalik. Stadige klager over mangel på spæk og sælhundekød, men ej på føde overhovedet, da søfuglene i den isfri sø fremdeles ere til stede i stor mængde.
6. Söndag. Jeg grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, Joh. Dahl om eftermiddagen og
13. Söndag omvendt.
En her ved stedet boende fanger, Markus, som er en af de flittigste kirkegængere, og som i alle måder har et godt lov på sig, tænker på til sommer at flytte til ĸarmat. Med ham har jeg, efter samråd med overkateketen, der ikke anser nogen af de mænd, der allerede bo ved det nævnte sted, for skikket til at være kateket, talt og spurgt, om han muligvis kunde have lyst til at overtage kateketens gærning efter Gabriel. Han mente nok, han kunde have lyst, men vilde betænke sig nogen tid, för han svarede. – Jeg vilde ret ønske, han vilde sige ja, jeg har så god tillid til ham.
20. Söndag. Jeg grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, Joh. Dahl om eftermiddagen.
24. Torsdag. Post fra Narssaĸ og ĸagssimiut; ved det sidste sted er helbredstilstanden nu for så vidt god, kun hersker en del forkølelse.
27. Söndag. Dansk gudstjeneste. Joh. Dahl grönlandsk om eftermiddagen.
Hele vinteren har jeg fortsat læsningen med den under første november omtalte dreng Henrik. Desværre kan jeg ikke sige, at jeg er fuldt tilfreds med ham, og at jeg har håb om, at der nogensinde kan blive en dygtig kateket af ham. Han mangler vel ej evner, men derimod interesse for at lære noget; vel gör han nogenlunde, hvad man sætter ham til, men der spores ingensomhelst driftighed hos ham selv, og jo mindre arbejde han kan slippe med, des kærere er det ham. Overensstemmende hermed svarer jeg seminarieforstander Balle, der om muligt ønskede en elev til seminariet herfra i sommeren 1882, med tilföjende, at jeg fremdeles som hidtil vedbliver at læse med den omtalte dreng. Bliver han end ikke skikket til at sendes til seminariet, kan han måske anbringes ved en eller anden mindre boplads her i districtet.
28. Mandag. Post fra Sydprøven, intet særligt meldes.
Næsten hele denne måned har vi haft den varme sydostvind, landet er alt snefrit, og kreaturerne begynde at komme ud.
April. 1881.
1. Fredag. Idag afgik posten herfra til Danmark; en ganske kort beretning om den forløbne vinter sendte jeg til ministeriet, tilligemed en ansøgning om tilladelse til at forandre lidt ved missionens våningshuses indre.
3. Söndag. Jeg formiddagstjenesten, Joh. Dahl den om eftermiddagen.
Ved mine besøg i skolen gör jeg stadigt den erfaring påny, at Joh. Dahl har ualmindelige evner som lærer; havde denne mand blot en tilsvarende stadighed, f.ex. til at holde börnene i skolen en vis bestemt regelbunden tid hver dag og virkeligt at undervise dem i denne, da vilde hans börn komme såre vidt; at de nu alligevel høre til districtets flinkeste, må öjensynligt langt mere tilskrives lærerens begavelse end hans flid. – Der vil i år her på stedet kun være èt barn, som skal confirmeres.
10. Söndag. Af hensyn til de kommende påskedage, lod jeg i dag kateketen besørge gudstjenesterne.
Storisen kommer nu og, som det synes, i större masser end nogensinde för i min tid.
14. Skærtorsdag. Om formiddagen holdt jeg altergang for Grönlænderne, der var 62 communicanter. Joh. Dahl aftenbön.
15. Langfredag. Jeg grönlandsk gudstjeneste om formiddagen, Joh. Dahl om eftermiddagen.
17. Påskedag. Om morgenen kl. 7 holdt jeg grönlandsk, kl. 10 dansk gudstjeneste. Kateketen aftenbön.
18. Anden påskedag. Joh. Dahl prædikede om formiddagen, jeg forrettede barnedåb. Eftermiddags-gudstjeneste afholdtes ikke.
