Fællesbrev til slægt og venner i Danmark, 1880-81, Otto Skårup
[Som O.S. har skrevet i sin forbemærkning, har han skrevet dette fællesbrev efter nogle korte optegnelser. som han havde gjort i årets løb. De er bevaret i en lille bog, der omfatter fra 4/7 1880 til 31/12 1882; den er også afskrevet under O.S.80-82 Optegnelser, og nærværende fællesbrev bør sammenholdes med den afskrift og noterne deri. Disse tre håndskrifter tilhører Povl Skårup. Dagbogen til ministeriet, som også omtales i fællesbrevets forbemærkning, og som findes på Rigsarkivet, er også afskrevet: O.S.80-81 Dagbog. Se også O.S.80-81 Indberetning og 0.2 Grønland, mennesker og steder.]
For at jeg ikke i det følgende skal komme til at skrive noget uforståeligt, forudskikker jeg her den bemærkning, at alt efterfølgende – gid det hverken blive for lidt eller for dårligt! – er skrevet efter den 3e maj 1881, den dag da Foxposten bragte de første efterretninger fra Danmark, og er skrevet efter nogle korte optegnelser, som jeg i årets løb har gjort, nærmest med den dagbog for öje, som jeg skal indsende til ministeriet.
––––––––––––––
Såvidt jeg husker, endte mit sidst hjemsendte fællesbrev med min hjemkomst fra Narssaĸ natten mellem den 7 og 8 juli 80. Derefter er intetsomhelst at mærke för den 20, da jeg omsider fik de skrivelser fra ministeriet, som Peru bragte med. Peru selv ligger fremdeles i Kajartalik i al ro og mag; det kan ikke undgås, at sådanne tanker ofte komme op hos en: der må være noget at ligge efter i den havn, og: det er en dyr sejlads, den Peru stiller op; meget billigere måtte det dog være at holde en stor damper, som ene med lethed kunde besørge hele Sydgrönland. – Den 23 juli kom jeg til handels med Job fra Igaliko om en ko; jeg har rigtignok ikke set den, men han sagde, den var god. Jeg skal give 80 kroner for den og selv lade den hente. –
26 juli tidlig morgen afrejste jeg til Kagssimiut, 8-9 mil nord herfor. Med ganske skikkeligt vejr kom jeg dertil kl. 6 eftermiddag, og sendte endnu samme aften post ud til udøerne for at melde min ankomst. Allerede inden det blev helt mørkt, begyndte folk at komme, og næste morgen vare der så mange, som kunde ventes. Bag udliggerens hus oprejste vi vort telt som i Narssaĸ, så vi både havde tag over hovedet (de fleste af os) og var i fri luft. Her prædikede jeg om formiddagen og dåbsbekræftede de ankomne börn. Her må jeg gribe lejligheden til at berigtige en anskuelse, som i al fald en af mine venner hjemme efter hans brev har fået af min lille dagbog fra ifjor: at jeg skulde kunne holde en fri grönlandsk prædiken. Jeg håber, undskyld mig, kære E.T[1]! at vennen har mere skyld i denne anskuelse end jeg, ellers har jeg skrevet utilbörligt. Jeg kan ikke endnu, og langt mindre ifjor, holde en fri grönlandsk prædiken, men har til dato læst alle mine prædikener op. Kun èn gang, ved en ligtale[2], gjorde jeg et lille tilløb til at tale uden papiret (som jeg dog havde hos mig i störst mulige beredskab), det gik vel godt den gang, men dog under så stor angst og så stærk en følelse af, hvor galt det kunde have gået, at jeg ikke senere egentlig har vovet det. Om nu nogen synes, at dette er tarveligt efter et ophold her i landet på 1¾ år, så indrömmer jeg först det såre tarvelige deri, men vil dog ikke undlade samtidig, for at forsvare mig lidt, at tilföje, at næppe nogen anden heller, efter et lignende ophold her som mit, har kunnet tale frit fra prædikestolen, ja jeg tör endogså sige, at mindst de halve af dem, der har været præster her, aldrig har nået at holde en grönlandsk prædiken med papiret så langt fra sig som i kjolelommen. Kun èn præst har jeg hørt selv her i landet, han havde været her 10 eller 11 år den gang og bar sig tilsyneladende ad som jeg.[3] – For ikke at dömme os for strængt må man huske på, at der kan ingen sammenligning göres mellem Grönlandsk og noget europæisk sprog med hensyn til en Dansks tilegnelse af det. Da jeg kom hertil, mindes jeg, jeg ønskede, at det var græsk eller endog hebraisk, man talte her, og det er min mening den dag i dag, at begge disse sprog vilde være lettere tilgængelige end Grönlandsk. Men for at nu ingen skal blive utilbörligt vrede på Grönlandsken, så må jeg tilföje, at det er et overmåde interessant sprog, som det har moret mig og stadigt morer mig overordentligt at læse. –
Det var en lang udflugt efter min prædiken i Kagssimiut hin julidag[4]. Samme dags eftermiddag holdt jeg examen over skolebörnene. Denne gærning er al tid noget af det, der på mine rejser morer mig mest, især når börnene som her er nogenlunde flinke. Forældrene til börnene var til stede under prøven, men skönt jeg på en måde godt kan lide dette, voldte det mig lidt besvær, idet de ikke kunde holde deres bemærkninger tilbage, såvel de beundrende som de dadlende, og derved meget forstyrrede börnene. – Næste formiddag holdt jeg skriftemål med altergang. Om eftermiddagen hørte jeg kateketen Salomon holde gudstjeneste i sit hus, og i ham så og hørte jeg første gang i mit liv en mand, som holdt en fri grönlandsk prædiken, og da havde jeg dog hørt alle districtets andre uddannede kateketer. (Af overkateket Johan Dahl havde jeg vel hørt en eller to små taler uden papir, men aldrig en prædiken.) Alle den frie tales fordele vare her i öjne- og ørefaldende for mig, og så inderligt ønskede jeg en gang, og snart, at komme så vidt, at jeg evnede det. Men den frie tales farer lå lige ved siden af: da jeg talte med kateketen bagefter, fortalte han mig, at [han] ikke blot altid talte frit, men endog aldrig skrev sine prædikener. Denne underretning tog en del af min glæde over hint bort, ti til jævnligt at tale godt uden nogensinde at skrive först hører der mere ånd end de fleste danske præster har og mere indhold, end sige da at en grönlandsk kateket skulde kunne göre det. Det vil jo nødvendigt gå ham som de fleste andre, der göre således: enten kommer han som oftest til at snakke en hel del i stedet for at tale, eller også synger han den samme vise hver gang, om han end skifter på versene.
Her på stedet[5] var ingen flere kirkelige handlinger at foretage, og det eneste mærkelige, der forøvrigt forefaldt, var, at Terkils kone bragte sin mand to drenge, i hvilken anledning, der blev drukket en voldsom mængde kaffe, hvoraf jeg dog ingen fik; min tour kommer først, når drengene skal døbes. – Den 29de var det regn med blæst og tåge, så det var umuligt at rejse. Jeg skulde jo til Ivigtût, omtrent 20 mil fra det sidst omtalte sted, for at hente den søster eller den pige, som vi håbede med Fox vilde komme over til os. Først den 30 kunde jeg komme afsted, men stadigt i dårligt vejr, så jeg først om söndagen den 1 avgust nåede Ivigtût. Hvor jeg rejste mig i sædet for at se, om Fox allerede lå der! Jo, der lå et skib, mon det skulde være det? Nej, der kom det engelske flag op for at hilse på os, altså Fox endnu ej kommet; det var jo på en måde godt, så havde ingen ventet på mig. Ved landstigningen fortalte man mig, at Fox først ventedes om nogle dage; da den i år skulde gå lidt senere hjemme fra. Jeg trøstede mig let herover, da captainen på det engelske skib kom og fortalte mig, at han havde hørt på contoret hjemme, at „a young lady” skulde gå med Fox over til mig. Hvor jeg blev glad, og hvor vilde min kone blive glad, og jeg havde ikke rejst den lange vej forgæves, hvad gjorde det nu, om jeg også nogle dage skulde underholde og lönne min 8mands-besætning! Jeg slog mig altså til ro og ventede, og havde det i alle måder godt. Et par dage efter kom Julianehåbs læge nord fra og gik hjem, han fik da hilsen og brev til min kone, at der var en kvinde undervejs til os, hun kunde trygt lægge den sidste hånd på det lille værelses udstyring, vi vilde snart være hos hende begge to. – Så ventede jeg da ugen til ende, endelig 8de dagen om morgenen kl. 5 vækkedes jeg: her er Fox! En, to, tre op, i en båd, ud at møde skibet og se, hvem den pågældende var. Men her må jeg dog først fortælle, hvorledes man ved Ivigtût havde belavet sig på at modtage den forventede „young lady”. Da der ved hele stedet blandt de omtrent 100 danske mænd ikke er en eneste dansk kvinde, og kun 1 grönlandsk do., imødesås en sådan ankomst med stor glæde. Et lille hus, bestående af to værelser, blev udset til den sjældne gæsts residens. Dette blev istandsat, malet og pudset op på alle måder, møbleret, forsynet med alskens pynt på væggene o.s.v. Dagligt blev der fyret i kakkelovnen for at fjærne malerlugten, og man kappedes om at bringe sine smukkeste blomster derhen til at fylde vinduerne. Det var i det hele et såre tiltalende logi, man vilde byde den fremmede. Altså springer jeg over rælingen på Fox, endnu för ankeret er faldet, beredt på at springe i armene på en kvinde, der nu vilde tage bo hos os. Captainen mødte mig og forsikrede i dyb alvor, at der var ingen med til mig, og han vidste aldeles intet af nogen at sige. Spøg du kun, tænkte jeg, jeg vèd jo, der er èn med, hun vil kun sige goddag til mig nede i kahytten hellere end på dækket i så manges påsyn! – Imidlertid mærkede jeg efterhånden, at hans spøg var alvor, og jeg havde nu ingen anden tanke end at komme hjem. Endnu samme formiddag fik jeg mine breve, fik set, at der intet særligt var forefaldet hjemme, båden i vandet og afsted. Det materielle udbytte af min rejse blev i stedet for en kvinde en sæk dejlige kartofler, som jeg i al fald senere var glad for. Kartofler er næmlig her ved stedet i höj pris: man kan vel forskrive dem hjemmefra med skibene, men de er da et helt år gamle, når man får dem, og de halve rådne af at ligge i lasten 3-4 måneder, og så er fragten 6 kroner per tønde.
