[O.S.: Indberetning af 31/3 1882 om vinteren 1881-82]
Som sædvanligt benytter jeg årets første lejlighed til i korthed at indberette til det höje ministerium, hvorledes den forløbne vinter er gået. Atter have vi her haft en meget streng vinter, idet landet siden begyndelsen af oktober indtil nu har været aldeles snedækt, og det så godt som uafbrudt har været frost. Kulden har vel ikke været ualmindelig streng – vi havde i vinteren 1879/80 ofte flere kuldegrader end denne vinter – men den har ved sin langvarighed i forbindelse med særdeles hyppige nordenvinde og storme været temmelig trykkende så vel for de indfødte som for de danske. Grönlænderne have sikkert på mange steder lidt meget både af kulde og sult, især i en måneds tid, da alle vande vare tillukkede af nydannet is. Også har en temmelig ondartet gastrisk sygdom[1] hjemsøgt næsten alle bopladser; værst har det været her ved colonien, hvor på èn tid mere end 20 mennesker lå under lægebehandling, og ved Igaliko, hvor af 42 mennesker endog 26 på èn tid vare sengeliggende. Dog er sygdommen alle vegne nu i aftagende; kun fra Igaliko mangler, på grund af vejrliget, nærmere meddelelser. Imidlertid ere, såvidt det kan vides, kun få mennesker døde umiddelbart af denne sygdom. Ved folketællingen i slutningen af f. å. viste det sig, at i Narssaĸ district vare af en befolkning på lidt over 200 individer i årets løb 20 døde; ingen særlig grund kan påpeges til dette store tal, kun have atter her 3 mennesker måttet bøde med livet for nydelsen af rådent sælhundekød. Mangel på levnetsmidler har mest vist sig i Narssaĸs omegn samt på Sagdlît, dog tror jeg ikke, den udgivne fattighjælp er videre stor. Såvel jeg som de fleste af kateketerne have også været berørte af den omtalte omgangssyge, men det har for alles vedkommende været aldeles forbigående. Må således end den forløbne vinter kaldes stræng, synes den dog at ville ende uden videre følelige følger.
I kirke og skole er intet særligt forefaldet, som der er anledning til at omtale för i den almindelige årsindberetning.
De til menigheden hørende danske have alle haft det godt; kun er en ung, dansk udligger, Nielsen ved Sârdloĸ, i november f. å. omkommen ved kajakroning.
Om nogle enkelte specielle sager tillader jeg mig underdanigst samtidigt hermed at tilstille det höje ministerium en særlig skrivelse.
Underdanigst
Otto Skårup.
Julianehåb missionariat,
d. 31 marts 1882.
Til
det höje ministerium
for
kirke- og undervisningsvæsenet!
[Den særlige skrivelse der nævnes i slutningen af ovenstående brev]
Der har under min virksomhed som missionær her i landet på mine rejser såvel her i districtet som sidste sommer i Frederikshåb missionariat[2] flere gange mødt mig uklarhed over, hvem der er den egentlige herre over og som sådan ansvarlige for de missionen tilhørende bygninger, enten den af handelen ansatte betjent på vedkommende sted eller den i missionens tjeneste stående kateket (eller præst). Dog tilföjer jeg straks, at der for mit personlige vedkommende ingensinde er lagt mig noget til hinder. Fra handelsbetjentenes side göres gældende: vi have missionens bygninger i vort regnskab, må ved overtagelsen af vor stilling give qvittering for modtagelsen af dem, og skulle aflevere dem på samme måde igen, hvoraf følger, at, da vi skulle svare til dem, vi også må have et vist tilsyn med brugen af dem, samt ret til at inspicere dem nårsomhelst o. s. v. – Hvad der fra den modsatte side kan anføres, behøver ingen omtale. – Vel har jeg ingen misgreb, der hver for sig var påtale værd, nogensteds bemærket, men jeg har set dette uklare forhold give anledning til gensidige småfortrædeligheder og et gennemgående skævt forhold mellem de pågældende to, hvilket altid endeligt kommer til at gå ud over den i missionens tjeneste stående. Under forudsætning af et godt forhold og lidt gensidig hensynsfuldhed mellem handelsbetjenten og den af missionen ansatte, vilde ingen ulemper kunne opstå af det omhandlede forhold, men da dette ikke al tid tør