≡ Menu

Familien Kold på Holsteinsminde

Anders Kold var bagermester. Han var født 19/6 1825 i Thisted som bror til skolemanden, Ch.S.s seminariekammerat, Christen Kold (1816-70). Han var gift med Nikoline Anesine, født Jakobsen, og de havde flg. børn iflg. folketællingerne i 1860 og 1880 og kirkebøgerne for Førslev sogn:

1. Marie Camilla (iflg. kirkebogen Camille Marie), født 4/3 1851. Hun døde ung, og søsteren Lydia og Soren Nielsen opkaldte deres førstefødte efter hende: Maria Kold Nielsen, født 18/7 1880, jf. 8.2: 4/3-81.

2. Lydia, født 30/4 1852, gift 20/8 1879 med Soren Nielsen.

3. Hanne Dorthea, født 6/1 1854. I 1880 var hun lærerinde hos plejebørnene på Holsteinsminde. Hun omtales i 2: 7/3-80 og 8/4-81.

4. Christian Michael (iflg. kirkebogen Kristian Mikael), født 6/3 1856. Han blev forlovet i sommeren 1879 med Thora Mathilde Krebs, jf. 2: 7/3-80 og 8.2: 5/3-80. Hun var møllerdatter, født ca. 1863 i Gudum sogn, Ålborg amt; hun var i 1880 medhjælper i husholdningen på Holsteinsminde. Han tilbød at køre Ch.S. iflg. 2: 15/6-80.

5. Peter Laurits, født 28/1 1858.

6. Hedevig Elina, født 9/2 1860.

7. Agnes, født 14/4 1862.

8. Anders Valdemar, født 3/5 1866.

9. Laura Mathilde Olga, født 20/12 1868. Omtales af Ch.S. i 2: 12/6-80.

De yngste blev undervist af Ch.S., som forventede en julekage som løn, se dennes brev 2: 22/6-79.