Om min rejse hjem vil jeg ikke fortælle andet, end at da jeg omsider, efter megen regn og blæst, den 12 avgust var omtrent 1 mil fra Julianehåb, opdagedes og kendtes jeg af en kajak, der öjeblikkelig kilede hjem til min kone, der altså fik den besked: nu kommer Otto med …, ja hvem, det var jo ligegyldigt, men der skulde jo da dækkes bord til 3, og dette var gjort og alt i orden til os begge, da jeg kom. Ja ikke blot i vort hjem, i alle de danske huse blev der travlt, med omklædning især: man måtte jo da tage sig bedst muligt ud fra landgangsbroen for de ny ankommende europæiske öjne. – Og så kom jeg ene både til broen og til mit hjem. Gud ske lov, at alt stod vel til der!
I denne forbindelse vil jeg endnu kun sige dette: om nogen af de forventede virkelig var kommet her til vort hjem hin dag, det turde jeg love dem, at de aldrig för i deres liv havde modtaget et så vægtfyldigt velkommen, som det de da vilde have fået. –
Söndag 15 avgust holdt jeg gudstjeneste og døbte to börn, som under min fraværelse vare fødte. De grönlandske börn døbes meget tidligt, i regelen når de ere en otte dages tid gamle, og de holdes altid over dåben af deres moder; de grönlandske koner holde sig næmlig kun inden døre 3-4 dage efter fødselen; jeg har i stræng vinterkulde set en kvinde gå på besøg med sit kun 48 timer gamle barn. –
17 avgust ankom endelig Peru, efter at have tilbragt tre måneder her i landet med at undersøge forskellige havne, særlig vor gamle bekendt: Kajartalik. Så kom med den alle vore sager, som vi skulle leve af åndeligt og legemligt det følgende år. Det er meget morsomt at pakke disse ud og se både de ventede og uventede sager. For de sidste modtage alle vore kære vor bedste tak! – Så kom der arbejde med at skrive hjem, særligt alle indberetninger til ministeriet, som skulle afgå med denne ordinære lejlighed, samt med at indpakke og afsende forskellige ting. Med dette arbejde foruden min almindelige gærning gik tiden til den 28 avgust, da jeg begav mig afsted på sydrejsen. Forinden havde jeg aftalt med min kone og Kunuk[6], at de skulde afrejse samme vej nogle dage senere for at træffe mig og følge mig videre. På grund af blæst måtte jeg lægge til land næsten hele dagen, og nåede først næste morgen tidlig mit mål[7] 5 mil fra colonien. Her blev jeg to dage og havde den store glæde at træffe en rigtig god skole, med livlige, forstandige, vel underviste börn. Dette glædede mig så meget mere, som jeg intet videre godt havde ventet mig her. Læreren gör, navnlig ved gudstjenester, et såre kejtet og pjattet indtryk, f.ex. oplæser han evangeliet dårligere end halvdelen af hans skolebörn kunne göre det. Dette vidste jeg, og så kommer jeg nu ind i hans skole, og bliver straks slået ved at börnene se på mig lige i öjnene og smile, og da jeg så overhørte dem, vare de ej blot hjemme i deres bøger, men kunde svare mig flinkt med deres egne ord. At se og høre sådanne börn glæder og opliver mig for lang tid og giver mig håb, når jeg ofte hos de ældre må savne liv og omtanke for åndelige ting. – Jeg er glad ved, at min tilböjelighed således særligt drager mig til skolerne og til interesse for börnene, især så længe jeg er her i landet, hvor jeg på de fleste steder kun kan komme til at forkynde ordet èn eller höjst to gange om året, og umuligt på grund af ubekendtskab med beboerne kan, som Paulus siger, „forandre min stemme”[8] efter hvert steds behov. Börnenes standpunkt og udviklingstrin kan jeg derimod forholdsvis langt lettere göre mig bekendt med, og da overveje, hvad der kan göres for dem. Kun skade i denne henseende, at jeg er så dårlig til at kende de enkelte börn og huske deres navne fra år til andet; kun for ganske enkeltes vedkommende kan jeg dette. – Den 31 avgust morgen tidligt ankom jeg til Sydprøven, hvor der kun bor få mennesker; der var f.ex. kun 17 altergæster. Kateketen her er en af districtets allermest udviklede og begavede mænd, men hans börn kunde ej måle sig med dem, jeg så et par dage i forvejen. Her var stedet, hvor min kone skulde møde mig, men da vejret ikke havde været så meget godt, antog jeg ikke, hun havde vovet sig ud med lille Kunuk. Jeg var træt og gik tidligt i seng, men lidt efter kom en Grönlænder og vækkede mig: „din kone og din lille sön kommer, siger man”. Hurtigt var jeg oppe og nede ved söen, jo der var de begge, samt Proba. De havde haft heldigt rejsevejr hele dagen, alt var gået godt, kun var min kone noget træt af den uvante bevægelse, som konebåden giver. Vi fik redt vore senge i skolen og sov ganske godt. Samtidigt kom doctoren fra Julianehåb med sin kone og sit barn, også de vilde til Nanortalik ligesom vi. Næste dag i godt vejr fik jeg begge konerne, börnene og barnepigerne i min båd, og vi tilbagelagde lykkeligt de 10 mil til vort mål. Når jeg så kort karakteriserer denne min første rejse „en famille” som lykkelig, da er dette visselig sandt, om end en konebådsfart uden koner (egne vel at mærke) og börn end har sine store behageligheder fremfor denne – her havde jeg jo tilmed to koner hver med sit barn.