forudsættes, og da en sådan uenighed om grænserne for hvers myndighedsområde under uheldige personforbindelser ikke blot for kateketerne men og for missionæren kan afføde forviklinger og trykkende omstændigheder, – jeg blev, som et lille exempel, ifjor af en udstedsbestyrer anmodet om at give vedkommende kateket ordre til, når han om sommeren drog på fangst, at aflevere nöglen til missionens localer til ham, og da jeg svarede, at jeg hverken vilde eller kunde dette, da det var en sag, som alene beroede på kateketen, der stod mig til ansvar for bygningen, blev dette svar grund til misfornöjelse såvel med mig som med kateketen – så tillader jeg mig underdanigst at henstille til ministeriet følgende:
om det ikke vilde være ønskeligt gennem handelsdirectoratet at forordne, at alle missionen tilhørende ejendele udgå af handelens bøger, og at kun missionær og kateketer have brugsret af og stå til ansvar for disse, således at handelens betjent alene har med bygningernes årlige reparation at göre, samt i særlige tilfælde, hvor det skulde göres fornødent, på opfordring fra missionens side at afholde et eller andet arbejde. – Jeg kan ikke se andet, end at missionæren ved sine årlige rejser, i forbindelse med de pålæg, han måtte give kateketerne i de enkelte tilfælde, kunde yde en lige så stor sikkerhed for forsvarlig omgang med missionens bygninger og øvrige ejendele, som den der haves nu, ligesom en mulighed til et falsk afhængighedsforhold af missionen til handelen med alle dettes uforudseelige følger herved vilde fjærnes. –
Et andet punkt, som jeg underdanigst ønskede at henlede det höje ministeriums opmærksomhed på, er kateketernes lönninger. Det forudsættes, at når en kateket får en höjere lön (200 kroner og derover), da er det tanken, at han væsenligst skal kunne leve af denne, hvilket for hans gærnings skyld jo også er ønskeligst. Det nødvendigste, som han til sit og sines livsophold vil have at bruge disse penge til, er brød, og da navnligt den billigste sort: ordinært skibsbrød. Da jeg kom her til landet, 1879, kostede denne vare 16 øre pr. pund, og den næst almindeligste brødsort, skonrog, 20 øre. Principielt har handelen ladet priserne på brød stige, så at i år (1881/82) de nævnte brødsorter ere 56¼ og 35 p. c. dyrere end 1879/80, (stegne henholdsvis til 25 og 27 øre pr. pund). Da en dalen af disse priser formentlig ej er at vente, og da denne prisforhöjelse på det mest almindelige og mest nødvendige næringsmiddel for alle kateketerne har været meget følelig og for mange temmelig trykkende, tillader jeg mig underdanigst at henstille til det höje ministerium, om ikke samtlige kateketlönninger måtte blive forhöjede med en vis procentdel, f. ex. med 15 p. c. Under andre omstændigheder skulde jeg ej ansøge om en sådan almindelig lönningsforhöjelse, da jeg holder for, at et pålæg til lönnen hellere må ske enkeltvis, når særlige forholde tale derfor, og kunde det tryk, som kateketerne ved den omtalte prisstigning ere komne til at lide under, på nogen anden måde lettes dem, da så jeg for mit vedkommende det hellere. –
Endeligt vilde jeg gærne tage mig den underdanige frihed i en mere personlig sag at göre en forespørgsel til det höje ministerium. Det har ofte ved forskellige lejligheder her i landet bekymret mig at tænke på min eventuelle enkes uvisse kår. Den pension alene, som jeg har sikret hende, eller som jeg med min nuværende lön kan sikre hende, vil ikke strække til hendes livsophold; og da det ejendommelige liv, en præst her fører, oftere end hjemme må stille den mulighed for öje at efterlade sin hustru og börn uden forsørger, håber jeg, ministeriet gunstigst vil undskylde, at jeg er så fri at forespørge, om min hustru har nogen, og da hvilken, udsigt til, efter min død, at modtage pension fra statens side. – Atter beder jeg [det] höje ministerium undskylde, at jeg herved stræber, om muligt, at frigöre mig fra en under min gærning her i landet ofte trykkende bekymring. –
Julianehåb missionariat, 31 marts 1882.
