Fællesbrev 1879-80

Fællesbrev til Otto Skårups slægt og venner fra avgust 1879 til 30 juni 1880.

[En indbundet bog, der omfatter titelblad, 91 nummererede og beskrevne sider; på bagsiden af side 91 og på indersiden af bindet er anført hvem der har læst fællesbrevet. Tilhører Povl Skårup.]

NB. Hvad her er overstreget med blåt, springes ganske rolig over, det er lutter gamle sager.¹–

[Overstreget med blåt:]

Efter at være gåede fra Köbenhavn 16 april 1879 med briggen Peru så vi förste gang Grönlands kyst 4 juni. 13 juni sögte vi havn i Smallesund, hvor vi lå til 18 samme måned. Da stod vi ud og kom næste dag til Kajartalik. Her blev Peru liggende til 27 juli. En uge efter at vi var komne der, kom også Constance, hvor pastor Jensen[2] fra Frederikshåb var ombord. Da Peru på ingen måde kunde blive færdig i Kajartalik, skrev jeg i begyndelsen af juli til Julianehåb efter missionens konebåd. Den kom den 10 og den 12 juli om morgenen forlod jeg Peru, pastor Jensen Constance. (Om denne min förste konebådsrejse, se min dagbog fra rejsen[3].) 14 juli eftermiddag kom vi til Kagssimiut, hvor vi blev et dögn. Intet locale til Gudstjeneste, kateket Salomon flink, skal huskes med opmuntringspenge. 16 juli til Julianehåb, 17 sydost storm, 18 gik vi syd efter. Fra Julianehåb til Sârdloĸ 5 timer (kl. 1-6), hvil en time, fra Sârdloĸ til Sydpröven 5 timer (kl. 7-12). Den nat lå vi på udliggerens loft[4]. Næste dag, 19 juli, fra morgen kl. 8 til eftermiddag kl. 7 til Nanortalik, hvor vi blev og boede hos assistent Müller[5] i 3 dage. Befolkningen her så dårligere ud end andensteds. Godt capel, men slet vedligeholdt, orgel dårligt. Kateket Isak Lund[6], ganske flink, dog intet dygtigt indtryk. Han (ligesom Salomon) et smukt, renligt hus. Mange kirkelige handlinger, om söndagen blev jeg af pastor Jensen „indsat” som præst. – Kaffe hos Grönlænderen Apollo[7]. Tirsdag morgen, 22 juli, uden om Sermassoĸ[8], i stærk tåge, först til Lichtenau – Warmow[9] kunde jeg ej lide – så til Sydpröven. 23 juli mange kirkelige handlinger her; kateket Johannes Hansen lod særdeles dygtig, alle hans sager i fortrinlig orden. Han bad om en kirkeklokke, og for hans dygtighed og flid mener jeg ingen bedre opmuntring at kunne skaffe ham; jeg skriver allerede nu hjem derom.[10] Eftermiddag 23 juli til Sârdloĸ, næste dag gudstjeneste; kateket Jul. Motzfeldt ganske net mand, men lidt sködeslös og griset med sine sager. Aften 24 juli tilbage til Julianehåb, efter på vejen at have set ind til kateket Vittus Nielsen, K’angermiutsiaĸ[11]. Skibene ej komne til Julianehåb. 26-28 juli kirkelige handlinger her; söndag 27 indsattes jeg og bekendtgjorde dåben for 8 börn, hvilket var meget strængt, fordi jeg ikke hurtig nok med min tanke kunde fölge ordene, så at jeg ikke samtidig med ordets udtalelse havde den fulde forståelse deraf. Man sagde ellers, at jeg var blevet forstået af dem, som skulde forstå mig. Mandag 28 tog jeg pastor Jensen til alters, det var förste gang, at han i sine 10 grönlandske år var gæst ved Herrens bord – således vil jeg ikke bære mig ad, selv om jeg ingen præst möder her. Tirsdag 29 gik pastor Jensen hjemad, jeg med at möde Peru. Mödte den virkelig og kom her med min kone 30 juli. Så havde vi nået vort mål efter en rejse på 16 uger. Gud ske lov, at alt var gået så godt! Nu skulde jeg være præst her, jeg var ene nu, pastor Jensen var borte. Mit förste arbejde måtte være at læse grönlandsk, og det har jeg gjort med flid og lyst. Den förste gudstjeneste her var for danske, söfolkene på skibene og de danske her, 9 söndag efter trinitatis, den utro husfoged[12]. Jeg var glad for denne dag, det var rart at prædike igen. Min opgave er jo fremdeles at læse grönlandsk; igår kom tilrejsende folk, som vilde til alters, men jeg kan umulig holde skriftetale, jeg lovede at rejse til dem först i september, så var de tilfredse; tre små börn, som de havde med, skal fremstilles i kirken i dag til dåbsbekræftelse, det kan jeg nok. –

(Alt ovenstående er skrevet mandag morgen 11 august.)

[Herefter ikke længere overstreget med blåt.]

Tirsdag 12 avgust 79.

I går var jeg da i kirke og „dåbsbekræftede” (som der siges) tre börn. Med sproget gik det meget bedre, og jeg blev let forstået. Men heller ikke disse mödre vilde, för de blev mindet derom, svare ordentligt hörligt âp[13], men da Johan Dahl havde sagt dem, at de måtte svare anderledes, hjalp det. Hele kirken var som sædvanlig fuld, dog mest af kvinder. Hvad der i går, som forrige gang, jeg foretog samme kirkelige handling, generede mig höjligt, var, at börnene ikke havde tilstrækkelige klæder på til at skjule deres mulige urenlighed under handlingen. [i margen: Juli 80. Denne sag er forlængst ændret.] – Efter dåben kom den ene fader, en kateket på en lille plads nogle mil herfra[14], ind til mig i min stue med en tekop fuld af rå kaffebönner og der ovenpå et stykke kandis. Han sagde noget, som jeg ikke helt forstod, men troede dog, han vilde give mig det i foræring. Jeg betænkte mig lidt: nej, han vil have en lignende portion af dig! Men da jeg i den anledning kom i kökkenet, fortalte Proba, vor pige, at det virkelig var en gave fra ham til mig. (Proba taler vel heller aldrig andet end grönlandsk, men hun kan föje sine ord, så jeg kan forstå hende). Så måtte jeg da tage hans gave, jeg nænnede ikke andet, og da han fik et par cigarer og lidt vin med sig tilbage, var også han meget glad. Det var mit förste offer i Grönland! – I dag, tirsdag, har jeg modtaget bogbeholdningen, missionens; senere skal jeg også have bibliotheket. – Det har været morsomt i går og i dag at sysle en times tid ved hövlebænken. – I formiddag var det meget varmt, i eftermiddag og aften kold, klam tåge. – I morges havde jeg besög af kateket Gabriel fra karmat, som fik 1 katekisme og 1 abd til hele sin skole: 2 börn. Jeg må bemærke, at alle kateketer ingenlunde kan sammenstilles med de to i dag nævnte, ham med kaffebönnerne og denne, disse er kun flinke, skikkelige Grönlændere, som er antagne og lönnes med 10-30 kr. årligt, da der ikke kan holdes en godtlönnet seminarist til hvert enkelt sted, hvor der måske kun ligger 2 eller 3 huse. Om jeg ikke har sagt det för, så siges det her: de grönlandske seminarister synes mig hidtil lige så flinke og gode som de danske, ja de danske vilde komme til at stå såre langt tilbage, hvis man vilde sammenholde begges skriftlige arbejder, indberetninger, regnskaber o.l. [i margen: Juli 80. På sandhedens vegne må jeg tilföje, at jeg nu ikke har fuldt så höje tanker herom.]

Fredag 15/8. I onsdags aftes holdt kateketen bön som sædvanligt kl. 6. Skönt jeg kun forstod enkelte ord, syntes jeg bedre om ham den aften end tidligere: det forekom mig, at han selv var varmere ved, hvad han sagde. Det samme var tilfældet igår, da han talte ved en begravelse. Jeg går næmlig med til alle kirkelige handlinger, dels for Grönlændernes skyld, dels for min egen: jeg lærer dog måske en lille smule hver gang, selv om jeg ikke kan göre mig selv rede derfor. – I dag endte jeg mit arbejde med ritualet om dåben, så nu tör jeg döbe et barn; hidtil har jeg kun kunnet bekræfte dåben, som var udfört i hjemmet. Nu skal jeg have fat på alterens sacramente. – Jeg har stor fornöjelse af at se på den karse, som jeg for en uge siden såede i en lille kasse; jeg kan se, den vokser fra morgen til aften. I aften falder der en mild regn, som vist gör den godt. – Just nu sluttede jeg mine skrivelser til ministeriet, i morgen er Peru sejlklar, nu må jeg skrive et par private breve. –

Mandag 18 avgust. I går holdt jeg igen dansk gudstjeneste: Jesus græder over Jer. – et dejligt evangelium[15], det var mig en stor glæde at sysle med det den foregående uge; intetsteds træder måske Jesus^s inderlige kærlighed til syndere og hans had mod synden og den retfærdige straf, der venter denne, mere klart frem på en og samme tid end i dette evangelium. Jeg var også ganske glad ved min prædiken – men var nogen anden det, jeg har ikke hört et ord derom, måske var tanken i den helt forfejlet; jeg trænger så meget til et menneske, der kunde og vilde sige mig: det og det manglede i din prædiken, det var ikke godt fremfört, medens det eller det var på sin plads. En kærlig, fornuftig kritik – det vil jo nok blive mit hovedsavn her oppe i de mange år. Efter den danske gudstjeneste bekendtgjorde jeg dåben for fire börn; nu gik det helt godt med sproget, syntes mig, og Grönlænderne påstå fremdeles, at de forstå alt. – I går eftermiddag holdt kateketen aftenbön for Grönlænderne, og om aftenen fik de tilligemed mandskab fra skibene lov at danse i spækhuset. Fredag, lördag og söndag har det blæst temmelig stærkt af sydost, navnlig natten mellem lördag og söndag samt söndag aften var det en hel storm. Sydost er mild, endog meget varm, men luften er noget trykkende, så f.ex. mere end de halve mennesker havde lidt hovedpine igår. Jeg må undre mig over min helbred: jeg vèd ikke, at jeg har været 5 minutter utilpas, siden jeg var sösyg på Peru; min kone er også udmærket rask. I det hele er omkvædet på vore tanker i dette vort ny hjem: hvor Gud dog er god mod os, hvor vi dog har det godt, det havde vi dog aldrig ventet, at vi skulde få det så godt her oppe. Gud ske lov!

Onsdag 20 avgust aften. – Mandag 18 formiddag lettede Constance og stod ud efter; den gik nu med vore mange og lange breve til vore kære hjemme; måtte de snart komme ejerne i hænde og finde dem alle vel til legem og sjæl! Peru vilde lette samtidig med Constance men vrövlede i det, kom på grund et öjeblik, lös igen – men så var vinden forbi, den blev modlig, Peru måtte atter lade ankeret falde, og den ligger her endnu. Peru bringer mine skrivelser til ministeriet samt flere småbreve hjem. – Nu er jeg færdig med nadverritualet og skal i morgen have fat på brudevielsen; det går ganske godt, men der er enkelte ord, som jeg vel kan finde meningen af, men ikke forstå deres grammatikalske sammensætning, og Johan Dahl kan prægtigt besvare et „hvorledes”, enten jeg så vil fra Grönlandsk til Dansk eller omvendt, men et „hvorfor”, som jeg så gærne vil komme med, behager ham ikke, og derpå får jeg sjældent ordentligt svar. Jeg længes meget efter at komme til at læse noget Dansk, jeg mener danske lærerige böger, men det får jeg næppe tid til för i slutningen af næste måned, når jeg får endt min rejse til Igaliko og Narssaĸ.

Tirsdag 26 avgust morgen.

I torsdags holdt Johan Dahl aftenbön (torsdag i stedet for onsdag, da han var ude på hötogt.) Samme dag begyndte jeg at læse på ritualet for brudevielse, som jeg nu er færdig med. Nu kan jeg altså for ritualets skyld gærne holde dåb, altergang og brudevielse; nu skal jeg til det vanskeligere: lave en skriftetale, og tale til brudepar. – I söndags holdt jeg ingen gudstjeneste, men Johan Dahl både formiddag og eftermiddag. I lördags 23/8 begravedes to mennesker: en ældre pige og et barn. Ved begravelser taler Johan Dahl frit (uden papir), og det synes mig, at både han og tilhörerne da er mere med. Den lille piges forældre var meget bedrövede: ifjor ved denne tid mistede de et andet, deres eneste barn, i samme alder, ¼ år. Nu havde Vorherre givet dem et i stedet for det förste, men også det döde. Faderen, en flink fanger, Boas[16], går med sin familie hvert forår ud på fangst, de ligger da ofte under åben himmel ude på öerne. Dette kan sagtens deres lille barn ikke tåle, ligesom de mange dödsfald blandt börnene her vist meget hidrörer derfra. Ved graven stod faderen og græd stille, moderen derimod satte sig på en sten og skjulte sit hoved i sine hænder, og da den lille salme blev sunget over hendes kære barn, græd hun stærkt. Det gjorde mig så ondt for disse to unge folk, og dog havde jeg godt af dette syn: det var mig, trods de danskes beretninger om sand og trofast fölelse hos disse mennesker, som de helst helt vil frakende dem, et nyt bevis på samme menneskelighed hos dem som hos os andre. Desværre kunde jeg jo ej tale med disse bedrövede folk, skönt jeg havde stor trang dertil, men jeg tror, at min hånd og det ene gode ord, jeg gav dem, fortalte dem, at mit hjærte fölte med dem. Gud velsigne dem og give dem et barn igen! I går, mandag 25 avgust, var lægens[17] lille pige i kirken til dåb; hun fik navnet Johanne Louise, to kendte, elskede navne af mig[18]. Vi var så alle til middag hos lægens, og da han samme dag holdt födselsdag, gik det sådan, at jeg måtte udbringe hans skål, som jeg slap ganske overordentlig slet fra. Det var ellers en ganske rar dag dernede, dog gik Louise og jeg tidlig hjem. Hele colonien, såvelsom Perus mandskab blev i dagens anledning tracterede af doctoren, hvorfor stemningen var meget löftet iblandt dem, da de i aftes dansede i spækhuset. Jeg lider at se Grönlænderne danse, deres dans er tilvisse ti gange mer uskyldig end de fleste baller hjemme. – I dag, 26/8, morgen kl. 5, lettede endelig Peru og stod udefter, men vinden er nok dårlig, så den kommer vel ikke langt. Jeg er glad, at den nu er borte; nu skal altså den normale tid begynde her. Måtte normen blive en god!

Torsdag, 28 august aften. I går morges tog Ryberg[19] og jeg ud for at hente hö til vore geder; vi havde to konebåde med hver 4 roersker og en styrer. Vi gik til et sted omtrent overfor den bekendte kirkeruin[20]. Der, sagde min styrer, var meget og godt græs. Men det viste sig, at der var kun grumme lidt og slet. Efter at have slået på forskellige steder holdt jeg op og vilde opgive det hele; dog prövede vi endnu en gang et andet sted, hvor der var lidt mere, og mine fire roersker og jeg fik da med vore hænder plukket en del; min le, som var slet at begynde med, var styreren, Laban[21], så snedig aldeles at ödelægge ved et af de förste hug, da han skulde bruge den. Da vi havde fået en bunke plukket, var vi trætte og gik til ro. Natten var temmelig kold i teltet, men Cathrines[22] kaffe, som hun bragte os i morges kl. 5 smagte os og varmede os godt. Så kom græsset i den ene båd, Ryberg og jeg i den anden. Vi gik til kirkeruinen for at se den, men den skuffede mig meget. Som oldtidsminde om fortids kristne interesserer den, men som bygning kan den ikke undre. Den er ikke anderledes, större eller af större sten, end at jeg med en halv snes grönlændere i en sommer med lethed skal bygge en lignende. Den ser ikke ud til at have været fuldfört nogen sinde; har man måske manglet det nödvendige tömmer til taget? Her, nær kirken, var for resten mere og godt græs, hvad jeg skal mindes til en anden gang, så Laban ej skal före mig vild. Jeg har ham mistænkt for, at han med overlæg ej gik hen, hvor der var noget ordentligt græs: han frygtede da at komme til at bestille noget; han er en doven æsel, som jeg ikke mere skal ulejlige; han lader sig, siger man mig nu, næsten helt ernære af en söster, medens han selv, ung, stor og stærk, dygtig kajakroer tilmed, driver om fra morgen til aften og bruger sin sösters surt fortjente skillinger til tobak o.l. Jo, jeg kunde have lyst til at ulejlige ham en gang igen, men det skulde være med en dragt prygl. – En gang på rejsen skulde pigerne til land og hente vand. Nær elven var noget småt pilekrat; herind flygtede, da pigerne kom, nogle ænder. Man satte efter dem og fangede to i krattet, og så så jeg et nyt syn: hun, som fangede dem, tog som en almindelig forretning næbet af den levende and i munden, bed det sammen, og så fat med en hånd i hver vinge og trække ud til siderne – straks var dyret dödt. Det gik snildt, og således bære de sig al tid ad – men man skal måske nok være lidt Grönlænder for at göre det. – Vort hö, når det bliver tört, vil omtrent komme os på en krone pr. lispund, mens vi kan köbe det her hjemme for 25 öre; en god profit!