Så kom vi da altså til Nanortalik – ordet betyder: stedet hvor der er björne – og bleve modtagne og beværtede hos en halv grönlandsk og halv dansk familie[9]. Vi skulde ellers bo alle hos assistenten der ved stedet, en ungkarl, for øvrigt sön af sysselmanden på Færøerne[10]. Han har en stor lejlighed, som vi, skönt han ej var hjemme, og ikke ventedes för næste dag, uden videre indqvarterede os i, dog med hans tilladelse. Da han så kom dagen efter, fandt han gæster: to mænd, to koner, to börn, og to piger, og alle disse beholdt han i 14 dage, i hvilken tid hans kyllingers og gedekids antal betydelig formindskedes. Vi havde det godt hos ham, og det var en behagelig betryggende følelse for mig at have hele min husstand hos mig. For øvrigt faldt måske for alle andre end mig tiden lang: jeg havde i de fjorten dage foruden 20 börns forberedelse til og deres confirmation[11], vel ialt over 100 altergæster, 9 brudepar, og 16 börn fremstillede til dåbsbekræftelse, 1 begravelse, examen over tre skoler, samt prædiken om söndagene. Jeg vèd godt, at sligt ser langt værre ud på papiret, end det er i virkeligheden, jeg befandt mig såre vel derunder, kun må jeg jo med enhver beklage nødvendigheden af at sammentrænge så meget på så kort en tid, hvorved både arbejdet fra præstens side og modtageligheden fra de pågældendes nødvendigvis må lide såre meget. Det kan næppe interessere nogen at høre nærmere om de enkelte kateketer her og lignende, kun kunde jeg ønske en og anden, som har interesse for os heroppe, at have været tilstede og hørt – selv uden at forstå – en ikke-uddannet kateket[12], altså almindelig grönlandsk fanger, holde en aftenbön for mere end 100 mennesker, ti på andre end mig vilde sikkerlig hans stille, alvorlige, uanfægtede måde at tale på have gjort et meget velgörende og med hensyn til beboerne her lovende indtryk. Jeg antager ikke, at min kære Timotheus har mange forskellige tanker at byde sine tilhørere året igennem, men selv om han – som her da jeg hørte ham – hver anden gang eller mere i sin lille stue fortæller dem, der ere komne for at høre ham, at „således elskede Gud verden o.s.v.”[13], så, om han altid kan göre det med den alvor og den varme, som jeg så hos ham, er jeg meget glad, og hans ord vil ej alle falde på vejen[14]. – Hertil vil jeg kun föje, at jeg med stor tilfredshed og temmelig trygge tanker om arbejdets udførelse ved dette sted, rejste derfra. – Apropos: Her bruges – endnu – ingen tillysning för ægteskabet; når præsten kommer til en plads melde de sig, som ville giftes, og er der da intet særligt i vejen, sker dette. Således kommer mangt et giftermål temmelig brat i stand, f.ex.: en ung kateket[15], dog omtrent 30 år, ved Nanortalik var ugift, åbenbart mere fordi han ingen kone kunde få end af mangel på tilböjelighed, han skal i mange retninger være en særling, men er en såre brav mand. Nu da jeg var til stede, var der atter lejlighed til at komme ud over sin ensomme stand. Han tager da atter frierskoene på og finder virkelig en brud i en attenårig pige, som giver ham sit ja. Overströmmende lykkelig længes han nu kun efter, at hun i kirken skal gentage sit løfte, og dreven af denne længsel og ængstelige bekymringer kommer han dagen efter forlovelsen til mig og beder, hvis det ej var for vanskeligt, „om hans bryllup ikke kunde blive i morgen, for han var bange for, at den vedkommende skulde sige nej igen”.!! Brylluppet blev „imorgen”, og efter flere breve fra ham at dömme, er han fremdeles meget glad for sin unge kone. –
Altså rejste jeg med alt mit og mine en morgen[16] tidlig fra Nanortalik; doctoren kunde ikke rejse samtidigt, da hans barn ej var rigtig vel. Det var min bestemmelse at nå til Hernhutterpladsen Lichtenau samme aften (der bor Gysins[17] som vi rejste herop sammen med) men vi fik stærk blæst, og var glade ved at komme i land i telt. Först næste morgen kl. 5 kunde vi bryde op igen, og havde da stille, pent vejr. Det så ud til, vi skulde komme til Gysins inden middag. Men pludseligt, da vi skulde sætte over en bred fjord og vare omtrent midt på den, fik vi modvind med regn og tåge, der alt blev værre og værre hele tiden; endelig opdagede vi et sted, hvor vi mente, vi kunde lande, og ved roerskernes flinkhed nåede vi det også lykkelig. Jeg kan ikke nægte, at vi alle vare såre glade ved igen at have land under födderne, og blandt andet lovede jeg mig selv i det öjeblik, at det skulde vare en god stund, inden jeg tog mine kone og et lille barn med igen på en så lang konebådstur. Vi havde mas med at holde teltet oppe, og vare derfor meget glade ved, at blæsten hen ad aften stillede noget af, og da tågen tillige lettede, så vi Lichtenau kun en halv mil borte. Hvor ville jeg gærne for min kones og Kunuks skyld dertil inden natten! Jeg talte med styreren, der omsider mente, det nok kunde gå. Og det gik, Gud ske lov, også, og det var yndigt for os sent om aftenen at sidde lunt i Gysins hyggelige stue. Her blev vi da i to dage, i hvilke en stærk nordenvind hindrede os i at rejse; og vi havde det rigtig rart her; navnlig var det for mig en mageløs fryd i Gysin at finde en mand, der havde de samme interesser som jeg og arbejdede i samme gærning. Det var en stor oplivelse for mig at tale med ham om en hel del af mine bekymringer, som han kunde dele med mig. Han var forøvrigt ej så glad: det må ej heller være rart for tre familier at skulle leve som èn do.; han savnede så meget at føre sit eget hus. Bare han boede mig noget nærmere! Min kone var også glad ved fru Gysin, men savnede jo ret at kunne tale med hende for sprogets skyld. Endelig den 17 september om morgenen kl. 3 purrede jeg hele historien ud, og kl. 4½ i det dejligste vejr begave vi os hjemad; og rart var det om eftermiddagen at betræde vort eget lille hjem igen. –
Under vor fraværelse var den gamle colonibestyrer rejst, og en ny ankommen.[18] Af princip vil jeg imidlertid ej her udtale mig over denne nye familie, men kun sige, at vi til dato (juni[19]) har levet i godt forhold til den. Det står for øvrigt i følge hans stilling i en colonibestyrers magt at göre en hvilkensomhelst dansk families liv uudholdeligt, af dem der bo ved colonien sammen med ham, medens det på den anden side også er ham muligt på utallige måder at lette og behageliggöre livet for sine landsmænd; hans myndighed er, fordi hans overordnede er så langt borte, aldeles ubegrænset. For at nævne et exempel: han alene bestemmer, når der skal bages brød, og tilmed hvor mange af disse hver familie må få. Bruger han på en tid mange brød, bages der tidligere, bruger han færre, senere. Jeg har oplevet, at vi, et par af de familier her er, en tid var i brødmangel og bade om, at der måtte blive bagt – men det kunde ej lade sig göre. Kort tid derefter blev der bagt såre hyppigt, og da man spurgte: hvorfor, svarede colonibestyrerens kone: fordi vor kalv æder så meget brød i denne tid!! Facit: for colonibestyrerens kalv kunde der bages, men ikke for et par familier! Og som dette exempel kan næsten enhver sag stilles på spidsen. Og hvad har vi andre at göre: tie könt stille, det er i alfald fornuftigst. Vil man leve her i landet, da kan det guld at stå på en fredelig fod med colonibestyreren ej købes for dyrt. – Nå, det er vel i grunden dumt at omtale dette; kun endnu: hidtil har jeg i de berørte henseender ingen skællig grund haft til at beklage mig over denne store myndighed hos en af mine naboer; ti for èn gangs skyld nogle dage at spise lidt hårdt brød, det er jo da ingen ulykke. –
Vi kom altså hjem den 17 september, og da frosten allerede om natten var temmelig stærk morede jeg mig med næste dag – skönt det var en lördag: jeg kunde næmlig ikke på 1 dag göre mig færdig til en grönlandsk gudstjeneste – med at høste haven. Det kunde måske more en og anden at høre lidt om vort havevæsen. Vor have er temmelig stor, vel omtrent 400 kvadratalen. Oprindeligt har den ligget heldig og har siden den tid et godt navn på sig; men nu er der for den søndre ende af den klinet en stor bygning[20] op, hvis skygge forringer det halve af haven betydelig. Også er det kedeligt, at vor bolig er lagt så langt fra haven, vel ikke mere end omtrent 150 alen, men denne korte strækning med sin stejlhed, sine sten og ujævnheder hindrer dog ofte min kone i at komme i haven. Den 27 maj havde jeg begyndt at så det, som jeg nu begyndte at høste. Jeg havde, da det var det første år, sået mange ting: voxbönner, ærter, gulerødder, forskellige slags kål, botfeldtske roer, maj-roer, radiser, salat, spinat, petersille o.s.v. Af disse ting – sommeren var både kort og koldere end sædvanlig, og for haven temmelig regnfuld – mislykkedes bönnerne aldeles, de visnede længe för de satte blomst; ærterne fik blomst og bælge, men frugten i bælgene blev ikke til noget; gulerødderne så hele sommeren flinke ud og havde en vældig top, men jeg bar mig dumt ad, idet jeg ikke i tide nænnede at tynde dem ud, hvorfor jeg vel fik mange i tal af dem, men de vare så små, de störste ikke större end min lille-finger. Af kålen lykkedes kun grönkålen, som vi fik rigeligt af til vort vinterbrug; den sætter ikke stok som hjemme, men er dog meget god. Af roer høstede jeg vel i alt et par tønder; de kan blive store nok heroppe, men jo större de er, des mere vandede. Radiser havde vi hele sommeren haft til brug i rigelig mængde, ligeså salat, spinat o.s.v. – Tilsammenlagt er da altså dette ikke så dårligt, i al fald vare vi, som vinteren igennem i så höj grad må savne planteføde, såre taknæmlige for, hvad haven gav os. Rodfrugterne vokse jo villigst, men om alle dem gælder det, at kan de end nå de hjemlige i störrelse og stundom overgå dem, så kan de langtfra nå dem i smag: de smage her af så forbavsende lidt; om radiserne f.ex., som vi dog er så glade for og spiser en mængde af, må vi tilstå, at de fleste næsten aldeles ingen smag har; den forfriskende, skarpe smag hos de hjemlige træffer man kun hos ganske enkelte lidt spor af. – Et tab for haven vil det være, at jeg skal være så meget borte om sommeren, og den således væsenlig være uden pasning. – Det er sandt: om foråret med en kajak havde jeg fra Ivigtut fået tilsendt 12 (tolv) kartofler, og hvor fristende det end var for os straks at koge og spise disse, bleve vi enige om at dele dem i så mange stykker som muligt og lægge dem i haven. De voksede smukt og godt, fik også mange knolde, om end temmelig små, men disse havde aldeles ingen smag, så vi blev enige om, at skulde nogen en anden gang ved forårstid forære os et dusin kartofler, da skulde vi öjeblikkeligt spise dem og ikke forære den grönlandske jordbund den smag, som vi af vanen har lært at skatte så höjt. – Forøvrigt have vi jo al tid kartofler, men törrede; i begyndelsen syntes disse ganske godt at erstatte os de friske, men vi blev så snart kede af dem. –
Som missionær her i landet er jeg tillige pligtig til at være formand for districtets forstanderskab, der ikke, som forhen hjemme, alene har med fattighjælp at göre, men med alle mulige sager, forhører, domme, straffe o.s.v. Dette giver meget og kedeligt vrövl for missionæren, og jeg kan i al fald ikke se andet, end at det meste er tidsspilde; navnlig om vinteren går sjældent nogen dag uden forstanderskabs-vrövl. En lördag formiddag havde jeg ikke mindre end 19 Grönlænderbesøg, som dog ikke alle kom på forstanderskabets vegne.