Underdanigst
Otto Skårup.
Til
det höje ministerium
for
kirke- og undervisningsvæsenet!
[Lektorens udtalelse om OSs særlige skrivelse af 31/3 1882]
Grönlandske Missions
Lectorat
Ved æret Skrivelse af 28de f. M. har det behaget det høje Ministerium at forlange mine Yttringer angaaende Missionær Skaarups Forespørgsel i hoslagt tilbage følgende Andragende af 31de Marts d. A., om hvem der er den egentlige Herre over og som saadan ansvarlig for de Missionen tilhørende Bygninger m. v.
Jeg har den Ære i den Anledning at bemærke Følgende. Spørgsmaalet er et af dem, som i forskjellig Form jævnlig vende tilbage, og Svaret ligger tilsyneladende nær, at nemlig Handelens Betjente kun, forsaavidt de ere Medlemmer af Bygningscomitéerne, og kun i det Maal, som betinges af deres Stilling i disse, kunne have noget Tilsyn med og Ansvar for de Missionen tilhørende Bygninger, og iøvrigt kun have efter Ordre eller paa Anmodning af rette Vedkommende at lade besørge et eller andet Arbeide for Missionens Regning, medens ellers Missionens Repræsentanter paa ethvert Sted maatte blive de egentlige Tilsyns- og Ansvarshavende. Men Vanskeligheden ligger deri, at ikke alle de Bygninger og Inventarier, som Missionen benytter, tilhøre Missionen, om end vistnok de fleste nu for Tiden gjøre det. Nogle tilhøre utvivlsomt Handelen, og ved nogle er der ved Tilbygninger, Ombygninger, Udvidelser o. desl. i Tidernes Løb for Missionens Regning opstaaet et Slags Sameie eller Usikkerhed i Eiendomsforholdet, som det ganske vist var ønskeligt at see hævet, idet samtidig dermed det hele Forhold ordnedes saaledes, at enhver Bygning og alle Inventarier, som Missionen har i Brug til Stadighed, blev udelukkende Missionens Ejendom. Der kunde da derved blive Spørgsmaal om at tilbagelevere Handelen nogle, afkjøbe den andre for en rimelig billig Pris og hist og her see at faae bragt en Slags Magelæg i Stand osv. En saadan Ordning vilde ventelig nok koste baade Tid og Arbeide og kræve Forhandling med Handelsbestyrelsen, men den vilde formentlig ogsaa nok være saadant værd. En Visitatsreise vilde rimeligvis kunne tjene til Fremme ogsaa for denne Sag. Men kunde man ikke imidlertid til en Begyndelse igjennem Handelsdirectoratet faae oplyst, hvilke Missionsbygninger og Missionsinventarier, der findes indtagne i Handelens Regnskaber, og hvorvidt de maatte være dennes eller Missionens Eiendom? Maaske Sagen for en Del lod sig ordne lettere, end det seer ud til ved første Øiekast.