I morgen begynder Johan Dahl skolen[23].

Smukt vejr daglig, men om natten ofte kold tåge.

Söndag 31 avgust. Fredag 29 ds. var for förste gang de danske samlede hos os. Det gik ganske rart, vi var glade ved at have dem. I det hele er det sikkert, hvad man kalder gode mennesker, venlige og hjælpsomme.[24] –

Mandag, 8^de september.

Sidste uge hengik for mig med at berede mig til Narssaĸ og Igalikorejsen. Min skrifte- og brudetale måtte jeg denne gang lade Johan Dahl oversætte for mig og så læse den bag efter. For fremtiden vil jeg dog helst selv pröve at lave den på Grönlandsk; om det end bliver såre slet og nödvendigvis må laves om alligevel eller dog grundig rettes af Johan Dahl, lærer jeg dog vist mere derved. – I går holdt Johan Dahl gudstjeneste formiddag og eftermiddag. I dag skulde jeg have rejst; men en vedholdende regn, fra lördag morgen forelöbig til nu mandag aften hindrede mig deri. Vel kunde jeg for min person, om det end var ubehageligt, sagtens rejse i regnvejr, men roerskerne og båden kan det ikke; ro gennemblödte flere timer i træk kan man ej forlange af pigerne, og når båden er gennemvåd bliver den tung at ro og skör, om is eller andet kommer til at röre den. Næppe kommer jeg af sted endnu i morgen. Martensens ethik[25] interesserer mig overmåde, jeg havde ikke troet, at jeg med så stor glæde kunde læse den. Kan være, at jeg læser den for hurtigt, men så har jeg jo lov at begynde for fra igen, når jeg er færdig; det er mig vanskeligt nu at få mig selv til at læse langsomt, dertil er min interesse for meget oppe. – I lördags tog jeg for förste gang skindbenklæder på; ikke for kuldens skyld, ti vi har fremdeles sommer, men fordi Proba da fik dem færdig. De er ganske behagelige at gå i, men de lugter lidt grönlandsk. Alle danske Grönlændere går stadig i skindbenklæder. Vi spiser nu mange ryper og mange blåbær, hvilke sidste prægtigt lader sig spise som jordbær med flöde og sukker. I dag endte jeg et lille arbejde, som det har moret mig at udföre ved min hövlebænk: en ganske lille seng, som virkelig blev net. Stadigt er jeg meget glad, fordi jeg fik hövlebænk og værktöj med. – Jeg har af „morskabs”læsning her i Julianehåb læst: Goldschmidt[26], en jöde, samt Evald[27] Knud Rydbjerg^s livseventyr og „hvad Ellen vilde”, alle syntes mig godt skrevne: den förste dygtigst, den sidste måske smukkest. „En jöde” havde jeg nok læst för, men det var længe siden.

Narssaĸ tirsdag 9 september aften.

Vejret blev bedre, end jeg ventede: i morges kl. 8 gik jeg fra Julianehåb ad Narssaĸ til. Det blæste en let nordenvind, som dog èn gang undervejs truede med at blive for stærk, det syntes jeg da, og styreren (Johan Dahl) mente vist det samme, eller også har pigerne gjort ham opmærksom på, at det var passende tid at få formiddagskaffe, ti han vilde til land og se på vejret, hvilket han snart blev færdig med, idet han erklærede, at det om en lille time vist vilde blive godt igen. Jeg for min part var ikke ked af dette lille ophold, klokken var 12½, så jeg var sulten. Så drak de andre, og jeg spiste, og maden smagte mig dejligt. Der var en stegt rype mindre i min kasse, da jeg lukkede den, end da jeg lukkede op, men den var ikke spildt, nu havde jeg mod til at rejse videre, og det samme havde alle, da kaffekedelen var tom. Vi gik da ud, det blæste noget, men snart drejede vi om et næs, så vi fik vinden lige agter ind. Så op med sejlet, god fart i godt solskin, kl. 4½ var vi her. Her er alle Grönlændere, ikke en eneste dansk. Jeg hakker på, som jeg bedst kan, men det kniber såre ofte, så Johan Dahl må hjælpe mig. Kateketen her, A.G., er overmåde tiltalende, og man siger, at hans væsen lyver ikke. Hos ham har jeg drukket kaffe for lidt siden, det er ikke godt at sige nej; for övrigt er hans hus også meget net, kun „livet i huset” var mere snavset end önskeligt. Her er intet capel, skole eller lignende, gudstjenester skal holdes i A.G.s stue, og jeg fatter ikke, hvorledes omtrent 40 mennesker skal kunne være der. Jeg ligger i mit telt på min madrats og skriver dette, men nu er det straks mörkt og jeg fryser, så jeg vil rede min seng og krybe i den, så kan jeg endda læse lidt ved lys. – – Nu er jeg i seng! Da jeg havde holdt op at skrive för, kom jeg til at tænke på, at måltidet kl. 12½ dog næppe kunde gælde både for frokost, middag og aften, og jeg blev pludselig sulten. Bordet var snart dækket, det stod jo foran som skrivebord; blæk og pen bort, låget op – se alle retterne! De smagte mig godt, skönt jeg må indrömme, at jeg ingen tid mere önsker selskab, end når jeg spiser. Som erstatning for öl, the o.l. fik jeg lidt varmt vand af A.G., i hvilket jeg har kommet lidt rom, det står nu foran mig. Efter bordet afsendte jeg en post (ɔ: en kajakmand) til nogle udflyttere herfra for at melde, at jeg var her. To konebåde er allerede ankomne. Men jeg har glemt at melde, at jeg ved mit komme hertil i dag blev hædret med en rigere salut, end hans majestæt kong Kristian 9 vist nogen tid har fået. Det höjeste tal for ham, jeg mindes, er 27, men her löd mange flere, og hvad der manglede i krudtmængde ved hvert enkelt skud erstattedes rigeligt af fjældenes 5-6 gange gentagne echo. Jeg synes også selv, og andre her synes det med, at det ser ret stateligt ud, når jeg kommer i mit konebådsfartöj med Dannebroge vajende fra bagstavnen; og selv om et sådant fartöj ej vilde tage sig ud i europæiske farvande, så må man dog indrömme mig, at der er mere poesi i en sådan ankomst af mig, end om jeg nu som personel capellan hjemme havde kört til sogns i sognepræstens doctorstol[28]. – Men jeg slap tråden på et vanskeligt punkt: at rede seng. Det er ikke let, så længe jeg ingen sovepose har, at berede mig et leje, hvor jeg kan tilbringe en grönlandsk nat, som man önsker at tilbringe sin nat. Efter nogen besvær og småuheld, f.ex. med en dyne at vælte blækhuset, tror jeg dog, det er lykkedes mig udmærket. Klokken er kun 8½, nu vil jeg læse lidt. Man kan da heller ikke önske en udförligere beskrivelse af denne dag. – Vorherre være i nat med mig, min kone og alle kære i Danmark!

Narssaĸ onsdag 10 september eftermiddag.

Jeg lå udmærket godt og varmt i nat, men sov kun med en mængde afbrydelser, ti hele natten var her et rædsomt vrövl omkring teltet. Der vedblev næmlig at komme konebåde med mennesker, og disse skulde modtages af dem, som allerede var her, og deres snak såvelsom de mange börns vrövl, der alle må tages med, for at ingen voksne skal være nöd til at blive hjemme, vækkede mig mange gange. Sagtens derfor vågnede jeg tilsidst med lidt hovedpine, som dog gik over da jeg fik kaffe og fik vadsket mig. Det var et dejligt vejr, solen bröd smukt og varmt frem, men at natten havde været kold, viste det rimfrosne græs og lidt is på fjorden. At der virkelig var kommet mange mennesker, viste sig nu: 80 havde meldt sig til altergang. Denne begyndte jeg kl. 8; skriftetalen gik skikkelig godt, da jeg först var kommen i gang. Men luften var rædsom, hvor jeg skulde tale: en lille, lav stue, så propfuld af mennesker, som man aldrig ser hjemme; den var vel i det höjeste 6 alen i kvadrat, og der var mere end 50 mennesker inde! [i margen: Man tro bare ikke, at her er nogen overdrivelse!] Resten stod i og for den åbne dör og de åbne vinduer og spærrede således for en stor del tilgang af frisk luft. Og höjt måtte der endda tales, for at de udenfor kunde höre. Men som sagt, det gik over forventning godt, jeg fik sagt, hvad jeg skulde, og blev forstået. Men så kom tilsigelsen af syndernes forladelse. Kun 6 ad gangen kunne knæle. Om jeg nu havde taget et menneske ad gangen, kunde jeg med den ene hånd have holdt bogen, men jeg turde ikke indlade mig på så lang en vej, derfor lagde jeg bogen og tilsagde, som jeg havde forberedt mig til, to ad gangen syndsforladelse. Med de förste to tre hold gik det godt, men så begyndte jeg at blive træt, og derfor glemte jeg til et par èt ord, som rigtignok på dansk betyder tre: „jeg tilsiger dig”. Så blev jeg bange og meget ulykkelig tilmode – jeg mærkede næmlig selv forglemmelsen straks. Havde jeg gjort andre fejl, var måske det hele galt? Jeg standsede lidt, fik en smule vand, og blev – som der også sagdes mig bagefter af kateketerne – klar over, at dette var den eneste fejl. Så gik jeg videre, og det gik nu igen godt. Men grumme træt var jeg efter de to timer, som denne altergang tog. Dog, hvad gjorde det, når jeg bagefter fik den tröst, at jeg var forstået? Kl. 1 blev fire börn fremstillede til dåbsbekendtgörelse, som jeg nu kommer let over. Dette er mit arbejde i dag, måtte jeg nu ikke have gjort det helt forgæves! Gud ske lov, jeg ej går mit eget ærinde, men tjener en herre, som selv giver væksten, når vi kun planter og vander i ærlighed. I aften skal kateketen holde aftenbön, sådan har jeg villet det, dels fordi alle disse mennesker har godt af en stor fælles bön den dag, de har gået sammen til Vorherres bord, dels fordi jeg også önsker at höre, hvorledes kateketen her kan göre det. Foruden A.G. er her i dag tre kateketer: Andreas fra K’angue, Benjamin fra Tugdlerúnat og Timotheus Esajas fra Sigssardlugtoĸ[29]. [i margen: De bleve alle 3, i anledning af A, K’, mindede om at de ej må begrave nogen för dagen efter hans död[30]. En 4de kateket hertil, Boas fra[31], er ikke kommen.][32] A[33] gör det bedste indtryk, han har også de fleste börn at læse med, 8, medens Benjamin har 2, Timotheus Esajas kun 1. – Hele dagen igennem lyder her det ene kanonskud (ɔ: en lyd af styrke som og i lighed med et kanonskud) efter det andet, næmlig fra de mange isfjælde her på fjorden, når de „kælve”, ɔ: at de på grund af luftens og vandets höjere varmegrad miste et större eller mindre stykke af den uhyre colos, som mange af dem danne. Når sådan et stykke (en kalv) med knald revner fra og styrter i söen ved siden af, taber kalvemoderen balancen, vælter om i vandet, mister ofte nok et eller flere stykker, og bringer söen omkring sig i oprör, til den omsider har fået bragt sit tyngdepunkt på den rette plads igen. Det er ikke omvæltningerne men fraspaltningen af kalvene, som frembringer knaldene. En konebåd går ikke gærne for nær sådanne isfjelde, da man aldrig forud kan vide, når de vil kælve. De hurtige kajakker frygter dem derimod mindre. Ja, det er ikke sjældent, at Grönlændere bestige dem, skyde fra dem o.s.v. – Nu har det desværre begyndt at regne lidt igen. Men nu råbes umiaĸ (ɔ: konebåd), måske det er flere kirkegængere. Det er næmlig skik alle vegne her oppe blandt de små, uconfirmerede, at når en konebåd ses komme, bröler alle börn af fuld hals mindst 3-4 gange: „umiaĸ”, og der standses ikke för en og hver har råbt det ud, så höjt det kan lade sig göre. – Jeg öjner imidlertid endnu ingen konebåd, så jeg holder mig rolig. De tilrejsende Grönlændere bo under deres omvendte konebåde. Nu kalder regnen dem derind, og her, en snes alen fra mig, ligger en, hvis indbyggere i dette öjeblik sidder og synger flerstemmigt, vistnok en salme (det er ellers umuligt af melodiens art at afgöre om det er en salme eller vise der synges, da alle egentlig grönlandske melodier har en temmelig melankolsk og ensformig farve). For mig, selv om dette for en strængere dom siger meget lidet, lyder deres sang smukt, jeg er glad ved den. Jeg tror endnu, at Grönlænderne af naturen er elskværdige, gode mennesker. Deres hovedfejl kan de takke de danske for. At de, som jeg hörte hjemme, er så meget dumme, har for mig ingenlunde bekræftet sig. Tværtimod, mange må jeg snarere kalde fiffige. Men hvor jeg længes efter at kunne tale med dem alle, hvem og når jeg vil; til da burde jeg måske helst undlade at udtale nogensomhelst dom over dem.

Aften. Atter ligger jeg i sengen og skriver, ude kan jeg ikke være, det skylregner; bord, stol o.l. har jeg ikke, hvorledes skal jeg da vel skrive andet end liggende, og hvor skal jeg ligge andre steder end på sengen, og hvorfor så ikke lige så godt i den, der er dog varmere. Kl. 5 holdt A.G. aftenbön, han gjorde det könt. Til text havde han meget passende valgt I Kor. 11,27-29. Jeg forstod jo ikke, hvad han sagde, men jeg bad om hans tale, da han var færdig, nu kan jeg læse den, når jeg kommer hjem. Jeg fik i dag af udliggeren en kande dejlig mælk, som jeg fryder mig ved i aften. Hans ene ko giver ham 20 potter mælk dagligt, det synes mig godt; der må være gode kræfter i det grönlandske græs. Nu i morgen tidlig straks skal jeg have börnene samlet i skolen, væsentligst for at se dem, ti pröve deres dygtighed kan jeg jo denne gang ikke. Dernæst skal her være brudevielse, og så er jeg færdig til at gå til Igaliko. Bare dog regnen vilde höre op, her gör jeg ingen nytte ved at blive længere, hverken for mig selv eller for andre. –

Nær Igaliko, torsdag 11^te september.