Her må jeg omtale en omstændighed ved andendags-gudstjenesterne ved höjtiderne. Som det höje ministerium vil vide, afholdes her i kirken gudstjeneste to gange hver helligdag samt onsdag aften. Altså skulde der også på höjtidernes anden-helligdage prædikes to gange. Men her vilde jeg henstille til ministeriet, om det ikke måtte være tilladt at undlade den sidste af disse. Det må næmlig forekomme mig, at her, hvor det til hver gudstjeneste er de samme mennesker som komme i kirken, vil let denne höjtidens sidste forsamling i Herrens hus – for påskedagenes vedkommende den 8de i tallet – blive åndeligt negligeret af de kirkebesøgende; det kan vel heller ikke undre, om den, der virkelig har søgt, har fundet næring nok de foregående syv gange. En anden sag vilde det være, om nogle af pladsens beboere kom i kirken om formiddagen, andre om eftermiddagen, eller dog en del andre, men således er tilfældet ej her, hvor selv de mindste börn føres med til kirken og der ellers intetsomhelst er, der binder nogen til hjemmet og hindrer ham i at søge Guds hus, nårsomhelst han vil. Når nu hertil kommer, at höjtidernes anden-helligdage almindeligt anvendes til fælles forlystelse på pladsen, såsom dans o.l., så at der ofte løbes lige fra kirken til dansepladsen, så synes det, at denne kirkegang i al fald for manges vedkommende er mindre gavnlig. For mit vedkommende må jeg i det mindste bekende, at denne andendags aftengudstjeneste som oftest på mig har gjort indtrykket af, at den grumme lidet svarede til en gudstjenestes idè, hvorfor jeg også nogle gange ej har ladet den afholde, og gærne ved disse ord vilde erholde ministeriets tilladelse til fremdeles at göre således.
24. Söndag. Jeg prædikede om formiddagen, kateketen om eftermiddagen.
Storisen har nu spærret alle farvande her omkring, så de ere ufarbare, tildels endogså for kajakker.
Maj.
1. Söndag. Om formiddagen talte Joh. Dahl og jeg havde en barnedåb; om eftermiddagen holdt jeg gudstjeneste.
3. Tirsdag. Foxposten ankom fra Ivigtût men medbragte ingen skrivelser fra ministeriet.
6. Söndag. Jeg formiddags-, Joh. Dahl eftermiddagstjenesten.
11. Onsdag. Begravelse.
Ved examen afholdt her i coloniens skole var der flere særdeles flinke drenge, de øvrige börn jævnt almindelige. Joh. Dahls skole er, målt efter districtets andre skoler, i enhver henseende upåklagelig, og skulde man udtage et par af de bedst underviste og udviklede börn af alle skolerne, da måtte man søge dem blandt hans drenge. Måske beskæftiger Joh. Dahl sig i skoletiden for meget med de flinke og begavede börn på de ringeres bekostning.
Her er stadig en mængde is i farvandene; det er umuligt at træffe nogen bestemmelse om confirmationen, da ingen båd kan komme frem.
13. Store Bededag. Dansk gudstjeneste kl. 10, kateketen grönlandsk.
15. Söndag. Kateketen besørgede tjenesten om formiddagen, jeg om eftermiddagen.
16. Mandag. Isen siges at have åbnet sig noget, så man nu mener, at der kan rejses i konebåd. – Reparationen af træværket på missionens konebåd er forlængst endt, men der er aldeles ingen skind at få til den; endog mange af Grönlændernes egne både, ja selv kajakker, ligge ubrugbare hen uden betræk.
17. Tirsdag. Jeg havde fra Vittus Nielsen ved Kangermiutsiait fået meddelelse om, at der hos ham var 4 börn, der skulde confirmeres. Da imidlertid hans skole i fjor efterår var så mådelig, vilde jeg navnlig gærne overhøre de nævnte 4 börn, för de bragtes her til til confirmationsforberedelse. Derfor, da der idag kom en konebåd fra Kangermiutsiait, hvis ejer var villig til at tage mig med samt at befordre mig tilbage igen, bestemte jeg mig til at göre denne lille rejse. På grund af isen, der vel havde åbnet sig noget, men dog endnu lå temmelig tæt, tog rejsen tre gange så lang tid som ellers, og vi ankom først dertil ved aftenstid.