Ogsaa de to andre i samme Hr. Skaarups Skrivelse fremdragne Spørgsmaal ere Gjengangere, og skjøndt man ikke har forlangt mine Yttringer derom, vilde jeg dog gjerne tillade mig endnu en Gang at lægge et godt Ord ind for Erhvervelsen af Pensionsret for de grønlandske Missionærer og deres Enker; den har netop som Ret stor Betydning baade for dem og for Missionen selv saavel med Hensyn til dens Forsyning med nye Kræfter som til Bevarelsen af de faa gode, som den har. Og vilde ikke saadan Ret kunne vindes, naar blot Udnævnelsen paa Tid bortfaldt for dem, som fremtidig beskikkes, og for de nuværende, naar de forlænge deres Tjeneste paa ubestemt Tid? Man tvivler vistnok ikke om Regjeringens Beredvillighed til i forefaldende Tilfælde at yde den Paagjældende en til lovlig Pension svarende Understøttelse; men Folkerepræsentationens Uberegnelighed er en Factor, som altfor let paa forskjellig Maade har gjort sig gjældende, ogsaa i Missionens Anliggender, til at Overbevisningen om Ministeriets Velvillie skulde være tilstrækkelig til at fjerne Bekymringen i den her omhandlede Henseende.
Havdrup Præstegaard, d. 6te Juli 1882.
Underdanigst
HFJørgensen
Til
Ministeriet
for Kirke- og Undervisningsvæsenet!
Indberetning
fra
Julianehåbs missionariat
for året 1881-82.
Af underdanigst skrivelse af 31 marts d. å.[3] vil det höje ministerium alt have set, at det har været en usædvanlig stræng vinter her, som dog nu, såvidt kan skönnes, af Grönlænderne i alle henseender er glemt, ligesom også den i nævnte skrivelse omtalte gastriske sygdom nu synes stanset. At der i året 1881 her i missionariatet ere døde 57 individer imod 47 fødte, tør næppe mere tilskrives den epidemiske sygdom end den hårde kulde og dermed i forbindelse stående knappe og dårlige ernæring mange steder. – I årets løb ere 11 par blevne ægteviede, men fremdeles er de uægte börns tal bedrøveligt stort. Om jeg end i nogen måde kan søge en art undskyldning for denne sag i Grönlændernes særlige levevis, hvor så mange mennesker, af forskellige familier, gifte og ugifte, börn og voksne, leve sammen i èn stue, ja, at sige det uforbeholdent, ligge i èn seng, så må dog altid dette, at der så sjældent er nogen skamfølelse at spore hos moder eller fader, når et uægte barn fødes, fremdeles meget bekymre mig. En lille trøst i denne bekymring er det mig dog, at i mange tilfælde, jeg kan sige de fleste, gifter den mand, som har avlet barn med en pige, sig senere med hende; ti er herved end ikke forsyndelsen hævet, så må den dog ansès for mindre, om han har holdt og ved sit giftermål viser at ville holde sig til denne ene kvinde, og omvendt. – Ellers at udtale noget bestemt om den åndelige tilstand her i missionariatet er der ingen anledning til, da intet særligt er forefaldet, men alt tilsyneladende har gået sin sædvanlige gang. Ved colonien, hvor overkateket Johan Dahl og jeg skiftende besørge gudstjenesterne, således at vi hver söndag begge tale i kirken, er kirkebesøget fremdeles godt, og jeg må tro, at det samme er tilfældet ved udstederne, ligesom jeg ikke har anledning til at mene andet, end at det overvejende tal af kateketerne både i kirke og skole røgte deres gærning temmelig tilfredsstillende. Om befolkningen og kateket Poul Egede på Sagdlît vil min dagbog under 3 april, 2 maj og 26 juni d. å. berette, og jeg håber, at ministeriet vil billige, hvad jeg angående disse har foretaget. – Den gamle kateket Benjamin ved Tugdlerúnat i Narssaĸ district er i september f. å. afgået ved døden; i det håb, at en seminarist iår vilde blive ansat ved dette med flere steder, søgte jeg ingen særlig kateket til at indtage hans plads, men stræbte at få hans gærning varetaget af nabokateketerne.