Mandag 11 oktober spiste alle de danske til middag hos os, og just som vi var færdige dermed, blev der råbt: båd – og det var min ko, der kom. En dejlig, ung, ikke meget stor, rød ko, som lovedes at kælve omtrent ved juletid. Den blev nu ved siden af Knud mit kælebarn, og ingen dag gik, uden at jeg besøgte den. Den 31 december fik den en datter, som jeg lagde til, og som tegner til at få alle sine moders dyder. Med den nævnte dag begyndte da vor egentlige indtægt af koen, og vi har været såre glade for den. Man sagde os, at det ej vilde betale sig at holde ko, men efter min erfaring betaler det sig udmærket. Jeg fodrer den alene med hø om vinteren og bruger for omtrent 60 kroner, om sommeren søger den selv sin føde på fjældene, og det må være god føde, da den malker godt efter den. Fra 1 januar til 1 juli udbragte min kone 65 pund smör fra sit mejeri, smör, der smagte os langt bedre end handelens gamle varer. Når nu, som iår, prisen på smörret er 1 kr. 50 øre pr. pund, da giver disse 65 pund en indtægt af nærved 100 kr. Trækker jeg fra disse udgiften til foderet: 60 kr., og til koens røgt og malkning året rundt: 20 kr. – så er der endda en nettoindtægt af 20 kr., foruden at vi har rigelig mælk til vort eget forbrug den störste del af året – Knud har f.ex. alle sine dage fået al den mælk, han ønskede, og dette er ikke lidet. Altså mener jeg, koen betaler sig godt. Det er også en stor glæde for min kone stundom at forsyne en syg Grönlænder med mælk. – Efter koens ankomst har jeg indskrænket gedeholdet til 2; helt slippe gederne vil jeg ikke, da de kan hjælpe i den tid, koen er gold, og det også kan være rart hvert efterår at have nogle kid at slagte. –
20 oktober havde jeg besøg af min gode ven, kateket Johannes Hansen fra Sydprøven. Han er en af dem, jeg sætter höjest, da han er ulige mere selvstændig end alle de andre kateketer. Når jeg spørger de andre om noget, eller taler med dem om et eller andet, får jeg i regelen kun et eko af min egen mening at høre – de føle sig først for, hvad vel jeg synes, og svare så derefter, og sige ja og amen til enhver udtalelse af mig; og fører så en eller anden ordning, der er truffet overenskomst om på denne måde, til et mindre godt resultat, da siger de kun: „du vilde jo have, vi skulde göre sådan.” Johannes Hansen er anderledes, han har sin egen mening, som han står ved, indtil man tvinger ham til at antage en anden; vil jeg derfor have oplysninger og råd i nogen henseende, går jeg helst til ham; han tør sige mig – har gjort det – når jeg har båret mig galt ad og anmode mig om at göre det anderledes. Havde jeg bare flere af denne slags hjælpere; han begynder desværre at blive lidt gammel nu, og taber lidt af sin ungdoms nidkærhed for skolegærningen.
I regelen kan jeg glæde mig ved et godt kirkebesøg, i al fald al tid være vis på, at mange koner møde i kirken. Men er vejret godt, er derimod de voksne mænds tal meget lille – jeg har prædiket uden at have en eneste voksen mand foruden kateketen til tilhører. Dette har gjort mig lidt ondt, jeg har også lejlighedsvis lempeligt berørt det i et par prædikener, men lempeligt, ti jeg holder for, at söndagens helligholdelse på ingen måde tør ventes eller fordres overholdt her i samme omfang som hjemme. Hvad om vejret har været dårligt fredag og lördag og måske flere dage, så fangerne ej har kunnet gå på erhverv, og deres mad er sluppet op, og så söndag morgen viser et såre gunstigt vejr, der giver håb om, at de kan vende hjem med mad, lys og varme til kone og börn – kan man så fortænke dem i, at de gå afsted og forsömme formiddagsgudstjenesten, det er jo dog visselig ingen fornöjelsestour, de gå til, om end deres glæde er stor, når de vende hjem med den kære sælhund. Jeg fortænker dem ej deri, og når forholdene indtræffe som jeg her har antydet med vejr o.l., da siger jeg: gå med Gud min ven, gör din flid for at fange, hvad Vorherre vil sende dig i møde, og kommer du så tidligt hjem i eftermiddag, glem da ikke at gå til aftengudstjenesten og sige Vorherre tak, fordi han var med dig! Derfor, skönt der – underligt nok – næppe i hele katekismen er noget, de grönlandske börn sjældnere fejle i end det tredie bud, tager jeg denne sag mere og mere rolig, så længe som jeg ser, at mændene til andre tider gærne komme i kirke, og det såre sjældent falder nogen ind at ligge og sove eller på anden måde drive gudstjenestetiden bort. Hertil skal endnu föjes, at på de store helligdage komme alle som en i Guds hus, hvordan så end forholdene er. – Hvad altså kirkegangen i det hele angår, da mener jeg, det står bedre til her end hjemme, medens jeg dog ikke – med missionær Rasmussen[21] i dansk missionsblad, som jeg læste forleden – tör mene, at Grönlænderne gennemgående følge gudstjenesten med „stor opmærksomhed”. Konerne har jo deres små börn, som, hvis de ikke sove, nødvendigvis må forstyrre og forhindre i f.ex. helt at følge en tale; mændene ere vist bedre tilhørere, dog skulde jeg tro, at kirkegængerne hjemme ere mere med – men hvor mange ikke-kirkegængere af profession[22] findes der så ej hjemme, her er disses tal så yderst ringe, ja jeg kan vel ikke nævne en eneste Grönlænder af mine bekendte, som jeg ej har set i kirke.
Natten til den 1 november faldt den første sne, og koen kom derfor den dag ikke ud. Men forøvrigt vil jeg ikke her udbrede mig om den mageløs milde vinter 1880/81, som vi har haft, da jeg allerede har meldt den til mine fleste venner. Kun dette vil jeg sige, at det skal være en gammel erfaring, at når de hjemme har stræng vinter, er den mild her, og omvendt – hvorvidt dette fremdeles vil slå til, vil tiden vise.
Jeg har i denne tid (november 80) begyndt at læse med et par drenge, som menes uddannede til kateketer, i al fald den ene; skönt jeg egentlig kunde have nok at göre foruden, er dette arbejde mig kært, særligt endnu fordi jeg der får en god og stadig øvelse i sproget. – Som forrige vinter læste jeg også i denne religion med den danske fartöjsførers börn, hvoraf den ene skal confirmeres sommer 81.
I denne (november) måned læste jeg for første gang i mit liv Henrik Scharlings Menneskehed og Kristendom[23]. Jeg må tilstå, jeg troede ikke, at han dog kunde skrive sådan en bog; der er dog meget ikke-så-tosset i den. Men hvor den på sine steder ligner ham; jeg så ham i ånden flere gange så levende for mig sidde og ride deroppe på katederet, snoende sine knebelsbarter, idet han kom med en af sine flotte, affejende bemærkninger, og jeg kom til at le höjt. Hvem kan vel også – han være nu sindet mod Grundtvig og dennes arbejde som han vil – læse Henriks afsnit om Grundtvigianismen uden på mange steder at tage sig en god latter? Jeg finder, at han i dette afsnit, som i næsten dem alle, kommer med adskillige gode, træffende bemærkninger, men det er virkelig comisk at se, med hvilken flothed og påtagen overlegenhed han ved en enkelt eller et par sætninger klarer fra sig især de spørgsmål, som ligger for höjt til at Henrik kan nå dem, og som netop er dem, læseren rigtig ønsker der skulde tages fat og gås ind på; sådanne klarer han, som sagt, med et par enkelte affejende pennestrøg, der helst har en vittig finale, og medens Henrik går over til noget andet, bliver læseren lige klog med hensyn til det spørgsmål, der blev rejst. Hvis man ikke havde andet at orientere sig efter end „Menneskehed og Kristendom”, måtte man være tilböjelig til at få det indtryk, at forfatteren i åndelig henseende ragede mere end hovedet op over mænd som Sören Kirkegaard, Grundtvig, Martensen o.fl., medens factum, som anerkendes af enhver, dog er, at H. S. mere end rigelig har plads nok til at stå under armene på en hvilkensomhelst af dem. Men, som jeg begyndte med, jeg har ved læsningen af denne bog fået bedre tanker om Scharlings dygtighed, end dem han ved sine forelæsninger havde givet mig.