18. Onsdag. Morgen tidlig prøve af Vittuss skolebörn. Af de 4, som skulde confimeres, var to omtrent 16 år (piger), to omtrent 15 (en dreng og en pige). De to første vare aldeles uvidende, fuldstændig ukendte med de simpleste kristelige sandheder, så at jeg umuligt turde indlade mig på at confirmere dem nu. Den ene af de andre var vel ingenlunde flink, men dog antagelig; den fjerde derimod havde rigtig gode kundskaber, han var næmlig en sön af den forhenværende, endnu levende kateket. For de to førstes vedkommende traf jeg den aftale med deres forældre, at de i vinter skulde sætte dem i huset hos nogle slægtninge her ved colonien, at de her kunde undervises for dog omsider til næste år at blive confirmerede; de andre to fulgte med mig her til straks. – Vittus Nielsens skole var i alle måder, når undtages læsning, der havde bedret sig lidt, lige så slet som ifjor; på forståelse, selv den ringeste, af lærebog og bibelhistorie, manglede det aldeles. – Det volder mig megen bekymring, hvad der skal göres ved Vittus, ti som det går nu, kan det umuligt vedblive at gå. Jeg havde netop af hensyn til Vittuss börn ladet Joh. Dahl følge med mig, og jeg er glad for, at også han hørte – også ved selv at spørge – hvor ussel skolens tilstand var, da jeg nu ikke er ene om min dom. Da jeg bad Vittus om at se den meget simple skolejournal, som jeg har budet ham i lighed med de andre kateketer at føre, svarede han kort, at han ingen havde, og fremførte ikke ringeste undskyldning for denne forsömmelse. For at han ikke skulde kunne misforstå mig, lovede jeg at skrive til ham og udtale mig om dette mit besøg. – Senere holdt jeg prædiken og brudevielse, altergang og dåbsbekendtgörelse.
Når jeg da nu skal skrive til Vittus Nielsen, må jeg jo først søge at vise ham, hvor utilbörlig slet hans skole er o.s.v., samt alvorligt formane ham til mere påpasselighed. Men for at give denne formaning vægt, vilde jeg ønske, at jeg havde myndighed til at tilkendegive ham, at hvis der ikke til næste år skönnedes en virkelig fremgang til det bedre, vilde han få sin afsked. Ti hertil mener jeg, der må gribes, om han ej alvorligt tager sig sammen; han gör ikke så megen nytte for den forholdsvis höje lön, han får, som de fleste ikke-uddannede kateketer med kun en tiende- eller ottende-del af hans lön. Såvidt jeg kan mærke, går Vittuss meste tid til fangst; han er en temmelig dygtig fanger, og for så vidt vilde han ej være så meget uheldig stillet, om han mistede sin lön som kateket. – Hermed vilde jeg gærne underdanigst udbede mig ministeriets tilkendegivelse af, hvorledes jeg i fornødent fald må forholde mig med den omtalte kateket.
19. Torsdag. Kom jeg her tilbage.
20. Fredag. Jeg har i dag med to af handelens fartöjer skrevet til Narssaĸ og ĸagssimiut og anmodet confirmanterne om med disse lejligheder at søge til colonien. Også fra Sârdloĸ har jeg ladet kalde de börn, som skulde confirmeres.
22. Söndag. Joh. Dahl besørgede gudstjenesterne.
Ankom fra Sârdloĸ 4 confirmanter, som jeg straks prøvede lidt, og de vare alle meget flinke.
24. Tirsdag. 10 confirmanter ankom fra ĸagssimiut district; føreren af båden havde til deres underhold undervejs givet dem 5 pund brød, som jeg har godtgjort ham.
26. Torsdag, Kristi himmelfartsdag. Jeg formiddags- Joh. Dahl eftermiddags-gudstjeneste. – 4 confirmanter komne fra Narssaĸ.
27. Fredag. Idag begyndte jeg at læse med confirmanterne, der nu ere samlede, 21 i tallet; nogle, navnligt drenge, særdeles flinke, andre temmelig tarvelige.
29. Söndag. Joh. Dahl gudstjeneste om formiddagen, jeg om eftermiddagen.
Jeg har haft den fornöjelse, at tidligere omtalte fanger Markus her ved stedet har erklæret sig villig til i sommerens løb at overtage kateketgærningen ved ĸarmat efter Gabriel. Han har i den anledning nogle gange været hos mig og kateketen for at få undervisning om, hvad han i denne stilling har at iagttage. Han er en alvorlig mand, som vist vil passe sine sager godt.
Juni. 1881.