Umiddelbart efter afsendelsen af min sidste årsberetning begyndte jeg min rejse til Frederikshåbs missionariat, om hvilken for mig næsten i alle måder glædelige rejse min dagbog bringer udførlig efterretning. Efter min hjemkomst herfra d. 20 avgust opholdt jeg mig kun hjemme til månedens slutning og begyndte sydrejsen den 1 september. Om at jeg, rigtignok på grund af private forholde, næmlig min söns farlige sygdom, kom til at fremskynde denne rejse mere, end jeg selv ønskede, idet jeg næmlig kom hjem igen aften d. 10 september, håber jeg, at min dagbog vil tale fyldestgörende til min undskyldning. Fra 8-10 oktober besøgte jeg Narssaĸ district, hvor jeg på grund af den sene årstid (tyndis hindrede nogle beboeres komme) desværre traf noget færre mennesker end ellers. Hermed vare mine sommerrejser endte, og vinterens mere stille men også mere ensformige og mindre påviselige arbejde begyndte. – I indeværende år har jeg fra 28 april til 22 maj incl. berejst alle sydpladserne her i missionariatet og holdt confirmation i Nanortalik, ligesom jeg fra 1-3 juli besøgte Narssaĸ, om hvilke rejser jeg fremdeles tillader mig at henvise til min dagbog.
For ministeriets gunstige tilladelse i skrivelse af 18 juni f. å. til nogle forandringer af missionsboligens indre[4] takker jeg meget; de bleve udførte ifjor efterår med en udgift af lidt mindre end den bevilgede sum. Men i denne sag er det mig en trykkende bevidsthed, at jeg på grund af den lange afstand fra hjemmet i èt punkt kom til at være med til at handle uden ministeriets billigelse. Ministeriet tillod omflytning af skillerum efter samråd af mig med colonibestyreren men ikke anbringelsen af en udgangsdör til. Efter længere samråd og alvorlig overvejelse måtte vi begge finde, at skulde en forandring foretages, var en udgang til nødvendig. Og da jeg stadigt mere måtte anse den af mig påtænkte forandring for nødvendig for min gærnings skyld, som omtalt i underdanigst skrivelse til ministeriet af marts 1881, samt være fuldelig overbevist om, at enhver efterfølgende beboer af huset vilde være glad ved denne, så tillod jeg mig, i den forvisning, at, hvis nærmere underhandling med det höje ministerium havde været mulig, jeg vilde have fået dettes fulde billigelse, i forening med colonibestyreren samtidigt med at flytte skillerum at danne en udgangsdör til. Den straks påfølgende, tilmed usædvanlig kolde, vinter gav os i enhver henseende kun grund til dagligt at være glade for forandringerne, ligesom også missionsbygnings-commitèens tredie medlem, inspecteuren[5], ved sit personlige besøg i disse dage udtalte sig fuldt anerkendende husets nuværende bedre indretning[6]. Det er derfor mit håb, at det höje ministerium i betragtning af de særlige, vanskelige forhold for meddelelser og forespørgsler herfra gunstigst vil billige min ovennævnte handlemåde.
I dette forår aføde forhenværende kateket ved Kangermiutsiait Peter Christian, og vil således hans pension være bortfalden. I forbindelse hermed skal jeg tillade mig underdanigst at indstille kateket Poul Egede, der på grund af flytning er fratrådt sin gærning[7], trods det, at han ikke kan efterlade sig det bedste lov for denne i de sidste år, til en årlig pension af 10 kroner fra 1 april n. å., fordi det virkelig er vanskelige forhold, hvorunder han har arbejdet, som meget kunne undskylde det uheldige ved hans virksomhed i det sidste par år. Ligeså undlader jeg ikke at anbefale kateket Timotheus Esajas i Niaĸornaĸ, såfremt han, efter formodning, ved en ny katekets ankomst fra seminariet skal fratræde, til en lignende årlig pension fra hans fratrædelse at regne; han er en gammel, hæderlig mand, som i en lang årrække har tjent missionen godt efter sine evner.
På den medfølgende reqvisitionsliste vil findes anført et par messing-lysestager; de herværende rejse-lysestager, til brug under gudstjenesten ved udstederne, ere næmlig til deres brug utilbörligt brøstfældige; jeg har ønsket messing-lysestager, da disse formenes at være de holdbareste.