Til tröst for mig selv og til beroligelse for alle, der föle med mig: alle besværlige tilberedelser er overståede, jeg er i seng. Man lad os begynde med begyndelsen. Natten gik skikkeligt, Grönlænderne var rolige, men regnen på teltet vækkede mig nogle gange. Derfor blev jeg behageligt overrasket, da Johan Dahl i morges kunde melde mig, at vejret var godt. Först så jeg börnene i skolen, enkelte af de ældste var ganske flinke, men flere kunde slet ikke lukke munden op. En pige, på omtrent 10 år, kunde hverken jeg eller kateketen få ud af, hvad hun hed. Hun vidste sandsynligvis virkelig ikke, hvad hun hed, jeg har truffet voksne Grönlændere, der åbent har svaret mig, når jeg spurgte: „hvad hedder du?”: „jeg ved det ikke”. Sagen er, at, i al fald her, de fleste have et fra deres döbenavn forskelligt kendingsnavn, blandt deres egne, og således går det til, at enkelte kan være uvidende om deres virkelige navn. Spörger man om deres alder, får man ofte det svar: præsten vèd det! Men al tid vide de, hvem der er den ældste af to pågældende. Det lader til, at de have særlig lidt anlæg for regning. Udliggeren ved Narssaĸ, som et exempel, en Grönlænder[34], vidste ej hvor gammel han var, hvor længe han havde været udligger eller lignende, men han kunde sige, det år blev jeg födt, det år blev jeg udligger, det år blev den ko födt, det år den o.s.v. Men at regne ud hvormange år, der var gået fra det pågældende år til nu, det overlod han til lysthavende, selv var han ej blandt dem. – Dernæst viede jeg to par, og så var jeg færdig. Kun måtte jeg drikke en kop kaffe, som en moder til den ene brudgom kom og böd mig: et lille krus sort kaffe i den ene hånd og et stykke kandis i den anden. Det glædede hende öjensynlig, at jeg ej afslog den, hun sagde til mig: „du er så meget god,” eller: „du er en rigtig god en”. Kl. 11 sejlede vi derfra, og ikke mindre end 7 kajakker fulgte os hele tiden, til vi kl. 5 lagde til land her. Det var smukt at se dem hele vejen kaste med deres pile o.l., navnlig udliggerens to sönner så statelige ud og kastede fortrinligt. Igaliko ligger ved bunden af en lang bugt, hvis ene side dannes af en halvö. Vi kom på den modsatte side af halvöen og lagde til land udfor Igaliko på den anden side. Men der var 4000 alen til Igaliko, og denne vej nænte jeg ikke at lade folkene bære teltet og mine kasser. Derfor slog jeg telt her og går nu imorgen tidlig kl. 7 derhen og bestiller, hvad jeg skal. Alle andre så nær som jeg gik derimod dertil straks. Så var jeg ene her. Hvad nu? Jeg var snart sulten, klokken var 6-7, jeg havde ikke spist siden kl. 10. Siden mandag havde jeg ingen varm mad fået, om jeg nu havde nogen! Hellere död end rådvild[35], min kone havde givet mig et stykke röget skinke med, som hun vèd, jeg holder meget af at spise råt, og Proba havde af sig selv stukket en lille pande i båden. Jeg vil stege et stykke flæsk! Men panden, hvor er den? Ak, der ligger den ved konebåden, ganske sort: roerskerne havde åbenbart fundet den god at brænde bönner i. Men nu havde jeg fået lyst til noget varmt: en visk marehalm, en bunke sand, ned ved söen at skure. Jeg skurede mig selv varm, mine hænder sorte, og panden kun nogenlunde ren. Top, jeg fylder den med vand og koger dette först godt i den! Tre sten, nogle kviste, svovlstikker, det går jo i en fart, det havde jeg så tit set for Grönlænderinderne. Men for mig gik det ikke så let, endelig kom det dog til at brænde, og jeg satte vandet over, medens jeg gik ind og skære flæsk af. Da jeg kom ud med det, kogte vandet allerede; prægtigt, nu skal du snart få varm mad. Jeg tager panden af for at lægge lidt mere til, det skulde koge udmærket, for at panden kunde blive helt ren. Men så, ak ve, så slukkes ilden; jeg puster og puster, retter, lægger til og tager fra, alt forgæves. Tilsidst blev jeg træt deraf, og så – brugte jeg det kogte vand til at slukke de sidste glöder med! Det var den varme mad, jeg fik i aften. Nå, flæsket smagte godt koldt, jeg blev mæt, har det godt nu i min seng, men er træt af denne umagelige stilling at skrive i. Det regner igen i aften desværre; båden lider så meget derved. – Nu hörer jeg, at folkene kom hertil igen og er kröbne under båden; jeg er i grunden ganske glad ved, at de er komne. –

Omtrent 4 mil fra Igaliko, fredag 12^te september 1879.

I morges 5½ blev jeg vækket af Johan Dahl og kateketen ved Igaliko Tob. Berth. Jeg gjorde mig færdig til at gå med dem, og kl. 6½ var vi alle på vej. Efter 3 kvarters gang nåede vi Igaliko, et yndigt sted. Her var det mest danske syn, jeg endnu har set herovre: en temmelig stor slette (ɔ: omtrent 100 tönder land), græsbevokset, med nogle få huse på midten, af hvilke flere havde en lille have. Mere end en snes köer græsse deromkring, udmærket smukke sorte og röde köer. Bag sletten höjnede sig landet, men ikke klippeformigt men i bakker, omtrent som hjemme, kun vel bakkerne noget höjere. I en dal mellem disse lå en lille sö, og en mængde småfugle kvidrede rundt om. Flere steder var godt pile- og birkekrat, af de sidste så jeg stammer på 1 og 2 tommers diameter, men alle lave og krybende. Kl. 8 holdt jeg altergang i kateketens hus, 23 mennesker. Forholdsvis var altså pladsen god, og det syntes mig en hyggelig lille gudstjeneste. Tre börn blev dåbsbekræftede. Der er kun få mennesker ved Igaliko, og ikke flere kirkelige handlinger, derfor mente jeg, da vejret så slet ud, helst at måtte tilbagelægge en del af hjemvejen samme dag. Tob. Berth. gör et noget pjattet indtryk, ser ud som en dreng, har mange vilde ideer og åbenbart ikke stort at sige blandt Grönlænderne. Dog har han også flere tiltalende sider, en arv sagtens fra hans dygtige, begavede fader[36]. Et par mænd i Igaliko forærede mig den ene en snes store, smukke ny kartofler, den anden en halv snes æg til rejsen. Kartoflerne morede det mig at se, så store som en knyttet hånd; endnu har jeg ikke smagt dem. Om eftermiddagen kl. 3 sejlede vi så afsted, det regnede lidt, men ikke stadigt. Allerede kl. 7 blev det mörkt, og vi måtte lægge op. Det blæste en del om natten, men kl. 5½ næste morgen, lördag 13 september, gik vi afsted igen, og i godt törvejr men af og til med megen blæst kom vi velbeholdne her til Julianehåb lördag eftermiddag kl. 3. Så var min rejse heldig endt, jeg var såre glad derfor, det begyndte at blæse nordenvind. Jeg traf alt vel her hjemme og var meget velkommen. – Nu i dag, söndag 14 september har Johan Dahl to gange holdt gudstjeneste (han slipper overordentlig let derfra, Gud vèd, hvad gehalt der er i det, han siger). I aften har det haglet lidt, og nu blæser der en sydost op; kendere siger, det bliver slet vejr, så jeg er ikke lidt glad, fordi jeg er kommen hjem igen.

Tirsdag 16^de september 79.

Sydosten i söndags aftes blev til nordenvind, som nu har blæst meget stærkt i går og i dag; endnu tuder den voldsomt og har rejst en stor sö. Kolonibestyreren og lægen er endnu ikke komne hjem, deres koner er bange for dem, at de ligger et eller andet sted i telt og fryser og sulter. Nu, det var vel ingen nöd, men strængt må det alligevel være, om de ikke er i hus. I nat havde det frusset en del. Det var et stort held, at jeg pressede på og kom hjem i lördags: siden har det været umuligt at rejse, og jeg havde da virkelig ligget i telt ude på marken. – Martensen[37] glæder mig fremdeles dagligt. Det går godt med det grönlandske Mathæus-evangelium og med Godet^s Lukas-evangelium[38]. Jeg har begyndt på Goldschmidts Hjemlös[39] i dag. –

Torsdag 18^de september 79.

I dag har vinteren meldt sig lidt: det sneede et öjeblik temmelig stærkt i eftermiddag. Vinden er sydost nu igen. Louise har en tandbyld, som generer meget, jeg fuldt vel, har fået arbejdet godt i dag og går derfor glad i min seng.

Söndag 21 september 79.

Johan Dahl gudstjeneste kl. 10 og kl. 5. Louise haft en slem tandbyld i flere dage. Tirsdag den 23 blev den skåren af lægen, det hjalp. Disse dage er mest gåede med skriveri, brevene skal afleveres til posten imorgen, onsdag 24 september. Idag sneede det stærkt en times tid.

Fredag 26 september 79.

I går udleveredes og i dag afgik Foxposten[40], men det er temmelig stærk nordvind, så kajakkerne kommer ikke langt i dag; bare de dog må komme tidsnok, at ikke Fox skal gå fra alle vore breve. Jeg afsendte 23 breve, og i flere var flere. Så nu er al forbindelse med hjemmet afbrudt til foråret, det er en underlig tanke, som et par gange har bibragt mig en fölelse af længsel eller vèmod, jeg vèd ikke, hvad jeg skal kalde den, men jeg har ikke tidligere, siden jeg forlod Danmark, fölt en lignende. Dog er det også en art lettelse, at posten er gået: jeg var så træt åndeligt og legemligt, at det var mig umuligt at skrive mere. Det er også trivielt at skulle variere væsenligt dog det samme thema en 20-30 gange. – Aftenbön i går; Johan Dahl er ikke ganske rask, har en ubehagelig byld på læben. Et par gange har jeg besögt skolen i denne uge, nogle af börnene ret flinke. – I går Louises födselsdag, chokolade for damerne og Ryberg, damernes ven; dejligt vejr. I dag vinterligt med en del sne i formiddag. Jeg har dog ikke i kakkelovnen endnu, Louise derimod en del af dagen i dagligstuen. – Det er os, som nu den rolige, hjemlige, vinterlige arbejdstid begynder, og vi er begge meget glade derved.

Mandag 29 september 79.

Igår söndag[41] prædikede jeg over enkens sön af Nain; der var så mange i kirke, som kunde ventes, da nogle er bortrejste. Eftermiddag Johan Dahl gudstjeneste for Grönlænderne, af hvilke der var usædvanlig mange mænd i kirke, hvad der kom af, at „forstanderne” fra udstederne var kommet hertil. Idag er næmlig forstanderskabmödet begyndt. Denne gang har jeg ikke så meget med det at göre, men til næste år skal jeg være formand, det er en bestilling, som fölger med præstens embede, så snart han har været i landet et år. Om hele denne institution af forstanderskab her har jeg endnu ikkeret nogen mening; dog synes det mig klart at fremgå af de få forhandlinger i dag, at Grönlænderne i virkeligheden får alt for lidt at sige ved disse, hvad så end meningen har været fra begyndelsen. De danske sidder ved et bord for sig og afgör alt, og så får Grönlænderne en kort besked om, at således må det helst være, og de svare godmodigt âp[42]. Men det er åbenbart ikke måden at opdrage dem på til at kunne selv forestå et communalvæsen. Det er igen den gamle ulykkelige idè hos de danske, at de er så uendelig meget klogere end Grönlænderne, der kun er nogle fæhoveder i sammenligning med dem. „Hvad mening har en Grönlænder? han bryder sig kun om èn ting, det er brændevin, for en snaps siger han ja til alt” – det er det almindelige omkvæd på de danskes domme om disse folk. For det förste tror jeg, Gud ske lov! at disse ord er lögn, så galt er det dog vel ikke, og for det andet, hvem er så det, der har lært Grönlænderne denne svaghed, hvem har bragt brændevinen herop, hvem har först drukket sig fuld her i landet, hvem er det der modsætter sig at afskaffe al indförsel af brændevin, hvem er det, der dagligt nærer denne last hos Grönlænderne ved at pirre dem med gaver af snapse – hvem er det? De danske, og atter de danske! Undertiden kan jeg ikke ret forstå, at Grönlænderne vedblivende tåler os her i landet, og det synes mig, at om jeg var Grönlænder, kunde det ligge mig nær at stille mig i spidsen for en opstand – intet var jo lettere end som en rög at fordrive alle danske her, og fölgerne: hvem kunde före en sejerrig kamp mod disse mennesker i dette land? – Mere og mere får jeg kærlighed til befolkningen, som jeg jo for resten, det må jeg skynde mig at tilföje, endnu kun kender indtryksvis, og föler trang til at göre noget godt for den. Men er det så ikke sörgeligt, at mine og alles, der vil göre noget godt her, værste modstandere er ens egne landsmænd? Gud give mig at begynde godt og ikke forsage i kampen! – Stadig streng nordvind; vi frygte for at vor brevpost skal komme for sent op til Ivigtût.

Söndag 5 oktober 79. Onsdag aftenbön, idag gudstjeneste to gange. Næsten daglig regn og blæst, kun en enkelt dag godt vejr fra morgen til aften. To gange i skolen i denne uge, börnene skriver godt, navnlig drengene. Igalikoerne har været her med okseköd, jeg köbte 85 pund fortrinligt bagköd; 25 öre pr. pund. „Houmeuret” står lavt, derfor så lidt i dag. –

Mandag 13 oktober 79. Grönlandsk gudstjeneste i den forlöbne uge som sædvanligt. Nu har vi dejligt vejr, lidt frost om natten, varmt solskin om dagen. Möller[43] fra Nanortalik kom i onsdags aftes, rejste i morges. Jeg har dog den glæde at mærke, at det stadig falder mig lettere at læse Grönlandsk, men jeg er kommen til den erkendelse, at jeg må se at komme mere sammen med Grönlændere, som intet dansk kan – bare det var sommeren vi gik i möde, så vilde rejserne hjælpe. Jeg har tænkt på i vinter at gå på jagt en gang imellem og leje en Grönlænder til at gå med mig, så kan jeg öve mig i at tale med ham.

Söndag, 26 oktober 1879.

Gudstjeneste som sædvanligt. Idag holdt jeg dansk Gudstjeneste, kongesönnens bryllup[44]; jeg var gladere ved i dag end nogen af de andre gange, jeg har prædiket her. – Grönlænderne går fremdeles flittig i kirke, når Johan Dahl taler, og jeg begynder dog at forstå lidt af hans ord. – Jeg læste i aften Panums bog om dyrplageri og menneskeplageri[45], doctoren her havde rost den. Men jeg finder den slet og yderlig kejtet skrevet, og dog har manden jo ret i en del, men det er rigtignok i mine öjne et usselt forsvar for den ret, han har, og det vilde være et såre fristende og lönnende arbejde at tage til genmæle mod denne pièce. – Ethiken[46] glæder mig stadigt, men læsningen går lidt langsomt, da Grönlandsk og Ny Testamente ikke må forsömmes for den. – Endnu i slutningen af oktober er den egentlige vinter ikke begyndt, jeg har kun yderst sjældent ild i min ovn. En voldsom regn igår og natten forud trængte igennem tag og loft, så Proba næsten kunde svömme i kökkenet; stuerne holdt vi dog frie. Gederne går endnu ude, men de malker mindre, dog hidtil nok til vort behov.

Torsdag 30^te oktober 79. I dag middag kl. 12½ skænkede Vorherre mig ved min kone en lille, sund søn. Stor var vor glæde over dette lille barn, som var födt til verden; ikke blot var vort önske og vor bön blevet opfyldt, at vi måtte få et barn, men endog det særlige önske: at få en sön. Om vi nu i aften kunde melde vor slægt og vore venner hjemme vor glæde straks: den lille rask, moder rask og fader glad over begge. Hvor Gud dog er en nådig Gud!

Tirsdag 4 november 79.

I söndags aftes døde den danske smeds grönlandske kone, som var gammel og længe svagelig.[47] Jeg var ikke hos hende, fordi jeg endnu slet ikke kunde tale med hende selv, og fordi den naturlige mellemmand mellem hende og mig, hendes mand, intet vil have med en præst at göre. Hun blev begravet i dag, og Johan Dahl holdt en lille tale ved graven, som jeg forstod usædvanlig meget af. Jeg har for en 14 dages tid siden bedet Johan Dahl om, så vidt muligt, kun at tale Grönlandsk med mig, hvad han nu gör. – Den lille sön såvelsom hans moder har det hver dag så godt som muligt; nu længes jeg kun efter at få Louise op og komme i den gamle rolige gænge igen, efter at den lille först har været i kirke. –

13 november 1879. I söndags stod Louise op förste gang, og nu i dag, torsdag, har hun været oppe næsten hele dagen. Både hun og den lille har det stadig udmærket godt. Nogle enkelte dage af og til har vinteren begyndt lidt, men for det meste endnu har vi tövejr med en voldsom mængde regn. Vi holder mere af lidt frost. – Nu har jeg endt den förste læsning af hele ethiken[48] og provst Andersens[49] bog om den, og også jeg læste den tildels „som man læser et brev fra ens kæreste”[50]. Den har glædet mig overmåde meget, og ikke mindre glæde venter jeg mig af den anden læsning, som jeg dog næppe får begyndt för i det nye år. Også har jeg læst Knud Gyldenstjerne; Ewald[51] er dog en „knup” og uden modsigelse vor bedste romanforfatter hjemme. Se f.ex. de to dejlige småfortællinger: „hvad Ellen vilde” og „Knud Rydbjergs livseventyr”, hvor vel navnlig den förste er skön. Så ren og åben en kristendom som hos Ewald finder man sjeldent fremstillet i den „underholdende lecture”. For en lille tid siden læste jeg en anden bog af en anden art. Assistenten kom og tilböd mig Schandorphs „uden midtpunkt”[52]. Uden forventninger – da jeg kender forfatteren – gav jeg mig til at læse den; men at den var så slet, som den syntes mig, havde jeg dog ikke ventet. Der er næppe et ordentligt menneske i den hele bog, dog kanske èn mand, som man rigtignok hörer såre lidt om. At der ingen kristne findes, er en selvfölge, og at en præst, som der omtales, fremstilles som havende gjort et vældigt fremskridt, da han tilligemed sit præsteembede har opgivet sin enfoldige kristendom og således fundet „sandheden”, det kunde man vente, men at der på næsten hvert blad i bogen er arrige bestræbelser for at göre al kristendom og alle kristne til nar og lögn, det er harmende og tvinger næsten læseren til at önske den gamle Reiersen[53] med sit „må trykkes” til live igen. Så slet en bog i alle henseender har jeg ikke længe læst. Dog vil den næppe göre stor skade: dertil er den både for kedelig og dens kampmåde for plump. Og med al dens iver mod kristendommen, hvad gör den så ved denne andet end også fra modstandernes lejr at aflægge et kraftigt vidnesbyrd om, at kristendommen er en magt.