I begyndelsen af december læste jeg (atter) en anden mindre bog: Pascals tanker[24]. Den kan man lære meget af, og under læsningen ønsker man hvert öjeblik: gid du i din hukommelse kunde fastholde den sætning! gid du kunde bevare til brug ved given lejlighed denne tanke! – Men hertil er jeg så ussel, jeg kan læse og glæde mig ved det læste, også kende det igen, når jeg ser eller hører det, men selv oppebevare det og i sin tid genoptage det og bearbejde det til egen brug, det kan jeg så dårligt. Jeg vèd nu ikke, hvorledes andre bære sig ad, men al tid når jeg læser sligt, siger min tanke mig af og til: det og det kan træffende bruges i en prædiken. En mængde af dette taber jeg, på grund af min omtalte svaghed, igen, men lidt bevares dog, og dette tager jeg ikke [i] betænkning at bruge, når det synes mig passende, uden at bryde mig om, at kanske en eller anden tilhører – særligt om jeg var hjemme i Danmark – kunde sige til sig selv: det og det er ikke helt hans eget, det har han der og der fra. Herom bekymrer jeg mig mindre, når kun det, jeg siger, er på sit sted og har erfaringens sandhed hos mig. Vi har jo dog alle gjort mange kristelige erfaringer, over hvilke vi først vinde klarhed ved andre menneskers udtalelser. Har jeg da ved en kristen mands ord vundet oplysning om eller bestyrkelse i noget, som boede i mig, hvorfor skulde jeg da ej søge at bringe andre det samme gode, enten jeg så er den første eller den sidste, der huser den tanke? Det er, synes mig, en vigtig side ved prædikekunsten, så meget som muligt at holde sig til det, som allerede bor i tilhørerne, og en prædiken vil göre gavn i samme forhold som disse kunne få lejlighed til at sige til sig selv: ja, det er sandt, det kender jeg, det har jeg selv oplevet, skönt jeg ikke tidligere har tænkt derpå, eller ment, at det hang sådan sammen dermed. Apropos: jeg mindes for flere år tilbage at have hørt folk holde sig op over Mynsters udtryk (vist mere over udtrykket, end over hvad han skrev derom): „den kunst at prædike”[25]. Jeg må tilstå, jeg finder intet galt i dette udtryk, tværtimod, det ligger ingenlunde lige for hånden, selv for den bedste kristen, hverken hvad han på hver enkelt sted skal frembære eller måden og formen, hvorunder dette skal ske, det er en kunst at vælge det rette og det bedste her, ligesåvel som det er en kunst for maleren at vælge de bedste farver og musikeren de rette toner. Enhver kan ved sit liv bekende sin frelser, og visselig, for så vidt som dette er hovedsagen for os alle, er der deri ingen kunst, men prædike ham rettelig, som det sig bør, dertil hører et arbejde og en øvelse som til enhver kunst, og enhver, som blot en liden stund – således som jeg – har haft dette til sin livsgærning og en gang imellem følt den vånde, man kan være i, når man til en vis tid skal prædike og ikke kan finde de rette tanker og de passende ord, han vil vist ønske at være dygtigere til den „kunst” at prædike. –
Vor jul 1880 gik omtrent som den foregående, kun at jeg kunde prædike noget oftere nu. Jeg havde de samme glæder og de samme sorger som forrige jul, og vil derfor ikke opholde mig ved dem her. For første gang så jeg da et juletræ i Grönland: lavet af tilskårne og sammenbundne pinde, omviklede med lyng. Det var hos colonibestyreren[26] vi så det, men jeg har lovet min kone, at jeg til næste år skal lave et i vort eget hjem for Knud og de grönlandske börn. Det skal blive morsomt at se disses glæde og høre dem synge julepsalmen. Det gamle år endte med en voldsom storm, stærkt snefog, og, da det var spring[flod]s-tid, et stærkt höjvande, der ødelagde mange kajakker, konebåde og enkelte huse; ingen mennesker kom dog til skade, så vidt jeg vèd. På grund af vejret var det umuligt for folk at komme til kirken nytårsaften, så denne gudstjeneste måtte indstilles.
Omtrent i midten af januar døde den gode fanger Boass brystsvage hustru. Hendes sygdom og død beskæftigede mig meget, det var så fromme og gode folk. Jeg var flere gange hos hende, og hun var den første Grönlænder (og det første menneske) som jeg søgte at sige et godt ord umiddelbart för deres bortgang. Grönlænderne pleje at sy deres døde ind i skind og således begrave dem, men Boas vilde så gærne have sin kære kone i kiste, men da det var vintertid og dårlig fangst havde han ikke penge til brædder, hvorfor han kom til mig og bad om at låne dem. Han fik dem og har allerede i foråret tilbagebetalt dem. Ved denne grav var det, jeg – som foran fortalt – forsøgte mig i at tale lidt uden papiret; hvorledes det gik, har jeg også allerede omtalt.[27] – Vor kirkegård ligger noget borte fra kirken og husene, og vejen til den går over ujevne, lave fjelde. Skönt strækningen vel kun er 7-800 alen, er den ofte om vinteren vanskelig at befare, især i præstekjole. Er vejret godt, kunde jeg vel lade min kjole bære til stedet og tage den på der, men man vil vist helst have at jeg skal følge liget med den på, hvad jeg også al tid gör; undertiden kan dette være besværligt nok: blæser det en smule, er der ikke tale om at kaste sneen bort, og jeg må finde mig i en gang imellem at synke i sne til langt over knæerne. – Men dette som meget andet, der er lidt særligt her for landet og måske på papiret ser lidt slemt ud, generer mig slet ikke: så længe man er ung og rask, som jeg, og har nogen kærlighed til de mennesker, man lever imellem, – jeg tør Gud ske lov også her sige: som jeg – kan man sagtens være præst i Grönland for det uvantes og små-ulempernes skyld. Men for en ældre mand mener jeg nok, at det vil være mindre let: de lange, ofte dog noget besværlige rejser, mangelen af den vante, varme spise stundom i flere dage, nattelejet hvorsomhelst i sin pose o.s.v., samt rejserne om natten (hvad dog flere aldeles holder sig fra, men jeg ofte gör) – alt sligt falder det ikke en ung ind at bryde sig om, så længe han har sit helbred, men for en ældre synes det mig let for meget, en ældre dansk vel at mærke, ti en Grönlænder er vant til det liv, fra förend han kom til verden. – På grund heraf kan jeg nu forstå, at alle danske præster, også de, som virkelig har været heroppe med deres hjærter, efter en årrækkes forløb vende hjem, trætte af gærningen her. Der hører sikkert en vis ungdommelighed, en vis elasticitet i sindet til, for at en dansk præst her i landet skal kunne besørge sine rejser om sommeren med glæde, og for at han ikke skal falde i sövn om vinteren. Når jeg i gamle dage læste Hans Egedes historie med beundring og glæde og kom til det punkt i den, hvor han, dog endnu i en arbejdsdygtig alder, vendte hjem til Danmark, kunde jeg ikke tilbageholde den tanke: „du havde været större i mine öjne, om du var blevet hos dine kære Grönlændere lidt endnu”, og aldrig fyldestgjorde det mig, at han vendte hjem, „fordi han mente at kunne udrette mere for sine kære Grönlændere i hjemmet end ved at blive hos dem”. Nu, da jeg kender livet bedre heroppe – og hvor anderledes banet er dog ikke vor vej end Hans Egedes! – forstår jeg bedre dette skridt af den store mand: en præst bliver langt tidligere for gammel og må tage sin afsked i Grönland end i Danmark. Til at han bliver så tidlig gammel og træt her bidrager naturligvis, foruden det noget besværlige der stundom kan være og er ved hans gærning, også og i særlig höj grad den knappe kost, han i åndelig henseende er sat på; han kan jo nok læse o.s.v. til stor gavn og velsignelse for sig selv og andre, men i den henseende vil han heroppe ufejlbarligt blive Grundtvigianer, at han netop ved savnet deraf mere og mere vil lære at skatte „det levende ord”. –
Se, hvor jeg dog kan komme til at skrive om forskellige ting, som tankerne føre mig. De optegnelser, som jeg dagligt eller ugentligt har gjort i årets løb nærmest med ministeriet for öje, har jeg vel til underlag (bogstavelig talt) for dette, og jeg ser også i dem en gang imellem, men det meste egner sig ikke til sådan almindelig læsning: mine daglige forretninger som præst vilde man snart blive træt af at læse om, og af de mere særlige ting, der kan forefalde, finder jeg mig ikke berettiget til at omtale de fleste. Derfor bliver dette, som det er: bemærkninger om et og andet, ligesom det falder mig ind ved at vende tanken tibage til det forlöbne år.