Den 29 juni modtog jeg ministeriets fire skrivelser, en af 14de og 3 af 21de marts d. å. samt udskrift af min afregning for året 1879-80, af hvilken sidste det ene exemplar, forsynet med mine bemærkninger, hermed tilbagesendes. – Ved „Peru”s ankomst den 17de juli modtog jeg alle fra ministeriet udsendte sager rigtigt. – Atter tillader jeg mig på reqvisitionen at anføre salmebøger, om der måske til den tid vil findes i behold af dem, hvilket jeg kun ret kan ønske, da det er så uheldigt ikke at kunne imødekomme den glædelige, temmelig hyppige efterspørgsel af salmebøger.
Ministeriets påbud om atter iår at berejse Frederikshåbs missionariat står jeg just i begreb med at efterkomme, og skal da med efterårsposten blive hjemsendt dette missionariats regnskab m. m. Hertil skal jeg ikke undlade at føje, at jeg siden mit besøg ifjor har stået i forbindelse med kateketerne der og erfaret, at den forløbne vinter ingen synlige forandringer har bragt på noget område, ingen dødsfald eller sygdom blandt kateketerne ell. lign.
Hermed tillader jeg mig at lade følge:
Julianehåbs missionariats regnskab for 1881-82 (med 5 bilag).
Generalmandtalsliste.
En grönlandsk prædiken og lejlighedstale med oversættelser.
To skoleberetninger, en for Julianeh.s, en for Frederiksh.s missionar[iat].
Min dagbog for tiden: 1 juli 1881 – ultimo juni 1882.
Reqvisitionsliste over genstande til missionens brug.
Reqvisition af penge til do. do.
Privat reqvisition, samt:
Udskrift af min afregning for 1879-80.
Julianehåbs missionariat, 20 juli 1882.
Underdanigst
Otto Skårup.
Til
det höje ministerium
for
kirke- og undervisningsvæsenet!
Grønlandske Missions
Lectorat.
Fra Julianehaabs Missionariat er indkommet og tilbagesendes hermed følgende Beretninger m. v. for Aaret 1881-82:
1. Foreløbig Beretning af 31 Marts 1882.
2. Aarsberetning af 20de Juli 1882.
3. Missionær Skaarup’s Dagbog for Tidsrummet 1ste Juli 1881 – 30te Juni 1882.
4. Skematisk Skoleberetning for 1881.
5. General-Mandtalsliste med Extract af Kirkebogen for 1881.
6. Grønlandsk Prædiken og d° Leilighedstale af Missionæren, begge med tilhørende dansk Oversættelse.
Jeg har i Anledning deraf den Ære at bemærke Følgende.
Den i Slutningen af den foreløbige Beretning nævnte særlige Skrivelse (om hvem Raadigheden over og Ansvaret for Missionsbygningerne m. v. tilkommer, hvor ingen Præst er til Stede) har jeg i sin Tid tilbagesendt med min Erklæring.
Beretningerne melde om streng Vinter, epidemisk Sygdom, stor Dødelighed og beklagelig mange uægte Fødsler, medens ellers Tilstanden i Kirke og Skole i det Hele betegnes som temmelig tilfredsstillende. Missionærens Forhold med Hensyn til den lille dansk-grønlandske Menigheds Bortflytning fra Sagdlît og Afskedigelsen af dens hidtidige Kateket Poul Egede kan formentlig kun billiges. At der tilstaaes ham en Understøttelse indtil videre af 10 Kr. aarlig, skal jeg efter Omstændighederne ikke indvende noget imod, skjøndt hans Forhold i de sidste Aar har været mindre værdigt. Med Hensyn til den lignende betingede Indstilling for Timotheus Esaias turde det muligen være rettest at oppebie Nærmere. – Efter de foreliggende Oplysninger kunne de foretagne Forandringer af Missionsboligens Indretning muligen nok findes tilstedelige. Klagen over Mangelen paa grønlandske Psalmebøger maa formentlig ansees som et ligefrem Ønske om et nyt Oplag af den sidste Udgave.