Aftenbönnen igår blev henlagt til idag, da det igår regnede så stærkt og var så mörkt, at Grönlænderne med deres små vanskeligt kunde komme til kirken.

16 november og 19 november grönlandsk gudstjeneste som sædvanligt. 23 november holdt jeg dansk gudstjeneste, prædikede over den blodsottige kvinde[54]; selv var jeg godt fornöjet med den i begyndelsen, men lördag syntes jeg ikke om den, og om söndagen var jeg helt misfornöjet; hvad andre var har jeg som sædvanligt ikke set mindste spor af udtryk for.

Tirsdag 25 november döbte jeg vor lille sön, som fik navnet Knud. Det var en dejlig kirkehandling at foretage, jeg havde længtes meget efter den, og min kone og jeg synes nu först, at alt er, som det skal være med vort kære lille barn. Vejret var godt, for så vidt som det var flere graders varme, men det blæste stærkt, og föret var glat. Min kone holdt selv den lille over dåben. Alle familierne spiste til middag hos os kl. 4, og vi havde så rar en aften, som selskabet kunde lade forvente. Grönlænderne tracterede jeg med deres yndlingsdrik, kaffe, over hele pladsen, og de fik sig en dans om aftenen og var meget glade. Jeg var nede hos dem en lille tid og dansede en dans med kateketens lille 6-årige datter. – I dag, onsdag, er vi igen i ro og har det alle udmærket godt. På söndag holder jeg altergang for Grönlænderne, der kommer vist grumme mange.

Mandag 1 december 79.

I går holdt jeg, efter stedets sædvane, grönlandsk altergang; 51 gik til Herrens bord. Johan Dahl prædikede over evangeliet, så det var den förste fuldstændige grönlandske gudstjeneste, som jeg har været vidne til. Min skriftetale holdt jeg over ordene Sal. 62,9; den var lidt længere end nogen af mine foregående, og jeg håber også, at jeg holdt den lidt bedre. Jeg har aldrig ret kunnet lide, at der bliver sunget i kirkerne under uddelingen af brödet og vinen, og så, når uddelingen er forbi, holdt op uden ringeste hensyn til, hvor få eller hvor mange vers man har sunget af salmen; for det förste synes mig sangen at virke forstyrrende både for præst og menighed i det öjeblik, og dernæst finder jeg det urigtigt at bruge en salme således ene til at fylde en vis tid ud, hvad man i virkeligheden gör ved at bryde den af på et bestemt ydre tegn ubekymrede for enten man skærer hoved eller hale bort af salmens mening. En dæmpet spillen på orgelet kunde bedre gå, men jeg indser ikke nytten af nogen af delene, og derfor lader jeg hverken spille eller synge her; lad der kun være aldeles stille, lad kun Jesus^s indstiftelsesord være det eneste, der höres, i dem ene er der nok at tænke på både for nadvergæsterne og dem af menigheden, som ikke den dag er til alters. – Hvad er egentlig hensigten med den omtalte salmesang? Thi der må jo ligge en god hensigt til grund for den, ja kanske ere de kun få, som med mig ikke kan se dens nytte. – Det er skik her oppe i landet, at alle de som har været til alters går omkring i alle huse, danske som grönlandske, og give alle hånden. Oprindeligt er dette jo vort „til lykke og velsignelse”, men vist kun få tænker på noget lignende, ti denne given hånden så ofte morer öjensynligt, og mangen gang hörer man, at vedkommende, som har været til alters, siger „god dag”, når han giver en dansk hånden, medens Grönlænderne indbyrdes aldrig sige noget, og at give hånden strækker sig til de ganske små börn. I fölge denne skik gik hele forsamlingen, först kvinder så mænd, lige fra kirken herop, så at de var her oppe alle, da jeg kom. Jeg havde forberedt Louise derpå, så hun blev ikke overrasket, om end det var lidt underligt således at stå og række sin hånd ud 51 gange uden at sige eller höre noget, i al fald intet gensidigt forståeligt. Fra os löb så alle til lægens, kolonibestyrerens, assistentens o.s.v. til alle danske. Til de grönlandske huse gik de ikke således en masse men lod tilfældet lidt mere råde. – Gör der sig end en stor barnlighed, kanske med lidt tilsætning af barnagtighed, gældende hos Grönlænderne også f.ex. ved denne spadseren „på besög”, som de selv kalder det, efter nadveren, så vil dog ingen dansk, som har hjærtet på rette sted overfor Gud og mennesker, række sin hånd med uvillie til disse mennesker, som byder ham deres med et åbent og frejdig-mildt åsyn. Sikkerlig er Grönlænderne gode mennesker, jeg bliver fastere og fastere i den mening. – – Vi har i en uges tid igen haft mildt vejr, så gederne har gået ude; lidt sne er falden, men kun ubetydeligt.

Mandag 8 december 79.

I hele den forlöbne uge har jeg været mindre vel tilpas, jeg havde en af mine gamle mavehistorier hjemmefra, men det var dog kun om torsdagen, at jeg egentlig var syg og måtte holde sengen det meste af dagen. I går udskrev jeg mig selv som helt rask igen. Vi har haft nogle kolde dage: 13-14 grader Celsius, men da det har været helt stille, har det ikke været koldt ude; da der var falden nogen sne, var jeg med assistenten ude at forsöge mig i skilöben, det var morsomt, men jeg faldt jo mange gange. Det er en vældig forskel i varmegraden her kan opleves i kort tid: igår ¸ 14 grader Celsius, i dag + 5 grader. Det er omtrent 20 grader i et dögn. Huset her må kaldes koldt, vistnok; navnlig er dagligstuen vanskelig at holde varm, min stue meget lettere, havde det bare været omvendt, da jeg trænger til langt mindre varme end min kone. – Alle Grönlænderne, dog særlig kvinderne, har i denne måned rædsomt travlt med at garve og farve skind til julen, da næmlig alle, så vidt vel muligt, skal möde i nye klæder. Skindene bruges her nede særligt til kamikker og benklæder, men disse er også især for kvinderne to umådeligt vigtige poster, og man ser ofte særdeles smukke arbejder blandt dem. Kateketen har begyndt om aftenen i skolen at indöve ungdommen i en del julesange; det morer ham og de unge meget, nu skal vi se, hvorledes de kan synge en firstemmig sang. – En ting endnu må fortælles i aften: i dag spiste vi for förste gang sælhundeködsuppe, som smagte os begge fortrinligt. –

Söndag den 21 december viede jeg to par grönlændere, og det var så rart for mig at se på det ene par af dem, de så rigtig så gode og glade ud. – I ugen fra 14-21 december ankom flere poster med efterretninger fra udstederne; man klager over stor nöd ved Sagdlît allerede, men her siges, at derfra lyder al tid klager, og at nævnte sted netop er et af de bedste og rigeste fangesteder. Men at mangen en Grönlænder kommer til at fryse slemt i vinter og mere end èn gang lægge sig forsulten til at sove, det er uden al tvivl, og dog er det i regelen lettere for beboerne i dette land end for almuen nogen andre steder, som jeg kender, at sikre sig mad og varme nok hele året om. – Kateketerne sender mig ellers flinke breve, som glæder mig. Navnlig er Johannes Hansen mig stadigt til fornöjelse. Sören Egedes sön ved Igaliko omkom i kajak den 2 november[55]; det er den förste, der i min tid er död på den måde. And. G. holder sig stadig en temmelig höj plads i den række, som kateketerne står i i min tanke; Isak Lund er rykket et par pladser op, men ingen af disse formår dog at rokke J. Hansen og C. S.[56] Den vanskeligste at bedömme er Johan Dahl, han har åbenbart fortrinlige evner, men med hans flid går det som med vejret i april; der er næsten lige så tit anledning til at være misfornöjet som til at være tilfreds med hans gærning. – De andre kateketer står endnu omtrent som straks, måske dog Tob. Berth. lidt gunstigere. Til brug i julen har jeg uddelt missionsselskabets 50 og ministeriets 37,50 Kr. i opmuntringspenge til kateketerne. –

I morgen juleaftens dag samles börnene i kirken kl. 11, juleevangeliet oplæses for dem, og de synge en salme; kl. 12 samles de i skolen, og skal have lov til at spise lige så megen risgröd, som de lyster.

24/12 79. Kl. 5 eftermiddag. – I morges udleverede jeg ris o.l. til kateketens kone, at hun skulde koge gröd. Kl. 11 var ikke blot börnene men også deres forældre samlede i kirken. Her er 52 skolebörn, som sad på to bænke pålangs og èn påtværs i kirken. Först sang de en julesalme. Dernæst ikke oplæste kateketen, men fremsagde börnene juleevangeliet, og det var mig en overordentlig stor glæde at höre, hvor langt ned i de smås række de kunde det. Aldrig har jeg selv udenad kunnet fremsige juleevangeliet eller nogetsomhelst andet, her kunde alle börnene fra 8-9 års alder og derover sige det fra ende til anden; ja de större sagde ikke blot juleevangeliet men også anden juledags og söndagen mellem jul og nytår^s evangelium. Jeg vèd godt alt det, som herimod med mer og mindre ret kan indvendes fra både pædagogisk og kristeligt synspunkt, men man tillade mig alligevel at blive inderlig glad over mine grönlandske börn, og man tilgive mig, at jeg ved kateketens lille tiltale til börnene bagefter (hvilken jeg forstod mere end almindelig meget af) og hans korte påmindelse til os ældre om at blive som börn fölte mig mere berört og bevæget i mit indre, end jeg er blevet ved noget andet, siden jeg kom her. Det varede en stund for mig, inden jeg kunde komme mig igen, men omtrent kl. 12 samledes börnene i skolen, og der måtte jeg med. Så spiste de da alle de söde små med glimrende appetit deres gröd, og de var meget glade. Börnene har tidligere taget deres portion hjem og spist den, det vilde jeg ikke have, hvorved jeg vistnok i öjeblikket mishagede en del af de små og deres forældre. Jeg lod dem spise, så meget de lystede, og det må siges, de lystede meget, og da de efter gentagne forespörgsler hver gang erklærede, at nu var de „fulde” – et udtryk der på grönlandsk temmelig træffende betegner en solid grad af mættelse – så sang vi igen en lille julesalme, og de små löb hjem. Min mening med, at de ikke måtte tage noget med sig hjem, var hellere at give det tiloversblevne til de fattige enker og småbörn, som måske ellers næppe fik varm mad i dag (for at de får mad sörger handelen, men adskillige har ikke midler til at få den varm) hellere end at börnene skulde bære maden hjem til forholdsvis velhavende forældre. Derfor lod jeg ved kateketen sådanne gamle enker og fattige med deres små kalde, og også hos dem var gröden såre velkommen, så de to store gryder blev tömte. – Men hvor savnede jeg hele tiden at kunne tale ordentligt med disse små og store gode mennesker! Kl. 4 var den egentlige juleaftens gudstjeneste. Til denne var alt, hvad der kunde krybe og gå, tilstede, så kirken var fuld, den var også så oplyst, som den kunde blive, og jeg fandt det en smuk og hyggelig gudstjeneste, navnlig måtte den almindelige og kraftige sang tiltale. – Om aftenen kom Proba med gaver til Louise, mig og Knud, smukke ting som hun selv havde lavet, og som vi blev glade for, ligesom også hun og Adolf var meget fornöjede med deres smågaver fra os. Aftenen gik ellers stille og rart for os; en tid af den anvendte vi til at se på alle vore kæres billeder der hjemme i Danmark. Vi gik tidligt til ro, da vi vidste, at her tidligt vilde blive uro igen. Dette skete også: Kl. omtrent 5 samlede den grönlandske ungdom, der i lang tid havde övet sig om aftenen i skolen i at synge, sig udenfor vore sovekammervinduer og sang flerstemmigt 3‑4 julesange. Det var könt og rart at vækkes på den måde; men vi beklagede de stakkels karle og piger: således havde de gået og sunget for alle de grönlandske huse fra om natten kl. 12 i omtrent 10 graders frost; dog vilde ingen af dem erkende, at de frös, da jeg spurgte dem. Kl. 7 om morgenen var kirken atter fuldt oplyst, og jeg betrådte förste gang prædikestolen med Grönlændere som tilhörere. Det gik mig ganske godt, syntes jeg selv, og Proba og kateketen forsikrede mig, at man kunde forstå alt, hvad jeg havde sagt (jeg mener her jo kun med hensyn til sproget). Glad og opbygget gik jeg hjem blandt alle disse glade mennesker. Senere på dagen kom börnene först og önskede glædelig jul, og de fik kager allesammen, som dertil særlig var bagte, så vi havde nok af dem. En del koner kom også med deres allermindste små til kagerne. Men flest mænd var her, og her fik jeg en bitter dråbe i min glæde fra om morgenen tidlig: en slem stor del af dem fejrede deres juledag med drukkenskab; jeg vil ikke nærmere omtale dette, jeg var bedrövet nok over det den og de fölgende dage. Kl. 10 formiddag holdt jeg dansk gudstjeneste, til hvilken jeg var rigtig godt oplagt (Grönlændernes besög kom först efter denne). Om eftermiddagen var kolonibestyrerens, lægens og assistenten en times tid her oppe. Aftenbönnen kunde for den mandlige befolknings skyld ikke holdes. Anden juledag holdt Johan Dahl gudstjeneste kl. 10, en god tale, som jeg senere har læst, og hvori det glædede mig at höre, at han havde mod til at foreholde sine landsmænd forskellen mellem Stefans forhold til julebudet og enkeltes af dem.[57] Anden juledags aften var der dans for Grönlænderne, som også blev tracterede lidt i anledning af julen; derfor ingen aftenbön. Alle Europæerne var til middag hos lægen, hvor vi havde en ganske rar dag.

Söndag mellem jul og nytår gik som sædvanlige söndage, kun var vi alle til middag hos kolonibestyreren, en middag så flot, som den for tiden kan opdrives her. Allerede „Lille”-nyårsaften begyndte Grönlænderne at skyde det nye år ind, i det mindste löd henved en snes aldeles umotiverede skud. Og 31 december om eftermiddagen bestilte de grönlandske mænd ikke andet end gå omkring og plaffe, snart her, snart der. De danske huse fik alle deres æressalut af de allerfleste mænd. Og efter som hver havde fyret sin bösse af udenfor huset, kom vedkommende med kone og börn ind og önskede glædeligt nytår, fangerne medbringende en flaske med tran, som de heldte lidt af i vor tranbeholder. Nogle, som manglede tran, havde 1 eller 2 ryper med som de gave[58]. Börnene kunde let fornöjes med kager, men vistnok gik mange af de voksne misfornöjede bort. Kl. 4 holdt Johan Dahl en hyggelig lille gudstjeneste. Under det sidste salmevers^s afsyngning gik næsten alle mændene ud af kirken og fattede deres geværer, som de havde hensat ved gavlen af kirken, og atter dundrede de alle lös, da vi gik ud. I det hele må jeg sige, at en så uafbrudt skyden i 24 timer (fra 31 december kl. 12 middag til 1^ste januar samme tid) har jeg aldrig för hört, ti det gik ikke blot hele aftenen, men hele natten igennem (kun ganske enkelte Grönlændere lukkede et öje den nat) og da vi nyårsmorgen, på hvilken jeg igen havde prædiket for Grönlænderne kl. 7, gik ud af kirken, gentog kanonaden fra om aftenen sig, og den fortsattes hele formiddagen. Jeg havde dagen i forvejen sendt bud (som sædvanligt) til de danske, at jeg holdt dansk gudstjeneste nyårsdag, men de gjorde mig opmærksom på, at næppe mer end en ganske enkelt vilde komme i kirke, da det frös omtrent 20 grader, og så lod jeg det naturligvis være. Tænk nu: i en sådan kulde gik Grönlænderne igen som julenat omkring og sang for alle huse! Vi bleve vækkede ved en oversættelse af „vær velkommen, Herrens år” til den sædvanlige danske melodi. Hvor kan disse mennesker holde en sådan rundrejse ud? I dag [i margen: 1^ste januar 1880] forærede jeg dem et par pund kaffe og noget sukker, som jeg tænker, de har drukket sig varme på i eftermiddag. Atter i aften danser Grönlænderne, og så er julefestlighederne forbi.