I februar mistede jeg en anden god ven, en ung, rigtig flink kateket[28]; han var en af de bedste ikke-uddannede kateketer. I begyndelsen af måneden besøgte han mig og fortalte mig, hvorledes de levede ude på hans lille ø. Han var meget tilfreds og glad, han havde skudt en hel del fugle, for hvis skind han havde samlet sig nogen penge, og nu kom han til mig og vilde købe et nyt testamente. Det kunde han naturligvis nok, men jeg gjorde ham opmærksom på, at til hans brug ved gudstjenesten og i skolen forsynede missionen ham med bøger, han skulde intet købe, trængte han til et N.T., skulde han have et gratis. Nej, sådan vilde han ikke, han havde og brugte et, som tihørte missionen, men han vilde eje et selv. – Det var min sidste samtale med ham: den 22 februar gik han ud i sin lille kajak med sin bøsse, og ingen har senere set den gode Gabriel. Han er formodentlig kæntret ved at skyde og så ikke kunnet rejse sig selv igen. Den skydning fra kajak koster ikke få menneskeliv; der kan i grund kun skydes lige frem uden fare, men kommer nu en fugl rask flyvende på siden af kajakken, og der ikke er tid til at vende denne, så glemmer manden til sig selv og fyrer af, og er han da ikke særlig dygtig og øvet, går han rundt, og kajakken vender bunden i vejret, hvad der, hvis han er ene, som oftest koster hans liv. At kæntre med sin kajak, altså at få sit hoved nedad og kajakkens bund opad, kan endda for en dygtig fanger gå, når han i stedet for sin bösse har sin åre i hænderne, ti med dens hjælp rejser den gode fanger sig let op igen. I førstningen troede jeg ikke ret beretningerne herom, men nu har jeg set det flere gange, og denne i sandhed store kunst ser så let ud og går for sig i et nu. Men hertil hører øvelse fra ganske små, og den, som i det kritiske öjeblik vil kunne vente at frelse sit liv på denne måde, må adskillige hundrede gange frivilligt have taget sig en sådan dukkert. Man kan let få kunsten at se, f.ex. ved at byde en fanger en krone derfor. Dette göres nok særlig ved Ivigtût ofte, og mangen Grönlænder har været glad ved så nemt at tjene en krone der. Jeg har dog aldrig budet nogen betaling derfor eller opfordret dertil – sæt manden blev dernede, jeg kunde jo ej redde ham; men jeg har ofte set kunsten, når de har øvet sig i den. – En anden flink mand omkom også i sin kajak i foråret[29]: han kom til mig og fortalte, at han havde 13 mennesker at ernære, der var ingen sælhunde, og han var i nød; nu vidste han, jeg havde en haglbøsse, hvad han ikke ejede, om han ikke måtte låne den at skyde fugle med. – Han fik den, stakkels mand, men gik tilbunds med den nogen tid derefter. Den nærmeste tid derefter havde jeg den störste fornöjelse af mit l’hombrespil som jeg har haft her i landet[30]: vi enedes næmlig om, at gevinsten skulde gå til hans efterlevende enke og börn. Martensen vilde sikkert ikke være glad ved denne måde at hjælpe en trængende på, så lidt som han er det ved basarer o.l., men konen fik hjælp, det var mig det væsentligste i öjeblikket, og jeg forsikrer, der herskede en bedre ånd over vort spil i den tid, end der gör ellers. –
I februar læste jeg Kalkars missionshistorie[31], der meget glædede mig. Jeg kunde kun ønske – som jeg, lige som så meget andet af hvad jeg her samler sammen, har skrevet et eller andet sted för – at han med samme stofmængde havde fyldt 6-8 bind i stedet for to, eller i de foreliggende to havde begrænset sig meget mere med hensyn til factiske beretninger, man vilde da vist huske mere af alt det gode, som han fortæller.
Om marts og april ved jeg intet andet, det her vilde være på sit sted at meddele, end at posten til Danmark afgik den 1 april, og så begyndte de dage for os, som nok er de længste i hele året, de dage næmlig, i hvilke vi gå og vente på postens tilbagekomst med de første efterretninger fra hjemmet. O hvor disse er lange, ja utroligt lange, af bare længsel bliver vi uskikkede til det, som bedst vilde forkorte dem: arbejde. I den tid får jeg da ikke gjort andet, end hvad der netop foreligger som uopsætteligt. Allerede den 6 april iår råbtes post, og jeg styrtede ud – jo den var der tilbage, men Fox var endnu ej kommet til Ivigtût. Altså vente påny. Endelig den 3 maj kom da brevene, og Gud være lovet! atter alle med gode efterretninger. Hvilken læsen! vi helmede ikke, för alle breve var løbne igennem, men så var vi også aldeles øre i hovedet. Så ned på vejen at træffe de andre danske, der var færdig med deres længe för vi, for at spörge: har De hørt godt nyt hjemme fra? o.s.v. – Når så dagen lakker ad enden, så begyndes der på den anden, rolige, glæderige nydelse af alle beretninger – og så er der nyt stof til samtale for mange tider. –
I år (81), da foråret var kommet tidligere end i fjor, såede jeg allerede den 5 maj det halve af haven; den øvrige del først nogen tid efter. Jeg frygter ellers, at resultatet i år vil blive ringere på grund af min meget længere fraværelse fra hjemmet.
Hvad jeg her kommer til at skrive inden jeg atter slår en sort streg som ovenstående, kommer slet ikke noget af det foregående ved i al fald med hensyn til tiden. – Når jeg ser på mit ur, viser det 1½ morgen, lördag den 20 avgust 1881 – altså er det mere end et helt år efter den tid, jeg nys omtalte heri. Hvorfor jeg således dumper ind her med dette? Jo herfor: vist alle mine venner vide, at jeg var i foråret forberedt på at få tilhold om også at berejse Frederikshåb missionariat – dette fik jeg, og den 9 juli dette år begav jeg mig afsted nord på. Vorherre gav mig en i alle måder heldig og lykkelig rejse, det var som vejr og vind kun var skabt for mig, hvorfor der ikke spildtes så megen tid på vejen som ellers ofte. Stor glæde havde jeg også af denne rejse ved at træffe mange mennesker, som jeg kom til at holde af; især i Frederikshåb, hvor jeg var uafbrudt i over 14 dage, fik jeg mange gode venner. Og som jeg var glad ved at træffe og lære disse mennesker at kende, er jeg også vis på, at mange vare glade for mig, og dette er jo dejligt at mærke. Men tvivler jeg således ikke om, at jeg på denne rejse har vundet venner for mig selv, tør jeg så vel også tro, at jeg kan have givet en eller anden en liden bevægelse henimod at blive vundet for Gud? Dette vèd kun han selv og var jo næppe sundt for mig at vide, men dette tør jeg dog tro, Gud ske lov! at når jeg med et ærligt hjærte og efter bön har talt Guds ord på de forskellige steder, så godt jeg har kunnet, så ere de ikke alle vendte tomme tilbage, ikke hos alle tilhørerne faldne på vejen[32]. O hvilken glædelig tanke dog, om måske en af de kære små confirmanter i Frederikshåb i de timer, vi tilbragte sammen, i sit hjærte mærkede varmen af en lille guddomsgnist fra det höje[33]! Men ved siden af, at jeg ikke kan slippe et sådant håb, så ser jeg jo godt, og det har trykket mig så mangen gang på denne tour, hvor langt anderledes min gærning skulde og kunde have været røgtet, men ikke blev det navnlig for sprogets skyld. För kan jeg jo ej ret være præst, för jeg frit og naturligt, uden for megen søgen efter eller kæmpen med ordene, også under en samtale eller ved mine besøg i husene er i stand til at efterlade et ord om Vorherre. Men at jeg stadig nærmer mig hertil og har gjort gode fremskridt også på denne rejse, det trøster mig. Og så tænker jeg også, at om virkelig forholdet er så, at flere af dem, jeg her har lært at kende, mere have ladet sig drage til mig end henad mod Vorherre, så er dette ikke ganske forgæves, ti om de i år kan have fået det indtryk, at jeg er en alvorlig og en god mand, der mener dem det vel, så kan de måske ad åre, når jeg bedre end nu kan tale til dem og med dem, netop på dette grundlag lettere slutte sig til, hvad jeg måtte kunne sige, ti det er jo dog sådan i alle forhold, at den tale, som kommer fra et menneske, man holder af og har tillid til, går en langt nærmere på livet end den, som kommer fra den ubekendte fremmede. Så vendte jeg da hjemad med det håb til Gud, at dog ikke min lange rejse måtte være helt forgæves. – Og atter hjemrejsen gik så meget heldig, allerede var de 42 mil tilbagelagte af den, jeg var færdig alle vegne, kun endnu 1 dags rejse, kun endnu 8 mil, så skulde jeg atter mødes med min kære hustru og mine søde börn, som jeg havde længtes så meget efter; o hvor jeg glædede mig, og hvor var jeg taknæmlig for, som Vorherre havde ledet mig. Det var i onsdags middags kl. 12, jeg var færdig til at begynde på disse sidste 8 mil; men da slog pludselig den gode vind om, norden blev til sønden, og jeg kunde ikke rejse. Jeg trøstede mig let i håbet om snar forandring, og virkelig endnu samme eftermiddag syntes mig vinden at dreje vester om, og jeg holdt råd med besætningen, der var enig med mig i, det burde prøves. Men kun 1 af de 8 mil fik vi tilbagelagt, så måtte vi søge havn, søndenvinden var for stærk. Og hvor vi lejrede os den gang, er vi endnu, lördag morgen. Jeg kan jo ikke nægte, det har været mig lidt svært at være endemålet så nær, at kunne nå det på få timer, og så at stanses. Dog har jeg ganske godt holdt modet oppe, men jeg har også mangen gang i disse dage måttet bede Vorherre passe på mig, at jeg ikke til tak for al hans godhed mod mig skulde begynde at knurre nu, fordi der kom en lille vanskelighed. Hvor vi kristne dog er lykkelige, at vi kunne bede ham, som vi skulle tjene, om selv at danne det rette sind hos os til at göre det, og han vil høre denne bön! Det har i virkeligheden i disse dage her i mit lille telt været mit hovedarbejde at tale med Vorherre herom, og jeg tror at turde sige, at jeg på denne måde har fået mere gavn af disse dage, end om jeg lige havde fået lov at løbe i armene på mine kære. I det hele tror jeg, rejserne her i landet bringer store goder med sig, for mig gör de det i al fald ofte: hvor mangen lejlighed til at bede et fadervor kommer der ikke der ude på vandet, som jeg ikke vilde finde på landjorden, hvadenten det nu er, når bølgerne rejse sig for stærkt, eller når de ret synes at föje sig efter ens villie. Hvor ofte er søen dog ikke det spejl, hvori jeg ser min egen lidenhed og mindes min syndighed, og ved siden deraf: hvor ofte har jeg ikke også i den set min himmelske faders stærke og dog så milde, nådige arm! Hvor ofte er ikke også på denne rejse af sig selv kommet frem af hjærtet: befal du dine veje og al din hjærtesorg, o.s.v.[34]! –
I går, fredag, aftes, gik jeg tidlig til ro, fordi jeg vilde stå tidlig op og se på vejret. Kl. 12½ vågnede jeg, og stod snart efter op. Det var ganske mørk, men da jeg kom op på et lille fjeld, kunde jeg til min glæde ingen søndenvind mærke; det regnede lidt, men det fik gå, om et par timer, når det dagedes, var der håb. Jeg gik ind i teltet igen, fik fat på min lille sprit-kaffekande (som flere af mine ungdomsvenner måske huske fra Ehlers[35]; desværre er på denne rejse glasklokken på den sprungen), drak en god kop kaffe, tændte en cigar, og hvad så? Så fik jeg lyst til at skrive til mine kære i Danmark og fortælle dem lidt om, hvorledes jeg i öjeblikket havde det ude og inde. Nu har jeg gjort det, klokken er bleven nærved 3, det må begynde at lysne nu, derfor: god morgen alle sammen, i håb om snart at mødes glade i Julianehåb, ja måske endnu i denne dag!