4. Lördag. Idag ankom post fra Godthåb, og denne bragte mig ministeriets skrivelser af marts d.å. Med disse fik jeg det forventede tilhold om at berejse Frederikshåb missionariat. Da her fremdeles ingen skind til bådens betræk er at få, og da handelens fartöjer, som muligt skulde medbringe skind fra udstederne, på grund af isen ikke en gang ere afgåede herfra endnu, er der ingen mulighed for, at missionens konebåd i løbet af den første måned vil kunne blive sat i brugbar stand, og det er aldeles ubestemmeligt, når dette vil kunne ske. Jeg nødes derfor til at kalde sluppen fra Frederikshåb hertil at afhente mig.
5. Pintsedag. Om morgenen kl. 7 holdt jeg grönlandsk, kl. 10 dansk gudstjeneste, Joh. Dahl aftenbön kl. 5.
6. Anden pintsedag. Joh. Dahl grönlandsk gudstjeneste kl. 10, kun få mennesker i kirke. Ingen aftenbön.
7. Tirsdag. Da de kajakmænd, som bragte posten fra Godthåb med ministeriets breve, ej vare gåede lige her til men vendte om ved ĸagssimiut, og da der ikke för den 30 ds. skal afsendes post nord på, blev det nødvendigt for mig at afsende post til Frederikshåb for at få sluppen herned. Denne post er afgået herfra i dag, og jeg har bedet om, at sluppen må være her først i juli måned.
11. Lördag. Der ankom både fra ĸagssimiut og Narssaĸ for at hente confirmanterne.
12. Söndag. Idag bleve de 21 börn, 8 drenge og 13 piger, som i nogen tid have opholdt sig her ved colonien til forberedelse, confirmerede. For ikke i kirken for en stor forsamling at risikere misforståelser mellem börnene og mig lod jeg endnu i år kateketen besørge katekisationen. En del af börnene temmelig flinke, særligt to af drengene; de dårligste af dem alle vare fra Narssaĸs udsteder, hvorfor jeg så meget mere glæder mig over, at ministeriet har bifaldet en seminaristisk dannet katekets eventuelle ansættelse der. – Eftermiddag kl. 5 aftenbön samt dåbsbekendtgörelse.
13. Mandag. Brudevielse, folk fra Narssaĸ district.
14. Tirsdag. Skriftemål og altergang, særligt for confirmanterne; i alt 49 communicanter. – Endnu i eftermiddag ere de fleste confirmanter afrejste i de både, der vare ankomne for at hente dem.
19. Söndag. Kateketen afholdt begge gudstjenester.
Idag ankom posten fra „Nordlyset”, der ligger ved Frederikshåb. „Peru” siges at ligge ved Fiskernæsset.
Beboerne begynde at vende tilbage fra angmassatfangsten[9], der i år har været yderst heldig: fisk i overflod og det gunstigste vejr til törringen af den. Da folkene forlod pladsen, det sige de selv, var der endnu angmassat-er i så overflødig mængde, at de kunde stå i land og øse så mange op, de vilde. „Så må I da altså have fået rigeligt nok til vinteren, siden I ere komne tilbage nu”, sagde jeg til dem. „Ja, der er vistnok tilstrækkeligt”, svarede de. „Men hvis I nu alligevel får for lidt og kommer i nød i vinter, så skulle I vide, at det er eders egen skyld” – dette erkendte de, samt at de, hvis der kunde være frygt herfor, burde drage afsted igen. Men hvor rigeligt det nu indsamlede forråd er, kan jeg ej bedömme, men det synes mig dog betydeligt större end de foregående år. Jeg har tænkt på ved eftermiddagsgudstjenesten på söndag at tale noget om den heldige fangst og den gode lejlighed til rigelig forsyning.
22. Onsdag. Den fra Danmark udsendte expedition ankom idag hertil fra Frederikshåb. Posten, som jeg havde afsendt, var ankommen dertil, og sluppen skulde snart afgå.
26. Söndag. Joh. Dahl gudstjeneste om formiddagen, jeg om eftermiddagen.
Idag ankom allerede missionens slup „Emma” fra Frederikshåb efter en heldig og hurtig rejse hertil. Jeg havde bedet, om den måtte være her i begyndelsen af juli, men den var afsendt så tidlig af frygt for, at isen, der nærmede sig, skulde spærre den afgangen.