For os alle er, med idag, et nyt år oprundet, og når jeg for mit vedkommende ser tilbage, har jeg kun al mulig grund til at være glad og taknæmlig for det gamle. Det har været et år rigt på begivenheder for mig, så jeg aldrig kan glemme det. Det nu begyndte år bliver jo næppe lignende rigt på ydre omvekslinger, måtte det blive desmere rigt på indre oplevelser, måtte det bringe fremgang og erfarenhed i min gærning, så jeg måtte nærme mig målet: „en fuldkommen mand, Kristi fyldes alders mål” (Ef. 4,13). –­ Ikke kan jeg slutte i dag uden at optegne, at min kone og vor lille sön begge befinde sig udmærket vel; den lille trives og tager til i alle mulige dyder og fuldkommenheder.

15 januar 1880.

I lang tid har jeg ikke haft fat i denne bog, fordi der intet har været at skrive om. I aften kan blandt andet meldes, at efter at vi siden för jul havde haft en temmelig stræng frost med næsten uafbrudt nordenvind ­– fra ¸ 10 til ¸ 20 grader Celsius hele tiden, og oftest meget nærmere 20 end 10, ja enkelte nætter over 20, en kulde som de danske her kalder aldeles usædvanlig for Julianehåb – fik vi pludselig natten til den 15^de ds. sydostvind med varme. Det var helt underligt om morgenen derefter at komme ud af dören, jeg kunde ikke kende luften igen, nu viste thermometeret 5 graders varme. Vi var grumme glade ved denne forandring, for nordenvinden er kold her oppe, og særligt her på bakken, hvor vi bo. Denne varme har vi endnu på fjerde dag, og af og til stærk regn, som jager sneen bort. Frosten havde dog også sit gode: söen var forlængst tillagt og dækket med et lille lag sne; den fremböd nu en spadseretour på en jævn flade af omtrent ¾ mils længde, og det er ganske morsomt for os danske at kunne gå sådan ordentligt lige frem uden at skulle se på sine födder og jorden hele tiden. Flere gange var jeg derfor med at gå „til bunden af söen”, som man siger her, idet man mener til enden af den. – I kirken har der været meget koldt i denne tid, navnligt fryser jeg meget, når jeg er tilhörer; når jeg selv taler, går det langt bedre. – Grönlænderne tage som bekendt alle deres små med i kirke. Disse småfyre kommer naturligt snart til at fryse om födderne; for at hjælpe derpå trækker moderen barnets kamikker (det er på èn gang strömper og stövler) af og sætter sig på dem en lille tid, medens hun putter barnets ben, der er nögne til knæet hos pigerne, ind i mellem sine egne; på denne måde varmes samtidigt barnets födder, ben og stövler, og så trækkes disse på igen. Det undrer mig, endogså nu, efterat jeg har set denne forretning flere gange, at den kan foregå med en så ringe forstyrrelse af gudstjenesten, at måske jeg og vedkommende moder hver gang var de eneste, der tænkte på den. –

På söndag[59] skal jeg prædike grönlandsk over brylluppet i Kana. Hidtil havde Johan Dahl væsentligt oversat mine taler fra dansk til Grönlandsk, denne gang har jeg gjort det alene fra ende til anden, og han har rettet den bagefter; naturligvis var der mange fejl, og dog var det svært for mig at lave den som den blev, men det var et morsomt arbejde, og jeg lærer jo åbenbart meget mere ved selv at pröve på at hugge mig igennem det hele og så at rettes, end at få större eller mindre stykker ligesom forærede ved at Johan Dahl oversætter for mig. – Efter nytår begyndte jeg på den anden læsning af ethiken[60], som jeg nu får mere ud af, idet jeg læser den langsommere – ikke at den ikke tiltalte mig förste gang, derom har jeg vist skrevet, men at jeg nu lærer mere af den. Også har jeg læst Mynsters levnet[61], men om den må jeg sige, at jeg havde et smukkere billede af den mand för end efter jeg havde læst hans bog. –

Stadigt har vi det alle udmærket godt, lige til det lille gedekid, som blev födt nytårsdag og voldte os glæde ved sit tidlige komme, fordi vi så tidligere får lejlighed til at kunne stjæle nogen af den mælk, som var bestemt til det alene. –

20/1 80. Så holdt jeg da grönlandsk gudstjeneste i söndags, men skönt jeg åbenbart ingen sinde har været mere hjemme i oplæsningen af den skrevne tale, blev jeg straks da jeg kom på prædikestolen så angst, at jeg næppe kunde begynde, og så at jeg begik sådanne fejl i udtalen, som jeg ellers aldrig har gjort. Bedre gik det lidt senere, men dog ikke så godt som jeg havde ventet, så jeg kom hjem i en meget forknyt og håblös stemning. Jeg talte med kateketen, som tröstede mig, men dog indrömmede, at der var adskillige fejl – „indrömmede” siger jeg, ti Grönlænderne er nogle store smigrere, der grumme nödigt sige en noget ubehageligt, og for det andet er de forvænte i dårlig retning ɔ: til at der tales i et slet sprog til dem af alle danske, talen på prædikestolen næppe undtagen. Dog var min formand[62] vist særlig dygtig, som han i enhver henseende har min anerkendelse, men han og Balle[63] står også for mig som sjældne fugle i Grönland – jeg taler kun om de sidste år. Mere tröst end af kateketen fik jeg af Proba om aftenen. I alvor spurgte jeg hende, om hun havde forstået lidt, meget, eller næsten alt. Hun svarede i alvor, at ikke blot hun men flere Grönlændere havde forstået alt. Jeg troede, hun narrede mig, og halvt vred og fortrydelig derover gik [jeg] ud af stuen, idet jeg sagde: „du lyver jo”. Så vendte hun sig efter mig og svarede: „jeg lyver aldeles ikke”, og dette sagde hun med en alvor, så det ialfald vilde være skændigt af hende, om hun virkelig löj. Derpå raisonnerede jeg: lad nu Probas dom have 50 pro Cent compliments-tilsætning, så bliver dog mindst dette tilbage: nogle af dem, der hörte dig, har dog forstået noget af, hvad du sagde, næste gang vil forhåbentlig flere forstå lidt mere, og du har da endnu kun været her et halvt år – og jeg blev igen bedre tilmode. – Igår var det vor bryllupsdag; hvor rigt og velsignet et år! Mest undrede vi os ved at se tilbage over vor dejlige lille dreng, og en særlig opmærksomhed blev ham til del i dagens anledning. Mange gode minder blev draget frem for tanken, og alle her i landet modtagne breve bleve læste igen – hvor ofte mon det nu er skèt? På sådanne mærkedage, festdage i kirken eller familien, savner vi altid vore kære i Danmark mest, men da er det også så dejligt for os at kunne være visse på, at mange kærlige tanker hjemmefra möder vore.

Mandag 26 januar 80. Igår[64] holdt jeg dansk gudstjeneste, om arbejderne i vingården; jeg var glad ved at skrive denne prædiken og synes også nu bag efter, at der var en lille kende mere at hente i den for en kristen tilhörer end i de fleste foregående; den var ikke slet så „triviel” som de andre, synes jeg. En prædiken kan jo have mange gode sider, være sand f.ex. fra ende til anden, og dog være triviel at höre på, en egenskab som så let lægger et dække over adskillige fortrin ellers. Gode sider ved mine få prædikener skal jeg ikke söge at fremhæve, men det er dog mit håb, at de har været sande, og det vèd jeg, at jeg aldrig vover mig længere ud, end jeg kan bunde. Men netop dette, at jeg som ung ikke blot i prædikegærningen men også i kristelig erfaring kun har en lille plads på det uendelige kristelige ocean, hvor jeg kan bunde, netop dette gör, at jeg er udsat for at kede og trætte ved trivialiteter. Dette har mangen gang i den sidste tid bekymret mig, og det er al tid en vanskelig sag på en og samme tid at stræbe efter at aflægge sin kedsommelighed og dog bevare naturligheden. Derfor glæder det mig, at jeg synes at se et lille bitte tillöb i denne retning i min prædiken igår. Tre af de voksne danske var ej i kirke, måske på grund af kulden. Ti nu er det omtrent 8 dages tövejr igen aflöst af frost med kold nordenvind. – Efter den danske gudstjeneste döbte jeg et lille grönlandsk barn, hvor det som mest glædede mig var at se moderen, som ellers i mange henseender synes temmelig tilbage, være meget bevæget og græde, mens hun svarede på sin lille söns vegne.[65] – Johan Dahl holdt gudstjeneste om aftenen. I den forlöbne uge fik vi et kid til, så nu kan vi vel snart vente at få lidt mælk igen. Men höet „begynder nu at blive forbi”, som Adolf udtrykker sig, og det er slemt. – Edderfuglene, som bygger længere mod nord, begynde nu at trække her ned ad, og der sker jagt efter dem; vi har fået fire. – Jeg har i disse dage igen læst Otto Möllers to småböger: „til alvor i skole- og folkeliv” og „gudstjeneste i skolen”[66]. Den förste synes jeg bedst om, der er også adskilligt godt i den sidste, og i det hele viser han grundtvigianismen fra en smuk side. Dog kan jeg langt fra sige dette om det foredrag, som har til overskrift: „profet og lærer”, her stöder grundtvigianeren mig bort og langt bort, idet meningen med dette foredrag er at vise, at hvis man vil lære, hvad der skal forstås ved „profeti”, som Paulus omtaler i I Korintherbrev og særligt i 14 cap., da — skal man tage til en dansk folkehöjskole! –

Söndag 1^ste februar holdt Johan Dahl grönlandsk gudstjeneste om formiddagen men ikke om eftermiddagen, da han havde en byld på sit ene ben, som han måtte have grödomslag på; af samme grund kunde han ej heller komme i kirke onsdag aften. Februar måneds förste uge har været voldsom kold, stadig mellem 20 og 30 graders kulde; nu da jeg var ude at se på thermometeret viste det ¸ 31 grader (den 9^de februar). I torsdags morges kom P.S.s kone[67] og vilde tale med mig; hun kom uden anorak, men jeg fandt den til hende i hendes egen stue, skönt hun fortalte, hendes mand havde tilintetgjort den. Her er jo en del fattige nu, men hun er dog den förste, som, så vidt jeg ved, har villet tillyve sig hjælp; ellers er de temmelig nöjsomme og taknæmlige. Det er godt, at Grönlændernes huse er meget varmere end vore, ellers så det slemt ud for dem i denne kulde. I går, fastelavns söndag, holdt jeg grönlandsk gudstjeneste, men mange, især mödre med småbörn, kom ej for kuldens skyld; ude var det ¸ 28 grader, i kirken ¸ 13 grader. Jeg syntes, det gik en del bedre med sproget denne gang; selv frös jeg ikke videre, men jeg kunde höre og se, at Grönlænderne frös meget. Bare kirken ikke var så stor, så vilde jeg arbejde på at få en kakkelovn, men som den er, anser jeg det for næsten umuligt, eller dog meget vanskeligt og meget dyrt at få den lavet til at opvarmes. Det er min tröst, at man fortæller os, at denne vinter ligefrem gennemsnitlig er 10 grader koldere end de almindelige. Her ligger en mængde sne, og næsten hver dag er jeg en lille tour på skier. – Jeg har læst Johannes Falk[68] og glædet mig meget over den.

Söndag 15 februar. Johan Dahl gudstjeneste. Samme dag kastede jeg jord på en lille dreng, som var död et par dage för. Det var vanskeligt nok at komme hen på kirkegården i den dybe sne, især med præstekjole på. – I denne uge har vi fået mildt vejr igen, tövejr eller få graders frost. Det var rart at slippe de 30 graders frost; nu længes vi kun efter, at den megen sne snart må gå bort, og så venter vi forår. Det er nu allerede lyst til kl. 6 om eftermiddagen. – Edderfuglejagten er nu livligt begyndt; forleden aften var jeg også ude, jeg sköd to.

Onsdag 18 februar Johan Dahl aftenbön, begyndte at tale over lidelseshistorien. Samme dag kom der post fra ĸagssimiut, og jeg fik brev fra og atter sendt til min ven Salomon, en af de kateketer, jeg holder mest af.[69] Jeg var glad også at kunne sende ham nogle penge.

Söndag 22 februar[70] holdt jeg dansk gudstjeneste, den kananæiske kvinde. Det kostede mig megen möje at udarbejde den lille prædiken, men jeg fik held til at holde den godt og varmt. Alle de danske mænd var i kirke, tre af kvinderne ikke. – Om aftenen talte Johan Dahl over evangeliet og forekom mig særdeles godt oplagt. Sommetider bliver jeg træt af arbejdet med det grönlandske, denne evindelige slåen-op i ordbog og grammatik, og så lader jeg det være en dags tid eller to og söger da mere at snakke med Grönlænderne til gengæld. Vi har haft flere milde og smukke dage, så begynder jeg at længes efter mine rejser, som jeg iår venter mig meget af, navnlig med hensyn til sproget. – Det prægtigste skiföre hele vinteren har vi haft idag; i nærheden af kolonien kan nu findes bakker på mere end 500 alens længde, og det er meget morsomt at löbe ned ad dem, og giver en ypperlig motion at gå op ad dem.

Söndag 29 februar var det nordenstorm med så stærkt snefog, at gudstjenesten måtte opgives; vejene var ufremkommelige, og kastning af sneen kunde ej nytte; to gange måtte jeg den dag gå ud af vinduet: sneen var föget således for yderdören, at den ikke var til at drive op indenfra. Mandag aften 1^ste marts talte Johan Dahl over söndagens evangelium.

Söndag 7 marts[71] holdt jeg grönlandsk gudstjeneste. Evangelium: Jesus bespiser 5000 mand; jeg talte om nadveren, og var i det hele taget ganske glad den dag, sproget gik lidt lettere for mig, synes jeg. Endnu ligger al sneen, ja idag er der kommen en hel del til, da det har sneet hele dagen. Men nu venter vi også for alvor snart rigtigt tövejr.

I marts måned er en stor del af min tid gået med at skrive breve hjem, da posten skal afgå herfra omtrent 1 april. På en måde er det et rart arbejde at skrive disse breve, fordi tanken der hviler på steder, hvor hjærtet har hjemme, men på en anden måde er det et trættende arbejde: alle breve skal afsendes på èn gang og kommer derved let til at ligne hinanden meget, og dernæst er det, som jeg kan fortælle i brevene, hyppigt en gentagelse af, hvad her er skrevet. Således får enhver af mine venner hjemme meget at læse to gange, medens måske andet af interesse slet ikke bliver fortalt dèr, hvor det skulde fortælles. Derfor trænger mine breve som alt lignende, jeg sender hjem, i høj grad til undskyldning. – Hvor vi nu længes efter at høre hjemmefra, jo nærmere tiden kommer, des stærkere bliver længselen. – Min fødselsdag var de danske her om aftenen, men tiden gik temmelig trøvt[72]. Grönlænderne fik kaffe alle og dansede lidt, og, som jeg håber, var nok så glade som vi. –

Påsken er nu forbi, og det har været nogle rare dage for os, selv om en del kunde ønskes bedre. Skærtorsdag holdt jeg grönlandsk altergang. Jeg havde ventet, at mange vilde gå til alters nu, men en stor del foretrak at vente for at gå sammen med confirmanderne, så der kom kun 36. Jeg var ganske godt fornöjet med den sproglige side af min tale den dag, jeg tror, jeg blev helt forstået. Johan Dahl holdt en lille prædiken i henhold til evangeliet, og om eftermiddagen aftenbön. Langfredag holdt jeg dansk gudstjeneste med altergang. 5 altergæster. Langfredag eftermiddag talte Johan Dahl over Jesu ord på korset.