Det sidste jeg skrev om her, med hensyn til tiden, var nok först i maj. I midten af den måned og i slutningen samledes confirmanterne rundt om fra her ved stedet. Det var mig som ifjor sådan en rar tid, medens de var her, navnlig var der et par drenge, som fornöjede mig meget. Confirmationen holdtes den 12 juni, og snart efter spredtes mine små venner.
Den 4 juni ankom post fra Godthåb, og med den breve fra ministeriet. Så kom den forventede ordre til at rejse til Frederikshåb; og da vi var så langt hen mod sommeren allerede, sendte jeg straks post til Frederikshåb for at hidkalde missionens slup „Emma” derfra. Da min kone havde lovet mig at hendes forestående storkebesøg skulde finde sted imellem midten og slutningen af juni, og jeg på den anden side for årstidens skyld måtte afsted nord på så snart som muligt, anmodede jeg Emma om at være her 1 juli. Så begyndte vi da at vente på det omtalte besøg lidt over midten af juni. Vi ventede og ventede, endelig den 26 råbtes der: „båd” – og der blev lagt til: „det er Emma, nu skal palase[36] rejse”. Og det var Emma, der kom lidt tidligere end bestemmelsen. Hvad nu göre? det var dog strængt at gå på den lange rejse, för min kone fik overstået sit. Jeg blev derfor på en måde ganske glad ved at se, at Emma i höj grad trængte til en reparation. Vi begyndte da på den, i håb om, at der imidlertid skulde ske nyt hos os. (Jeg kunde jo næmlig ikke godt forsvare, at lade båden med besætning ligge unyttet hen på missionens regning). På denne måde nåede vi den 1 juli, Emma blev færdig, men vi var lige vidt her oppe på bakken. Så fandt jeg på den udvej at benytte Emma til en lille rejse först, fra hvilken jeg kunde komme her tilbage inden den lange nordrejse. Om middagen den 2 juli sejlede jeg da for en udmærket vind til Igaliko (7-8 mil borte). Men en stor del af min tanke blev hjemme, idet jeg tænkte mig, at min kones bevægelse over min bortrejse muligvis kunde fremskynde det, som vi ventede på. Om söndagen bestilte jeg, hvad jeg skulde ved Igaliko, holdt gudstjeneste, altergang m.m. Det var allerede over middag, jeg havde kun en sygeberettelse tilbage – de er så få mennesker her. Ofte sendte jeg mine öjne ud over fjorden, om der ikke skulde vise sig en lille sort prik i det fjærne, der kunde blive til en kajak, når den kom nærmere. Omtrent kl. 3 opdager jeg endelig sådan en, iler ned til strandbredden, og snart kan jeg kende min grönlandske ven Levis åretag[37]. Hvor bankede mit hjærte – kommer han for det gode, eller …? Jeg turde ikke råbe ud til ham og spørge; den første oplysning fik jeg, da jeg kunde se hans ansigt, for det var et stort smil altsammen, uagtet sveden løb i strömme ned ad det. Og snart efter råbte han, forpustet som han var, stødende ordene ud: „ajungilaĸ (ɔ: det er godt, står godt til) … en lille datter … har det godt alle (Grönlænderne mangle ordet „begge”) … hun er meget stor, siger Proba.”! Gud ske lov! Og Gud ske lov, at colonibestyrerens lille medfølgende brev i alt bekræftede Levis ord: Söndag morgen 3 juli havde min kone fået en lille datter. Hvor var jeg glad og følte mig let! – Om eftermiddagen gjorde jeg mig så helt færdig. Så kaldte jeg på en Grönlænder og spurgte ham, om han i sin konebåd hurtigt vilde og kunde befordre mig til Julianehåb – jeg forudså næmlig, at rejsen i Emma vilde blive en hel del langsommere, hvis vinden blev ved at være som den var, næmlig lige imod. Jo, svarede han, det kunde han nok, men det var til ingen nytte at gå, för vinden en gang om natten lagde sig. Han var voldsomt godt fornöjet med mit tilbud om 10 kroner for den tour, og lovede at purre mig, så snart vi kunde rejse. Først om natten kl. 1 satte vi fra land, roerskerne i et ypperligt houmeur. Og så roede disse flinke piger – med kun ¾ times ophold til at få den undergörende kaffe – til om middagen kl. omtrent 2 uafbrudt, den næste[38] tid under latter og sang; det var mere end tolv timers roning, jeg beundrede dem. Og, atter Gud ske lov! jeg traf min kone og den lille pige helt vel – den eneste, der den dag var misfornöjet, var Knud, han kunde ikke fatte, hvad det var for et lille fremmed væsen, der nu vilde dele med ham pladsen i moders og faders arme. – Først næste dag, den 5te, kom Emma her til; jeg havde altså vundet 24 timer ved at gå i konebåd. Men skulde jeg nu rejse lige straks fra min kone? Atter kom Emmas ælde mig til hjælp: på rejsen fra Igaliko hertil havde blæsten aldeles sönderrevet det ene sejl; dette måtte jo erstattes, för jeg kunde rejse. Hermed gik to dage; den 7de middag meldtes mig, at nu var alt færdig til min rejse, og så turde jeg ej vente længere, men bestemte rejsen til den næste morgen. Om eftermiddagen hjemmedøbte jeg vor lille datter, og vi kaldte hende Else. Skönt min kone vel egentlig måtte siges at have det godt, var hun dog en hel del angrebet ved tanken om, at jeg skulde forlade hende i den stilling. En dags henstand endnu gav Vorherre os: den 8 juli blæste det en n. ø. storm[39], så det var umuligt at rejse. Så kom da først den strænge afskedstime den 9 juli om morgenen kl. 4, og aldrig har jeg vel sagt et farvel, der gjorde mere ondt end dette: mit lille 6 dage gamle barn, og min kone som følge deraf i sengen, uvis om, når hun kunde komme op – jeg i begreb med at rejse bort, sandsynligvis på et par måneder og muligvis adskilligt længere, og – det værste – uden i denne tid at kunne høre fra hinanden; ti om der end muligvis kunde komme en lejlighed, der kunde bringe en et 8-14 dage gammelt brev, eller om vi til en extrapost vilde udgive 20-30 kroner for at få et brev omtrent lige så gammelt, det er dog for Europæere som intet at regne under slige forhold. Men var, som sagt, dette farvel måske det strængeste, jeg har sagt, så har jeg heller aldrig nogensinde stærkere følt den velsignelse, som det kan bringe hånd i hånd at bede sit fadervor. Måtte derfor end tåren frem, så tror jeg, at såvel min kone som jeg i hjærtet var såre glade den morgenstund. Om denne rejse, som jeg lejlighedsvis har omtalt lidt, er der intet nærmere her at melde om. Kun vil jeg sige, at hin morgen, 20 avgust – på hvilken jeg skrev det der[40] foran mellem de sorte streger – gav godt vejr, vi kom tidligt afsted, og en dejlig nordenvind førte os hurtigt her hjem, så omtrent kl. 2 kunde jeg løbe op ad bakken til mine kære. Jeg havde aftalt med min kone, at hun skulde sørge for, at ingen talte til Knud om eller nævnte mig, når der blev råbt båd, at jeg kom, fordi jeg gærne vilde se, om han kunde huske mig. Nu kom jeg ind i stuen, og der stod han henne i et hjörne; jeg lod, som jeg ikke så ham, og sagde goddag til min kone; han sagde ikke noget, men da han havde set lidt på mig, udbrød han midt imellem latter og gråd: atâta (fader) – og et smukkere velkommen kunde han ikke give mig. – Det var rart at være hjemme lidt, jeg syntes også, at adskillige af Grönlænderne vare glade, fordi jeg var kommet. – Men jeg måtte jo snart tænke på at rejse ud igen: 1 september om morgenen gav jeg mig afsted syd på, og kom denne gang næsten lige til cap farvel – herfra til det nordligste sted, jeg denne sommer havde besøgt er omtrent 80 mil, en ganske kön