27. Mandag. Da „Emma” ej var repareret i foråret, lod jeg den imorges lægge på land og efterse. Det viste sig da, at den var yderst mådelig og havde på flere steder huller og rådne steder på plankerne, ligesom også folkene erklærede, at den hele rejsen herned havde været meget utæt. Jeg turde ikke andet end lade den reparere her, så godt som det i en hast kunde ske, og herpå begyndte straks, under ledelse af en af coloniens tömmermænd, bådens besætning.
28. Tirsdag. Idag afrejste Markus til ĸarmat og begynder som kateket der, og får da lön fra d. 1ste næste måned at regne. Jeg har som husbygningshjælp lovet ham 15 kroner fra missionen, da han beklagede sig for den store udgift til bræder o.l., og jeg ikke vilde, at han af dette hensyn skulde opgive sin bestemmelse, eftersom jeg ingen anden udvej så til at få en kateket ved ĸarmat. Jeg håber, ministeriet vil billige denne udgift.
29. Onsdag. Sluppen „Emma” viser sig meget slet, men kan dog vel lappes, så den bliver brugbar straks. Efter tömmermændenes såvelsom andre kyndiges mening vilde derimod en reparation, som skulde kunne få betydning for mere end et enkelt år, blive omtrent enstydig med at bygge båden fra ny. Med det allerførste, når sluppen er færdig, begiver jeg mig da nord på ad Frederikshåb til, og hermed være min dagbog for iår sluttet. –
––––––––––––––––––––––––––
[1] Af de 6 børn (hvoraf de 5 var piger og kun 1 dreng) er Augustine det eneste der nævnes med en bedstemor i designationen for 1880, hendes forældre var Josva og Sara, og Saras mor var Jensine, alle boede i Narssâraĸ (ca. 1 km sydøst for Narssaĸ). Derfor formoder jeg at den dansende bedstemor var denne Jensine, der var født 13/1 1834 og altså 46 år (“en gammel kone”!). Denne identifikation forudsætter at O.S. tog fejl i at sige at hun var mor til barnets far, og i at oversætte et ord der betyder ‘barnebarn’ (uanset barnets og mellemleddets køn) med sönnesön, idet barnet var hendes datterdatter. Den ene af de fangere der kastede i grams var i så fald Josva; den anden kan jeg ikke identificere: 5 af de 6 børn havde en fanger til far (undtagelsen var en datter af kateketen Anders Geraae), og jeg ved ikke hvilke af disse fangere der var “storfangere”, som de begge var iflg. O.S.s fællesbrev 1879-80, hvor han også fortæller denne episode.
[2] Jakob Egede, født 11/12 1825.
[3] Disse linjer citeres af Henrik Wilhjelm, De store opdragere (1997), s. 317, med tilføjelsen: “Denne udtalelse skal dog næppe tages som et generelt udtryk for hvad der kom ud af regneundervisningen ved seminariet [i Godthåb], for Salomon Kristen havde allerede dér meget sværere ved faget end sine klassekammerater.” Jf. Wilhjelm, De nye grønlændere (2008), s. 130.
[4] Udstedsbestyrer 1878-82: Karnis Ingvar Smith Thaarup (1826-83). Han flyttede i 1882 til Sârdloĸ, hvor han døde 25/2 1883.
[5] Faderen var Terkil iflg. Fællesbrevet, se Grønland, mennesker og steder under ĸeĸertarssuâraĸ.
[6] Se Grønland, mennesker og steder under Julianehåb.
[7] Hertil undlader biskop Martensen (i brev af 3/7 1882) “ikke at bemærke, at jeg ikke finder, at der for de grønlandske Catecheters Vedkommende er Anledning til at fravige den gjældende Regel, at uordinerede Personer ved Gudstjenesten ikke kunne benytte Velsignelsen efter 4’ Mos. 6 Cap., men kun tør bruge den saakaldte apostoliske Velsignelse efter 2’ Cor. 13 Cap.”. Dette tilslutter ministeriet sig i et brev til O.S., hvis kladde er dateret 16/4 1883 (!, rettet fra Juli 1882).
[8] Johan Dahls ældste søn, Andreas, var født 2/2-71.
[9] Angmasssat (plur.) betyder ‘lodder’, det er en lille laksefisk.