Påskemorgen kl. 7 holdt jeg grönlandsk gudstjeneste og kl. 10 dansk do.

Skærtorsdag var Knud første gang ude at spadsere.

Söndag 4 april morgen tidligt afgik posten med vore breve til Ivigtut, nu drejer al tanke og tale sig om, når den kan komme igen med vore breve fra Danmark. Ja, hvor vi længes, engang imellem er jeg næsten febersyg af længsel. –

Onsdag 7 april kom der bud til lægen, at den danske smed var funden død i sit hus om morgenen. Han var og havde al tid været, siger man, en underlig tilbagetrukken natur; han kom aldrig selv til nogen, måtte han meddele sig, da skrev han, og han var helst fri for, at nogen kom til ham. Jeg havde været i hans hus 3-4 gange, men han viste tydeligt, jeg helst måtte blive borte. Næsten fuldstændigt eremitliv levede han siden sin kones død, for lukkede døre uden at vise sig for nogen. Hvorledes hans indre liv var – derom kan jeg ej have nogen mening; med kirken eller med mig vilde han intet have at skaffe, det lod han mig ved kateketen melde, da jeg ved förste danske gudstjeneste her sendte bud til ham som til de andre danske. Man siger om ham, at han læste en del i andagtsbøger o.l. –

Onsdag aften 7 april. Johan Dahl aftenbön.

Lördag 10 april begravede jeg smed Andersen.

Söndag 11 april holdt jeg grönlandsk gudstjeneste, som gik, efter min egen dom, bedre end nogen foregående. Om aftenen Johan Dahl aftenbön.

Al tale drejer sig nu om posten; nogle begyndte at vente den den 11^te, jeg begyndte den 16^de, årsdagen efter at jeg forlod Danmark. Endnu er der ventet forgæves.

18 april, söndag, Johan Dahl grönlandsk gudstjeneste som almindeligt.

23 april, store bededag, holdt jeg dansk gudstjeneste; den af tilhörerne, som ellers ikke gör andet end uro og forstyrrer mig, blev borte til fleres end min store tilfredshed. – Om eftermiddagen talte Johan Dahl om lectien for Grönlænderne.

25 april, söndag, grönlandsk gudstjeneste som almindeligt.

Endnu idag, mandag 26 april, ingen post; det er en stræng ventetid. Sommetider er jeg ligesom helt syg af længsel, og i snart 14 dage har det været overordentlig småt med mit arbejde; jeg kan ikke holde tankerne ved det. Forleden sendte doctoren, Ryberg og jeg privat en extrapost afsted for at spørge den forventede op. Han kom dagen efter tilbage med brev, at posten på oprejsen til Ivigtût havde ligget et sted i 12 dage, et andet i 4 dage, og først den 20 ds. givet sig på vej til Ivigtût. Således kan det altså gærne vare endnu en stund, inden den kommer tilbage hertil. Forhåbentlig har det været temmelig umuligt for dem at rejse videre i de 12 og i de 4 dage, ellers er det en skam af dem, og de kan let komme til at narre os slemt. Sæt f.ex. at, når de endelig når Ivigtût, Fox da allerede er gået hjem, så ligger vore breve dèr! Dette er vor frygt for öjeblikket, og længselen efter at få brevene hjemmefra er derfor trådt lidt i skygge for ønsket om, at vore afsendte breve dog må have nået Fox, ti når de har det, så om vi få de ventede efterretninger fra hjemmet nogle dage för eller senere, det har jo dog ingen betydning i sammenligning med, om alle vore kære hjemme slet intet skulde få fra os med denne lejlighed. – Måtte dog snart en god udgang komme på det hele! –

Söndag 2 maj prædikede jeg over epistelen om eftermiddagen for Grönlænderne; jeg valgte eftermiddagen fordi, når vejret er godt, så mange for ej at sige alle mændene er ude om formiddagen. Om formiddagen talte Johan Dahl over evangeliet, hvorefter jeg døbte en lille dreng.

6 maj. Kristus^s himmelfartsdag, Johan Dahl gudstjeneste som sædvanligt.

7 maj forstanderskabsmøde.

9 maj Johan Dahl gudstjeneste; jeg begravede en lille dreng. Endnu ingen post; derfor alt så kortfattet.

11 maj, tirsdag. I dag kom Johan Dahl til mig og fortalte mig, at nogle grønlandske mænd var komne til ham og været lidt misfornöjede med, at jeg söndag den 2 denne måned havde i min tale i kirken berørt mændenes sjældne kirkebesøg, som måtte omtales en gang, da som oftest kun et par voksne mænd komme til gudstjeneste, flere gange kun èn, ja endog slet ingen. De omtalte mænd, som kom til Johan Dahl, var af handelens folk, som arbejde fra 6 morgen til 6 aften, og vi holdt almindelig eftermiddagsgudstjeneste kl. 5. Nu mente de, at min tale om mændenes ulyst til kirkegang ikke kunde ramme dem, fordi de om onsdagen måtte arbejde til kl. 6, medens vi gik i kirke kl. 5 – at der holdes gudstjeneste to gange om söndagen, en gang kl. 10, hvortil de aldrig kommer, en anden kl. 5, hvortil de kun kommer i dårligt vejr, omtalte de slet ikke. For imidlertid ikke at lægge dem nogensomhelst hindring ivejen, hvis de virkelig vil i kirke, bestemte jeg for fremtiden om sommeren at holde onsdags aftenbönnen kl. 7 i stedet for 5. Forøvrigt er denne indvending fra handelsfolkenes side jo kun rent spilfægteri, men også skinhindringerne bør jo så vidt muligt fjærnes. – Eet på en måde glædede mig ved denne sag: her var et uomstødeligt bevis for, at både mit sprog og min udtale, i al fald dette punkt betræffende, var blevet forstået. –

15 maj lørdag. Endelig, endelig kom posten, idag kl. 2. Hvor hjærtet kom til at banke! Men Gud ske lov: kun gode efterretninger er endnu nåede os. De breve, vi har fået, har næsten i alle måder været glædelige, vore kære gamle leve vel alle. Men mange ventede kære breve kom ikke denne gang, de må endnu være ved Ivigtût. Vi fik breve fra: Søster Marie (deri fra moder, Magdalene, Teilm., Dot.), Johanne (deri fra Laur.), Kornelius, Henner[73], Soren N.[74], Bergenhammer[75], Tauson[76], Småbörnene på Nörrebro[77] samt et par embedsbreve; Louise endvidere fra sin broder Johannes[78], Rönnes[79], og en veninde. Her mangler altså mange, mange. Min fader, Louises hjem! og mange kære gode venner! Dette var en stor skuffelse, men vi blev dog meget glade ved, hvad vi fik, og venter nu resten en af dagene. Og vore breve til Danmark nåede at komme hjem med Fox, det var også en glæde! I anledning af postens ankomst fik jeg anmodning fra de Danske om at opsætte den bestemte gudstjeneste imorgen pintsedag til en anden dag.

16 maj pintsedag. Altså ingen dansk gudstjeneste, det var et stort savn for Louise som for mig. Kl. 10 holdt jeg gudstjeneste for Grönlænderne, som gik ganske godt; der var, sagtens for en stor del på grund af stærk sydostblæst, også mange mænd i kirke.

19 maj. begravelse.

24 maj. I dag, i anledning af Probas fødselsdag, som vi tænkte på straks i morges, og da vejret var så smukt, gik Louise, Knud, Proba og jeg en lille tour til fjelds. Det var den længste udflugt, Louise endnu har været med til, og hun var meget glad for den; også Knud var såre tilfreds.

25 maj. En del af vor have er bleven gravet i dag, og vi har sået: agurker og rødløg (disse to i mistbænk), voxbönner, ærter, carotter, salat, spinat, petersillie, karse og radiser. En del af dette få vi kanske nok ingen glæde af, men vi vilde dog prøve det. Også i dag har vi haft en fødselsdag i Danmark at mindes.[80] – Endnu er de manglende breve ikke kommet, og vi længes så meget. Vel var de breve vi fik lange og gode, men de forudsætte hvert öjeblik noget, som en anden har fortalt, og denne andens brev har vi ikke fået, så at vore forestillinger om hjemmets forhold i vinter på mange punkter hverken er hele eller halve. – Hvis det skulde undre nogen, at jeg ikke hidtil her nærmere har omtalt og særlig takket for de enkelte breve, jeg fik pintse-lørdag, da må jeg sige, at jeg dels har haft så meget at gøre med en forestående confirmation, så jeg ej har kunnet skrive videre heri, og dels at jeg med velberåd hu ikke har gjort det og ikke vilde have gjort det, selv om jeg havde megen tid, fordi jeg mener, at dette ikke er stedet at tale til den enkelte. Meningen med hvad her fortælles, er at kunne læses af alle, så der ved siden af[81] er det mit ønske at sende særlige små breve til de enkelte venner, som vil skrive til mig, men så må jeg også bede, at fordringerne til disse breve særligt hvad længde angår ikke må göre for höje, for så kan jeg ikke tilfredsstille dem, hvad forhåbentlig let vil kunne indsès.

28 maj. Nu kom der anden gang post fra Ivigtût, og den bragte enkelte breve og mange pakker, men ikke en smule til os, ikke et eneste af de savnede breve ankom. Dette er et slemt skår i vor sommerglæde, nu kan vi måske vente et par måneder til, för der kommer post, og vil så de breve, som vi ere visse på vare bestemte til at komme med første lejlighed, da være med. Vi er rigtig meget bedrøvede, fordi vi ikke fik disse ventede breve, det er i grunden vor første egentlige sorg af vort Grönlandsophold. Det var vor agt at skrive breve hjem straks, når vi havde fået posten, men nu kan vi det ikke. Ikke en gang igår, faders fødselsdag, var det mig muligt at skrive.

Onsdag 26 maj kom börnene fra Narssaĸ.

Fredag 28 maj kom börnene fra ĸagssimiut.

Söndag 30 maj kom 1 fra Nanortalik, 1 fra Sârdloĸ.

Mandag 31 kom 1 fra Kange[r]miutsiait.

Söndag 30 holdt Johan Dahl gudstjeneste.

Mandag 31 begyndte jeg at læse med confirmanterne.

Söndag 6 juni holdt jeg grönlandsk gudstjeneste.

Söndag 13 juni holdt Johan Dahl grönlandsk gudstjeneste.

Min tid er meget optaget af at læse med confirmanterne, og det er mig et såre kært arbejde. Det er dog yndigt at have med börn at göre, jeg føler mig så hjemme og så fri nede mellem disse kære små, at dette arbejde er mig en hel oplivelse. Men jammerlig göres jo denne gærning iår af mig for sprogets skyld, men tænk når jeg nu helt får lært at tale med dem – o hvor jeg glæder mig dertil! Jeg læser med dem fra 6-8 om morgenen; denne tid valgte jeg, fordi Grönlænderne er morgenmennesker i overordentlig höj grad. Johan Dahl læser fra 1‑2, da jeg ej turde være helt ene om dette vigtige arbejde.

Endnu ingen yderligere post; hvorledes skal det gå med mit brevskriveri hjem igen, endnu har jeg ikke skrevet et ord og synes, det er mig helt umuligt.

15 juni. I nat ankom kl. 12½ den hertil districtet udsendte expedition under ledelse af lieutenant Holm[82]. Den var kommet til landet med Peru, der som i fjor havde lagt sig til ro først i Smallesund, derefter i Kajartalik. Lieutenant Holm havde fået en konebåd og kom nu hertil blandt andet med en mængde breve til os. Her kom nu alle de, som vi savnede med Fox, foruden mange andre, så at vi fra en hel del af vore kære fik to breve på èn gang; hvorfor mange af disse breve, som dog bærer udskriften „med Fox” ikke kom med dette skib, kan jeg ej forstå. Men nu kom de! Og vi blev såre meget glade. Straks i sengen begyndte vi at læse, og jeg for mit vedkommende fik ikke sovet mere den nat, men tilbragte hele tiden fra kl. 1 til omtrent kl. 10 næste formiddag med at læse breve – for så efter middag at begynde for fra igen. Og tænk, hvor vi ere glade: kun lutter gode efterretninger, lutter glædelige breve, når undtages beretningen om lille Vilhelms død[83], som vi jo dog iforvejen kendte. – Nu først er der ro i sindet igen, nu synes alt i orden. Om jeg her på èn gang kunde sende en tak, som jeg føler den, til alle de kære brevskrivere, jeg er vis på, enhver vilde føle sig lønnet og også sende breve de kommende år. Ja, den glæde, som en sådan post bringer, skal man måske nok til Grönland for at lære at kende. Men så har Grönland dog på dette punkt – som ikke er det eneste – glæder, som man ikke finder hjemme. Tak, tak alle sammen!

19 juni. Nu er det på slutningen med confirmationsundervisningen – desværre, ti jeg vilde så gærne beholde disse kære börn og læse med dem; dette har indtil nu været min kæreste gærning. En ting, som jeg ofte har frygtet men kun sjældnere i min gærning som præst hidtil har erfaret, er, at min store tilböjelighed til at græde, når noget rører mig, skulde blive mig generende, når jeg skal tale. Mange mennesker kunne græde og dog tale forståeligt, og i så fald kan gråden, når den er sand, jo ingen genere. Men for mig, så snart gråden melder sig, ligesom sammensnøres alle taleredskaber, så det er mig plat umuligt at få et ord frem. Sådan gik det mig idag overfor confirmanterne; jeg havde skrevet et par ord, som jeg vilde sige dem til afsked, för vi skulde mødes i kirken i morgen til confirmationen. Jeg var vis på, da jeg gik ud af min stue, at jeg kunde sige disse ord frit til börnene uden brug af papiret. Johan Dahl var også til stede og för jeg henvendte han også nogle få ord til confirmanterne og særligt til sine skolebörn blandt disse. Men ved at høre hans ord og se på börnene blev jeg bevæget, og jeg kunde ikke genvinde herredömmet over mig selv, så at da jeg havde sagt et par sætninger af det, jeg vilde, ligesom lukkedes min mund med magt. Jeg kæmpede noget for at få ordet fat igen, men det blev kun værre, så at jeg måtte ty til den udvej at finde det papir, som jeg havde nedskrevet på, hvad jeg vilde sige, og give det til Johan Dahl, som så af sig selv – det var mig næmlig ikke muligt at få et ord frem – havde den forstand at læse det op. – Jeg var meget ked herover og skændte på mig selv, men skèt var skèt. – Men hvorfor skriver jeg så langt om denne sag her? Næppe er dette dog stedet til at tale om sligt.

21 juni. I går afholdtes da confirmation her i kirken, 22 confirmanter. Jeg prædikede over evangeliet samt holdt en tale til börnene för og efter løftets aflæggelse, medens kateketen derimod besørgede overhøringen, hvad jeg ej turde af frygt for ikke at forstå börnenes svar. Jeg var meget glad ved denne dag, og det er mit håb, at börnene må have et kært minde i den. Salmesangen var så yndig, kirken helt fuld af mennesker. En halv times tid efter endt gudstjeneste vare alle confirmanterne her til kaffe; Louise havde bagt en del til dem, og de var meget glade. Især en stor, fattig pige, hvis forældre bor langt fra kolonien, var lykkelig over et sådant tractement, og hun kunde ikke holde den bemærkning tilbage, at det var første gang i hendes liv, hun smagte „gage” („k” kan de ikke sige). Det var en fornöjelse at se disse glade börn her, og de var i alle måder så nette, om end vel et dansk barn vilde kalde dem ubeskedne. Forøvrigt bestilte næppe de nyconfirmerede den hele eftermiddag andet end drikke kaffe, i det ene hus efter det andet aflagde de besøg og tracteredes, og enhver fest hos Grönlænderne fejres med kaffe og kun med kaffe. –

Jeg er bleven anmodet om at holde altergang allerede i morgen, da flere forældre vente her ved stedet for at tage sine börn med hjem.