Dagbogen synes mig i alle Maader tilfredsstillende og vel ført. Det er en Selvfølge, at den tillige meddeler Oplysninger om Forholdene i Frederikshaabs Missionariat. Jeg har ikke fundet tilstrækkelig Anledning til her at fremdrage Enkeltheder deraf, men tilladt mig med Blyant at understrege, hvad der syntes mig mere eller mindre Opmærksomhed værd.
Skoleberetningen og Mandtalslisten ere begge i god og ønskelig Form.
Den grønlandske Prædiken og Leilighedstalen maa i Henseende til Sproget ansees for tilfredsstillende i Forhold til de faa Aar, hvori Forfatteren har været i Landet.
Havdrup, d. 3die Marts 1883.
Underdanigst
H. F. Jørgensen
Til
Ministeriet
for Kirke- og Undervisningsvæsenet!
P.S. I Beretningen for Frederikshaab af 28de Septbr. 1882 har Hr. Skaarup indoptaget tvende Andragender vedrørende Julianehaabs Mission, som jeg derfor har anseet det rettest at yttre mig om her ved denne Efterskrift for saaledes saavidt muligt at henføre dem til deres rette Sted. Det havde vistnok været rettest, om Missionæren selv havde ladet dem fremkomme som særskilt Skrivelse og Tillæg til sine tidligere Indstillinger dette Missionariat vedkommende.
Det første Andragende gaaer ud paa Tilladelse til at anvende indtil 100 Kr. aarlig til en Sammenkomst med samtlige Missionariatets Kateketer paa én Gang. Skjøndt jeg vel i Almindelighed sympathiserer med Tanken deri, nærer jeg dog nogen Betænkelighed ved at anbefale det som fast aarlig Regel. Den maatte da komme til at gjælde for samtlige Missionariater og vilde da ventelig snart vise sig at blive temmelig kostbar, især naar Nordgrønland, hvor alle Udgifter blive forholdsvis betydelig større, kom med. Og desuden lader det sig forudsée, at saadanne Sammenkomster ved at finde Sted hvert Aar, ogsaa uden særlig Anledning, efterhaanden vilde tabe meget i Værd og Betydning. Man erindre, at det var Sammenkomsten ved Julianehaabs Kirkes Jubilæum, der fremkaldte Tanken. Jeg tillader mig derfor at foreslaae, at der gives Missionæren Tilsagn om, at han kan vente slig Tilladelse given af og til paa Andragende derom i en eller anden større eller mindre særlig Anledning og ogsaa uden en saadan efter et Par Aars Forløb, f. Ex. om man maatte ønske det allerede i 1884, men da kun som Bidrag dertil, eftersom det vil være en Prøve paa den Pris, de Paagjældende satte paa saadant, om de også selv efter Evne ere rede til at bringe et lille Offer derfor.
Det andet Andragende om et Tilskud til Betalingen af et Harmonium til Sydprøvens Kapel, der er indkjøbt for 130 Kroner, tillader jeg mig ubetinget at anbefale. Tilskudet søges 75 á 100 Kr. stort. Naar der tilstodes 80, vilde Kateketen og Stedets Befolkning selv komme til at udrede 50. Vilde Nogen give noget for den gamle “Cylinderlyre”[8], kunde vel det også blive et Bidrag.
d. 5te Marts 1883.
Underdanigst
H.F.Jørgensen
[1] Tyfus.
[2] Jf. Dagbog under 31/7-81.
[3] Denne skrivelse af 31/3-82 står at læse efter denne årsberetning.
[4] Korrespondancen herom bevaret i Rigsarkivet.
[5] Jeg ved ikke om der tænkes på H. P. Stephensen, der var inspektør for Sydgrønland 1870-82.
[6] Der mangler ikke et “om“: “husets nuværende bedre indretning” er objekt for “anerkendende”.
[7] Poul Egede havde været kateket i Sagdlît, men var i sommeren 1882 flyttet til Tuapait, hvor han ikke blev kateket.
[8] Formentlig betød cylinderlyre ‘lirekasse’, men bruges her nedsættende om et dårligt harmonium.