lille strækning. – Under denne rejse syd på havde eller fik jeg den bekymring at modtage post fra kone, om at skynde mig så meget som muligt at komme hjem, for Knud var blevet syg, og hun var bange for ham; en voldsom diarrhee var begyndt den dag, jeg afrejste, og uden standsning vedblevet nu på 6te dag. Lægen var på samme tid på rejse, ad samme veje som jeg. Selvfølgelig ilede jeg da alt hvad jeg kunde, så snart jeg var færdig med mit arbejde; og lægen drog hjemad samtidig med mig. Om formiddagen den 10 september, da jeg netop holdt hvil, kom der atter en postmand, det var blevet endnu værre med Knud, om både lægen og jeg vilde komme snarest. Heldigvis kom lægen ½ time efter mig til samme sted, og da jeg viste ham, hvad der var skrevet om min lille dreng, og spurgte ham om hans mening, svarede han, at det var blodgang[41]. Det var en tung trøst at få, og jeg ilede til bådsbesætningen og spurgte den, om den under disse omstændigheder mente at kunne holde ud at ro lige til Julianehåb endnu samme dag. Det mente de nok, og virkelig holdt de den dag ud fra kl. 5 om morgenen til 10 om aftenen, da vi nåede her hjem. Allerede var da lidt bedring indtrådt, og nu under lægens behandling blev det ikke senere værre, om det end ikke til dato er godt – den 28 september. Lægen har siden den 11te ds. mindst været her to gange om dagen, og vor meste tid og tanker har jo været optaget af vor lille dreng. Det var særlig strængt for os i mange dage i træk at høre ham ligge og råbe på mad, han måtte slet intet få andet end havresuppe, og den blev han ked af. Så senere fik han lov at få lidt råt kød, og nu forleden var vi så heldige at få en del af den her i landet sjældne vare: frisk kalvekød, og dette er nu hans føde, som styrker hans afmagrede legeme godt, og dagligt kender vi mere igen vor raske, livlige dreng – Gud ske tak! – Når jeg nu hertil får föjet, at lille Else hele tiden har haft det udmærket, og at min kone også – om end så småt – kommer til kræfter igen efter hende og de sövnløse nætter hos Knud, så er jeg færdig og må slutte for i år, i det jeg gör en undskyldning for, at jeg er kommet til at skrive så meget om mine familieanliggender, der ikke kan interessere flere af dem, som ventelig komme til at læse dette, men jeg har gjort det, fordi jeg med denne sidste post i år ikke får skrevet til mange, som også gærne vil høre lidt herom, og alle disse beder jeg da på grund af det foran fortalte venligst at undskylde mig, at de ingen særlige breve får fra mig denne gang, og tillige beder jeg alle – ligeledes fordi mange af mine venner ingen breve får nu – om at lade disse linier vandre lidt hurtigt omkring, for at de, som vente breve fra mig, om ikke alt for længe kan få at vide, hvorfor der ingen kommer.
Og så farvel, alle mine kære! undskyld det foran skrevne i alle måder, hvor det trænger til undskyldning! Vorherre være med os alle i den kommende vinter, at vi til foråret må kunne sende hinanden lige så glædelige breve, som vi hidtil have fået lov til!
Otto Skårup.
[1] C. E. Tauson, se 9: 15/5-79, en af modtagerne af 9, fællesbrevet 1879-80.
[2] Over fangeren Boas’ hustru i januar 1881, jf. senere.
[3] P. C. Jensen, Frederikshåb, se begyndelsen af 9, fællesbrevet 1879-80.
[4] 27/7-80.
[5] Dvs i Kagssimiut. Om Terkild, hans kone og sønnerne, se Grønland, mennesker og steder under ĸeĸertarssuâraĸ.
[6] Kunuk er sønnen Knuds grønlandske navn.
[7] Sârdloĸ. Kateketen: Julius Motzfeldt.
[8] Galaterbrevet 4,20.
[9] Enkefru Lytzen og hendes to døtre (Else Emilie Nathalie L. og Sophie Charlotte Marie Severine L., begge døde 1916). Deres hus med have og gedestald lå på næsset syd for den daværende havn, ikke langt fra det sted hvor konebådsekspeditionen fik bygget nogle huse i 1883 (Holm & Garde, Den danske Konebaads-Expedition til Grønlands Østkyst, Kbh. 1887, s. 94; heri omtales de også s. 40, 46, 140, 144). Enkefruen var halvt grønlandsk, hendes mand, Johannes Haberdorf Lytzen (1803-63), læge, havde været dansk, født i København, ansat i Julianehåb i 1838. En søn, Carl Emil Lytzen, født i 1839, var indsat som kolonibestyrer i Julianehåb, da familien Skårup kom hjem, jf. senere. Efter døtrenes død i 1916 blev huset formentlig sygehus, herpå tyder en sammenligning mellem husets placering iflg. Holm & Garde, s. 94, og bykortet af 1919 (gengivet i Grønland i Tohundredaaret…, II, 1921, s. 524, og Ove Bak, Nanortalik, 1981, s. 259). Denne sammenligning tyder yderligere på at det eskimoiske hus umiddelbart vest for sygehuset på 1919-kortet var det som kateketen Isak Lund boede i.
[10] Rasmus Müller (1854-1917), søn af sysselmand H. C. Müller og hustru Maren Christine Olsen, Tórshavn. O.S. havde boet hos ham 19.-22. juli 1879 på vej til Julianehåb, og han hos dem i Julianehåb 8.-13. oktober 1879. Han boede igen hos dem i januar 1881 og måske oftere. Han boede i bestyrerboligen, bygget i 1836 (den blev kaldt den gamle bestyrerbolig efter at der var bygget en ny i 1904).
[11] Dvs: forberedelse til og afholdelse af deres konfirmation.
[12] Timoteus fra Sigssarigsoĸ.
[13] Johannes 3,16.
[14] Matthæus 13,4, Markus 4,4, Lukas 8,5.
[15] Eller Dorph, født 25/10-47, enkemand, ansat som kateket i Tuapait i 1880, gift anden gang 7/9-80 med Berthe, født 11/5-61.
[16] 14/9-80.
[17] Gustav Rudolf Gysin (1844-84), herrnhuter-missionær i Lichtenau.
[18] Den gamle kolonibestyrer var H. F. A. Hansen. Den ny var Carl Emil Lytzen (født 1839), hvis mor og søstre familien Skårup lige havde besøgt i Nanortalik.
[19] 1881.
[20] Formodentlig den udvidelse af Trankogeriet (eller -brænderiet) der fandt sted i 1878 eller 1880, iflg. Helge Schultz-Lorentzen & Søren Vadstrup, Julianes=Haab, Qaqortoqs bebyggelseshistorie 1775-1950 (Nuuk 1993), s. 56 og 57, se Isak Lunds tegning fra 1867/68, gengivet HS-L & SV, s. 41. Næppe den bygning der rummede bødkerværksted og fadeværk, for den var opført allerede 1867-68 iflg. HS-L & SV, s. 41, eller ca. 1856 iflg. samme bog s. 56.
[21] Formodentlig Chr. Vilhelm Rasmussen (1846-1918), missionær i Jakobshavn 1877-95, sognepræst i Lynge-Uggeløse 1896-1918.
[22] Dvs erklærede ikke-kirkegængere.
[23] Henrik Scharling (1836-1920), Menneskehed og Kristendom (1872-74).
[24] Pascal (1623-62): Pensées. Dansk oversættelse ved W. F. de Coninck, 1866, 2. udg. 1873.
[25] J. P. Mynster, Bemærkninger om den Kunst at prædike, 1812.
[26] C. Lytzen.
[27] Søg Boas i fodnoter.
[28] Gabriel ved karmat (Qarmat).
[29] Det var allerede i december 1880, i Sârdloĸ, se 11: 12/12-80.
[30] Se om de danske herrers l’hombre-spil 3: 5/2-80 og 1.2: 2/3-80.
[31] C. A. H. Kalkar (1803-86): Den christelige Mission blandt Hedningerne, I-II, 1879.
[32] Se tidligere note om dette udtryk.
[33] Hvor havde O.S. dette udtryk fra?
[34] Salme af Paul Gerhardt, nr. 36 i Den Danske Salmebog af 2003.
[35] I sin studietid var O.S. alumne på Elers Kollegium.
[36] Palase betyder ‘præst(en)’.
[37] Formentlig den Levi der var født 13/3 1849, fanger, bror til Adolf, der var gededreng, senere kok, for præstefamilien.
[38] Sikkert fejl for: meste.
[39] Dagbogen for 1881-82 under 8/7-81 siger: sydost.
[40] Her mangler vel et verbum, måske: står.
[41] Dysenteri.