22 juni. Formiddag kl. 9 skriftemål og altergang, 41 altergæster, confirmanterne iberegnede. Også idag gik det mig godt med sproget, og jeg kom glad hjem fra kirken. Allerede ved middagstid afrejste nogle af mine små venner her fra colonien. –

Fra Ivigtût er sendt os endel numre af Dagbladet fra årets første måneder, som jeg stundom har kigget lidt i. Og det er ikke lutter glædelige opdagelser, man gör der. At Drachmann[84] og Schandorph[85] får „digter”gage, navnlig den sidste, synes mig forfærdeligt, og at man ikke venter lidt med at tildele den første en sådan anerkendelse, til han har gjort lidt for at afvaske eller dog bringe i forglemmelse nogle af de pletter, det danske samfunds moralitet skylder ham, synes mig at være altfor flot på det. – Rud. Schmidt[86] får rejseunderstöttelse, nå måske fortjener han det; jeg var rigtignok i mit rusår enig med mig selv om, at jeg aldrig havde truffet nogen, der i höjere grad end han, serverede det reneste vrövl i filosofiske klæder, og af disse er dog vist mange. Imidlertid er R. S. jo en hæderlig personlighed, som burde nævnes på en anden side end den, der omtaler ovennævnte digtergagerede herrer. Og denne flothed hersker i vort folketing på samme tid, som man er så kneben overfor hærens underofficerer, at man nægter dem æresoprejsning. Det har virkelig harmet mig, at se Ole Christensens[87] færd i denne sag. Kaldes det ikke at miste sin borgerlige ære at lade slige skudsmål, som dem, ham er blevet givet, stå uimodsagte, så vèd jeg ikke, hvad der med mere ret bör kaldes så. Bliver O. C. efter dette atter valgt ind i tinget, da synes det mig en tvivlsom ære at være medlem af Danmarks folketing. – Hvad forøvrigt sagens udgangspunkt angår, så har jeg ganske vist set megen udannethed og en hel del råhed hos underofficerer i de 1½ år, jeg var soldat, men det er dog min faste overbevisning, at det er en ren gevinst for vore bondekarle at blive soldat, og at soldatertjenesten har en lige så god indflydelse ɔ: lige så stor god indflydelse på Danmarks mandlige ungdom som f.ex. alle höjskolerne. Jeg vèd nok, hvad jeg skylder min soldatertid, og jeg vèd nok, at jeg ti gange hellere stiller mig under den mest rå underofficers commando, som jeg kender, end træder i Ole Christensens brød som hans karl. Spørg også enhver ordentlig karl ud om hans soldatertid – de 9 af 10 tale om den med glæde og erklære den for en god tid, og hver enkelt af dem mindes mer end èn underofficer, som han fattede hengivenhed for. – Meld mig dog snart, at O. C. ikke længere er folketingsmand! –

Da vejret fremdeles var udmærket godt, bestemte jeg at tage til Igaliko lördag den 26 juni. Kl. 6 gik jeg herfra og med såre gunstigt vejr – vind til at føre sejl den meste tid – ankom jeg der kl. 4½ eftermiddag. Det var en meget længere vej end jeg havde tænkt mig, jeg antager nu omtrent 7 mil; dog medgik ikke hele tiden til sejlads, vel henved 2½ time medgik til at lægge op to gange. Lægen og assistenten gjorde rejsen med. Da vi om lördagen første gang lagde på land for at spise, vare myggene så mange og så nærgående, at vi ikke kunde sidde og spise uden at blive stukket voldsomt og uden at spise en hel del myg med. Bogstavelig talt måtte vi indtage vor frokost løbende nede ved strandbredden – myggene generes næmlig straks ved lidt lufttræk. I det hele var på denne rejse myggene en ikke ringe plage, hvoraf mine hænder og ansigt endnu bærer masser af spor. – Kl. 6 lördag eftermiddag lod jeg börnene samles i skolen og holdt en lille examen. Udfaldet var temmelig tarveligt, dårligere end jeg havde ventet det der. Regning var der ikke tale om, allerede at tælle var vanskeligt; læsning temmelig god, religionskundskaben også – vel at mærke, når man vilde holde sig til spørgsmål, der kunde besvares med bøgernes ord; en 14 års pige kunde f.ex. ikke sige mig, hvorfor vi holdt jul, påske og pintse, kunde sige mig, at Jesus engang var død men nu var levende i himmelen, men kunde ikke klare hvad der i hans liv lå mellem disse to punkter. Kateketen kan jeg ikke rose, han har den letteste gærning, ɔ: de færreste börn, af dem alle. Söndag 27 formiddag kl. 9 holdtes gudstjeneste med altergang, 18 altergæster; kun 2 voksne mænd og 1 ung karl, resten kvinder; dog var jeg glad ved denne gudstjeneste. Kl. 5 samme dags eftermiddag holdt kateketen aftenbön; hans ord var vist ikke dårlige, men han havde en grim unaturlig præstemanèr at fremføre dem på. Her var ingen dåb, vielser eller lignende, og jeg kunde altså ikke bestille mere; nogle familier besøgte jeg i deres huse. Ingensteds i Grönland har jeg set bedre opførte bygninger end her; det kommer af, at man tager materialier, godt og smukt formede sten, fra ruinerne af Nordboernes bygninger[88]. For at undgå fjordvinden, som i regelen blæser om dagen og vilde være os imod på hjemvejen, afgik vi kl. 2 mandag morgen fra Igaliko og kom her først kl. 4½ eftermiddag, da vi sinkede os noget ved at aflægge besøg hos den grönlandske expedition, som lå i lejr på vor vej, og da vi af den grund alligevel fik fjordvinden at kæmpe med, som èn gang var så stærk, at vi nær havde opgivet at nå hjem, för den ved aftenstid havde lagt sig. – Alt vel, Gud ske lov! da jeg kom hjem.

30 juni holdt jeg examen i Julianehåbs skole. Fra mine skolebesøg i årets løb kendte jeg vel omtrent dens tilstand, men dog overraskedes jeg glædeligt ved flere af börnene. Navnlig en 11-12 års dreng var dygtig. Og her i skolen kunde jeg få flinke, forstandige svar på frie spørgsmål. Denne prøve var mig en stor glæde, også for kateketens skyld. Han hører åbenbart i alle måder til dem, der kan udrette meget i kort tid. –

[For det følgende er Otto Skårups optegnelser bevaret og afskrevet, se disse.]

4 juli, söndag holdt jeg dansk gudstjeneste om formiddagen, Johan Dahl grönlandsk om eftermiddagen.

Narssaĸ, 6 juli aften.

Atter i Narssaĸ, hvor jeg var i fjor i september måned. För min rejse hertil talte vi meget om, at Louise og Knud skulde følge med mig, for at Louise dog en gang kunde få lidt andet af landet at sè end Julianehåb. Men vi rådedes fra alle sider på det aller bestemteste derfra, da dette sted er mer end alle andre bekendt for at være et myggested, som navnlig for lille Knud kunde blive slemt; og da han tilmed i de sidste dage ej var helt rask, faldt spørgsmålet af sig selv bort denne gang. – Mandag morgen 5 juli kl. 6 gik jeg fra Julianehåb i dejligt stille vejr, meget varmt, men megen is i vandet. En halv mils vej fra colonien mødte vi en kajak, som fortalte, at nogle „Tydskere” ɔ: Hernhuttere på rejse fra Godthåb syd på havde slået telt op lidt fremme på vor vej. Snart så vi også deres teltplads, og jeg gik i land for at stifte bekendtskab med denne missionær, som nu skulde bo her forholdsvis nær ved mig. Han kom straks ud, en ældre net mand, Hilbig hedder han.[89] Her var jeg en times tid, hørte lidt om forholdene nord på, lidt fra Europa også, da Hilbig medbragte en fra hjemmet udsendt kone til en missionær her. „Udsendt” siger jeg, ti ingen af de pågældende har nok nogen tid set hinanden; man påstår endog, at han grumme nødig går til brudeskammelen i det hele taget, men det må vel være vrövl. Hun, som man i hjemmet havde udset til ham, syntes i al fald at kunne göre fordring på en god modtagelse; hun var i de få öjeblikke for mig den mest tiltalende dame, jeg har set her i landet.[90] Med stadig godt vejr kom vi hertil allerede kl. 1½; det var særdeles flinkt roet. –

Til kl. 5 bestemtes prøven af börnene. Der var altså lidt tid, og den var vanskelig nok at få bugt med: i teltet var jeg vel så nogenlunde fri for myg, når jeg omhyggeligt holdt teltet lukket og helst røg bestandigt, men så var der så smeltende varmt. Derfor gik jeg snart ud og sloges lidt med de næsvise myg. Jeg vidste næsten ikke, hvad der var bedst, ude eller inde. Ude var der også meget varmt, da det var helt stille: jeg greb mig selv i en gang at gå i dybe speculationer over, hvad der i grunden generede mest i Grönland kulden eller varmen! Det var godt, Louise og Knud ikke kom med, tænkte jeg. – Prøven af de herværende börn faldt nogenlunde godt ud; A[91] er åbenbart flittig, men har ikke evner som Johan Dahl. På forstandig tilegnelse af det lærte skortede det også her. Men det lod til, at A forstod det mangelfulde heri, og han gör sikkert sit til, at det til næste år bliver bedre. – Mod aften blev det koldt nok. Mange mennesker kom, hidkaldte af en postmand.

(6 juli) I dag kl. 8 holdt jeg altergang i fri luft; af stænger og store bådeskind dannedes et luftigt skyggefuldt sted, hvor vi sikkert alle befandt os ulige bedre end i fjor i den lille stue. 68 altergæster. Jeg havde bestemt også at holde en prædiken her henne, men da der var så mange til altergang, turde jeg ikke gøre det samtidig med denne, og da alle blive her til i morgen, gör jeg det imorgen formiddag för dåben. – De ankomne kateketers skolebörn prøvede jeg derefter, men dette var over al måde simpelt, så jeg er helt optaget af, hvad her er ved at göre. Jeg fik stor lyst til at prøve kateketerne selv, om de f.ex. selv kunde læse o.l., men jeg syntes ikke, jeg burde gå således frem, idet mindste endnu i år, mod nogle af mine formænd ansatte lærere. (Man huske, der er to slags kateketer her i landet: godt lönnede seminarister, og med 10-30 kr. årligt lönnede skikkelige, nogenlunde dygtige fangere). Kl. 5 i eftermiddag holdt kateketen aftenbön; han gör dette stille og könt, til forskel fra ham, jeg på min sidste rejse hørte.

Og nu kl. 7½ sidder jeg her og tænker i dette nu på, hvor jeg var i dette öjeblik for 6 år[92] siden. At Louises tanker har været hos mig i aften er jeg vis på. Vorherre beskytte hende, lille Knud og alle vore kære hjemme! god nat!

7 juli 1880 eftermiddag kl. 2. – Jeg sov atter en behagelig nat i mit telt og stod som igår op omtrent kl. 5. Det eneste, som her generer mig, er at udliggerens køer ikke kunne holde op med at undre sig over teltet og stadigt göre slemme anfald mod det. I nat kl. 3 vækkedes jeg ved, at et par kalve sprang rundt mellem linerne, der holder teltet oppe. – Vejret igen i dag udmærket godt. Kl. 8 holdt jeg gudstjeneste med dåbsbekræftelse; der var 6 börn. Hermed var jeg i grunden færdig med mit arbejde, da her ingen syge er og ingen vielser at foretage, men da befolkningen så gærne vilde, at jeg skulde blive lidt længere, tager jeg først afsted hen på eftermiddagen. Efter dåben en voldsom salut, der er smukkere her end de fleste steder, da fjeldene give et ganske fortrinligt ekko. To af småbørnenes fædre vare „storfangere”, som det kaldes, og altså forholdsvis velhavende. Disse lode mig se et syn, som jeg endnu hidtil ikke havde set. I boutiquen og i deres huse havde de forsynet sig med en mængde forskellige ting: tobakskarduser, hårdt brød, kaffe, sukker, cigarer o.s.v. Med en masse sådanne ting krøb de op på taget af et hus, og alle de andre mennesker (omtrent vel 120 mennesker) stimlede sammen foran dette. Og nu begyndte de oppe fra taget at kaste de nævnte sager ned mellem mængden, som under stærk latter og råben hver for sig tilegnede sig, hvad de bedst kunde. Det gik måske en lille smule vildt til, men alle morede sig, og det var jo en uskyldig barnlig fornöjelse – de gamle var lige så ivrige som de unge til at gramse. Da de medbragte sager vare nedkastede og opfangede, gik tørklæderne, der havde været disse ombundne samme vej. Derpå satte pludselig de to givere sig ned på taget og trak deres kamikker af; jeg forstod ikke ret hvad de nu vilde, men også disse skænkedes i dagens anledning, og mængdens jubel steg. Derpå anorakerne af – disse samme vej. Så halstørklæderne, og så – begyndte [de] at trække deres nye hvide skorter af. Heldigvis havde de andre, mindre hvide rigtignok, indenfor, og de bleve lönnede med stort bifald, da deres pæne hvide skjorter hvirvlede i luften. Så havde de ikke mere, men nu bragte deres koner sine kamikker, tørklæder o.l., som alt gik samme vej. – Hermed var festen forbi, og nogle ældre kamikker, anoraker o.desl. trådte hos giverne i det bortgivedes sted; de skænkede sager vare næmlig alle deres bedste stads, som de i dagens anledning havde haft på. Mangen fattig fik således en cigar, tobak, lidt kaffe o.s.v., som han måske ellers ikke havde fået. – Fra dette syn vendtes jeg ved höje råb til et andet: den ene af de omtalte mænds moder, altså farmoder til det døbte barn og en del til års, opførte en solodans henne på marken; med hovedet lænet tilbage eller til siderne, görende stærke grimacer, særligt med öjnene, hænderne skiftevis oprakte over hovedet og fægtende i luften, hoppende og springende – kan jeg ikke nægte, at hun mindede mig om billeder, der fremstille dans af vilde. Hun har måske virkelig også dette som en arv fra sine fædre.[93] – Nu blev der mere stilhed på pladsen, ti man gik til kaffekedlen. Det er mig fremdeles uforklarligt, hvorledes disse mennesker kunne og ville drikke en sådan mængde kaffe. Jeg skal garantere for, at der her på pladsen i dette öjeblik er mer [end] èn mand og kone, som fra kl. 11 til 2 har drukket mer end 10 store spølkummer fulde af kaffe. Jeg fik tre indbydelser, hvoraf jeg modtog de to, men så var det mig umuligt mere, skönt jeg så, jeg gjorde dem imod, som venligt havde budet mig, og det er sikkert dem meget mere umuligt at fatte, at jeg ikke kan drikke mere end to små kopper kaffe, end det er for mig at fatte deres evne til det femdobbelte antal store. Det er morsomt at se deres omhyggelighed for ikke alene, at jeg skal få den smukkeste kop, men at denne også skal være så ren som vel muligt; ja jeg opdagede endog i dag, at begge de familier, jeg besøgte, havde kogt kaffen til mig i to særlige små kedler. Jeg skylder også at sige, at navnlig det ene sted var kaffen også efter omstændighederne ret god. – Men hvem i Danmark gider læse al denne snak, som kun skylder den gode tid i teltet sin fremkomst. – Nu nok for i dag!

Vidi Bårse den 23 October 1880. Hans gamle ven, S. Nielsen[94].

Læst på Giesegård[95] – 17^de Oktober

Læst i Kjöbenhavn af:

Fabrikbestyrer Binder[96]

Etatsrådinde Neergård[97]

Student Klövborg[98]

–     Christensen[99]

–     Brasen[100]

Pastor Lic.theol. Fenger[101]

[alle disse] Fra 25^de Oktober til 11^te December

Hr Lærer Nic Lund, Slagelse[102]

Modtaget 16 december, afsendt 20 december til

Christensen i Höve[103]

Modtaget 22de og afsendt 25 December 80.

Læst af nogle af Ottos Söskende i Julen.

Afsendt til Joh. Christensen i Kindertofte 8/1 81.

Modtaget 10/1 81, afsendt 12/1 81 – Joh. Fr. Christensen[104]

Modtaget 17/1 af J. Bergenhammer[105]; afsendt 22/1 til

Pastor Tauson[106], Gjentofte. Afsendt 1/2 til Pastor Kaae i Tikjöb.

Modt. 2/2, afsendt (efter at være læst i Tikjöb Proustegaard og Kapellanbolig) 15/2. Alfred Kaae[107].

Modtaget 2/3 81, afsendt 31/3 81 efter at have været i Mou Præstegaard. Th. Knuhtsen[108]

Læst af Anna og Julie Madsen[109] 7/4 81, Roskilde

Læst af Tante Louise Schousboe[110] med levende Interesse, afsendt 22 April 81.

Modtaget 19^de, afsendt 22^de October 1881

A Oppermann/Nyrup[111]

---

[1] Det kan sammenlignes med begyndelsen af den dagbog OS sendte til ministeriet.

[2] Se Grønland, mennesker og steder.

[3] Denne dagbog var måske identisk med den der blev sendt til ministeriet og findes på Rigsarkivet og er afskrevet sammen med andre papirer fra OS på Rigsarkivet.

[4] Om udliggeren, Rassow, og om huset, der stadig står, se Grønland, mennesker og steder.

[5] Rasmus Müller (1854-1917) var født i Tórshavn som søn af sysselmand H. C. Müller og hustru Maren Christine Olsen (om dem, Fróðskaparrit 14, 1965, 24). Han var assistent i Nanortalik 1879-81 (efterfulgt af Ryberg), i Qagssimiut 1881-83, siden kolonibestyrer forskellige steder indtil 1900. Han boede hos Skårup-familien 8.-13. okt. 1879, og de boede, sammen med lægefamilien, hos ham i Nanortalik (i den daværende bestyrerbolig) 1.-14. sept. 1880, se O.s Fællesbrev 1880-81. Igen 7/1 1881 havde han boet hos O.S.

[6] Om Isak Lunds omtale i sin dagbog af det samme besøg, og om hans forhold til O.S., se Henrik Wilhjelm. De nye grønlændere (2008), s. 164ff.

[7] Måske Apollus John, gl. ungkarl, fanger, født 12/3 1830. Eller måske snarere forstanderen og storfangeren Apollo i Sigssarigsoĸ, født 23/9 1842.

[8] Sermersoĸ, nu Sermersôq, ø,

[9] Matthäus Warmow (1818-98) var herrnhutisk missionær i Lichtenau 1867-81, se Henrik Wilhjelms monografi om Samuel Kleinschmidt, »af tilbøielighed er jeg grønlandsk« (2001), s. 508.

[10] Johannes Hansen fik sin kirkeklokke, se dagbogen for 1880-81: 31/8-80 og 20/10-80. Se om skolekapellet Grønland, mennesker og steder.

[11] Ellers skrives Kangermiutsiait.

[12] 10. august. Lukas 16,1-9.

[13] âp betyder ‘ja’.

[14] Denne kateket var Andreas fra ĸángue, fremgår det af dagbogen til ministeriet.

[15] 10. søndag efter trinitatis: Lukas 19,41-48.

[16] Se om ham Grønland, mennesker og steder.

[17] H. O. J. Schmedes (1848-99) var læge i Julianehåb 1877-82.

[18] Johanne hed O.S.s farmor og en af hans søstre, Louise hans kone.

[19] Carl Julius Peter Ryberg (1854-1929) var assistent i Julianehåb 1879-81. I de år var han den der stod Otto og Louise nærmest.

[20] Hvalsey kirke.

[21] Sikkert den Laban der var født 19/5 1853 og var ugift fisker. Dennes søster, som han udnyttede, hed Johanne, født 1/5 1848.

[22] Cathrine var enten født 9/1 1859 og tjenerinde ved designationen 1880, eller født ?/10 1840, enke i 1880.

[23] Den gamle missionærbolig blev brugt som skole, se Grønland, mennesker og steder.

[24] Tallet af de danske var ej større end ti, iflg. OSs dagbog til ministeriet under 31/8-79. Det var, foruden præsten og hans kone, læge Schmedes og hans kone, kolonibestyrer Hansen og hans kone, assistent Ryberg, som var ugift, og voluntør Bang og hustru. Det var dem der var med ved Knuds dåb  26/11-79. Desuden fartøjsfører Mads Dam Andersen og hustru og smed F. Andersen, men dem ses præstefamilien ikke at have omgåedes privat.

[25] H. L. Martensen (1808-1884): Den christelige Ethik. Værket består af 2 dele, Den almindelige Deel (1. oplag 1871) og Den specielle Deel (1. oplag 1878), 2. del i 2 bind, altså 3 bind ialt. Se også under 16/9-79, 26/10-79, 13/11-79 og 15/1-80.

[26] M. A. Goldschmidt (1819-1887): En Jøde (1845). Senere læste han af samme forfatter: Hjemløs (1853-57) iflg. Fællesbrevet 16/9-79.

[27] H. F. Ewald (1821-1908): Knud Rydbjergs Livseventyr (1868), Hvad Ellen vilde (1869), disse roses igen 13/11-79. Senere læste O.S. af samme forfatter: Knud Gyldenstjerne (1875) iflg. Fællesbrevet 13/11-79, og Johannes Falk (1865) iflg. Fællesbrevet 1/2-80. Han kan være den Evald der nævnes af Th. Knuhtsen i brev til O.S. 27/3-81 med note.

[28] En doktorstol er en slags magelig agestol.

[29] Sikkert fejl for Niaĸornaĸ.

[30] Det må Andreas i K’angue så have gjort.

[31] Tom plads; Boas var i Sigssardlugtoĸ.

[32] De nævnes i O.S.s dagbog 6/7-80. Her er Tim. Esajas fra Niaĸornaĸ, og Boas fra Sigssardlugtoĸ.

[33] A = Andreas Geraae fra Narssaĸ, fremgår det af O.S.s dagbog.

[34] Udliggeren var Jakob Egede, født 11/12 1825.

[35] Talemåde, som iflg. Ordbog over det danske sprog 17:291 bl.a. findes i Holbergs Den ellefte Juni, V.9.

[36] Rasmus Berthelsen (1827-1901), lærer ved seminariet i Godthåb og salmedigter.

[37] Se ovenfor, 8/9-79.

[38] F. Godet (1812-1900): Lukas-Evangeliet, fortolket af F. Godet, oversat af A. F. Boje (1875). Bogen omtales i breve fra Th. Knuhtsen til O.S.

[39] Se ovenfor, 8/9-79.

[40] Foxposten er post der sejles mellem Ivigtût og Danmark med Kryolitselskabets skib Fox (og mellem Julianehåb og Ivigtût med kajak).

[41] 16. søndag efter trinitatis: Lukas 7,11-17.

[42] Det betyder ‘ja’, jf. ovenfor, 12/8-79.

[43] O.S. havde boet hos ham, ovenfor 19-22/7-79 med note.

[44] 20. søndag efter trinitatis: Matthæus 22,1-14.

[45] P. L. Panum (1820-85): Orienterende Oplysninger om Dyrplageri ved Dyrenes Benyttelse og om Menneskeplageri ved Dyrenes Beskyttelse (1879).

[46] Af Martensen, se ovenfor, 8/9-79.

[47] Hun hed Ane Marie Maren, var født 29/1 1814. Hendes mand, smed F. Andersen, døde i april 1880.

[48] Af Martensen, se ovenfor, 8/9-79.

[49] Fr. Vilh. Andersen (1820-1910): Nogle Betragtninger og Studier over og i Sammenhæng med Biskop Martensens “Den christelige Ethik” (1879). Han var provst i Ringsted-Benløse 1871-94, omtales i breve fra grevinde Brockenhuus-Schack til O.S., bl.a. sendte han O.S. en hilsen i brevet 14/5-86. – Han var i øvrigt far til litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen (1864-1953).

[50] Citatet ikke identificeret.

[51] Se ovenfor, 8/9-79.

[52] Sophus Schandorph (1836-1901): Uden Midtpunkt (1878). Forfatteren omtales også nedenfor under 22/6-80.

[53] Christian Reiersen (1792-1876), regeringens censor 1834-50.

[54] 24. søndag efter trinitatis: Matthæus 9,18-26.

[55] Måske ham der var født 19/1-66, se Grønland, mennesker og steder.

[56] C.S. = Christen Salomon i ĸagssimiut, jf. 18/2-80.

[57] Anden juledag er Sankt Stefans dag; Stefan omtales i Apostlenes Gerninger kap. 6-7; uddrag af disse kapitler udgør den hellige lektie i dagens gudstjeneste. Jeg ved hverken hvad Johan Dahl havde sagt om forskellen mellem Stefan og enkelte af sine landsmænd, eller  hvilken betydning O.S. tillagde ordet julebudet her.

[58] O.S. har først skrevet “som gave”, senere indføjet “de”; ordet “gave” altså henholdsvis substantiv og verbum.

[59] 2. søndag efter helligtrekonger: Johannes 2,1-11.

[60] Af Martensen, se ovenfor, 8/9-79.

[61] J. P. Mynster (1775-1854): Meddelelser om mit Levned (1854).

[62] Lauritz Theodor Ostenfeld (1841-1925) var missionær i Julianehåb 1874-77, se Grønland, mennesker og steder.

[63] Nicolai Edinger Balle (1839-1900), forstander ved seminariet i Godthåb 1870-1900, oldebarn af biskoppen af samme navn.

[64] Septuagesima: Matthæus 20,1-16.

[65] I sin dagbog til ministeriet er O.S. mest optaget af at dette barn, som så mange andre, var født uden for ægteskab.

[66] Otto Møller (1831-1915): Gudstjeneste i Skolen, 4 Foredrag for Lærere (1873), Til Alvor i Skole og Folkeliv (1876).

[67] P.S. = Peter Simon, født 19/1 1841, fanger, gift 22/8 1864 med Rahab Judithe Elisabeth, født 9/5 1844. De boede vest for elven, altså ikke langt fra præsteboligen. De døde sammen med 2 af deres 5 børn i slutningen af august 1880, af forrådnet sælkød.

[68] Johannes Falk, roman af H. F. Ewald, se ovenfor, 8/9-79.

[69] Jf. ovenfor, 21/12-79.

[70] 2. søndag i fasten: Matthæus 15,21-28.

[71] Midfaste: Johannes 6,1-15.

[72] trøvt = trøgt ‘langsomt’.

[73] Marie (født 21/8 1843), Magdalene (født 26/11 1847, gift med C.A.Teilmann i Haldagerlille), Johanne (født 13/8 1845), Kornelius (født 9/6 1859), Henner (Henrik, født 11/8 1860) og Dotte (Dorthea, født 31/8 1866) er nogle af Ottos søskende. “Laur.” er formodentlig Laurette Petrine Vilhelmine Schaarup, Ottos fars kusine, født 25/9 1830, i Jægerspris sammen med Johanne.

[74] Soren Nielsen, se breve fra ham til O.S..

[75] Jørgen Bergenhammer (1851-81), cand.theol. 1879, kapellan i Kirke Hvalsø-Særløse fra 1880 til sin død allerede 4/4-1881. Nævnes også som modtager af nærværende fællesbrev.

[76] Carl Emil Tauson (1854-1943), cand.theol. 1877, kapellan i Høje Tåstrup 1878-79, i Gentofte 1879-87, sognepræst i Ulse-Øster Egede 1887-98 og i Sværdborg 1898-1925. Nævnes også som modtager af nærværende fællesbrev samt i næste fællesbrev 26/7-80.

[77] Ikke identificeret.

[78] Johannes Fr. Christensen i Kindertofte. Nævnes også som modtager af fællesbrevet.

[79] Rönne var måske Christian Frederik Rønne (1798-1890), der var sognepræst i Høve-Flakkebjerg 1834-76, altså en stor del af den tid Louises far var lærer i Høve (1857-86). Han var gift anden gang 1868 med Nathalia Vilhelmine Petersen, der var født 1839 i Gimlinge. Nævnes ikke som modtager af nærværende fællesbrev. Men Rönne kan også være den nævntes brorsøn, Karl Rønne, gift med Fanny. Se Familier.

[80] Jeg ved ikke hvis fødselsdag O.S. tænker på. Hans far var født 27/5 1817. Hans bror Peder var født 24/5 1853. Måske søsteren Johannes dåbsdag (ikke fødselsdag)?

[81] Der (= dér) ved siden af = ved siden deraf.

[82] Gustav Holm (1849-1940), søofficer og Grønlandsrejsende.

[83] Lille Vilhelm var søn af L.S.s søster Signe og dennes afdøde mand Vilhelm Hoffmann.

[84] Holger Drachmann (1846-1908), dansk forfatter.

[85] Se ovenfor, 13/11-79.

[86] Rudolf Schmidt (1836-99), dansk filosof og forfatter.

[87] Ole Christensen (1838-1911), folketingsmand, valgt for Venstre i Faksekredsen 1869-90. Han blev altså genvalgt!

[88] Igaliko er nordboernes bispesæde og tingsted Garðar. Men O.S. troede – formodentlig i overensstemmelse med den almindelige mening dengang – at det var Erik den rødes gamle hovedborg (se hans brev 28/2-84).

[89] Jf. Optegnelser 5/7-80: “Traf ved Uglspils hule missionær Hilbig med familie på rejse fra Godthåb til Frederiksdal.”

[90] Da O.S. i sine Optegnelser kort nævner sit besøg i Frederiksdal 5/9 1881, omtaler han ikke herrnhutermissionæren eller dennes kone. Denne herrnhutermissionær hed Brodbeck; O.S. havde truffet ham i Nanortalik i sept. 1880: “flink, dygtig mand” (Optegnelser 9/9-80). Holm & Gardes konebåds­ekspedition besøgte ham og “hans elskværdige, unge Kone og to nydelige, smaa Drenge” i Frederiksdal 23/7 1883. Samme efterår tog han som tolk med Nordenschiöld til Øst-Grønland; han omkom på vejen hjem. Holm & Garde 1887, s. 51f.

[91] A er kateketen Andreas Geraae; andetsteds kalder O.S. ham A.G.

[92] Da blev Otto og Louise trolovet.

[93] Disse episoder fortæller O.S. også i sin Dagbog til ministeriet for 1880-81. Som anført i noten til det sted var den dansende bedstemor, som var “en del til års”, næppe barnets farmor, men dets mormor, 46 år gammel. – Når O.S. her til sidst bruger ordet fædre, mener han sikkert ‘mennesker (af begge køn) af tidligere generationer’.

[94] Se ovenfor, 15/5-80.

[95] O.S. var lærer hos greve og grevinde Brockenhuus-Schack på Giesegård i vinteren 1878-79, se hendes breve til ham. Otto og Louises yngste datter Sofie er sikkert opkaldt efter hende.

[96] Se Familier og brev fra Th. Knuhtsen 20/8-78 med note.

[97] Om etatsrådinde Betzy Neergaard, se Familier. Otto og Louises næstyngste datter Betsy er sikkert opkaldt efter hende.

[98] Anders Kløvborg (1856-1943), cand.theol. 1882, kapellan Jelling-Hover 1884-86, sognepræst Guldager 1886-91, Bregninge (Tåsinge) 1891-1928.

[99] Ikke identificeret.

[100] Gottfried August Brasen (1856-1944), cand.theol. 1881, sognepræst Hem-Sem 1886-96, Hou (Langeland) 1896-1909, Humble 1909-26. Nævnes i brev til O.S. fra Soren Nielsen 5/3-80 med note. Nævnes også i breve til O.S. fra Th. Knuhtsen 22/9-78, 25/3-80, 16/6-80 og 27/3-81.

[101] H. M. Fenger (1850-1930), cand.theol. 1873, kateket ved Skt. Stefans Kirke på Nørrebro 1879-80, hvor Otto og Louise besøgte ham 28/1 1879, residerende kapellan ved Vor Frelsers Kirke 1880-88 og ved Garnisons Kirke 1888-1900, sognepræst ved Holmens Kirke 1900-30. Lic.theol. 1879 på afhandlingen Bidrag til Hans Egedes og den grønlandske Missions Historie.

[102] Nævnes i brev 3/12-78, se noten.

[103] Forældre til O.S.s kone Louise.

[104] Louises bror, se ovenfor, 15/5-80.

[105] Se ovenfor, 15/5-80.

[106] Se ovenfor, 15/5-80.

[107] Alfred Cameron Kaae (1848-1919), cand.theol. 1874, kapellan i Tikøb (hos sin far, sognepræst Hans Gundorph Kaae) 1879-87, sognepræst Kværndrup 1887-1906, Tikøb 1906-15. O.S. havde været huslærer i Tikøb præstegård 1869-70.

[108] John Theodor Knuhtsen, se breve fra ham til O.S. En søster gift med P. C. Jensen, missionær i Frederikshåb, jf. begyndelsen af dette fællesbrev.

[109] Ikke identificeret. Se Familier om tanter.

[110] Måske O.S.s moster.

[111] Adolph C. N. M. Oppermann (1819-97) var skovrider på Holsteinborg, bosat i Nyrup (ca. 3 km nordøst for Holsteinborg). O.S. var huslærer hos familien 1870-72.